Tyskertøs

Intet var som før, og intet ville nogensinde blive som før. Med tyskere på hvert gade hjørne, var der ikke meget frihed for Anna i København, årstallet 1945. Krigen har her fire år på bagen, og den danske befolkning er utilpasse med tyskernes overtag. Dog foregår der stadig åbenlyse romancer imellem danske piger - såkaldte ”tyskertøser” - og de tyske soldater. Men lige rundt om hjørnet lurer forbudte følelser og snart finder Anna sig selv på vej ned af en vej, hvor social udstødelse, offentlig ydmygelse og hårde ord lurer.
(Bemærk, prologen er et minde fra starten af krigen.)
(Denne movella kom i finalen i Historisk Fiktion konkurrencen men vandt ikke. Tillykke til vinderne!)

28Likes
35Kommentarer
2874Visninger
AA

8. Tårer Falder

   ”Hvor gik du hen i går aftes?” spurgte Annas mor den næste morgen da hun kom ned sent op ad dagen. ”Jeg hørte dig gå ud.”

   ”Jeg havde bare brug for lidt frisk luft,” svarede hun og mærkede hvor let det var at lyve. Hendes mor brummede mistænkeligt men kommenterede ikke yderligere.

  Anna ofrede ikke mange tanker til sin mors mistænksomhed; kun glade tanker fyldte hendes sind og hun havde næsten glemt alt om, at deres forhold var forbudt. Indtil hun så en artikel i et af Vagns blade: et billede af en nøgen kvinde der desperat prøvede at beskytte sig selv mod blikkene og kulden pyntede forsiden. Brændt ind i huden på hendes skulder var et nazist tegn og forsideteksten sagde: TYSKERTØSER MÆRKES SOM FORRÆDERE FOR LIVET.

   Anna kunne stadig ikke forstå at folk kunne være så modbydelige. Alligevel fortsatte hun med at møde Axel i nattens mørke eller dagens skygger, stjæle et blik på markedspladsen og et kys i ny og næ. Det var et farligt spil de spillede, det var de begge klar over – men deres fortabelse i hinanden overgik deres fornuft.

  En dag hvor de var flygtet fra begge deres forpligtelser og sad i en baggård og drak kaffe fra en termokande, tog Axel det emne op de begge frygtede for at tale om.

   ”Hvad gør vi, Anna?” spurgte han forsigtigt uden at slække taget om hendes bevantede hånd.

   ”Lad os ikke snakke om det nu.” Hun havde kunne mærke dette emne ville komme op snart, men hun kunne ikke lide det.

   ”Men det er vigtigt,” insisterede han. Hun mødte hans blik. Hans ånde blev ved at dugge hans briller så han ikke kunne se.

   ”Her, nu skal jeg.” Hun tog brillerne af ham, pudsede dem og pressede dem forsigtigt tilbage på plads. Hans blik var stadig lige så insisterende så hun besluttede sig for at fortælle sandheden:

   ”Det ved jeg ikke, Axel. Jeg har ikke den fjerneste idé.”

 Som om han havde forventet det svar sænkede han hovedet mod jorden og forsvandt ind i et stadie af stilhed. Hun trak sin ene hånd fri af vanten og lagde den trøstende mod nakken på ham.

    ”Det skal jo nok gå,” hviskede hun med så meget overbevisning i stemmen hun kunne præstere. For de vidste begge at det ville det højst sandsynligt ikke. Men det var en rar tanke.

  Axel smilede trist, tog hendes hånd imellem sine, kyssede blidt hendes kolde fingre og sagde:

    ”Du har sikkert ret.”

 

* * *

 

  Det var Januar og Jul og Nytår var fløjet forbi. Sneen blev samlet i dybe bunker og vejene var ryddede. Det var ikke svært at finde noget at lave. Snakken gik på markedspladsen ligesom gode mængder af gløgg og andre julegodter. Det gik godt for modstandsbevægelsen og folk var ved at få håb om at være frie igen. Tyskerne havde nu for alvor taget truslerne alvorligt og Danmark var nu et fjendtligt land. Soldaterne fik travlt med at holde oprørere stangen og flere og flere patruljer kom til byen.

