Tyskertøs

Intet var som før, og intet ville nogensinde blive som før. Med tyskere på hvert gade hjørne, var der ikke meget frihed for Anna i København, årstallet 1945. Krigen har her fire år på bagen, og den danske befolkning er utilpasse med tyskernes overtag. Dog foregår der stadig åbenlyse romancer imellem danske piger - såkaldte ”tyskertøser” - og de tyske soldater. Men lige rundt om hjørnet lurer forbudte følelser og snart finder Anna sig selv på vej ned af en vej, hvor social udstødelse, offentlig ydmygelse og hårde ord lurer.
(Bemærk, prologen er et minde fra starten af krigen.)
(Denne movella kom i finalen i Historisk Fiktion konkurrencen men vandt ikke. Tillykke til vinderne!)

28Likes
35Kommentarer
2999Visninger
AA

6. Spirende Følelser

     Solens sidste stråler krøb ind over vindueskammen og lyste et kort sekund det dunkle rum op. På en briks i enden af rummet sad en sammensunken skikkelse – ansigtet hvilende i hænderne. En gammel radio støjede ved siden af ham på sengen, sendte knasende og knitrende lyde ud i rummet.

   Skikkelsen løftede hovedet da det bankede nedefra og en lem i gulvet blev åbnet. Lyset strømmede op fra hullet og blændede ham.

   ”Du skal altså komme ned til mad, Marius.” En træt kvindestemme fandt vej gennem mørket.

   ”Jeg er ikke sulten,” svarede han med hæs stemme. ”Bare spis uden mig.”

   ”Du kan ikke blive heroppe for altid – ”

   ”Spis uden mig, mor!” snerrede han og rejste sig fra sengekanten.

 Lemmen blev lukket igen og rummet faldt tilbage til mørket. I skæret fra de sidste solstråler så han sig selv i et aflangt spejl i den anden ende af rummet. Han krydsede rummet.

  Forsigtigt skubbede han et par kasser der blokerede halvdelen af spejlet, til side. Dér foran ham stod en høj velproportioneret dreng med kraftigt lyst hår og et selvsikkert glimt i blikket. Men han følte sig langtfra selvsikker. Han havde ikke været i stand til at hjælpe Anna da hun havde allermest brug for ham. Han havde bare stået der og gloet imens han legede helt. Det var forkert. Det var ham der skulle være helten i Annas historie. Det var hans skæbne; det var han sikker på.

Men du er jo ikke i stand til det, mumlede en stemme i hans baghoved.

   ”Jeg skal være i stand til det!” svarede han igen men fortrød med det samme. Når først han begyndte at svare de indre stemmer igen, var det da helt galt.

  Han tog en hurtig beslutning og trak en trøje over hovedet. Solen var gået sin vej med den sidste stråle af lys så også mørklægningsgardinet trak han for.

  Da han passerede bordet hvor hans familie sad, kiggede de underligt efter ham. Agnete Nielsen skulle til at råbe efter sin søn men der var det allerede for sent; døren smækkede hårdt i efter ham.

 

 

    ”Jeg skal snakke med en af soldaterne.”

Vagterne kiggede underligt på ham: ”Det plejer ellers kun at være piger der stiller det krav. Og endda rimelig højlydt.” De to vagter grinede højt. ”Nogen gange fortæller vi dem, at soldaten de spørger efter er død. Så er de så lette at tage til sig selv.”

  Marius væmmedes men holdt masken. ”Kan I hjælpe mig med at finde en bestemt soldat?”

    ”Nåh,” udbrød den ene vagt. ”Så du er pigens lille kæreste og nu er du her for at få hævn. Det er da lidt sødt, Verner. Måske skal vi hjælpe ham?”

 Vagterne grinede igen og Marius kaldte dem mange grimme ting i sit indre sind.

    ”Hvad sker der her?” En høj soldat lidt ældre end Marius nærmede sig inde fra gården. Vagterne vendte sig for at møde ham.

    ”Denne dreng vil ikke skride,” beklagede den ene vagt sig. Marius måbede. Han havde stået der i to minutter. ”Han siger han skal finde en eller anden soldat.”

 Soldaten gik forbi vagterne og stod nu lige foran Marius. Han gjorde store øjne bag de runde briller.

