Sande illusioner.

Haha, det her er vel ingen gang en dagbog. Jeg gider hvertfald ikke skulle skrive 'kære' dagbog hver gang? Men hvad er det så? Et følelsesuspring? Et tankemylder på papir. Eller er det mine tanker sort på hvidt, skærende kontrast til mit farverige tankespind? Jeg ved det ikke. Jeg skriver bare, lader tastene larme, lader pennen flyde..

2Likes
2Kommentarer
366Visninger
AA

1. BUM BUM BUM VELKOMMEN!

Efter overskriften hviler min hånd et øjeblik. Venter på en fantastisk idé skal springe op i mit hoved. Den udebliver. Den igangsætter, der eksisterede for sekunder forinden er væk. Der er stille i mit hoved, bortset fra suset som konkylier har, hvis man tager dem op til øret. Jeg sætter en Frank Ocean sang på, for at få gang i skrivningen. Det hjælper mig ikke, jeg drages blot mod hans stemme, lyttende.

Mit hus er stille, min mor kommer hjem fra Holbæk sammen med min søster om et øjeblik, men ligenu nyder jeg ensomheden. Velvidende at jeg skal ud til hesten snart. Ud i det kolde lorte martsvejr, som gik fra længe ventet forår til fucking lorte pis vinter. Kraftudtryk kan forekomme.

Men hvorfor begyndte jeg at skrive det her? Som om nogle ville læse de faktisk, utrolig så naiv jeg er ind i mellem. Og uanset hvor mange gange jeg fortæller det til mig selv, bliver jeg ved med at se det bedste i folk. Altid håbe og tro på folk. Og nøj, hvor det dog bider mig i røven, altså!

Jeg stirrer på skærmen et øjeblik, klar over at jeg er fjern. Tænkende. Så vender jeg tilbage, klikker på den rigtige tabs og skriver videre. Stadig uden idé om hvorfor jeg åbnede dokumentet. Eller fik ideén.

Et øjeblik opgiver jeg ideén tænker, at det var en dum ting. Hvem vil læse og mine sindssyge tanker. og det er først her, at jeg indser, at jeg ikke gør det her for andre. Jeg gør det for mig selv,. For mit raseri, mine glæder, sorger og sejre. Min vrede og min indebrændthed.

Men et hvert forfatterportræt starter.. HEY vent, er det he et forfatterportræt? Jeg troede den var en dagbog. Nu bliver det for alvor sært. Hvordan kan jeg tænke noget, jeg ikke ved, at jeg tænker? Gav det overhovedet mening. Fantastisk, jeg også ved at få personlighedsspaltning. Tror bare jeg holder op med det her, det begynder at blive voldsomt skræmmende. Jeg ender på den lukkede, men hul i det. Tillad mig intrdoucere mig selv: *TROMMEHVIRVEL!*

Navnet er vel Klara. Jeg er 12, amatørfilosof og elsker at udfordre alt og alle med spørgsmål og teorier, som folk ikke forstår. Det her er en personlig 'læsse-alt-mit-lort-ud-på-bog', og i kommer nok til at få både de gode og grimme sider af mig. I kommer til at høre min esktreme filosofiske tankegang. Hvem er vi, hvorfor er vi som vi er? Osv. osv. I skal nok nå at blive sindssyge, tro mig. Haha, fed måde at få læsere på, ikk'? "Æh hej, jeg vil taknemlig hvis I læste det her, men I synes nok det er noget lort." Waow, imponerende. Jeg formår virkelig at fange folk. Sarkasme kan forekomme.

Men nu tilbage til fokus. og jeg opdager at jeg har skrevet 12 i steder for 14. 12?! Pff. Jeg er 14 store år og bliver 15 i august. Og nu kommer bomben, da-da-da-daaa!

Jeg blive i januar 2012 overfaldet og voldtaget. Noget der smadrede mig psykisk og gav mig begrænsninger og parader for at beskytte mig selv. Noget der gør, at jeg ikke længere stoler på drenge og noget der gav mig den sarkasme, jeg har i dag. Det var noget der tvang mig totalt i knæ, og jeg har endelig rejst mig igen. Nu så meget mere moden og stærkere end før. Det var en meeeeget kort version, og alle de grumme tanker og anekdoter er slet ikke med. Dem får I en anden dag.

Men det sværeste nu er ikke at snakke om det. Det er den problem at jeg aldrig fortalte mine forældre det. Eller min søster. På det tidspunkt var jeg for smadret, for ødelagt mentalt, og uanset hvor meget de prøvede at hive det ud af mig, fik jeg aldrig sagt det. Det lyder som en dårlig løgnhistorie, og jeg ville ønske det var. Men overvej det nu. "Øh, forresten mor og far, så blev jeg voldtager sidste år." Jeg kan allerede mærke akavetheden, deres anklager og osv osv osv. Og de kan jeg simpelthen ikke holde til. Kald mig svag, hvis du vil, men jeg har knapt nok rejst mig. Det der kan jeg ikke, det kan jeg bare ikke. Hemmeligheder som den, er en tung byrde.

Super opmuntrende slutsætning, ikk'?
Og nu er det her at I gerne må trykke på den lille blå pil. For det kan vist ikke blive værre end det her, vel?

Ps. Jeg tror ikke I ville dø af smide en kommentar, vel? I skal være velkomne til at 'reklamere' for Jeres egne historier, men jeg gør opmærksom på at jeg er ret kritisk, når jeg giver feedback. 

Og blev det her kapitel overhovedet ret langt? Næh, det gjorde det vist ikke. Jeg føler bare at det er på tide at slutte. Farvel.

Then from on high - somewhere in the distance
There's a voice that calls, "Remember who you are"
If you lose yourself - your courage soon will follow

So be strong tonight - remember who you are
Yeah you're a soldier now - fighting in a battle
To be free once more - yeah, that's worth fighting for

Bryan Rice - Sound the bugle.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...