  Anna så ikke Axel i mange uger; hendes dage var fyldt med sne og kulde og at tørre de frugter og grøntsager de havde reddet fra haven. Hun vidste der var noget hendes mor ikke sagde til hende, noget hun gerne ville snakke om, og en dag besluttede hun sig for, at det var tid.

   ”Har du fået en kæreste?” spurgte hun Anna ud af det blå en dag hvor de skrællede nogen af de sene gulerødder i køkkenet. Spørgsmålet kom så meget bag på Anna at ikke svarede i et par minutter. Ja, man kunne vel godt sige at hun havde fået en kæreste, men hendes mor ville nok ikke kunne lide typen.

   ”Ja,” svarede hun endelig og hende stemme lød mere selvsikker end hun følte sig. Sigrid Kvist sneg sig til et blik på sin datter.

   ”Hvem er han så?”

   ”Ikke nogen du kender.” Anna svarede alt for hurtigt tilbage og hun bed sig irriteret i læben. Nu troede hendes mor da først på at hun havde hemmeligheder. Men endnu en gang lod hun det ligge.

 

      Kulden bed i hans kinder da Axel marcherede ned ad gaden. Folk flyttede sig for ham og hans kammerater men deres blikke var fyldt af misbehag. Der var en masse på færde, det vidste de alle.

  Patruljen marcherede videre med kurs mod et større varehus i nærheden. De var blevet kaldt dertil af højere magter denne morgen men Axel havde ingen ide om hvad ventede dem.

  Uden for varehuset stod to tyske soldater vagt; da de nærmede sig gav de dem hurtige ordrer på tysk og åbnede varehusets enmandsdør. Da den sidste soldat var inde lukkede døren bag ham med et brag. Foran dem strakte sig et aflangt rum med meget højt til loftet. Et podie var stillet op i midten af rummet og foran det stod flere rækker af soldater. Axels gruppe sluttede sig til dem og ikke længe efter kom flere ind ad døren.

  Alle var samlet, en gruppe på omkring 120 mænd. En dør gik op på deres højre side men ingen fortrak en mine; ingen kiggede. Først da manden kom ind i deres synsfelt så de hvem det var.

  Wagner Best talte: ”Hvad er jeres største ønsker?” spurgte han på grov dansk. ”Jeg gætter på, at jeres ønske er, at komme hjem til jeres familier. Men I vil nok opdage at de fleste er døde – især dem i holder mest af.” Hans stemme var hård og beordrende da han slog over i tysk. ”Men måske er de stadig i live. Men det er i måske ikke. Det er land har haft for meget magt i alt for lang tid, så nu tror de, at de kan smide os ud. Vi skal vise dem, at man ikke bare smider Tyskland ud; vi står rankt lige til enden. Og når enden kommer kan I få lov at komme hjem til jeres familier hvis ikke jeres lig er for lemlæstet til at kunne proppe i en kiste. Men først er der arbejde der skal gøres her. I drenge er blevet sløsede; det er tid at teste om i egentlig stadig er soldater.”

  Axel kunne ikke lide retningen det her havde taget.

   ”Vi skal have kvalt modstandere vi kan. Kæm området for oprørere; søg efter et hvert tegn på, at de er med i modstandsbevægelsen: blade, plakater, våben, kort, aflytningsudstyr; og tag dem med. Vi vil sende dem alle til lejrene og se hvordan de kan lide det. Det skal nok få dem til at holde mund.”

