Tyskertøs

Intet var som før, og intet ville nogensinde blive som før. Med tyskere på hvert gade hjørne, var der ikke meget frihed for Anna i København, årstallet 1945. Krigen har her fire år på bagen, og den danske befolkning er utilpasse med tyskernes overtag. Dog foregår der stadig åbenlyse romancer imellem danske piger - såkaldte ”tyskertøser” - og de tyske soldater. Men lige rundt om hjørnet lurer forbudte følelser og snart finder Anna sig selv på vej ned af en vej, hvor social udstødelse, offentlig ydmygelse og hårde ord lurer.
(Bemærk, prologen er et minde fra starten af krigen.)
(Denne movella kom i finalen i Historisk Fiktion konkurrencen men vandt ikke. Tillykke til vinderne!)

28Likes
35Kommentarer
2913Visninger
AA

9. Bare endnu en tyskertøs

   Enden af April nærmede sig og danskerne kogte af had til tyskerne. Sprængninger i Jylland havde effektivt såret og dræbt soldater men også danskere var blevet ramt. København vrimlede med soldater og de fleste holdt sig inden døre.

  Anna gik tilbage til sin fortidige hverdag og Axel havde travlt med at patruljere området. Der var ingen smuthuller, og det var også det bedste. Anna huskede, hvordan hun havde prøvet at redde sig selv fra denne situation men været ude af stand til det. En frygt for at forelske sig i en anden voksede i hende, for Axel var den eneste ene, det vidste hun.

 

  Nyheder om, at De Allierede havde overvundet Tyskland nåede Danmark og det var dette der fik bærret til at flyde over. Vildt og ustyrligt håb spirede i danskernes hjerter og mange opførede sig som om de allerede var fri; tyskerne skød dem ned på stedet.

  Nazisterne strammede grebet om Danmark. Maj kom over dem og nazisterne var som på nåle.

 Den 5. Maj klokken 20:30 var en helt almindelig dag i København. Fuglene sang forårssange og knopper var ved at springe ud på træerne; de fleste familier sad om middagsbordet og de små børn var på vej i seng. Men da klokken slog 20:36 forandrede alt sig:

  Hos familien Kvist var der stille; Vagn var ikke kommet hjem denne aften. Fru Kvist vaskede tallerkenerne fra deres måltid op og Anna sad sammensunken ved bordet da den gamle radio skramlede larmende i gang og en fremmed stemme lød ud af højtalerne:

    ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”

  Fru Kvist tabte en tallerken på gulvet i ren forbavselse og den smadrede i tusind stykker. Anna udvekslede et mundlamt blik med sin mor men så sprang hun op. De omfavnede hinanden og hvinede af glæde. De var fri. Fri a Tyskland og det var ikke engang gået op for dem at det var sket.

  Fru Kvist rev mørklægningsgardinerne ned fra køkkenvinduet og udenfor så de familien Nielsen træde ud af deres dør. De løb begge udenfor. Længere nede af gaden så de andre familier komme ud af deres huse med mørke gardiner i deres arme. Nogen var mundlamme nogen hvinede af lykke.

    ”Vi er fri,” sagde Fru Nielsen og tog sin mands hånd. ”Vi er fri!” De fulgte strømmen ind mod indre by og så hvordan folk fejrede. Anna var fuldstændig mundlam. Danske flag hang ud a vinduer og bål brændte mørklægningsgardiner rundt omkring. Folk råbte og skreg, krammede hinanden og trykkede hånd. Glæden var overvældende. Anna mærkede et smil brede sig over sine læber; så meget lykke på samme sted havde hun ikke set i lange tider.

  Så strejfede en tanke hende; Axel. Hvis Danmark var fri hvad ville de ikke gøre ved de fjendtlige soldater. Eller var han allerede død? Frygt krøb ind i hendes hjerte trods den store glæde ved endelig at være fri igen og hun gled diskret væk fra sin mor og familien Nielsen. Ingen tog notits af hende, da hun løb igennem mængden med retning mod Axels lejr.

  Da hun rundede hjørnet ved lejren var hun lige ved at blive trampet ned af en gruppe  soldater med pakkede rygsække og alvorlige ansigter. De værdigede hende ikke ét blik men marcherede bare videre, ud af byen. Anna strakte hals for at se, om Axel var iblandt dem. Da en soldat på den anden side af gaden drejede hovedet mod hende, vidste hun, at det var ham. Han faldt langsomt ud af geleddet erkenerne fra deres måltid op go pnna sad sammensunken ved bordete aften, Fru Kvist vaskede tallerkenerne fra deres måltid op go

og deres øjne mødtes over soldaterne.

  Anna var desperat efter at komme over til ham, men rækkerne af soldater blev ved med at komme. Hun tog en hurtig beslutning og løb ind imellem soldaterne. Protesterende udbrud fløj efter hende men hun var ligeglad. Så snart hun var ovre på den anden side faldt hun ind i armene på Axel.

    ”Du er fri,” sagde han og kyssede hende flere gange. ”Du er fri, Anna!” Hun nikkede lykkeligt. Nu havde hun alt hun kunne ønske sig. Men det var åbenbart ikke hendes lod i livet at være lykkelig; en høj og skræmmende general nærmede sig dem og Axel lagde beskyttende armene om hende. Ophidset begyndte generalen at skælde ham ud. Det hele foregik på tysk:

    ”Hvad har du gang i Becker?!” Generalens ansigt var rødt af arrighed. ”Der er ikke tid til det pjat, vi er flygtninge nu. Gå tilbage i geleddet.”

    ”Nej,” svarede Axel. ”Jeg bliver her.” Svaret ophidsede kun manden endnu mere og han tog et hårdt greb i Axels skulder. Han strittede imod og rakte desperat ud efter Anna.

    ”Lehmann og Kellner, kom her!” På generalens ordre trådte to store soldater ud af gruppen. De tog Axel i en arm lås og begyndte at slæbe ham væk med Anna protesterende lige bag dem.

    ”Lad ham være,” råbte hun og fulgte dem ind i geledderne. Axel kæmpede imod men de to soldater var stærkere. ”Lad ham gå!” Tårer steg op i Annas øjne ved tanken om at miste ham endnu en gang og hun løb frem og greb hans ansigt. Kysset var så inderligt som det nogensinde havde været og hvis det var op til dem skulle det aldrig stoppe. Men så blev Axel revet væk. En af soldaterne slog ham hårdt over hovedet og hans briller fløj igennem luften. Han sank slapt sammen og hørte ikke Annas skrig.

    ”NEJ! Lad ham være! Axel! AXEL!” Hendes stemme knækkede over og hun græd hjerteskærende da to andre soldater tog hendes arme. De trak hende ud af geledderne og smed hende på jorden. Hendes hoved hamrede mod jorden og det slørede for hende da hun satte sig op. Allerede langt væk kunne hun se dem slæbe af sted med Axel.

   ”Nej” råbte hun men ingen hørte hende. ”Axel … Jeg elsker dig.”
Soldaterne trampede forbi hende, samme grønne uniformer, forskellige ansigter og Anna indså, at Axel bare var bare endnu en soldat i hæren. Og hun bare var endnu en tyskertøs.

 

 

 

Slut

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...