Tyskertøs

Intet var som før, og intet ville nogensinde blive som før. Med tyskere på hvert gade hjørne, var der ikke meget frihed for Anna i København, årstallet 1945. Krigen har her fire år på bagen, og den danske befolkning er utilpasse med tyskernes overtag. Dog foregår der stadig åbenlyse romancer imellem danske piger - såkaldte ”tyskertøser” - og de tyske soldater. Men lige rundt om hjørnet lurer forbudte følelser og snart finder Anna sig selv på vej ned af en vej, hvor social udstødelse, offentlig ydmygelse og hårde ord lurer.
(Bemærk, prologen er et minde fra starten af krigen.)
(Denne movella kom i finalen i Historisk Fiktion konkurrencen men vandt ikke. Tillykke til vinderne!)

28Likes
35Kommentarer
2909Visninger
AA

2. Tilfældigheder

    Det var godt 5 år efter. Vinden blæste i gaderne og fik vinduerne til at rasle den mørke sensommer aften. På denne specielle nat var der lys under mørklægningsgardinerne hos familien Kvist.

   Annas mor og hendes bror Vagn sang sagte en fødselsdagssang, da de bar en kage med et enkelt lys ind i køkkenet. Anna kunne ikke lade være med at smile. Det var hendes seksten års fødselsdag og hendes familie insisterede stadig på at synge fødselsdagssang.

    ”Tillykke, Anna.” Vagn smilede og rakte hende en lille brun pakke. Anna kiggede bebrejdende på ham, for hun havde sagt han ikke skulle købe hende noget.

    ”Det er bare en lille ting,” sagde Annas mor, smilede kærligt til hende og lagde sin spinkle hånd på sin datters skulder. ”Pak den op.”

Med et spændt smil åbnede hun forsigtigt det brune gavepapir. I pakken lå en simpel trækiste med en udskåret rose på låget. Et lykkeligt jag gik igennem hende ved synet af den smukke gave. Med store øjne stirrede hun på hendes familie som smilede tilbage til hende.

    ”Men-”

    ”Åbn den!” På Vagns kommando åbnede hun langsomt låget. I bunden af den svagt forede kiste lå et smukt armbånd. Et turkist, rundt vedhæng pyntede en sort lædersnor med en bundet lås. Med åben mund samlede hun meget forsigtigt båndet op. Den turkise sten glimtede svagt i lyset fra lamperne.

    ”Jeg kan ikke tage imod det her,” udbrød hun. Hvor meget havde den ikke kostet? Mere end hendes familie havde råd til, det var hun sten sikker på.

    ”Du har været til meget hjælp de sidste år så du fortjener noget smukt at pynte dig med.” Vagn tog smykket ud af hendes hånd og bandt det om hendes håndled.

     ”Smukt,” hviskede deres mor. Tårer trådte frem i hendes øjenkroge som hun betragtede sine to børn.

     ”Mor … ” Anna rejste sig og gik hen for at omfavne hende. I samme øjeblik begyndte uret i stuen at slå. Som slagene gik spirede en hel ny følelse i Anna. Det var en følelse af fred og lykke, noget hun ikke havde kendt til siden krigens start. Dette skulle blive et godt år.

 

 

* * *

 

   Den tidlige morgensol fik Københavns huse til at kaste lange skygger over gade og torv. Denne specielle sensommer morgen havde noget i luften, som stilhed før stormen eller som en tikkende bombe. Det mærkedes af alle som kiggede ud på den opstående sol i det fjerne, trådte udenfor døren og tog sig et øjeblik til at indsnuse den friske efterårs brise. Det mærkedes af fuglene, som, fyldt med energi og kuller, kastede sig ud i muntre sange, og det mærkedes endda af de fremmede soldater, som de marcherede ud på deres tidlige morgenvagter.

   Som solen begav sig længere op på himlen begyndte folk at komme ud af deres huse og snart myldrede Rådhuspladsen med mennesker. Som Anna skred over brostenen vinkede handlerene til hende, for de kendte hendes mor og handlede tit i hendes butik. Anna bar en kasse med friske grøntsager fra selv samme sted. Hendes mor dyrkede og plejede sine egne frugter og grøntager i deres baghave, og solgte dem billigt.

    ”Hvor skal De hen, frøken?” En stemme skar igennem mængden og hendes nabo Marius nærmede sig. Hænderne dybt begravet i lommerne, et frisk smil på læben. Han tippede kanten af sin hat som hilsen. Da han nåede hen til hende rakte han ud efter et af æblerne i kassen, men hun slog hans hånd væk.