    ”Jeg tror han leder efter mig,” mumlede han så lavt, kun Marius hørte det. Soldaten vendte sig mod vagterne. ”Jeg skal nok tage mig af ham.”

 Marius protesterede da soldaten greb hans arm og trak ham ned ad gaden.

    ”Hey!” udbrød han og rev sig løs. ”Hvem er du og hvad vil du?”

    ”Du ved det ikke,” sagde han utilpas. ”Javel. Hvordan skal jeg så forklare det her …”

 Marius tog hurtigt et ordentligt kig på ham: ”Du er ham. Soldaten fra i går! Det er dig jeg leder efter.”

    ”Det var jo det jeg –”

    ”Hold dig væk fra Anna!”

 Paf gloede soldaten på Marius. ”Også godt at møde dig, tak. Mit navn er Axel, hvad hedder du?”

    ”Jeg mener det.” Marius trådte tættere på ham og bragte det mest truende ansigt frem han kunne præstere. ”Hvis dig og dine liderlige soldatervenner ikke holder jer væk fra Anna og hendes familie, kan jeg ikke stå for konsekvenserne.”

  Overraskende nok lignede det, at soldaten Axel faktisk tog Marius’ trussel alvorligt. Han sukkede og sænkede blikket.

    ”Javel,” sukkede han. ”Det lover jeg.”

 Da Axel mødte Marius’ blik var der ikke én løgn at spore i hans mørke øjne. Forundret trådte Marius tilbage og stammede: ”Jamen … Godt! For jeg kunne nemt tæve røven ud af bukserne på dig!”

  Med disse ord vendte han sig og traskede med ret ryg væk fra Axel. Et trist smil pyntede soldatens ansigt og stod godt med de triste øjne. Han stille mumlede for sig selv. Han havde tænkt sig at overholde sit løfte. Men stadig, der var noget ved den pige han ikke helt kunne sætte sin finger på. Noget dybt inde, noget ingen før havde gravet ud. Og han havde sådan en stor trang til at være den første.

 Da Marius drejede om gadehjørnet satte Axel sig også i bevægelse. Uvelkomne tanker om Anna fyldte hans hoved og billeder fra aftenen forinden flimrede for hans øjne som en gammel film. Hendes mørke hår der klistrede sig til hendes diskret smukke ansigt. Det var smukt på den måde kun dem der rigtigt kiggede ville få øje på. Og de øjne – hvor var det en skam han aldrig skulle kigge ind i de dybe blå øjne igen. Han kunne godt tænke sig at studere dem nærmere – sidde en hel dag og kigge ind i dem.

  Men nu ville det aldrig ske. Det var sikkert det bedste. Han ville ikke kunne leve med sig selv hvis hun endte nøgen på gaden; ydmyget og udstødt.

 Han skammede sig inderligt da tanken om hende nøgen tændte en flamme inden i ham. Det var vigtigt at kvæle denne ild før den voksede sig for stor, for et forhold imellem dem var helt umuligt. Både følelser og tanker der havde noget at gøre med Anna var han opsat på at udrydde så hurtigt som muligt. På den ene eller den anden måde.

 

* * *

 

  Anna havde grædt utrøsteligt lige siden hun trådte ind ad sin hoveddør og hendes forældre havde fundet hende der, drivvåd og knust som et tabt spejl. Stumper af hendes sjæl lå spredt ved hendes fødder, umulige at sætte sammen igen.

  I dage var der intet der kunne trøste hende. Marius kom og sad ved hendes sengekant og sagde trøstende ting men hun kunne ikke andet end at kigge stift ud ad vinduet imens han talte. Skyldfølelse fyldte hendes sind. Hun brugte hele dagen på at tænke og hele natten på at græde. Nogle gange hørte hendes mor hendes hulk og kom og sad med hendes hånd i sin. Marius havde fortalt dem hvad der var sket. Vagn var styrtet mod døren men hendes mor havde stoppet ham. Det nyttede ikke noget at de begge kom til skade. Efter meget vred råben var han faldet ned og havde sat sig tungt ned.

  ”Hvem var den soldat der hjalp jer?” spurgte han og kiggede på Marius. Han tøvede og sneg sig til et blik på Anna. Der var intet hjælp at hente der; hendes øjne var hævet og de stirrede ud i tomt ud i luften.

