Sande illusioner.

Haha, det her er vel ingen gang en dagbog. Jeg gider hvertfald ikke skulle skrive 'kære' dagbog hver gang? Men hvad er det så? Et følelsesuspring? Et tankemylder på papir. Eller er det mine tanker sort på hvidt, skærende kontrast til mit farverige tankespind? Jeg ved det ikke. Jeg skriver bare, lader tastene larme, lader pennen flyde..

2Likes
2Kommentarer
410Visninger
AA

2. Begyndelsen.

Hun gnider sig søvndrukkent i øjnen, og stavrer ud af sengen. På vej ud på  badeværelset piller hun en klump søvn ud af øjet, så hun kan putte kontaktlinser i. Hun går fra badeværelset i det hun hører værelsesdøren til hendessøster går op og hun sender morgengnaven en irriteret tanke mod hende. På værelset hopper hun i noget tøj og ender ved bordet. Mad kastes indenbords og hun haster sig gennem en tandbørstning inden hun flyver ud i bryggerset efter sko. Endelig sidder hun i bilen ved siden af sin mor på vej mod skole.

I løbet af de sidst 7 måneder har hun lært at holde af køreturen dertil. Det er lige en pause, et øjeblik at tænke, forberede eller læse formlen på Fotosyntesen en sidste. Et øjeblik at trække vejret i.

Det hele virker så ekstremt almindeligt ved hende, hendes leverpostejsfarvede hår. Hendes sort D-skålsbh hendes en smule skæve tænder, hendes relativt rene hud. Men inden i hende kæmper skammen, frygten og krænkelsen om herredømmet. Så på trods af hendes glade, grinende, perverse udtryk, som altid er med på det værste. Og på trods af at hele klassen ved hvad der skete, er der ingen der kender konsekvenserne. Hendes viljestærke ydre viser kun en ting af det indre. En dag, vil hun ikke længere kalde sig voldtægtsoffer.

Når snakken på kærester eller kærlighed, forsvinder hun ikke. Hun svarer overfladisk, joker, lader det flyve forbi, uden at det bliver for åbenlyst. Hun undgår det. Hun afviser de få der forsøger. Ikke fordi hun vil, eller ønsker ikke det. Folk tror hun spiller kostbar, men kender man hende, ved man det er usandt. Men ingen ved hvorfor hun er evigt alene.

Eller hvis folk satte sig ned, og tænkte, ville sandheden nok komme flyvende. For det er jo enkelt simpelt.

Hun frygter at blive såret.Og hun er i sandhed ødelagt nok uden en dreng, som vil knække hende, og knuse de små issplinter i hende til atomer.

Men vores historie starter en kold martsdag, hvor sneen overraskende nok falder i fugtigheden. En dag, hvor Klara er med til en fest hos en af hendes veninderom aftenen. De fleste drikker, med undtagelsen af Klara. Selvfølgelig.

Musikkens rytmer får gulvet til at vibrere og Klara står i en typisk gruppe og folk omkring småråber for at kunne høre hinanden. Alle går rundt og snakkede, alle skal dele det nyeste sladder, inden man begynder at danse.

Klara er mod Push-up, men hendes søster har efter timers diskussion fået hende i en BH med en smule i og med det i kombination af D-skålsbrysterne bliver der en anelse for ofte kastet et blik mod hendes kavalergang og i den stramme kjole, føler hun så en anelse nøgen. På anden måde forstyrrer det hende ikke. Det morer hende tvært i mod når jaloux tøser trækker i deres fyre, fordi de har gloet i lidt for lang tid. Hun har snakket et øjeblik med en pige, og er nu på vej tilbage efter at have taget en sodavand, da en fyr skubber til hendes hånd og den mørke sodavand sprutter ud.

"Hvad fuck har du gang i?" En fyr vender sig vredt mod hende og hun genkender økeblikkeligt. Navnet er Alexander og hans image er player med røde, fede bogstaver. Selv en af Klaras veninder røg en gang i saksen og endte fuldstændig knust. "Beklager, det var uheld" svarer Klara sandfærdigt og skruer proppen hastigt på. "Hvem er du egentligt?" "Navnet er Klara, Alexander." Han stirrer på hende et øjeblik, spørgende, inden hans øjne glider længere ned."Lille by, rygter løber hurtigt." "Hvilke rygter?" Hun vender mig mod ham igen, søgende efter en redning, men alle hun kender er forsvundet i den blå luft."Vil du have sandheden, eller noget pænere?" "Sandheden.. Og hvem kigger du efter?" At du spiller på flere heste og en mulighed for slippe væk, såmænd "HVAD?" Hun indser lynhurtigt at hun tænkte højt, en egenskab, hun er stærkt indehaver af, og hun får til sin kæmpe lettelse øje på Gudme."Det var hyggeligt, husk kondomet, vi ses" Hun flygter for en godt ord og han står tilbage med våd skjorte, som han helt glemte at være sur over.

