Tyskertøs

Intet var som før, og intet ville nogensinde blive som før. Med tyskere på hvert gade hjørne, var der ikke meget frihed for Anna i København, årstallet 1945. Krigen har her fire år på bagen, og den danske befolkning er utilpasse med tyskernes overtag. Dog foregår der stadig åbenlyse romancer imellem danske piger - såkaldte ”tyskertøser” - og de tyske soldater. Men lige rundt om hjørnet lurer forbudte følelser og snart finder Anna sig selv på vej ned af en vej, hvor social udstødelse, offentlig ydmygelse og hårde ord lurer.
(Bemærk, prologen er et minde fra starten af krigen.)
(Denne movella kom i finalen i Historisk Fiktion konkurrencen men vandt ikke. Tillykke til vinderne!)

28Likes
35Kommentarer
2916Visninger
AA

3. Farlige Følelser

      Der var halvmørkt i Nielsen familiens trange stue. Det var ved at være op ad aftenen og både værter og gæster var slumret ind i deres egne tanker, stirrende ind i kaminens varme gløder. Den varme glød fra den nedgående sol sendte skyggerne langt hen ad gulvet og gjorde alle i rummet søvnige. En solstråle ramte Sigrid Kvist i ansigtet og hun rettede sig op med et sæt.

     ”Vi må se at komme hjemad,” udbrød hun og trak brutalt alle ud af deres tankeverdener. ”Solen er ved at gå ned.”

     ”Lad os blive lidt endnu,” mumlede Anna sløvt og trak benene tættere ind til sig i den store lænestol. På armlænet sad Marius Nielsen, nabodrengen og i sofaen overfor dem sad deres mødre. Deres fædre og brødre havde for længst fortrukket sig til andre gøremål.

     ”Bliv du bare lidt endnu, hvis du har lyst, Anna,” tilbød Agnete Nielsen, Marius’ mor venligt. ”Hvis det er i orden med dig, Sigrid?”

 Hun tøvende men vinkede så ligegyldigt og rejste sig op.

     ”Ja, ja da. Men hver hjemme inden mørkets frembrud! Jeg går nu.” De to kvinder rejste sig og gik til døren.

     ”Lav nu ikke ulykker!” truede Fru Nielsen med en streng pegefinger rettet mod Marius. Da hun var væk smilede han kækt til Anna. Langsomt lod han sig glide ned ad ryglænet og ned i sædet. Anna hvinede højt da hun blev presset ind i mellem ham og stolehjørnet.

     ”Hvad har i gang i?” Marius’ mor kom trampende ind i rummet med et viskestykke i hånden og kiggede bebrejdende på dem. ”Marius, kan du så lade hende være i fred.” Marius gloede stædigt på hende. ”Nu!” Han sprang op ad sædet og styrtede med en påtaget vred mine op ad trappen til sit værelse.

    ”Han bliver da aldrig voksen,” sagde Fru Nielsen med et overbærende smil på læben. Hun slyngede kluden over skulderen og kigge på Anna. ”Lov mig at du holder ham fra at gøre noget dumt.”

  Anna grinede og lovede, at hun ville gøre sit bedste. Da Fru Nielsen forsvandt tilbage i køkkenet rejste Anna sig og gik op ad trappen til Marius’ værelse. Han havde hemsen som sin lille private hule ligesom hans bror engang havde haft og deres far før ham. Han havde arvet den da han fyldte seksten så han havde endnu ikke fået indrettet det som han ønskede.

  Da Anna trådte ind lå Marius henslængt på sengen i den fjerneste ende af værelset. Hans øjne var lukkede. Anna gik stille derhen og satte sig op at væggen ved siden af sengen. Den nedgående sol kastede skygger over hans velformede ansigt. Hans læber var let splittede i ind og udåndinger og få totter vildt hår faldt over hans pande.

  Udmattet lænede hun sit hoved mod bagvæggen og lukkede selv øjnene. De sidste dage havde været hektiske. Udover, at der havde været et usædvanligt mylder af mennesker i butikken havde hendes mor også fået hende til at gå til et klubmøde for, som hun udtrykte det, ’sofistikerede unge kvinder’. Hun var så utrolig opsat på, at Anna ikke lavede nogen fejl i livet, omgik sig de rette mennesker, lærte de rigtige manerer, og giftede sig med den rette mand, fik børn og døde længe efter hun selv var død og borte. I den sag havde Anna ikke noget at sige. Hendes far og bror var enige, så den eneste hun kunne vende sig til var hendes bedste ven.