    ”Lejren,” svarede hun med et drilsk smil.

    ”Ikke igen! Jeg har jo sagt du ikke skal gå derhen mere.”

    ”Det er varer til soldaterne,” udbrød hun, irriteret over hans konstante bekymring. 

    ”Javel,” han var tydeligvis ikke vild med ideen. ”Så pas på dig selv.” Han forsvandt med et vink tilbage hvor han var kommet fra og Anna fortsatte mod de huse, de tyske soldater havde boet i de sidste år. Gaderne tæt omkring stedet var ubefærdede. Siden Danmark var blevet betragtet som fjendtligt territorium, var der ikke mange der nærmede sig fjendens soldater.

   Da Anna passerede en smal sidegade tog nogen fat i hendes arm. Overrasket trådte hun et par skridt væk fra personen. En ung pige trådte frem og trykkede med rystende hænder en lap papir ind i hånden på hende. Hendes blik mødte Annas.

    ”Frøken, jeg beder dig. Kan De bringe dette til lejren?” Hun måtte være en af dem, de andre kaldte tyskertøser. Men hendes øjne var så fyldte med inderlighed og desperation, at Anna ikke kunne sige fra.

    ”Selvfølgelig,” hviskede hun og tog imod lappen.

    "Hans navn er Poul." Med de ord forsvandt pigen og Anna lod diskret seddelen glide ind i ærmet.

   Snart nåede hun gården hvor vagter kom hende i møde. Deres grønne uniformer trådte tydeligt frem i gadelivet, en advarsel om at holde sig på sikker afstand.

     ”Hvad laver en lille frøken som De i denne del af byen?” spurgte en af soldaterne med en svag tysk accent.

     ”Forsyninger, hr.” svarede hun med nedslået blik. Han undersøgte kassen og Anna priste sig lykkelig for at have gemt seddelen i ærmet. Soldaten kiggede hende intenst i øjnene og fik sveden til at springe nervøst på hendes pande.

    ”Det er derhenne,” sagde han endelig og pegede mod en dør i gårdens bagerste ende. Hurtigt krydsede hun pladsen og trådte op ad trinnene. Hun bankede på og trådte langsomt indenfor. Ingen var at se i den lave stue. En mørk stemning lå over rummet, som om sensommerdagens friske lys ikke kunne trænge derind. Støv hang i luften og over de primitive møbler. Rummet fik hårene til at rejse sig i nakken så hun placerede hurtigt kurven på bordet og vente sig for at gå.

    ”Hvem er De?” En mørk stemme fik hende til at spjætte. Hun drejede rundt og mødte soldatens blik. Hans øjne var triste og omkranset af mørke øjenvipper.

    ”Anna, hr. Sigrid Kvists datter. Jeg kommer med forsyninger.” Hun slog ud mod kassen på bordet. Han tøvede men trådte så derhen og samlede et æble op. Han kastede det fra hånd til hånd og betragtede hende.

    ”Var der ellers andet, hr.?” spurgte hun nervøst, hungrende efter at slippe ud af det dunkle rum.

    ”Jeg har grund til at tro De har noget med til mig, frøken?” sagde han og tog en stor bid af det saftige æble.

    ”Er De Poul?” Han nikkede svagt. Hun trak tøvende papirlappen ud af ærmet og rakte den til ham. Bag hende gik døren op og en anden soldat trådte ind. Med ham blev rummet kortvarigt oplyst af solens stråler og gjorde Annas trang til at flygte endnu større, men så lukkede døren sig igen og lyset blev brutalt lukket ude. Han trykkede sine runde briller op på næsen og nikkede høfligt til hende. Anna nikkede tilbage og vendte sig for at gå.

    ”Dette er noget værre pis,” udbrød soldaten, vis navn var Poul, og krøllede seddelen sammen for at smide den i et hjørne. Anna stoppede kortvarigt op men tvang så sig selv til ikke at blive involveret. Ting som dette skulle man helst bare blande sig uden om, glemme at man vidste noget om det.

   Udenfor tog hun en stor mundfuld frisk luft og krydsede igen brostene. De to soldater ved udgangen smilede ubehageligt til hende, som om de vidste hvad der var sket eller hvad hun tænkte. En kvalmende følelse begyndte at gnave i hendes mave og hun skyndte sig væk derfra. Længere nede ad gaden stod pigen og ventede. Hendes fingre var blå af kulde og røde render omkransede hendes øjne. Hun klamrede sig til et tyndt sjal og kiggede håbefuldt på hende.