  ”Det ved jeg ikke,” svarede han; hans stemme knækkede over. ”Måske bare en med et gran af menneskelighed i sig.”

 

  Det var nu tre dage siden det var sket og Anna havde tvunget sig selv ud i offentligheden igen. Frygten for at støde på soldaten lå som tyk grød om hendes hjerte. Han havde jagtet hende i hendes drømme og hver gang var hun vågnet op lige inden han fik fat på hende. Axel viste sig aldrig, og det til det bedre. Hvis hun begyndte at drømme om ham, vidste hun det ville gå galt. At forestille sig at se ham igen var helt umuligt for hende.

  Og så alligevel ikke. Inderst inde ønskede hun det inderligt, men det kunne ikke lade sig gøre. Disse følelser måtte under ingen omstændigheder gro til noget mere dybfølt. De kunne stadig nå at blive kvalt.

  Men hun var ikke så heldig. Længerede nede af gaden traskede ingen andre end ham og en anden soldat imod hende. Hun trak forskrækket sit sjal over hovedet. Han havde ikke set hende endnu og hun regnede ikke med, at han ville kunne genkende hende. Hun kunne ikke fatte at de blev ved med at støde på hinanden.

  Hendes hjerte dunkede hurtigere og hurtigere som de nærmede sig hinanden og hun stjal et kig på ham under sjalet. Det ville da ikke gøre nogen skade. Bare der ikke skete noget imellem dem.

  I et splitsekund troede hun, at de ville passere hinanden uden at han genkendte hende. Lige som hun passerede fangede hun hans blik og blev med det samme revet tilbage til et par aftener før; regndråber fanget i hans øjenvipper, elektricitet da deres hud rørte hinanden.

  Venstre side af hans ansigt var svulmet op og det blå øje blevet værre. Anna blev pludselig fyldt af ekstrem skyldfølelse og trang til at gøre det hele godt igen. Men da var han allerede passeret.

  Overvældet af følelser stoppede hun og støttede sig til en husmur. Der havde været noget andet i hans øjne – tristhed nær ved sorg. Anna undrede sig og mærkede hvordan hun følte med ham. Samtidig krøb en helt anden følelser ind over hende; trang til at få alting opklaret.

 

* * *

 

  ”Hvem var det?” spurgte Bruno da de havde lagt pigen bag sig. Axel turde ikke kigge sin kammerat i øjnene, da han vidste Bruno allerede havde en idé om, hvem det var.

  ”Hvem?” spurgte han og håbede han lød mere overbevisende end han følte sig. Bruno kiggede sigende på ham.

  ”Hende der!” Han vendte sig og pegede bagud. Axel fulgte hans finger og festede sit blik på en sammensunken skikkelse ikke langt nede af gaden. Hun skulle for længst have være ude af deres syns rækkevidde men der var hun, lænende sig op ad husmuren som om hun havde svært ved at fortsætte. Han vekslede et undrende blik med sin kammerat.

  Uden at tænke videre over situationen begyndte Axel at gå imod hende. Da Bruno ikke stoppede ham satte han i løb. Da han kom tættere på hende så han, hvordan hendes skuldre hang, hvordan hun krympede som om hun var konstant bange for at blive trådt på.

   ”Anna,” mumlede han og rørte forsigtigt ved hendes skulder. Hun snurrede rundt hurtigt som et lyn og kiggede på ham med store, skræmte øjne. ”Det er i orden. Det er bare mig.”

 Langsomt sank hendes skuldre ned på plads og hun hæftede blikket på brostenene under deres fødder.

  Det gik pludselig op for ham, at hun var skræmt fra vid og sans.

   ”Anna,” sagde han med så meget overbevisning i stemmen han kunne præstere. Trangen til at røre hendes ansigt krøb ind over ham, men han turde ikke røre hende. ”Anna, se på mig. Bliver du bange når du ser på mig?”

  Da hun mødte hans blik kæmpede hun med tårerne. Hun rystede kraftigt på hovedet og tørrede sine øjne. Axels impulser vandt over hans logik og han tog hendes ansigt imellem sine hænder. Så snart deres hud rørte hinanden var det som om det slog gnister omkring dem og som om hele verden blev en lille smule lysere.