    ”Marius …” hendes stemme var knap en hvisken, bange for at vække ham for at han sov. Han udstødte et bekræftende grynt. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.” Stilhed. Hun var ikke sikker på, om han sov eller ventede på at hun fortsatte.

    ”Gøre ved hvad?” Hans stemme lød alt for høj - malplaceret midt i stilheden.

    ”Min mor bestemmer alt hvad jeg gør for tiden,” svarede hun og åbnede øjnene for kun at se, at Marius lå præcis på samme måde som før.

    ”Hun plejer da ikke at være sådan,” mumlede han.

    ”Præcis.” Anna stirrede frem for sig og en scene fra nogle dage siden kørte bag hendes øjenlåg. En tysk soldat i deres butik, hendes mors ubehag. ”Jeg tror det kom efter at den soldat besøgte vores butik,” sagde hun, mest henvendt til sig selv.

    ”Hvilken soldat?” spurgte Marius og åbnede øjnene, pludselig meget vågen.

    ”Tag det roligt,” hun smilede ad ham. ”Der skete ikke noget. Det var en tysk soldat der ville takke min mor for hendes hjælp med deres forsyninger.”

    ”Det lyder ikke helt rigtigt.” Marius havde lukket øjnene igen, men hun vidste at han lyttede.

    ”Nej, jeg ved det. I fem år har de ikke takket os for vores ydelser, så hvorfor gøre det nu?”

    ”Måske fordi de føler nederlaget lure om hjørnet?” Marius smilede et frækt smil og Anna puffede let til ham. Det var sandt at det havde lykkes den danske modstandsbevægelse at sabotere en hel del på det sidste, men det var usandsynligt at de ville have nogen større chance mod tyskerne.

    ”Måske,” smilede hun og lukkede øjnene. ”Men der var noget specielt ved ham her, Marius. Jeg kan ikke lige sætte min finger på det. Han havde den her glød i øjnene, som om en ild brændte indenunder. Og den måde han snakkede på, som om der var så meget mere mellem linjerne. Mystisk, det er det ord jeg leder efter. Da han så mig i øjnene fik jeg den her underlige følelse af, at være i et tidsløst rum. Min mor var meget uhøflig overfor ham, men det prellede af på ham. Jeg kunne se på hende, at hun troede han havde gjort mig noget, eller at vi ligefrem havde et eller andet slags forhold. Hun havde det der bange blik. Fjollet, ikke?”

  Hun åbnede øjnene. Marius var i en dyb søvn og havde sikkert ikke hørt et ord af hvad hun sagde. Udenfor var solen næsten væk i horisonten, så hun kom på benene og gik ned i køkkenet for at sige farvel til Fru Nielsen. Hun åbnede hoveddøren, trådte ned ad stentrappen og ramlede direkte ind i en forbipasserende. Faste arme greb hende inden hun fald - grøn uniform, sorte, pudsede sko.

    ”Det må De meget undskylde, hr.” udbrud Anna højt og holdt blikket stift rettet mod gadens brosten. Han slap hende da han så hun kunne stå selv. ”Jeg så mig ikke for. Jeg prøver at nå hjem inden mørkets frembrud.”

    ”Der er intet at undskylde for.” Hun havde en underlig fornemmelse af, at have hørt hans stemme før. ”Skynd Dem nu hjem, frøken.” Hun nikkede og kiggede for første gang på hans ansigt. Med et sæt genkendte hun ham og han hende.

Lammet af øjeblikket stirrede de på hinanden indtil Anna rev sig løs og småløb resten af vejen til hendes dørtrin. Hurtigt åbnede hun og lukkede døren, smed sine sko og styrtede ind på sit værelse med en følelse der gav hende kvalme. Det var følelsen af spirende blomster, summende bier og varmen fra solen en sen sommeraften. Det var følelsen af spirende forelskelse og hun frygtede den mere end noget andet.

 

* * *

 

  Tidligt næste morgen stod Anna og bankede hidsigt på familien Nielsens dør. Hun vidste at Marius elskede at sove længe men hans far eller mor ville være vågen på dette tidspunkt. Efter mere banken åbnede Hr. Nielsen endelig døren. Den venlige mand med det store skæg smilede da han så hende.

    ”Anna. Hvorfor al den banken? Og hvordan er det dog du går klædt?” Hun kiggede ned ad sig selv. Hr. Nielsens undrer var begrundet. Efter en mere eller mindre søvnløs nat var hun styrtet ud af huset, kun iført sit nattøj og en kåbe, så snart solens første lys brød frem.