 

  De næste uger gik med forberedelser; Axel var ivrig efter at finde en udvej så han kunne advare Anna. Hvis hun blev taget til lejrene vidste han ikke hvad han ville gøre med sig selv. Og udvejen kom en dag hvor nye soldater kom til byen. Det var allerede op ad April og gennemsøgningerne var gået i gang. Men de danske kæmpede imod og tyskerne havde brug for assistance. Axels gruppe fik meddelt, at de kunne tage en pause og de nye ville erstatte dem i en god halv time. Axel kunne ikke tro sit held. Så snart de var fri styrtede han i retning af Annas hus. Det var ikke svært at finde derhen for han havde taget vejen mange gange.

  Han prustede og stønnede da han endelig nåede hendes dør. Uden at tænke videre over det, bankede han på. En ældre dreng åbnede op og gloede fjendtligt på ham.

   ”Hvad vil du?” Axel var ikke forberedt på denne situation. Han rettede sig op, og nikkede som hilsen.

   ”Jeg …”

   ”Hvem er det?” en lys pigestemme bevægede sig mod dem; Anna dukkede op bag sin bror. Da hun så ham blev hendes øjne store i overraskelse og han sendte hende et blik der sagde ’hjælp’.

   ”Jeg kan tage mig af det her,” sagde hun og lagde en beroligende hånd på sin brors anspændte skulder. Han kiggede på hende for at se om hun talte sandt. Han besluttede sig åbenbart for at stole på hende for han vendte sig og gik ind i huset.

   ”Hvad laver du her?” mimerede hun og lukkede døren halvt efter sig.

   ”Jeg blev nød til at se dig,” hviskede han. ”Der er noget jeg skal advare dig om.”

   ”Hvad er der?” Hendes tonefald skiftede til en vagtsom hvisken.

   ”Vi søger efter modstandsbevægelsen og eftersøgningen vil snart komme her. Hvis I har noget som helst der ville angive at I er med bliver I nød til at afskaffe det. Helt, for de vil finde det hvis I skjuler det.” Anna var stille et øjeblik, forundret over hvad han havde sagt.

    ”Javel,” sagde hun endelig. ”Tak.”

    ”Ja, det var så lidt.” De snakkede formelt i frygt for at nogen hørte dem. Han hviskede: ”Jeg har nogle minutter før jeg skal tilbage. Kan du finde en undskyldning?”

 Anna nikkede og kiggede sig over skulderen: ”Vent her.” Da døren lukkede foran Axel vendte han sig og gik ned ad gaden. En dør åbnede sig på hans højre side og en dreng  trådte ud.

    ”Hvad laver du her?” Marius bevægede sig mod Axel med et hårdt ansigtsudtryk. ”Hvorfor snakkede du med Anna?” Axel havde fuldstændig glemt sit løfte til drengen; han havde haft for travlt med ikke at holde det.

    ”Jeg ved hvad du har gået rundt og lavet,” truede drengen. ”Jeg har holdt øje med dig.”

 Axel vidste ikke hvad han skulle sige. Vidste denne dreng hvad der foregik imellem Anna og ham?

  Inden Axel kunne nå at komme med en undskyldning, trådte Anna rundt om hjørnet

     ”Hvor var du, jeg –” Hun fik øje på Marius og reddede elegant sætningen. ”Jeg skulle lige til at gå ind til dig, Marius.”

     ”Hvorfor kommer du så fra baghaven? Hvorfor ikke bare tage hoveddøren?” Han piercede sit blik på Axel. ”Jeg ved hvad der sker her, og jeg kan ikke lide det. Jeg advarer dig Axel, hvis du ikke holder fingrene væk …”

    ”Marius,” Anna trådte hen ved siden af Axel og førte sin arm ind under hans. ”Det er ikke hans skyld. Jeg har også en del i dette.” Marius stirrede paf på deres sammenflettede arme og han kunne ikke tro på hvad han så.

    ”Jamen, Anna,” stammede han. ”Du ved jo godt hvad konsekvenserne er!” Anna betragtede ham med et trist glimt i øjet. Hun var udmærket klar over konsekvenserne.

