Tyskertøs

Intet var som før, og intet ville nogensinde blive som før. Med tyskere på hvert gade hjørne, var der ikke meget frihed for Anna i København, årstallet 1945. Krigen har her fire år på bagen, og den danske befolkning er utilpasse med tyskernes overtag. Dog foregår der stadig åbenlyse romancer imellem danske piger - såkaldte ”tyskertøser” - og de tyske soldater. Men lige rundt om hjørnet lurer forbudte følelser og snart finder Anna sig selv på vej ned af en vej, hvor social udstødelse, offentlig ydmygelse og hårde ord lurer.
(Bemærk, prologen er et minde fra starten af krigen.)
(Denne movella kom i finalen i Historisk Fiktion konkurrencen men vandt ikke. Tillykke til vinderne!)

28Likes
35Kommentarer
2913Visninger
AA

7. Midnatsmøde

  Måneder gik hvor løftet ikke blev brudt. Som om det var skæbnen at deres forhold aldrig skulle komme til mere, mødtes de ikke mere i gaderne. Anna kunne ikke lade være med at kigge efter de soldater hun så, i håb om, at det var ham – men det var aldrig ham. I hendes hoved ville der ikke ske noget ved at drømme, så længe det ikke kom videre end kysset i skuret. Men hendes følelser blev ved at gro, og det var ikke noget hun kunne styre.

  Livet i København havde forandret sig til det værre. Plakater der opfordrede folk til smide tyskerne ud dukkede op i løbet af natten og tallet af illegale blade voksede. Anna havde aldrig været involveret i modstandsbevægelse men efter politiet var blevet opløst og Vagn havde mistet sit job var der efter hånden dukkede flere og flere blade op i deres hjem.

  ”Hvad skal vi med dem?” havde hun spurgt en aften hvor Vagn havde haft et blad fra modstandsbevægelsen Holger Danske med hjem under frakken. Han havde ikke svaret. Han havde forandret sig de sidste par måneder og han gik altid rundt med et trist glimt i øjet - dybt begravet i sine egne tanker.

 

  November nærmede og med den lagde en dyb bekymring sig over Anna. Hun kunne, som mange andre, mærke, at noget var i optakt; noget slemt. Det eneste hun kunne forestille sig var, at flere soldater kom og knuste modstandsbevægelsens håb.

  Og hun havde ret; flere soldater blev sendt fra Tyskland over Danmarks grænser men modstandsbevægelsen var klar. Mange soldater blev dræbt af sprængninger af togskinner og baser. Den danske befolkning rørte på sig og tyskerne kunne ikke lide det. De strammede grebet om de større byer og sørgede for, at henrette alle som de havde mistanke til. Folk blev skudt ned på gaden; henrettet på stedet fordi de var imod tyskerne.

  

  Det var dag hvor de første snefnug faldt på den varme jord og smeltede med det samme, en dag hvor de sidste blad faldt af bøgetræet – det var sådan en dag Anna fik brevet. Det var en simpelt lap papir med uhjælpeligt dansk krasset ned med en svag blyant streg. Hun fandt den mast ind i en sprække ved hendes vindue, sølet til af den våde slud.

  Da hun trak den ind i varmen dryppede væske ned på gulvet men hun var ligeglad. Hun åbnede lappen som var bukket på midten og så, at skriften var næsten ulæselig, udvisket af slud. Men alligevel lykkedes det hende at forstå beskeden:

 

Jeg har brug for at se dig. Hvis du har det på samme måde, mød mig ved vores sted ved midnat.

                                                                                                                                       -A

 

Blodet begyndte at pumpe rundt i kroppen på hende; A kunne kun stå for Axel. Mødes ved midnat ved ’vores sted’. Hun var sikker på, at han mente haven da det var det eneste sted hun kunne komme på. Tanken om at møde ham igen var lige ved at få hende til at hvine – men hun holdt sig tilbage; kun et smil listede sig over hendes læber da hun foldede seddelen sammen imellem sine hænder. Der var ingen tvivl i hendes hjerte; hun ville møde ham.

* * *

 

  Det var tæt ved midnat. Axel samlede forsigtigt sin hat op, pressede den over hovedet og tog så forsigtigt som muligt de få skridt fra briksen til døren. Da låsen klikkede bag ham rettede han sig op, rømmede sig og gik mod udgangen af gården.

   ”Hej drenge,” sagde han friskt til nattevagterne da han passerede dem. Da de ikke stoppede ham fortsatte han videre ned ad gaderne. Han havde set København om natten før men der var noget anderledes over de mørke bygninger denne gang. Skyggerne var mere forsigtige og månen stod så diskret som muligt på den klare himmel og oplyste byen som var det midt på dagen. Et par baggårdskatte betragtede ham da han gik igennem gyden Anna nogle måneder siden havde ført ham igennem. Snart ville han være ved haven; mon hun ville komme ham i møde? Han håbede det inderligt. Han havde ikke været i stand til at få hende ud af sit hoved siden de skiltes.

  Efter at have kysset hende havde det taget al hans viljestyrke at rejse sig og forlade hende. Tanken om at løbe tilbage til hende havde gået igennem hans hoved mindst en million gange da han krydsede igennem haven. Men han havde ikke tøvet et sekund. Det var det bedste for dem begge, især hende. Men det blev for meget for ham. Han måtte se hende; derfor havde han mast en seddel ind til hende den foregående nat.