   ”Vi kan ikke være her,” mumlede Anna, fjernede hans hænder og kiggede sig vagtsomt til alle sider. ”Kom med.” Forsigtigt bevægede de sig ind ad en sidegade, længere og længere væk fra indre by. Små baghaver med solstole og blomsterbede dukkede op på hver side af dem men Anna satte ikke farten ned. Axel kunne ikke lade være med at glo på de små frodige haver. Så mange farver, så meget liv. Men alle haverne kunne ikke sammenlignes med den Anna stoppede ved. Hun åbnede lågen i hegnet der omgav den lille plet af grønt og trådte indenfor.

  Jordbærbuske voksede langs den venstre side af hegnet og flere rækker af diverse grønsager fulgte. Et enkelt æbletræ stod i et hjørne med svulmende, røde frugter vuggende fra dets grene. Et stort blomsterbed fyldte et andet hjørne; røde tulipaner, gule kornblomster, blå violer. I det sidste hjørne, tæt ved husmuren stod et rødt skur. Anna havde kurs direkte mod det.

   ”Vent, er det her –”

 Hun tyssede højt på ham og vinkede ham hen til træskuret. Indenfor var et smalt rum, kun lige stort nok til at to personer kunne klemme sig derind. Da Axel ikke trådte ind maste Anna sig forbi ham og fandt to spande og placerede dem med bunden op ad på gulvet.

   ”Sæt dig,” sagde hun, pegede på en af spandende og begyndte at rode efter en ren klud. Axel satte sig tøvende. Hun fandt en klud og gjorde den fugtig under en lille havevandhane bagerst i rummet. Da hun endelig satte sig havde hun et jaget blik og hendes bevægelser var hastige.

   ”Anna,” sagde Axel og kneb øjnene sammen da hun førte kluden til hans ansigt. Hun arbejde forsigtigt og var omhyggelig med ikke at møde hans blik. ”Anna!”

   ”Det kommer ikke til at ske imellem os, Axel!” udbrød hun og mødte hans blik med stor effekt. Hendes øjne var fyldt med beslutsomhed; men det dækkede over en dyb tristhed. ”Vi må bare lære at acceptere det.”

    ”Det ved jeg godt.” Han kunne ikke længere holde hendes stædige blik ud; han sænkede blikket.

    ”Dette er den sidste gang vi ses på denne måde. Sådan bliver det nød til at være-”

    ”Det behøver ikke være sådan!”

    ”Men det gør det jo!” Anna opdagede at hun havde råbt så hun sænkede vagtsomt stemmen. ”Se dig omkring. Vi er midt i en krig!”

    ”Det er jeg klar over.” Soldaten i ham fandt frem til overfladen og han mødte ligegyldigt hendes blik. ”Jeg har været derude.” Det var som om det først gik op for hende der, at han havde været hvor det hele skete, og at han kun var heldig stadig at være i live.

    ”Undskyld,” mumlede hun og sank sammen. ”Jeg … Du har jo …” Hendes ord forsvandt ud i ingenting og kun lyden af dråberne der faldt fra den utætte hane hørtes.

En dør skramlede tæt på og vækkede dem begge fra stilheden.

    ”Du bliver nød til at gå nu,” sagde Anna og rejste sig. Han greb hendes hånd og trak hende ned igen.

    ”Vent.” Hans øjnene glimtede pludseligt. ”Hvis det her er den sidste gang jeg ser dig er der noget jeg gerne vil gøre.” Uden hun kunne nå at reagere førte han sit ansigt tæt på hendes og kyssede blidt hendes læber. Som fyrværkeri boblede en hel ny følelse frem i Annas hjerte. Den følelse hun før var overbevist om, at hun kunne undertrykke spirede nu ind i et helt nyt stadie, som et frø spirer til et smukt bøgetræ. Hun mærkede hvordan hun blev mør i knæene og pludselig var hun som ler imellem hans fingre; indtil han trak sig væk igen.

  Han rejste sig forsigtigt, gik mod døren og væk var han. Så pludseligt som han var kommet, forsvandt han igen, som solen på en gråvejrsdag.

  Anna rejste sig vaklende, overvældet af hvad der lige var sket. I haven var der intet spor af at han nogensinde havde været der; havelågen var lukket, intet i luften afslørede hans tilstedeværelse. Men hun kunne stadig føle ham der. Føle fornemmelsen i maven, føle det kys de havde delt i det snævre skur. Føle følelsen spire.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...