Tyskertøs

Intet var som før, og intet ville nogensinde blive som før. Med tyskere på hvert gade hjørne, var der ikke meget frihed for Anna i København, årstallet 1945. Krigen har her fire år på bagen, og den danske befolkning er utilpasse med tyskernes overtag. Dog foregår der stadig åbenlyse romancer imellem danske piger - såkaldte ”tyskertøser” - og de tyske soldater. Men lige rundt om hjørnet lurer forbudte følelser og snart finder Anna sig selv på vej ned af en vej, hvor social udstødelse, offentlig ydmygelse og hårde ord lurer.
(Bemærk, prologen er et minde fra starten af krigen.)
(Denne movella kom i finalen i Historisk Fiktion konkurrencen men vandt ikke. Tillykke til vinderne!)

28Likes
35Kommentarer
2911Visninger
AA

4. Splittet

   Så snart Anna var ude af døren sank Marius sammen på trappen. Han havde altid været ærlig overfor hende, men denne gang var det ham umuligt. Han havde været fuldstændig vågen aftenen inden, men han kunne ikke få sig selv til at fortælle Anna, at han havde hørt hvert et ord. Hendes tanker om soldaten havde skræmt ham fra vid og sans. Han ville under ingen omstændigheder lade et forhold mellem hende og soldaten gro. Et sådant forhold ville ødelægge hendes liv fuldstændig og han ville ikke kunne leve med sig selv hvis ikke han brugte sin viden til at stoppe det.

  Men han kunne ikke bare fare ud af døren og gøre noget overilet. Dette måtte tænkes igennem ned til mindste detalje. Men han vidste han ikke havde meget tid; de tyske soldater var kendte for at tage hvad de ville have, når de ville have det.

 

* * *

 

  Da Axel trådte ind ad døren, lå hans ansigt i alvorlige folder. Bekymrede tanker fyldte hans hoved, flaksede rundt som forvirrede fugle, og gjorde, at han slet ikke så sine medsoldaters skumle smil.

   ”Hvordan går det så med vores lille væddemål?” spurgte en lavstammet, bredskuldret soldat fra en briks bagerst i rummet.

   ”Undskyld, hvad?” mumlede Axel og kiggede desorienteret op. Enhver der så på ham ville kunne se at han ikke var helt sig selv.

   ”Vores udfordring,” gentog soldaten. ”Om at finde en feltmadras at hvile dig på.” De to andre grinede over den groteske sammenligning til de danske piger de lå med i ny og næ. Axel rystede på hovedet over deres tåbelighed og satte sig tungt på sin briks.

   ”Jeg er ikke sikker på, at det er sådan en god idé,” sagde han og trak sine briller af for kun at gnide sig i øjnene. De tre soldater rejste sig med det samme op og protesterede i munden på hinanden.

   ”Du kan ikke bakke ud nu!” udbrød en soldat med kraftigt rødt hår, strittende under den grønne kasket. ”Du er den eneste af os, der ikke har haft en pige ved endnu. På grund af dig ligner vi alle sammen idioter. De andre lejre tror vi er dumme i hovedet.”

   ”Glem det, Elias,” indskød den sidste soldat i rummet. ”Han vil bare sige noget fis med, at det ikke er den rigtige måde at gøre det på.” Han vendte sig mod Axel. ”Men ved du hvad, det er sku den eneste måde vi har!”

    Udmattet lænede Axel ansigtet i hænderne og ignorerede deres nedgørelser. De havde helt ret. Han havde ikke prøvet at udnytte en eneste pige i de to år han havde været stationeret i Danmark og han havde heller ingen planer om at gøre det. Hans kammerater, som havde bemærket dette, havde tvunget ham til at gå med til et væddemål om hvorvidt han kunne få en pige. For at beskytte sin ære var han gået med til det, men han var ikke længere sikker på, at han kunne fuldføre det.

   ”Det kan sku ikke være så svært at snøre den lille stik-i-rend pige, kan det?” spurgte Elias og fnøs. ”Jeg vil væde med, at jeg kan gøre det på en formiddag. Og hvis hun ikke er villig, er der ikke nogen der kan stoppe mig i at bruge magt.” Soldaterne grinede brutalt.

   ”Den lille mus er sikkert en rigtig lækkerbisken inde under kjolen. Jeg ville ikke have noget i mod at se hende på min briks.”

   ”Hold kæft,” mumlede Axel og gloede irriteret på dem. Han var efterhånden godt træt af deres konstante liderligheder. Fornærmede men samtidig forundrede blev de stille.

   ”Du er vel ikke faldet for pigen?” spurgte Bruno, soldaten med de brede skuldre. Et grin spredte sig over hans læber som smør spredes på brød. Da Axel forblev stille, irriteret over deres naive tankegang, tog Elias over:

   ”Jeg tror sku han er faldet i fælden,” grinede han og nikkede bekræftende. ”Jeg er ked af det, mand. Der kommer aldrig noget godt ud af dem, der tror det er ægte kærlighed. Du ender sikkert med at kunne slutte dig til hende på vognen. Jeg er sikker på at de ville nyde at se en nøgen mand for en gang skyld!”

