Tidsrejserne {Skolestil}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 25 feb. 2013
  • Status: Igang
Hej med jer, dette her er en skole stil jeg lige vel dele med jer;)
Historien handler om den 17 årige forældreløse pige Ciara, der sammen med hendes bedsteveninde Chloe og en skolelærer Louis. Grunden til de flygter er onde mennesker der har over taget deres planet Wonderland.
Men efter mange år kommer de tilbage klar til at kæmpe.

2Likes
0Kommentarer
569Visninger
AA

4. Åhh Fuck.

 

At gik i stod, og alle skrigene stoppede, jeg drejede langsomt hovedet og så at alle menneskerne i rummet begyndte at løbe mod udgangen. Jeg kunne hører at Chloe råbte efter mig, men jeg regerede ikke på den. Jeg kiggede bare rundt i lokalt som blev mere og mere tomt. Lige pludselig kunne jeg mærke nogen løfte mig op. Jeg kiggede langsomt op på personen der nu løb med mig i sine arme. Det var Louis. Jeg vågnede hurtigt op af min trangse og hoppede ned, Louis kiggede undrende på mig men fortsatte med at løbe. Jeg satte i løb lige efter ham. Jeg kiggede rundt efter Chloes pinke hår. Jep, Chloe havde pink hår, men nok om det. Jeg skyndte mig over til hende, vi blev hurtig enige om at løbe over til vores værelse. Da vi var halv vejs der over tog en fat i Chloe og mig. Det var igen Louis. Jeg vrissede surt af ham, men han trak bare videre med Chloe og mig.

 

Da vi var kommet et stykke væk fra alle, begyndte jeg at flippe ud på Louis. Hvad fanden laver han. Han tyssede på mig og trak os hen til en buskas. Da vi er ombage buskaset skal jeg lige til at begynde at råbe af ham igen, men Chloe nuttede stemme havde åbenbart samme idé. Men midt i Chloes udbryd kommer et kæmpe brag. Vi for alle et chok, og jeg kan hører at Chloe pipper. Flere brag. Jeg kigger over på vores skole, eller hvad der er tilbage af den. Skolen står i flamme og man kan hører folk skrige, de skriver af smerte og skræk. Jeg kigger hen på Louis. Han virker helt rolig, men sorg står malet i hans ansigt. Chloe mumlede et tak til Louis, jeg kiggede forskrækket hen på hende. Hun kiggede tilbage med et surt og moderligt udtryk. Chloe var som en mor for mig. Jeg kiggede surt på Louis, men mumlede også et tak, han havde trosalt reddet vores liv.

 

Efter et stykke tid var de stoppet med at bombe skolen. Jeg skulle til at rejse mig op, men Louis holdte fast i min arm. Jeg vrissede surt af ham og rejste mig op, men de skulle jeg ikke havde gjort. Jeg stirrede på det grimmeste væsen i verden. Endda grimmere end vores gamle kamplærer. Han havde fået en masse ar i årens løb.

Men jeg kiggede bare ind i den sorte grimme øjne, helt ud af stand til at bevæge mig. Chloe giv et rigtig pige skrig fra sig og jeg mærkede at nogen rev i mig, jeg kiggede væk fra øjne, og satte i at løb. Jeg kunne hører løbende fode bag mig, men var bange for at vende mig om og se det var det klamme rumvæsen fra for. Jeg blev ved med at løbe, men kom i tænke om Chloe. Jeg vendte mit hoved imens jeg løb og lagde mærke til at Chloe løbe lige i hælene på mig, men hvor var Louis. Jeg var lige ved at vælte over mine egne fødder da jeg hørte hans stemme. Jeg stoppede med det samme op, men det fandt Chloe ud af for sent og hun væltede lige ind i min ryg. Jeg kiggede rundt efter Louis og så at han stod over ved nogle 'flyvemotorcykler'. Jeg kigge på Chloe, men hun var allerede løbet hen til Louis og var i gang med at tage en hjelm på. Jeg kiggede bag ud og så at det klamme rumvæsen havde venner, det godt kunne lide at jagte mennesker. Jeg skyndte mig hen til de andre og hoppede op på en af motorcyklerne. Tog hjelmen på og startede den. Jeg kunne hører at de andre også var kommet i gang og lidt efter var vi oppe i himlen.

 

Efter lidt tid hvor vi bare kørte der ud af kom Louis og på siden af mig og fortalte hvor vi skulle hen. Det viste sig at Louis godt vidste at der ville komme angreb på skolen, bare ikke hvornår. Louis var heller ikke rigtig lærer, men en hemmelig spion der var sat til at passe på Chloe og mig når angrebet nu skete. Han havde gjort sit arbejde godt, det må man give ham. Chloe så ud til at være helt væk. Hendes eneste familie var hendes lille bror på 15 der også gik på skolen. Han var helt hundrede død nu. Jeg undrede mig over hvem han skulle beskytte os for og fra. Altså hvem havde givet ham besked på at han skulle beskytte os, og hvem skulle han sørge for at vi ikke 'mødte'. Det hele forvirrede mig og jeg fik hovedpine. Jeg kiggede på Louis og kunne se at han kiggede på Chloe der nu havde tårer i øjnene og ned af kinderne. Jeg spurgte forsigtigt Louis hvem han skulle beskytte os for. Altså det med hvem han får eller fik penge for at beskytte os. Louis kiggede sært på mig, som om jeg var total fatsvag. Men til sidst kunne han se at jeg mente det. Han begyndte en lang forklaring om at regeringen havde sat ham på den opgave at han skulle beskytte Chloe, hendes lillebror Max og mig pga. vi var de bedste egnet til at hjælpe dem. Chloe lyste op i et stort smil, og jeg begyndte at grine af hende. Hun kiggede muggent på mig og mumlede et eller andet jeg ikke hørte.

 

 

Hej, det her er lidt længe såå håber i syntes om det:D Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...