  Haven nærmede sig og en frygt for, at hun måske ikke ville dukke op ramte Axel. Hvad hvis hun ikke følte det samme som han følte, eller hvad hvis hun havde besluttet at det var for risikabelt? Han var klar på at løbe risikoen, men var hun?

  Da Axel nåede havelågen stod han udenfor og kiggede ind et par minutter. Rådhusuret havde endnu ikke slået tolv. Da det første slag rungede igennem byen spirede nervøsiteten i Axel med den, og for hvert slag groede den sig større. Da det sidste slag havde lydt var han lige ved at revne.

  Forsigtigt skubbede han lågen op. Haven så anderledes ud i nattens mørke: planterne og blomsterne lignede silhuetter af forvrængede monstre og æbletræet kastede en lang måneskygge over græsset. Men ingen skikkelse kom ud fra sit skjul. Anna var der ikke.

  Axel var lige ved at vende om da en bevægelse fangede hans øje. Dér, i et vindue betragtede et hvidt ansigt ham; han stirrede og med et var det væk. Ikke lang tid efter knirkede husets bagdør langsomt åben. Ud kom Anna, klædt i hvid natkjole med en ulden sweater over sig som beskyttelse mod kulden. En sug af spænding gik igennem maven på ham ved synet af hende; så spinkel og fin som et spøgelse, med fyldigt mørkt hår der indrammede hendes ansigt.

  Hurtigt tilbagelagde han afstanden imellem og tog hende i sin favn. Da deres løber mødtes fløj gnister om dem og oplyste den mørke November nat. Kysset udviklede sig til noget mere - Anna gispede overrasket da hun mærkede Axels begær.

   ”Vent.” Hun trak sig væk; han sukkede skuffet. ”Vi kan blive set her.” Hendes stemme var lav, forførende uden at hun vidste det og Axel var som tryllebundet.

   ”Jeg er ligeglad,” svarede han og rørte hendes kind. ”Bare vi er sammen.” Anna smilede og tog hans hånd. Deres fingre flettede sig ind i hinanden og hun kunne tro, at hun var blevet velsignet med denne kærlighed; hun af alle mennesker.

   ”Kom, vi kan sidde herude.” Hun førte ham ud igennem havelågen og han fulgte villigt efter som påvirket af en fortryllelse. Stien der skilte haverne ad lå øde hen; en bænk lå i skygge som den stod tæt op ad hegnet. ”Kom,” gentog hun og de satte sig. Pludselig kom de mange timer Anna havde hørt på Fru Vig snakke om manerer tilbage til hende; hun rettede ryggen og foldede hænderne i skødet.

  Det sitrede ned ad ryggen på hende da Axel skubbede hendes hår til side. Han betragtede hende beundrende fra under brillerne; et tilfreds smil lå over hans læber.

   ”Fortæl mig om dig selv,” mumlede han og fik hende til at møde hans blik.

   ”Der er ikke meget at sige. Jeg er bare en helt almindelig pige.”

   ”Det er ikke sandt,” svarede han med overbevisning. ”Du er så meget mere for mig.” Et  lille smil sneg sig over hendes ansigt og hun droppede den formelle facade. Denne gang var det hende der rakte ud efter ham og det føltes godt at tage initiativet. Deres kys varede længe. Månen banede sin vej over himmelen og uret tikkede.

    ”Jeg bliver nød til at gå nu,” mumlede Anna ind imellem to kys.

    ”Bliv lidt længere,” svarede Axel og støttede sin pande mod hendes. Hans ene hånd lå om hendes nakke og forsigtigt bevægede han sin tommelfinger op og ned ad hendes kind.

    ”Det kan jeg ikke.” Der var ægte tristhed i hendes stemme da hun rakte ud efter hans brilller. Hun trykkede dem på og pludselig flød hele verden for hendes øjne.

    ”Der er jo styrke i,” grinede Axel og tog brillerne tilbage. Hun blinkede et par gange før hun betragtede ham. Uden briller så han fuldstændig anderledes ud; hans øjne var større og han så underligt ren ud. Så puttede han dem på igen og hun tvang sig selv til at rejse sig. Hun havde ikke lagt mærke til hvor koldt det var før nu hvor hun ikke længere var i hans favn. Hun trak trøjen tættere om halsen.

    ”Bliver du virkelig nød til at gå?” spurgte han og sluttede sig til hende. I et forsøg på at få hende til at blive lænede han sig ind over hende og kyssede hendes hals. Hun skubbede ham fra sig med et kildent fnis.

    ”Ja! Godnat.” De delte et hurtigt kys inden hun trådte hen til havelågen.

    ”Anna …”

    ”Godnat,” hviskede hun og trådte baglæns ind i haven. Hun lukkede lågen og skyndte sig tilbage til huset. Hun havde det som om hun fløj på en lyserød sky og hun vidste, at hun ikke ville kunne sove. Så forsigtigt som muligt åbnede og lukkede hun bagdøren og listede sig ind på sit værelse for kun at smide sig i sengen og smile som en idiot.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...