   ”Jeg er ikke faldet for hende!” Mere stædigt end han havde planlagt, modsatte han sig deres fornærmelser. Hans tonefald fik kun hans kammerater til at tro mere på deres egen påstand.

    ”Hvis vi nu siger, at du ikke er forelsket,” Elias grinede over sin egen geniale idé. ”Så ville det vel ikke røre dig, hvis jeg gik ud og tog hende lige nu, ville det?”

 

* * *

 

   Om et lille rundt bord, dekoreret med en fint broderet dug, sad fire unge piger og en ældre dame. Damens, Fru Vigs, ansigt var strengt og rynket og hendes mundviger pegede konstant nedad. Hun demonstrerede langsomt hvor man skulle placere sine hænder ved et fint bord, hvordan man holder tekoppen, hvad man siger og hvad man gør.

 Iblandt de unge piger sad Anna. Undervisningen var så kedelig, at det var svært for hende at holde tankerne samlet. Hun blev ved med at flyde i retning af hendes planer om at komme af med den spirende følelse af forelskelse. Hun måtte sørge for, at hun ikke kom i lejren mere og at hun ikke stødte på ham i gaderne. Det skulle ikke være så svært. Når først hun ikke så ham mere måtte det være en let sag at mase følelsen ned til ingenting.

  Ekkoet af lærerens insisterende stemme trængte langsomt igennem Annas tankespind.

   ”Anna, en dame skal altid være nærværende.” Flovt gik det op for Anna at hun var døset hen i sine egne tanker. Porcelæns koppen hang faretruende imellem hendes fingre. ”Din holdning skal aldrig være sløset, dit ansigt altid i nuet. Selvstædig, forførende og charmerende!”

 Fru Vig næsten råbte sætningen som om det var vigtigt hele byen hørte det. Anna var uendeligt træt af at høre de samme ord komme fra hende. Hun udbrød den samme sætning i tide og utide, gentog den som et slags helligt mantra.

  ”Ja, Fru Vig,” sagde pigerne i kor.

  ”I kan gå.” Fru Vig hilste dem med et lille nik som de en efter en gik ud af døren. Som den sidste i rækken lukkede Anna døren efter sig. De tre andre piger kastede hastige hadefyldte blikke i hendes retning og skyndte sig ud af glasdøren ud til gaden.

   Med et suk trak Anna sin cardigan ned fra stumtjeneren i hjørnet og gik efter dem. Der var ikke meget hun kunne gøre ved deres had. Hun havde ingen ide om, hvorfor de ikke kunne lide hende, men hun havde stoppet med at spekulere over det.

   Udenfor havde faretruende skyer dækket himlen. Det ville begynde at regne meget snart, så hun begyndte at småløbe for at nå hjem i tide. De første dråber faldt og snart efter silede det ned.

  Med cardiganen over hovedet og sænket blik satte Anna farten op. Det var lykkedes hende ikke at være særlig våd da hun endelig spurtede rundt om hjørnet ved hendes hus-

    ”Aaarh,” et overrasket råb forlod hendes læber da hun hårdt stødte ind i nogen. Hun landede hårdt på de våde brosten og ømmede sig højlydt.

    ”Det må De meget undskylde, frue.” Personen talte med en stærk tysk accent – uden tvivl en nazi. I et kort øjeblik frygtede Anna at det var præcis den person hun prøvede at undgå, men så kiggede hun op i et fuldstændig fremmed ansigt. Manden havde kraftigt rødt strithår mast under en stram grøn kasket. Spredte fregner lå over hans ansigt som stjerner sået over den mørke himmel, men der var intet himmelsk ved ham. Hans ansigt lyste af noget Anna ikke helt kunne beslutte sig for hvad var og hans øjne knitrede ondt.

  Det gik op for hende at hun stadig lå og flød i sølet. Det virkede ikke som om soldaten havde tænkt sig at hjælpe hende op, så hun kom langsomt på benene.

   ”Hvis du vil undskylde mig, hr.” sagde hun og kiggede ham direkte i øjnene. Hun besluttede sig endnu en gang for at ignorere situationen.

  Drivende våd gik hun udenom ham. Hans hånd skød frem, greb hendes arm og snurrede hende rundt. Hans fingre klemte så hårdt at hun ikke kunne holde et hvin tilbage.

   ”Du går ingen steder,” snerrede han og strammede sit greb. ”Så … Skal vi gøre dette på den lette måde eller den mere komplicerede måde?”

  Det rislede koldt ned ad ryggen på Anna da hun indså hvad soldaten ville. Hendes hjerne advarede hende mod at sige manden imod men hendes frygt undertrykte fornuften. Med al den kræft hun kunne præstere, rev hun sig løs.

  Hun nåede ikke at tage to skridt før hun igen blev kastet ned på jorden og hun indså at det ikke nyttede noget at løbe. Der var ikke noget at gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...