    ”Jeg er ked af det,” mumlede Anna og stoppede op foran den lavere pige. ”Han var der ikke.” Pigens sænkede sit blik og Anna kunne næsten mærke hendes håb svigte hende. ”Jeg er ked af det,” sagde hun igen, for hun var virkelig ked af det. Pigen trådte til side og lod Anna passere. Hun gik derfra med en underlig tom følelse. Forhåbentlig viste det sig at være til det bedste at lyve.

 

* * *

 

   Den smuttende lyd af kartoffelskraller der ramte bordet, var det eneste man kunne høre, en sen eftermiddag nogen dage efter. Sommeren var hurtigt gået over i efterår og udenfor faldt en stille regn. Lige som Anna blev færdig med den sidste kartoffel, trådte hendes mor ind ad døren.

    ”Anna, min kære, kan du ikke lige passe butikken? Jeg trænger til en pause.”

    ”Jo, selvfølgelig.” Hun lagde kniven på bordet og begyndte at rydde skrællerne op.

    ”Lad du bare det ligge. Jeg skal nok ordne det for dig.”

   Anna trådte hen til vasken, vaskede sine hænder og tog sit armbånd på. Der var køligt i butikken, så hun greb en trøje og trak den over hovedet. Den var for stor, men det betød ikke noget.

   I butikken var der som forudset tissekoldt så hun trak trøjen tættere om sig og lænede sig op ad disken. Ikke engang et minut efter gik døren ude fra gaden op og lod lyden af dråber mod sten klemte sig ind af døren sammen med en mørk skikkelse. Det var ikke svært at genkende silhuetten af en tysk soldat, og det var præcis hvem der trådte ind ad døren. Han trak sin kasket af og lagde den på disken.

    ”Hvad kan jeg hjælpe Dem med, hr.?” spurgte Anna, nervøs for at møde hans blik.

    ”Kan De give mig min frihed tilbage?” mumlede han dæmpet. Overrasket over hans svar kigge hun på ham. I en flydende bevægelse tog han sine briller af og tørrede duggen af i kanten af i sin inderste trøje.

    ”Hr.?” Anna var ikke sikker på om hun havde set ham før, men der var noget yderst bemærkelsesværdigt over ham. Hun havde aldrig i sit liv forestillet sig at høre en sådan sætning komme over en tysk soldats læber.

    ”De genkender mig ikke,” smilede han, rystede på hovedet og trykkede brillerne tilbage på næsen. Pludselig genkendte hun ham. Han havde været i rummet for nogen dage siden, da hun leverede varer til lejren. Hun slog igen blikket ned.

    ”Jeg husker Dem.”

   Han smilede et genert smil og mødte hendes øjne. Hendes mor havde lært hende, at hvis man først mødte deres blik, var man allerede i fælden. Så hun havde altid undgået at se soldaterne i øjnene. Men der var noget anderledes ved ham.

    "Mit navn er Axel. Hvad er dit navn?"

  Døren fra huset til butikken gik pludseligt op og Anna hoppede forskrækket. Hendes mor trådte ind. Hendes ansigt blev med det samme hårdt da hun så soldaten.

    ”Er der noget vi kan hjælpe Dem med, hr.?” spurgte hun og stillede sig tæt ved siden ad sin datter. Han sænkede blikket, mærkede tydeligt hendes mistro til ham og hans slags.

    ”Frue, jeg vil gerne takke Dem på vegne af alle soldaterne, der har nydt af Deres friske forsyninger.” Han samlede sin kasket op fra disken og pressede den ned over sit våde hår. ”De har været en stor hjælp.” Med disse sidste ord nikkede han til dem begge, vendte sig og begav sig ud i regnen igen. Så snart døren var lukket bag ham sukkede Annas mor og det fjendtlige udtryk slap hendes ansigt.

    "Ja, hvis vi bare kunne slippe fra at fodre de svin," fnyste hun, vendte sig og forlod rummet. Anna opdagede med skam i hjertet at hun havde ondt af den fremmede soldat. Der var noget over måden han høfligt havde trukket sig tilbage, så snart hendes mor dukkede op, der fik hende til at være overbevist om, at han var af et godt hjerte. Dog havde hun ingen forestilling om, hvor godt hun skulle komme til at kende det hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...