Og så det der er værre (oneshot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 24 feb. 2013
  • Status: Igang
En kort tekst om denne ukrainsk pige og hendes filmatiserede problemer. (bogstavlig talt) ps. denne movella bliver nok slettet efter et stykke tid grundet en ikke-eksisterende rød tråd. (Se om du kan fange den)

2Likes
2Kommentarer
188Visninger
AA

1. Det første og eneste kapitel

 

Jeg havde det som om, jeg var tømt for ord. Pludselig føltes det som om min fantasi havde  ramt muren. Så kan man ikke bare gå videre, det er en blokade, det er umuligt. I en periode kunne jeg slet ikke skrive, da alle de ord mine fingre dansede over, alligevel var de samme ord igen og igen. Det er som at skrue tilbage og se den samme frekvens, indtil ingenting gav mening. 

 

Til tider var mit liv en støvet bog, krøllede sider, hvis ender bøjede ind, fordi de var blevet læst så mange gange. Siderne var slidte ligesom de trykte ord, der nu mere var udtværede halv bogstaver. Det hele var noget pis som allerede var sket, som allerede var hørt om mange gange. Jeg brugte de samme mateforer, de samme sammenligninger. Der var ingen udvikling, jeg var nået min grænse. Det er sørgeligt at blive stående, mens man ser alle andre gå uhindret over muren, som om den slet ikke var det. På den anden side var den sikkert heller ikke en hindring for alle de andre, nu når det var min mur. En udfordring til mig. Min originalitet var smuldret, fordi jeg hele tiden byggede op på en. Jeg var bange for at lave noget, folk ville kalde kliché. Og så endte det med at jeg i mig selv blev én. 

 

Før tænkte jeg:”Jamen det er alt det jeg har at byde på, det er godt nok, så der skal bare mere af det.” Jo mere jo bedre. Supersize regn, supersize had, supersize udødelig kærlighed. Jeg ved ikke hvorfor, det hele har været som et pariserhjul, det hele kommer tilbage igen. Jeg ville gerne videre, jeg ville gerne væk fra de gamle rammer. Men vejen frem var blokeret. Hvorfor? 

 

Jeg ved ikke, men jeg kan ikke skrive noget og putte mit hjerte og min sjæl ind i det, hvis ikke det er noget jeg kan relatere til. Hvis ikke det er noget jeg har grint af, grædt for. 

 

Efter jeg mødte dig, efter jeg lærte dig at kende, har jeg set sider af mig selv, som jeg slet ikke troede fandtes. Du banede dig vej ind til de snævre mørke hjørne. Du har flækket mig midtover og er nået helt ind til roden. 

 

Det er som en helt ny dimension, jeg ser frem for mig. Gennem den her proces har jeg aldrig følt mig mere skitzofren, og jeg mener det skam. Jeg troede, jeg vidste, hvem jeg var. Jeg troede, jeg havde set det hele, jeg troede, at jeg kunne forudsige hvordan jeg ville reagere udfra visse situationer, fordi jeg kendte mig selv. Fordi jeg har styr på mit liv. Åbenbart ikke. Du har trådt på den boble af kontrol, jeg havde over mig selv. Mast den, eller nærmere prikket til den, da man ikke sådan kan mase en boble. Medmindre at man faktisk kan det. 

 

Når vi snakker om fremtiden, opstår der yderst pinlige billeder i mit hoved. Jeg er blevet til en person, der ikke kan forestille sig en fremtid, hvor du ikke er med i. Det er som om selve ordet fremtid drejer sig rundt om dig kun. Jeg hader det. Mest fordi jeg slet ikke kan huske hvad min drøm egentlig var, hvad den gik ud på, og nu hvor jeg nævner det kan jeg slet ikke huske, om jeg havde en drøm. Det hele er smuttet fra mig, og jeg har slet ikke noget i hænderne længere. Jeg har smidt lortet. 

 

Det er så pinligt, og jeg føler at jeg ikke kan styre ordene. De løber fra mig uden jeg kan nå at tænke over det. Når du snakker om hvordan dit liv gerne skal se ud, når du snakker om de børn du gerne vil have, dit drømmehus, dit drømmehjem, så kan jeg ikke lade være med at forestille mig, at det er vores børn, vores hjem og vores drøm. Jeg ved ikke, hvad det går af mig, og jeg frygter så meget, at jeg kommer til at sige:”Vores børn”.