"Thank God" udbryder hun lettet da hun slutter sig til gruppen og Asger, som er sluppet fra sin DJ rolle et øjeblik. "Hvad lavede du med Alexander?" Vicktoria ser beregnende på hende, og hun skyder det ganske henkastet ud. "Fortalte ham at han var en player. Gisp og halve grin møder hende. "Seriøst?" Hun nikker og hiver håret om foran skuldrende. "Jeg spildte ved et uheld på ham, og så gik han helt i fisk, og så blev jeg træt af ham og fortalte ham det." Let og elegant snor hun sig ud af sandheden uden at lyve.

Vi spoler til senere på aftenen hvor Klara på mystisk vis er endt i en sofa og kort efter dratter Alexander ned i den selv samme. Dog med noget højere promille end Klara. "What'up?" siger han smilende og Klara og lader hele sit udtryk sige. 'What an idiot'. Alexander kigger sig omkring og de sidder i en akavet stilhed. Efter en smule tid overdøver Klara musikken. "Kan jeg spørge dig om noget?" Han vender fokus mod hende og nikker. "Hvorfor vælger drenge altid de nemme?" Et blank udtryk kommer først over hans ansigt, så mere tænksom. "Fordi vi ikke bliver afvist." Han virker bundseriøs og ærlig til hendes skræk. "Men hvad så med de piger, som render rundt ikke spreder ben for enhver?" Hun læner sig frem, ubevidst fordi emnet interesserer. Han trækker på skuldrene. "Én dag, når vi bliver træt af en løs fisse, så søger vi noget med substans." I det samme slår musikken om. Den blid og rytmer langsomme. Kærlighedssange mig et hvis sted, tænker hun og skærer tænder. "Vil du danse?" Hun glor på ham et øjeblik, temmelig paf. "Jeg bliver ikke dine næste erobring, drop det." Hun begynder at gå, da han griber hende om armen. Kun en tanke går igennem hendes hjerne; KLICHÉ!  "Hvad?" Hun snurrer rundt på hælen. "Hej, jeg er Alex." Han tager min hånd og ryster den. Okay, er han blevet idiot? "Jeg ved godt hvem du, din kegle." "Nej, du kender Alexander. Det her Alex." Han smiler lidt. Hun modstår trangen til at sige LOL, og trækker så på skuldrene. Hvorfor ikke? "Så lad os da danse, din freak." Han smiler lidt bredere, og trækker hende med.

Blik følger dem, da de trækker sig ud på det på ingen måde overfyldte dansegulv og han kan danse, ingen tvivl om det. Han er blid, utrolig blid, som var hun lavet af glas. Men Klara er kontrolmenneske, så da hun mærker en lille ukontrollabel følelse, gør hun, om plejer. Hun kvæler den, brænder den og maser asken ind i det lille rum, hvor alle de følelser, hun ikke ønsker at håndtere, er. Så smiler hun sørgmodigt.
 

"KLARA?" Blondinen Rikke råber efter hende og Klaras krøller snurrer, da hun vender sig. "Kan du ikke tage Alexander hjem?" Klara ryster febrilsk på hovedet. "Over mit lig." "Jam.. Der er ingen andre, der vil. " Hun ser bedende på Klara, som er alt for viljestærk til at lade sig påvirke. "Og jeg kan ikke gå fra min egen fest." Klara følger efter hende ud på toilettet, hvor Alexander ligger udmattet på gulvet. Et fnys undslipper hendes stemmebånd og ser på Alexander, der stinker af sprut, med et blik fyldt af afsky."Han må faktisk ikke drikke" siger Rikke bekymret. Klara griner højt og sarkastisk. "Man må så erklære dette brud på etikken."

Efter en længere diskussion med en utrolig modvillig Klara, indvilger Klara endelig til at tage drukmåsen hjem. Hun stikker ham et glas vand, får ham på benene, og slæber ham så irriteret ud på gaden på vej mod hans hus længere nede af vejen i håbet om at, forvisningen om at der ingen er hjemme, er sand. Sure forældre har Klara rigeligt af uden hans oveni.

De finder det større hus og efter noget snøvlen, får Klara at vide hvor nøglen og hun skubber ham ind af døren, inde hun trækker vejret dybt og indser at hun er på vej ind en fyrs hus. En ældre players hus, for at det ikke skal være løgn. Så træder hun ind og bliver omsluttet af mørket. Hun leder efter stikkontakt og føler sig panisk frem i mørket, da en griber fat i hende og vælter hende rundt. Hun gisper og vrider sig rundt, overrasket over, hvad hun tror, er Alexander styrke og præcision. Det tager hende et øjeblik, at indse, at der er 2 vejrtrækninger i lokalet. Og så mærker hun en hånd glider langt op mellem hendes ben, og hun skriger, mens tanken flyver gennem hendes hoved. Ikke igen. Please, ikke igen..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...