Tyskertøs

Intet var som før, og intet ville nogensinde blive som før. Med tyskere på hvert gade hjørne, var der ikke meget frihed for Anna i København, årstallet 1945. Krigen har her fire år på bagen, og den danske befolkning er utilpasse med tyskernes overtag. Dog foregår der stadig åbenlyse romancer imellem danske piger - såkaldte ”tyskertøser” - og de tyske soldater. Men lige rundt om hjørnet lurer forbudte følelser og snart finder Anna sig selv på vej ned af en vej, hvor social udstødelse, offentlig ydmygelse og hårde ord lurer.
(Bemærk, prologen er et minde fra starten af krigen.)
(Denne movella kom i finalen i Historisk Fiktion konkurrencen men vandt ikke. Tillykke til vinderne!)

28Likes
35Kommentarer
2872Visninger
AA

5. I Krig og Kærlighed

   ”Han gør det, Axel.” Soldatens stemme trængte kun svagt igennem til ham. ”Det ved du godt, ikke?”

   Axel sad lænet op ad væggen ved sin briks med blikket stift rettet mod en knast i gulvet. Det var kun få minutter siden Elias havde forladt rummet for at føre sin trussel ud i livet og Axel var splittet.

   ”Der er altid noget man kan gøre,” mumlede han og fokuserede sit blik på Bruno.

 Den anden soldat grinede: ”Har du da tænkt dig at komme hende til undsætning? Lege prinsen på den hvide hest? Det er ikke nogen helt dårlig idé. Du kunne faktisk vinde væddemålet på den måde.”

   ”Jeg har ingen intentioner om at vinde væddemålet!”

 Den ældre dreng betragtede ham med hævede øjenbryn; upåvirket af hans hårde tone: ”Slap nu lige af …”

    ”Du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal gøre.” Axel kunne ikke længere holde sig selv tilbage; han rejste sig. ”Du er et svin. Et liderligt røvhul. De piger har et liv, de kan få en fremtid hvis du lader dem være. en fremtid med en mand der behandler dem som mennesker og respekterer dem. Men du syntes bare det er morsomt. Er det virkelig så sjovt at ødelægge deres liv? Kan du se deres familier udstøde dem, se pigernes desperate ansigter, høre gråden i deres stemmer når de kalder dit navn, og ikke føle det mindste strejf af skyld? For det er din skyld –”

  Hurtigere end Axel kunne nå at reagere sprang Bruno op: ”Hold kæft!” Hans øjne var sorte af sorg og skyldfølelse; Axel trådte overrasket et skridt tilbage. ”Jeg behøver ikke en lille mide som dig til at fortælle mig, at det er min skyld. Du har oplevet det derude, Axel. Bomber flyver om ørene på én, du er konstant millimeter fra at dø og dine kammerater falder som myg omkring dig. Der er ikke kun en krig omkring én; eksplosionerne raser også inden i dig. Hver gang en god ven falder ved din side er det som om du selv er blevet ramt. Vi er blevet trænet til aldrig at vise det, men alle føler det. Den følelse bliver siddende, du ved det lige så godt som jeg. Selvom vi ikke er midt i kampens hede kan det ikke vare længe. Vi er i øjet af stormen, Axel. Her er der stille men omkring os raser kampen. Og den vil komme hertil snart. Jeg kan mærke det; derfor prøver jeg bare at få det bedste ud hvad jeg har. Jeg skal jo alligevel dø.”

  Axel var som limet til stedet. Han havde aldrig nogensinde hørt Bruno eller nogen andre snakke om krigen på denne måde. Der var kun en måde han kunne redde ansigt på: ”Jeg skylder dig en undskyldning,” sagde han og sænkede respektfult blikket.

    ”Ja, ja,” mumlede Bruno og satte sig ned. Han lagde sin kasket på bordet og trak en pakke smøgere frem fra en skjult lomme. ”Du er tilgivet.”

Med forvirrede tanker susende i sit sind gik Axel mod døren: ”Jeg tager lige lidt luft –”

   ”Axel.” Bruno afbrød ham. ”Nogle gange bør man følge sit hjerte. Gå til tøsen.”

 Der var et øjebliks stilhed, så nikkede han og trådte ud ad døren.

 

* * *

 

  Det var umuligt for Anna at kæmpe imod da soldaten først havde fat. Han var stærk som fanden.

  ”Så du vælger altså den komplicerede vej?” spurgte han, mere henvendt til sig selv. Han trak hendes ansigt tæt på sit. ”Det er alligevel den jeg bedst kan lide.”

  Hans læber pressede sig voldsomt mod hendes. Hun gispede og prøvede at skrige; men hans ansigt blokerede lyden.

   ”Hvad er der galt?” Soldatens ansigt var kun få millimeter fra hendes. ”Er du bange?”

 Med utrolig styrke skubbede han hende ind mod husmuren. Hun skreg; han slog hende hårdt over ansigtet. ”Vil du virkelig så gerne have, at folk opdager din lille affære med fjenden? For det kommer til at være dig der bliver straffet.”

