Giftet bort {2} ~ Revenge

Efter det store slag mod Ren og hans dæmoner har stilheden og freden lagt sig over Raza og Kawa.
De er nu draget ud for at finde Lorenzo og Jiro.
Men freden varer ikke længe...

36Likes
82Kommentarer
3123Visninger
AA

34. Anonym Synsvinkel-Mørke Øjne

Jeg luntede gennem skoven og kiggede rundt efter det forsvundne får der var løbet væk fra marken. Min hyrdestav sad fast i en gren og jeg viftede den irriteret løs. 
Jeg hørte fårets fodtrin og brægen længere fremme i skoven. Jeg gik langt inde og mit tøj sad flere gange fast i grene og træer. 
Forbandede får! Forbandede skov! Forbandede fattighed! 
Jeg kiggede mig omkring da jeg pludselig hørte nogle hvæsende, lavmælde stemmer. Jeg gik nysgerrig efter stemmerne og endte ved en lille åbning. 
Jeg så nogle skikkelser stå overfor hinanden og med dræberblikke stirre hinanden ned. 
Der stod fire personer ved hinandens side foran en mand og.... Jeg spærrede øjnene op og kiggede på skyggerne der kræsede rundt om manden, dæmoner!
Jeg spærrede øjnene op og kiggede igen og igen på dem, ja vidst var det dæmoner!
Jeg kiggede på manden og damen der stod hånd i hånd ved siden af den anden dame og anden mand. Alle magikere.
Jeg tænkte det igennem og smilede for mig selv, jeg vidste hvad jeg skulle gøre...

Razas synsvinkel:
Vi kunne snart ikke mere. Snart løb vi tør for kræfter og Ren ville vinde. Hellere dø nu, en hurtig død end Rens tortur. Som han vil tillægge os hvis han vandt. Men så selvglad havde jeg ikke råd til at tænke, ikke for landet og alle familier, soldater og byerne.
Jeg kiggede på Ahu, Kawa og Len og vidste at vi blev nødt til at finde på noget.
Lige i det jeg var ved at erkende nederlaget lød hestetromlen fra alle sider hvilket fik Ren til at stoppe brat op lige ved at sende en ildkugle mere, der ville svække os så meget at vi garanteres ville besvime.
Jeg kiggede rundt, også vi var stoppet i at lave det skjold vi prøvede at frembringe.
"AAANGRRIIIB!!" Råbte en høj stemme lidt væk og jeg kiggede rundt heste med mennesker på stormede frem og genkendelsen i Lens blik var tydelig.
"General Len" Var der nogle der råbte og nogle var tavse. Jeg kiggede på anføren, en mand iført en gammel, revet kirtel af en slags stoppede op foran os.
"Til jeres tjeneste" Sagde han højt og tydeligt mens nogle af hans egne mænd stod bag ham.
"Dine egne soldater var selv ved at hjælpe jer så jeg slog mig sammen med mine sønner og nogle af mine mænd og hjalp" Sagde manden og Len nikkede. Jeg kiggede over mod Ren der sendte dæmoner ud på folkene der hjalp os.
Han var stærk og vi mådte snart gøre noget. Tiden hvor vi havde stået stille havde styrket os og vi vidste hvad vi skulle gøre.
Vi hviskede alle den stærke formular i munden på hinanden efterfulgt af et højt brag og en følelse af sejr. 

så blev alt sort...
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...