    ”Gå hjem, Marius.” Et undrende udtryk fór over hans ansigt. ”Du behøver ikke bekymre dig.”

    ”Anna, jeg –”

    ”Gå hjem!” Marius vendte sig og gik mod døren. Inden han åbnede døren og trådte ind kiggede han tilbage med væmmelse. Det stak i Annas hjerte at se sin bedste ven væmmes ved hende. Da han var væk vendte hun sig mod Axel:

    ”Jeg kan ikke det her mere.” Tårer piplede frem i hendes øjne ved tanken om, hvad hun blev nød til at gøre.

    ”Anna, vi behøver ikke –”

    ”Axel, det sagde du også sidst!” Han tog hendes hænder og holdt dem mod sit bryst.

    ”Og jeg mener det stadig. Jeg er ligeglad med hvad folk tænker, jeg vil bare være sammen med dig.”

    ”Og jeg med dig. Men det kan ikke lade sig gøre, det har det aldrig kunnet.” Hun trak sine hænder til sig og han fik et såret glimt i øjet. ”Der er ingen der ved hvad der vil ske i denne krig.”

    ”Men –”

    ”Axel! Hør på mig. Du ved lige så godt som jeg at jeg har ret. Så meget som jeg holder af dig, vil jeg ikke ende nøgen på vognen.” Hun græd heftigt nu. Ingen af dem kunne forestille sig et liv uden hinanden efter denne vinter.

    ”Du kommer aldrig til at træde op på den vogn.” Axel rakte endnu engang ud efter hende og hun lod ham trøste sig. ”Jeg skal nok beskytte dig. Det lover jeg.”

    ”Hvordan kan du sige det når du ved du ikke kan overholde det.”

    ”Vi kunne løbe væk sammen,” foreslog han og smilede til hende ved tanken; men hun var rædselsslagen over ideen. Hun rystede kraftigt på hovedet:

    ”Det kan jeg ikke. Min familie .. Jeg –”

    ”Jeg ved det godt,” sorgen lyste ud af hans øjne og kropssprog og gjorde kun hendes tårer værre. Hvis bare han kunne være den fornuftige, den der ikke følte noget. Men på den anden side elskede hun dette ved ham. Der var intet der blev skjult.

  Hun trykkede sig ind til ham og lod lydløse tårer strømme. Hvis dette var den sidste gang de skulle ses ville hun have det hele med; huske hans duft, hans arme om hende og kærligheden i hans blik når han så på hende.

    ”Et sidste kys?” spurgte Axel med en påtaget let tone som om de skulle ses igen i morgen. Anna rakte op og kyssede ham blidt. Saltvand fra begge deres tårer blandede sig og deres omfavnelse blev tættere. Rådhusuret slog og Axel trak sig med besvær tilbage:

    ”Jeg elsker dig, Anna.” Hans stemme var rig af følelser og han tørrede en tåre af næsen.

    ”Jeg elsker også dig,” klynkede hun tilbage. Han gav hendes hånd et klem inden han slap den og vendte sig for ikke at kigge tilbage. Han vidste han ikke ville være i stand til at forlade hende hvis han så hendes grædende ansigt en gang til – og han ville ikke have at hun så hans.

  Da han rundede hjørnet af bygningen og det eneste der var tilbage af ham var fodspor i sneen, bukkede Anna sammen. Hun kunne ikke længere styre tårerne og de faldt som regn. Nu fortrød hun ikke at have taget tilbuddet om at stikke af. De kunne flygte til Sverige, få et liv der. Men hendes sunde fornuft fortalte hende, at hun havde gjort det rigtige. Som hun selv havde sagt var deres forhold ikke muligt; det var det der gjorde det så hjerteknusende.

   For knust, det var hendes hjerte. Hun kunne ikke forestille sig aldrig at se ham igen. Hun lovede sig selv at hun skulle lære at bekæmpe den følelse, for hvis hun så ham igen ville hun ikke være i stand til at lade ham gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...