Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3561Visninger
AA

9. Zayn

Erikas synsvinkel:

Jeg sad her stadig. På toilettet. Det havde jeg gjort i  lang tid. Sophie havde været her oppe. Og Louis. Jeg havde ikke lukket dem ind. Jeg havde ikke brug for at snakke med nogen. Jeg skammede mig. Jeg havde flippet ud på Katherin, og hun havde sikkert stukket dem alle sammen en stor, fed løgn om, at jeg bare var en eller ande forstyrret teenager. Og drengene troede sikkert på hende. Hvorfor skulle de også tro på mig?

   Jeg var stoppet med at græde. Nok mest fordi der ikke var flere tåre tilbage. Min øjne var helt opsvulmede og røde, og jeg havde sikkert mascara på kinderne. Og morgenhår. Men jeg var ligeglad. Intet af det betød noget nu. Det eneste der betød noget var at jeg nok havde ødelagt alle chancer for at blive ordentlig venner med drengene igen.

   Jeg begravede mit hovede i mine hænder. Jeg tror ikke jeg havde haft det så fedt som jeg havde det før idag med drengene og Sophie. Nu måtte de jo tro der var et eller andet galt med mig.

   Det bankede på døren, og jeg kiggede langsomt op fra mine hænder for at se hvem det var. Hvilket sevlfølgelig var dumt eftersom døren var lukket og låst.

   "Gå," sagde jeg bare koldt. Uden at vide hvem der stod udenfor døren.

   "Erika, vil du ikke godt lukke mig ind?"

   Zayn.

   Hvorfor lige ham? Han var den eneste - og jeg mener ENESTE - person som jeg ikke var i stand til at afvise lige nu. Og det gjorde jeg selvfølgelig heller ikke.

   Hastigt rejste jeg mig op og rev døren op. Zayn så med et bekymret blik på mig, og trak mig så bare ind i et kram. Lige hvad jeg havde brug for. Et kram. Et dejlig, langt og varmt kram. Fra en jeg holdt af. Og selvom Zayn måske ikke holdt af mig, så holdt jeg af ham. Meget.

   Jeg begyndte at hulke. Uden der kom tåre ud af øjnene på mig, jeg stod bare der og hulkede. Jeg puttede mig længere ind mod Zayn, med hænderne mod hans bryst. Han puttede forsigtig sit hovede mod mit. Det føltes rart det her. Jeg følte mig sikker med Zayn. Han var som en storebror.

   Liam var ham den fornuftige og voksne storebror, - selvom han er yngrere end Zayn, - og Zayn var ham der altid kunne få dig til at føle dig tryg.

   Zayn trak sig langsomt fra mig, og prøvede at tørre mascaraen af min kind.

   "Kom," mumlede han og tog min hånd. Jeg fuglte efter ham ned til hans værelse. Han gjorde tegn til at jeg skulle lægge mig ned i hans seng, og det gjorde jeg så. Jeg rykkede mig langsomt ind, og Zayn kom og lagde sig ved siden af mig. Han begyndte at tegne små cirkler på min ryg.

   Tænk han virkelig kunne huske hvor rolig jeg blev når folk tegnede mig på ryggen. Jeg troede alle drengene havde totalt glemt mig, også Zayn. Og så kunne han huske sådan nogle latterlige detaljer om mig. Jeg smilede skævt mens jeg lukkede øjnene, og langsomt faldt i søvn.

 

***

 

Erikas synvinkel:

"Er du vågen?" hørte jeg en rolig stemme sige mens der blev rusket i mig.

  Jeg var jo enlig vågen, men jeg gad virkelig ikke op. I kender godt det der, når ens øjnlåg ligesom klistrer sammen hver gang man prøver at åbne dem, ikke? Lige nu følte jeg mig for træt til overhovedet at prøve at åbne øjnene. Jeg var viiiildt træt.

   Så i stedet for mumlede jeg bare et eller andet utydeligt og vendte mig om på maven, uden helt at være sikker på hvad jeg enlig gjorde. Det blev rusket i mig igen, og sløvt slog jeg ud efter hånden der prøvede at få mig op.

   "Erika, kom op," var der en der lo. Stemmen kom ikke fra personen der ruskede i mig, men hvem det var kunne jeg ikke lige sætte fingeren på. Til sidst blev dynen revet af mig og jeg vendte mig endelig om. Louis og Zayn stod foran mig.

   "Hey sleepy," jokede Louis mens han lagde sig over til mig på sengen. "Sovet godt?"

   "Hmmm," mumlede jeg søvnigt  mens jeg stadig kæmpede for at holde mine øjne åbne. Zayn satte sig ned ved siden af mig.