 

 

Nu når jeg tænker over det, er det jeg har oplevet i den her tid, sådanne fortællinger man læser i mange teenagebøger. Man ser det i film, og jeg har altid haft lyst til at brække mig over den manglende originalitet. Hør her, jeg har aldrig været forelsket i nogen før. Det ved jeg nu, fordi du ødelagde min rekord. Nu kan jeg relatere til de klamme teenage tøser i de der endnu klammere “happy ending”-film. Nu er jeg nødt til at unlike alle de latterlige kærlighedscitater folk sætter op på facebook, fordi det simpelthen er gået hen og blevet for meget, at jeg ubemærket klikker like. Hvor er det pinligt, hvor er det ydmygende. Mit image er totalt ruineret, og jeg giver dig skylden. Hvor er det bare kliché, det her. Hvor er den originalitet som jeg troede jeg havde?

 

Jeg spekulerer tit over, hvad du tænker. Mest fordi jeg hader det, når jeg ikke har folk, hvor jeg gerne vil have dem. Du er stadig et mysterie, jeg er ivrig efter at opklare. Det irriterer mig umådeligt meget, og du er pisse irriterende. Virkelig. På en måde, som jeg alligevel ikke kan lade være med at holde af. 

 

Jeg har grædt. I et toilet. Midt under en time. Jeg har siddet på knæ ude på pigetoilettet. Snøftet en hel toiletrulle igennem. Jeg har tudet som en gal. Ægløsning når det er bedst. Jeg ved ikke hvad der sker, men det er helt sikket noget, jeg har set før. Film. Film, film film, det er det eneste jeg kan tænke på. Du er kommet herind i min verden, og filmatiseret   hele lortet.

 

Kender du det, når man som barn fylder vand op i et glas, og man bliver ved og ved med at fylde op, fordi det er spændende at se hvordnår glasset flyder over. Hvis man er meget forsigtig, som du nok aldrig var, så kunne man se den lille kant vand som stak ud over kanten. Jeg føler mig som sådan et glas, og jeg er hele tiden ved at flyde over af boblende hormoner. De er inden i mig, i luften omkring mig. Tro mig, jeg ånder nærmest kun hormoner. Det er utroligt.

 

Jeg gør nogle sygt platte ting. Ting, som jeg i mine storslåede tider plejede at gøre grin med, når åndssvage personer gjorde det på min skærm. Og nu er jeg selv hovedpersonen i min egen film, pludselig er det mig der dukker op på skærmen. Hvad tænker jeg på? Hvor er min værdighed? Jo, ser du den er helt forsvundet, hvis det er for dig, så er der ikke noget, jeg ikke vil gøre. Hvor er det klamt, og den linje har jeg så meget stjålet et eller andet sted fra. 

 

Som enhver anden desperat tøs, sidder jeg nu her, og undrer mig over om hvad du egentlig laver lige nu. Burde jeg skrive? Eller kommer jeg til at virke desperat? Hvor er det typisk. Jeg er så ked af, den person jeg er blevet, men på den anden side, så elsker jeg tanken om, at du har forandret mig. Du har sat nye grænser og nye mål.  

 

Jeg er normalt en person som meget sjældent bliver jaloux. Hør her, jeg ved ikke hvad der går af mig, men så snart du vender dig mod en anden, så sker der noget. Der sker noget indeni. Det river rundt i mine organer og nervecellerne er løbet fra mig. Det stikker i mit bryst, jeg har det som om jeg bliver mere og mere skaldet for hver dag. Så snart jeg ikke er i centrum, så mærker jeg hvordan nogen leger med glasset  og vipper det over, så vandet er ved at flyde over.

 

Pludselig er jeg blevet så forbandet følsom. Jeg er blevet til det værste man kan blive. Jeg har opnået en titel, jeg hellere ville dø end at have. Drama Queen. Jo, tak det er så mig.  Hurra. Men egentlig er jeg bare forvirret. Virkelig. Jeg ved ikke, hvad jeg gør galt, jeg ved ikke, om jeg kan gøre det bedre. Jeg vil gerne, men det er faktisk meget svært. 

 

Jeg er helt væk. Blank. Til tider har jeg ingen anelse om hvad der foregår omkring mig, og uvisheden har krybet sig ind over mig lidt efter lidt, angrebet mig bagfra og nu er jeg bogstavlig talt væk. Jeg har mistet den røde tråd. 

 

Giv mig den tilbage. Nu. 

 

Jeg elsker dig. Så. Nu har jeg sagt det. 

 

Nu er det for sent at samle min værdighed op. Den er sunket i jorden. Dernede hvor der er orme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...