Giftet bort {2} ~ Revenge

Efter det store slag mod Ren og hans dæmoner har stilheden og freden lagt sig over Raza og Kawa.
De er nu draget ud for at finde Lorenzo og Jiro.
Men freden varer ikke længe...

36Likes
82Kommentarer
3136Visninger
AA

26. Ahus og Femis synvinkel- Fanget

Jeg kiggede efter de unge mennesker der hastede ud for at redde Femi fra hendes skæbne. Jeg vidste at hvis de reddede hende og jeg ikke selv henrettede hende ville Ren henrette os begge men jeg elskede hende og den eneste grund til at jeg i min tid sluttede mig til Kronprins, nu konge, Ren var at jeg bare søgte beskyttelse til Femi for alle de onde dæmoner jeg følte omkring mig, de dæmoner Ren sendte ud til at påvirke folk. 
Hvordan havde jeg ikke kunne regne den ud, at Femi skulle have et barn, og jeg for den sags skyld. Jeg havde aldrig brudt mig om at læse hendes tanker, så det var jeg helt stoppet med så hvordan skulle jeg vide det hvis ikke hun sagde det selv til mig. 
Jeg tænkte igen på Femi, hun var i stor farer, Ren ville hvis jeg gættede rigtigt få en af hans mænd til at skyde hende eller også ville han tæve hende til hun besvimede og smide hende ned i kælderen hvor hun ville rådne op og i sidste ende dø, indeni af ensomhed. Og barnet ville fødes til en fremtid som soldat. 
Jeg fik gåsehud ved tanken om Rens uduligheder og kvalme ved tanken om den måde han fik magt på, i modsætning til sin far der havde været en stor, ærlig og rolig konge, ikke derimod en ligeså god far fandt jeg senere ud af ved Rens tanker og had til sin far, den far han myrdede sammen med sin mor, bror og han brors kone han havde været forelsket i dengang for længe siden og uden at erkende det overfor sig selv, stadig var det.
Jeg fór op og løb efter de unge mennesker der også var sat i løb nu. Jeg indhentede dem ved stalden og da de kiggede spørgende på mig rystede jeg blot på hovedet. 

"Jeg vil redde min kone og mit barn" Jeg mærkede stille panikken vokse i mig ved tanken om at Ren, Femi og soldaterne nærmede sig marken hvor det skulle ske. 
Og hurtigt fik jeg fart på, ligesom de andre. Jeg kunne mærke deres paniske energier og tanker om Femis nød. 
Vi løb ind i stalden og derinde stod der 3 opsadlede heste, forladt af Femi som var blevet taget på fersk gerning af Ren og hans mænd. 
Jeg svang mig lynhurtigt op på den ene mens Kawa og Raza på de to andre. 
"Hent de andre heste!" Råbte Raza til Len, Jiro og Lorenzo før jeg borrede hælene i siderne på hesten jeg sad på der straks fór frem, villig til at hjælpe, hjælpe med at redde Femi. Alle hestene satte i galop og sprang frem fast besluttede på at nå målet i tide. 
"Kawa og Raza. I har ikke brug for den sten!" Hviskede jeg og de spærrede begge øjnene op. "Hv-hvad?" Hviskede Kawa. 
"I bliver nødt til at stole på mig. I kan uden" hviskede jeg og håbede på at de kunne vendte med forklaring til det var mere relevant. Kawa nikkede til mig og det gjorde Raza snart også og jeg sukkede lettet. 
"Vi stoler på dig" 

 

Femis synsvinkel:

Jeg mærkede mudderet klæbe til min kjole og ben da jeg blev slæbt hen af jorden af to vagter. Jeg vred og sled i mine arme og prøvede at komme væk fra deres utrolige jerngreb men forgæves. Vreden og angsten steg i mig. 
Jeg vidste udemærket hvad der skulle ske og kvalmen steg i mig sammen med panikken, vreden og angsten. Mit lille barn. Mit lille barn skulle dø. 
Jeg mærkede tårende trille ned af mine kinder i stride strømme. 
"STOP!" Råbte jeg men Ren fortsatte bare og gjorde tegn til mændende at de skulle gøre det samme. Kold og kynisk var han. 
"Ynkeligt.." Hviskede jeg og jeg kunne mærke at Ren hørte mine ord. 
"Ynkeligt er det..." hvæsede jeg videre. 
"Du tør ikke engang kigge mig i øjnene... En lille og ynkelig kvinde" Vrængede jeg. 
"Du agter ikke at stå ansigt til ansigt med din egen fange.. Ynkelig er du" Ren stoppede brat og og vendte sig langsomt om mod mig hvorefter han skridt for skridt trådte hen mod mig. Jeg lagde automatisk en beskyttende hånd på min mave og slog blikket ned da jeg mærkede at man tydeligt kunne se frygten og angsten i mit blik. 
"Du holder bare din kæft! Du er en kvinde, du har ikke ret til noget som helst!" råbte han og jeg mærkede gåsehuden rejse sig og det had jeg følte imod ham blænde mig. 

Men før jeg nåede at sige et ord hørte jeg hestehove og kiggede øjeblikkeligt tilbage.
Det første jeg fik øje på var Ahu. Jeg mærkede glæden og lettelsen strømme igennem mig da jeg så min elskede mand. 
Derefter så jeg Kawa og Raza som hun vidst nok hed. Og lidt bagved så jeg de unge mænd komme stormende, for at redde mig. 
Jeg mærkede lettelsen, lettelsen lige indtil Ren greb mig og holdt om min hals. Klar til at kvæle mig, kvæle mig og barnet. 
Jeg kiggede med panik i øjnene på Ahu og så hans øjne genspejle min panik. 
"REN!" Råbte han og stoppede sin hest brat. 
"STOP REN!" Råbte han igen men Ren begyndte at tage hårdere fat om min hals. 
"Ren stop, det er jo ikke Femi du er vred på. Lad hende gå. Lad ikke dit had gå ud over hende" Razas stemme var tydelig da Kawa og Raza pludselig stod lige foran os. 
"Slip hende" Kawas stemme lød hård og fast. 
"Ha... eller hvad? Hvad har i tænkt jer at gøre mod mig? I har ikke stenen!" Lo Ren.
"Vi behøver den heller ikke.." Hviskede Kawa og lidt efter kylede en grøn og rød ild kugle lige i mod ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...