   "Vi er alene hjemme," fortalte Zayn med et smil, og jeg begyndte også selv at smile. Niall var her ikke, Katherine var her ikke. Og hverken Louis eller Zayn så ud som om deres indtryk af mig var blevet påvirket efter mit lille flip igår.

   "Jaaa," sagde jeg søvnigt. Louis grinte af mig.

   "Klokken er to," sagde han med et skævt smil, "Hvordan kan du være træt?!"

   Jeg trak på skuldrene før Zayn tilføjede: "Og du gik i seng klokken halv otte. Man kan da ikke sove så meget."

   "Det går da ellers meget fint for mig," gabte jeg og lukkede kort øjnene igen. Men i det samme var der en der tog fat om mit håndled og rev mig op af sengen.

   "Kom," sagde Louis mens han stadig havde fat om mit ene håndled. "Vi har lavet morgenmad," fortalte han stolt. Da han nævnte ordet mad kunne jeg pludselig mærke min mave rumle. Og Louis og Zayn kunne tydeligvis også høre det, for de begyndte at grine.

   "Er man lidt sulten?" spurgte Zayn med et drillende smil, mens Louis trak mig med ned i deres køkken. Jeg nikkede bare kort, mens et smil bredte sig på mit ansigt, da duften af bacon ramte mine næsebor. Tænk de havde lavet mad til mig. Sød ...

   Vi kom ind i køkkenet, og min mund formede straks et 'O'. På bordet var der spejlæg, pandekager, bacon, frugt ... Alt du overhovedet kunne ønske dig at havde til morgenmad. Der var fire tallerkener og fire glas.

   Vent, fire? Vi var da kun tre.

   Louis bemærkede mit spørgende ansigt, og kiggede så på mig.

   "Eleanor kommer," sagde han stolt. Han øjne strålede og hans smil gik fra øre til øre. "Hun sagde hun glædede sig til at se dig igen."

   Gud hvor jeg enlig savnede Eleanor. Det skulle blive SÅ fedt at se hende igen.

 

*Flashback*

 

Erikas synsvinkel:

"Er du klar, skat?" råbte Niall fra den anden side af døren. Jeg tog mig til min mave som rumlede helt vildt. Det gjorde virkelig ondt, og det kørte rundt i den. Jeg kiggede på mig selv i spejlet. Jeg havde en sort, stram kjole på som heldigvis sad okay godt på mig. Jeg havde også et par sorte stiletter. Jeg ville helst havde haft Converses, men Danielle og Eleanor havde insisteret på at det altså ikke gik når nu man skulle til Award Udeling. Hmpf. Jeg hadede stiletter. De var vildt svære at gå i. Jeg kom altid til at snuble eller et eller andet.

   Jeg kunne lige se det for mig. Billeder af mig som snublede og rev Niall med mig ned på jorden. Hvis det skete ville det være overalt. Facebook, Twitter, Tumblr, Instagram, Youtube ... Nok selv i fjernsynet. Det kunne da være sjovt.

   Hvis I ikke skulle havde gættet det, var det der igronisk.

   "Øhm, joh," sagde jeg og mærkede igen hvordan min mave kørte rundt. Jeg håbede bare det var fordi jeg var nervøs. Jeg kunne ikke blive syg nu, det kunne jeg bare ikke. Jeg havde glædet mig vildt meget til i aften. Der kom sygt mange kendte. Cher Lloyd, Ed Sheeran, Conor Maynard og HELE LITTLE MIX! Indtil videre havde jeg kun mødt Perrie og Jade. Jeg ville møde dem alle sammen. Og det kunne jeg! I aften. Så jeg skulle bare med - skulle. Om så jeg blev nødt til at havde en brækpose med mig, så VILLE jeg med.

   Jeg lod et sidste blik ligge på spejlet, inden jeg trådte ud til Niall som stod og ventede på mig.

   "Hey smukke," sagde han og gik over til mig. Han lagde armene rundt om mig og kyssede mig kort på munden. "Er du kla-" Han stoppede sig selv da han fik set ordenligt på mig. Han fik et undersøgende anigtsudtryk da han studerede mig nærmere. Var kjolen så grim?! Jeg gik næsten i panik. "Erika, du jo helt bleg," mumlede han bekymret.

   Jeg kystede afvisende på hovedet, og lagde nu også mine arme rundt om livet på ham, mens jeg gik tættere på ham. Det begyndte helt at kilde i maven, bare at stå sådan her med ham. Selv efter vi havde været sammen halvanden måned. Jeg elskede virkelig Niall højere end noget andet. Bare den måde han kiggede på mig ...

