Så du det?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 24 feb. 2013
  • Status: Igang
Han blev en helt anden person med tiden. Jeg havde svært ved at genkende ham. De blikke som han sendte, når han var utilfreds med omgivelserne og personerne. Jeg kunne ikke lide det men jeg ville heller ikke ignorere det, ligesom mine forældre. Jeg sad med benene under mig imens han forklarede sig på mit værelse.
Jeg var utryg, selvom jeg jo befandt mig i mit eget hus. Pludselig siger han den ene sætning, som jeg ville ønske, at jeg aldrig skulle være vidne til;
,,Amber... Jeg har dræbt hende,"

1Likes
2Kommentarer
234Visninger
AA

2. Jonathan

,,Han fedter for dig," Siger Jonathan idet Liam er taget hjem.

,,Nej, han gør ej. Hvorfor skulle han overhovedet det? Vi er jo bare venner" Svarer jeg snerpet og sætter mig ind stuen, hvor Jonathan i forvejen sidder.

,,Er du sikker? For han er åbenlyst vild med dig" 

,,Og hvad ved du overhovedet om kærlighed? Du har aldrig haft en kæreste!" Jeg hæver min stemme, da jeg kan mærke at jeg bliver sur. Jonathan ser væk. ,,Eller har du?" Spørger jeg med et kækt smil. 

,,Det rager ikke dig" Siger han bare imens han rejser sig fra sofaen og går ind på hans værelse. Jeg ryster bare på hovedet af ham og tænder fjernsynet.

Næste dag ovre på skolen, prøver jeg at lægge mærke til Liams opførsel overfor mig. Men jeg bemærker ikke noget specielt.  Vi fjoller og er bare gode venner. Det vil også føles underligt og forkert, hvis vi blev andet end venner. Ikke fordi han ikke er pæn. Men fordi at det vil blive noget rod, hvis vi blev kærester og jeg har alligevel ikke lyst til at blive forelsket, for det skaber så mange problemer.

Under tredje lektion, dukker Thomas McEvans op. Pigerne i lokalet retter automatisk på håret og smiler sukkersødt til ham. Det er tydeligt at han bliver lidt forlegen. Han sætter sig ved siden af den tomme plads ved siden af mig, uden at se på mig. Vi snakker ikke engang sammen de næste par timer. Det er kun smalltalk. Der er altid andre, som vil i kontakt med ham og jeg gider ikke stå i kø, for at komme i kontakt med ham.

Vi får udleveret vores karakterblade i den sidste lektion og jeg er meget tilfreds med mit.

,,Det er nok ikke en overraskelse at du klarer dig udsædvanlig godt" Siger Mrs. Brennan og lægger papiret med karakterne foran mig. Jeg ser, at jeg kun har fået 10 og 12 i hvert fag og det er hvad jeg plejer at få, men hvis der er noget som jeg slet ikke vil, er det at prale med det. De andre i klasselokalet går rundt og sammenligner deres karakterblade med hinanden men jeg vælger at pakke mine skoleting sammen og gå hjemad. 

På vej ud af mit klasselokale, får jeg øje på Jonathan længere nede af gangen, hvor en af hans kammerater hvæser af ham. De begynder at række udefter hinanden imens de andre kammerater bare står og glor

,,Hey!" Råber jeg til dem, som et forsøg på at standse dem. Jeg kan se, hvordan Jonathan føler sig irriteret og der skal ikke meget til, for at han bliver rasende. Pludselig ser jeg knytnæven fra kammeraten og hvordan han slår Jonathan i ansigtet. Og så skete det. Slåskampen, som fanger alles opmærksomhed. Også dem som har time. Alle hører larmen, råbende og den uro, som er begyndt og skynder sig ud på gangen for at følge med. Jeg kan ikke bare være tilskuer, for det er min lillebror som er en del af slåskampen. Så jeg løber hen til dem og prøver at stoppe slåskampen. Deres ivrige vejrtrækninger, bandeord og spark distraherer mig. Men det lykkedes mig til sidst at trække ham op fra gulvet. Eleverne mister hurtigt interesseren og vender tilbage til hvad de var i gang med før.

,,Hvad har du gang i?" Er det første jeg får spurgt om og prøver at få øjenkontakt med Jonathan, men han er helt væk. Han stirrer ud i luften og prøver at vride sig ud af mit håndgreb om hans arm. ,,Svar mig!" 

Jonathan ignorer mig og får sig til sidst vredet sig ud af mit greb og så stikker han af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...