   ”Undskyld, Hr. Nielsen, jeg vækkede Dem vel ikke?”

   ”Nej, nej, kom ind, kom ind.” Han åbnede døren og lod hende komme ind i den varme gang. ”Og hvad kan jeg så gøre for dig, mit barn?”

   ”Jeg kom for at snakke med Marius,” svarede hun. Hr. Nielsen slog en høj latter op.

   ”Jeg troede du kendte ham godt nok til at vide, at han sjældent er oppe på denne tid af morgenen!” sagde han da han var færdig med at le. Hun smilede tvungent, for hvad der kørte i hendes hoved var langt fra en grund til glæde.

   ”Det ved jeg,” svarede hun. ”Men jeg tænkte, jeg kunne måske …”

   ”Vække ham?” spurgte Hr. Nielsen overrasket og lo igen. ”Ja, held og lykke med det. Han er ikke just let at være sammen med hvis han bliver vækket før tid.”

 Anna smilede, nikkede og gik mod trappen til hendes vens værelse. Så stille som muligt åbnede hun lemmen til det smalle rum og lukkede den lige så forsigtigt efter sig.

  I sengen lå Marius, utroligt nok i næsten samme position som han lå i, da hun havde forladt ham kun et halvt døgn inden, med lagener viklet om benene og et fredfyldt ansigt. Hun trådte nogle skridt tættere på. Gulvet knirkede faretruende under hende og hun fortrak en grimasse. Marius vendte sig mumlende men sov trygt videre.

    ”Marius …” hviskede Anna blødt. ”Marius! Vågne, vågne.” Han udstødte en utilfreds, men vågnende lyd og skjulte ansigtet i puden. ”Marius … ” Endnu en utilfreds lyd.

    ”Gå væk!” mumlede han vredt og vendte sig om på den anden side. Men hans ben var fanget i lagenerne og han var kommet for langt over i den ene side af sengen, så det næste øjeblik tumlede han ud af sengen og landede med et hårdt bumb på gulvet.

    ”For helvede!” Bandede han og kæmpede med lagenerne. Små grinende trådte Anna til hans assistance. Da han igen havde fået styr på hvad der var lemmer og hvad der var lagen kiggede han op på hende.

    ”Anna!” udbrød han undrende. ”Hvad laver du her?” Han kom på benene og smed lagenerne på sengen. Samtidig bemærkede de, at de praktisk talt begge stod i deres undertøj. Anna trak pinligt berørt kåben tættere omkring sig og Marius begyndte febrilsk at lede efter en bluse og et par bukser.

    ”Jeg kom for at spørge dig om noget.” Marius havde fundet en bluse og han trak den over hovedet.

    ”Ja?” Efter lidt søgen fandt han endelig et par bukser.

    ”I går aftes,” hun tøvede. ”Kan du huske hvad jeg fortalte dig om?” Han standsede og gloede på hende. Hans hår var en fuglerede og hans mund stod halvt åben, så hvis ikke Anna havde været bekymret ville hun nok have grinet.

    ”Er det kun derfor du har vækket mig så fandens tidligt? For at tjekke om jeg lytter til dig?”

    ”Nej, nej!” forsikrede hun ham. ”Du faldt i søvn og jeg er ikke sikker på, hvad du hørte.”

    ”Er det vigtigt?” spurgte han undrende. Det var tydeligt at han helst ville tilbage i seng. Hun nikkede. Med et træt suk dumpede han ned på madrassen. ”Jeg husker du fortalte mig om hvordan din mor bestemte over dig. Og noget med en tysk soldat i hendes butik.”

    ”Husker du andet?” Han rystede på hovedet og hun åndede lettet op.

    ”Var der noget specielt jeg skulle have husket?”

    ”Nej,” svarede hun og gav ham et hurtigt knus inden hun forsvandt ned at trapperne. Hans stemme fulgte hende ned ad trinnene.

    ”Og du syntes, det var en god nok grund til at vække mig?” råbte han med en irriteret snert i stemmen.

    ”Du har godt af at stå op noget tidligere.” Hun vendte sig for enden af trappen og kiggede op i hans gnavne ansigt. ”Tak.” Hans ansigt forvandlede sig til en komisk forbløffelse og hun lo. Lettelsen over, at han ikke havde hørt noget af det hun sagde fyldte hende. Når ingen vidste noget om følelsen ville det være nemmere at komme af med den. Og af med den, det skulle hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...