   "Det er ikke noget," sagde jeg bare til ham og håbede på han ikke ville spørge mere ind til det. Men det var jo Niall. Han var altid vildt bekymret for mig, så selvfølgelig lod han det ikke bare ligge. Han fjernede sin ene hånd fra min ryg, og lagde den på min pande.

   "Du er altså også varm," sagde han og kiggede undskyldene på mig. "Erika, du kan altså ikke tage med når du er så dårlig."

   "Nej, nej," skyndte jeg mig at sige. "Jeg har det fint, virkelig."

   Han lo lidt af mig. "Ved du godt hvor dårlig du er til at lyve?" smilte han. Og ja, det vidste jeg godt. Og det var vildt irriterende. Niall læste mig som en åben bog. Der kunne lige så godt havde stået med store fede bogstaver 'jeg lyver' i panden på mig.

   "Niall, jeg vil med," sagde jeg og jeg lød nærmest som et lille barn der tiggede efter en is. Men jeg ville med. Ville, ville, ville, ville!

   "Det kan du altså ikke sådan dér," sagde han og strøg mig blidt over panden inden han blidt kyssede den. Jeg elskede når han kyssede mig. Hans bløde læber mod min hud ... "Tag det roligt, der kommer jo andre fester," sagde han med et undskyldene smil. "Og du kan se det på fjernsynet."

   "Men jeg vil være der. Med dig. Og møde Little Mix," sagde jeg og lød denne her gang nok mere som et lille barn før juleaften. Og sådan følte jeg mig også. Jeg var sindsygt spændt og jeg ville ikke gå glip af det.

   "En anden gang," sagde Niall med et undskyldene smil. "Selvom jeg må sige du ser godt ud i den kjole," sagde han og blinkede til mig. Jeg rødmede og kiggede ned. Det var en dårlig vane jeg havde fået. Istedet for bare at sige tak. Det kunne jeg bare ikke få mig selv til. Jeg var bange for at det ville lyde dumt.

   "Kom," sagde han med et drillende smil. Hvad ville han nu? Pludselig lagde han sin ene hånd under mine ben, og den anden på min ryg, og før jeg kunne nå at sige noget lå jeg i hans arme. Men i stedet for at råbe og skrige at jeg ville ned, lagde jeg mig bare ind mod ham, og begravede mit hovede i hans jakke. Hans velkendte parfume fyldte mine næsebor, og et smil bredte sig på mine læber. Niall tog mig med nedenunder, og lagde mig forsigtigt på sofaen. Jeg kiggede på ham, og langsomt mødtes vores læber og sendte gnister rundt i hele min krop så jeg et øjeblik helt glemte tid og sted. Indtil Louis selvfølgelig skulle blande sig.

   "Hey, turdelduer, vi har ligesom lidt travlt her." Niall trak sig væk fra mig, og gæt engang - jeg rødmede.

   "Vi tager ikke med," sagde Niall og sendte Louis et bekræftende smil. Men så gik det op for mig hvad han sagde. 'Vi'?! Han skulle da med. Han kunne da ikke bare blive hjemme for mig. Jeg ville ikke komme i vejen for ham og fansene.

   "Niall, du kan bare tage med," sagde jeg og sendte ham et betrygende smil. Men den hoppede han ikke på.

   "Nope," sagde han, "Jeg vil gerne blive hjemme hos dig."

   Ligegyldigt hvor meget jeg gerne ville havde ham til at blive, kunne jeg altså ikke lade ham gå glip af det her.

   "Det okay, Niall," sagde jeg til ham. "Jeg klare mig."

   "Du kan da ikke være alene hjemme når du er syg," sagde han og 'Bekymrede-Niall' dukkede igen op.

   "Jeg kan godt bliver her," sagde Eleanor der lige pludselig kom ind i stuen. "Jeg har alligevel være til en milliard Award Uddelinger" fortalte hun, og før jeg kunne nå at protestere, havde de andre fastslået at Eleanor og jeg skulle blive hjemme. Jeg var glad for Eleanor blev her, da jeg ikke kunne lide at være alene om aften. Jeg var måske lidt en tøs ...

   Da drengene og Danielle endelig var gået, satte Eleanor sig ned ved siden af mig.

   "Vil du ikke havde de sko af?" spurgte hun og sendte mig et bekymret smil. Hvorfor var de hele tiden så bekymrede for mig?! Eleanor gik over til mig, og hjalp mig med at få skoene af. Så fandt hun et tæppe som jeg trak helt op over næsen. Et eller andet sted var jeg glad for jeg ikke tog med alligevel. Det ville havde været et helvede at være der over når jeg havde det dårligt.