   Med disse ord førte han igen sine læber til hendes og begyndte at hive hendes bluse op fra nederdelen. Hans hænder vandrede op ad hendes ben, over hendes bryst; over alt på hendes krop - grådige efter hendes kød.

   ”Stop!” En velkendt stemme rungede i gaden. ”Lad hende være.”

 Soldaten trak langsomt sine læber fra Annas hals og gloede på stemmens ejermand.

   ”Marius?” hviskede Anna. Regnen slørede hendes syn men hun var hundrede procent sikker på, at det var ham.

   ”Kom her over, Anna.” Hans stemme rystede af indestængt vrede. ”Nu!”

 Hun smuttede under soldatens arme og løb hen til Marius. Tårer var ubemærket begyndt at strømme ned ad hendes kinder.

 Marius lod hende falde ind i sin favn: ”Det skal nok gå.” Trøstende strøj han hende over ryggen. Hendes tøj var drivende vådt; hendes hår klistrede sig til hans skjorte. ”Gå indenfor.”

   ”Hvem fanden tror du du er?” udbrød soldaten som kiggede på Marius som om han var et irriterende insekt han ville kunne knuse med sin lillefinger.

   ”Mit navn er Marius –”

   ”Jeg er ligeglad, knægt!” snerrede soldaten. ”Men jeg er ikke ligeglad med hende. Jeg var ikke færdig.”

   ”Hold dig væk.” En beslutsomhed Anna aldrig vidste Marius havde strålede nu ud af ham. ”Hold dig fra hende.”

Soldaten grinede: ”Skal vi se om du kan få mig til det?” Marius kiggede ned på den grædende pige i sine arme. Der var ingen måde han nogensinde kunne tilgive dette.

   ”Gå indenfor, Anna,” sagde han til hende med en stemme der var roligere end han følte sig. Hun protesterede men han skubbede hende bare væk. Overfor ham grinede soldaten som om det morede ham at Marius troede han kunne røre ham.

   ”Så kom da an,” sagde soldaten.

Marius løb frem med dråber flyvende om ørerne. Han langede ud efter manden men han rykkede sig elegant, som om han bare afværgede en harmløs bi. Hans hånd skød ud hurtigt som den havde gjort før og greb Marius’ håndled. Kort efter lå han på ryggen på brostenene.

   ”Marius!” Anna var lige ved at løbe hen til ham men så huskede hun soldaten. Han var på vej hen mod hende nu, trådte over Marius med det grusomste smil. Pludselig fjernede hans blik sig fra Anna og fokuserede på noget bag hende. Forvirring spredte sig over hans grimme fjæs men blev hurtigt erstattet af en bedrevidende mine.

   ”Jeg vidste du ville have hende for dig selv –”

 En person stormede forbi Anna, direkte ind i soldaten. Samme grønne uniform, samme røde bånd om armen.

 Regnen silede stadig ned over situationen og gjorde alting sløret men Annas hjerne var klaret op. Imens de to soldater rullede rundt på gaden løb Anna hen til Marius. Hun knælede ved hans side. Da han så hende spredte et pint udtryk sig over hans ansigt som om han skammede sig.

Uden et ord trak Anna ham på benene og de plaskede hen mod husene, de to soldater stadig kæmpende i gaden.

  Marius åbnede døren til sit hus og skyndte sig indenfor. Anna tøvede på dørtrinnet og kiggede tilbage.

Længere nede af gaden råbte den ene soldat til den anden på tysk. Selvom hun ikke forstod sproget var hun sikker på, at det ikke var venligt det soldaten havde sagt.

Den rødhårede soldat vendte sig og løb væk derfra, skvattende i vandpytterne. Der stod kun en tilbage nu; han mødte frygtløst hendes blik. Hun vidste det var ham. Der var ingen tvivl.

  Splittet kastede Anna et blik ind i Marius’ varme stue. Så lukkede hun forsigtigt døren og tog de to trappetrin ned til gaden.

Han satte sig også i bevægelse. De nærmede sig langsomt hinanden som om de hver nærmede sig et utæmmet dyr. Det var farligt og de burde ikke gøre det. Men der var noget i luften de simpelthen ikke kunne ignorere.

  Da de stod overfor hinanden fik Anna endelig mulighed for at studere hans ansigt; de skarpe kindben, de funklende øjne. Hans ene brilleglas var knust og et blåt øje var ved at forme sig på venstre side af hans ansigt.

  Forsigtigt rakte hun op og rørte. Han fortrak en pint grimasse men gjorde ikke modstand. Da deres hud strejfede hinanden gik der et stød igennem hende og hun trak hånden til sig.

   ”Tak.”

  Vand fløj om hende da hun drejede rundt og løb tilbage til sin dør. Det var forkert at stå i regnen med denne mand, og hun havde lovet sig selv at intet skulle ske imellem dem. Hun forbandede sine ustyrlige impulser langt væk. Hun lukkede hurtigt døren og lænede sig udmattet op ad den. Et nervøst smil farede et splitsekund over hendes læber.

Så kom tårerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...