   "Skal jeg ikke lave noget the?" spurgte hun og sendte mig et smil. Jeg nikkede. Jeg elskede the, men drak det alligevel ikke så tit. Hun gik ud i køkkenet for at lave theen, og jeg tændte for fjernsynet. Jeg sørgede for at skruge godt og grundigt ned for fjernsynet, da jeg nu også havde en smule hovedepine. Jeg fandt kanalen hvor Award Showet ville blive sendt. Britt Awards. Jeg ville måske aldrig få mulighed for at komme til det igen, og så lå jeg bar her hjemme foran TV'et.

   Red Carpet blev allerede sendt. Jeg genkendte straks Emely Sandé da hun kom gående. Åh Gud, det kunne havde været mig der kom gående dér!

   Efter noget tid ankom så Little Mix. Årh, jeg ville havde mødt dem idag! Ahhhhhhh..... De så alle sammen helt fantastiske ud. Perrie og jeg var ret gode venner. Altså ikke sådan bedste veninder agtigt. Men vi havde da shoppet sammen og sådan noget.

   Jeg kiggede op og så Eleanor komme gående med theen. Mig og Eleanor var også ret gode venner. Jeg var tit glad for hun var her. Det hele tiden kun at være sammen med fem drenge kunne blive en anelse anstrengende, så jeg blev altid glad når enten Danielle, Perrie eller Eleanor kom forbi. 

   "Her, søde," sagde hun og rækte mig en kop the der var dejlig varm og duftede godt. Hmmm, lige hvad jeg trænkte til.

   "Tak, El," sagde jeg. Hun satte sig ned til mine fødder og vi begyndte at snakke sammen. Om alt muligt. Ligefra hvad El fik til frokost og til hvad jeg havde tænkt mig at lave når jeg blev lidt ældre. Det lyder nok som om jeg var en lille pige, men jeg var altså sytten - i hvert fald snart. Og så kom drengene og Danielle endelig på skærmen. Mig og Eleanor klappede hurtigt i og fulgte spændt med.

   Showet var meget spændende i år og vi sad begge og grinte højlydt da Harry gemte sig bag pogrammet og skrålede begge to med da drengene var inde for at synge One Way Or Antoher  - det gjorde det ikke ligefrem bedre for den voksende hovedepine men det var hyggeligt.

   "ONE WAY, OR ANOTHER!" råbte vi begge to og hjuplede mens drengene gik ned fra scenen. Jeg tog mig næsten helt forpustet til mit hovede som faktisk dunkede helt. Eleanor sad bare der og grinte. Efter kort tid bippede der en SMS ind, og jeg kiggede nysgerrigt på min mobil skærm. Et billede af Niall dukkede frem, og afslørede jeg havde fået en SMS fra ham. Jeg gik ind og læste den.

   #Hey søde!<3 Hvordan går det? Jeg hygger mig helt vildt, men ville ønske du var her med mig! -Nialler:)xx#

   Et smil gled over min læber. Den virkning havde Niall altid på mig. Jeg skyndte mig ind for at svare ham.

   #Hi Nialler! Går ok, er ved at skrige mig med hæs med El... Hehe, ville også ønske jeg kunne være der med dig!<3 -Erika:)xx#

  "Var det Niall?" spurgte Eleanor spændt.

   "Hmm," mumlede jeg og tog en slurk af  min efterhånden kolde the.

   "Hvad skrev han?" spurgte hun så og træk sætningen ud. Jeg rullede øjnene af Eleanor, da hun begyndte at blinke hysterisk med øjnene, mens hun lænede sig en smule tilbage.

   "Spurgte bare hvordan det gik," mumlede jeg og lukkede kort mine øjne i. God, jeg var træt.

   "Er du træt?" spurgte Eleanor. Jeg nikke og sendte hende et skævt smil.

   "Hvordan kan du hele tiden være træt?" spurgte hun og sukkede, mens hun tog en af de chips, der på et eller andet tidspunkt hen af aftenen var blevet fundet frem.

   "Det er jeg da heller ikke," forsvarede jeg mig selv, men lød nok ikke specielt overbevisende, da jeg halvdelen af sætningen blev slugt af et gab.

   "Jo du er," sagde Eleanor og der bredte sig et smil på hendes læber. "Du er en af de dér vildt dovne teenager," fastslog hun og grinte, mens jeg rystede på hovedet.

   "Det er du da også," sagde jeg selvom om Eleanor nok var en af de mest friske personer jeg nogensinde havde mødt.

   "Søde ven, jeg er tyve," sagde hun og grinte. Jeg rullede med øjnene af hende, og tømte min kop helt for the. Og kort tid efter var jeg falder i søvn igen.

 

*End Of Flashback*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...