Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3524Visninger
AA

33. You Don't Remember?!

Erikas synsvinkel:

Jeg åbnede langsomt øjnene op og kiggede forvirret rundt. Hvor var jeg? Nårh ja, eftersidning. Oh God, var jeg faldet i søvn?! Jeg sukkede irriteret. Så lod jeg mine øjne glide op mod uret der hang over døren. Ti minutter i fire. Fedt, så var eftersidningen snart færdig.

   Jeg lod mine øjne glide rundt på alle folkene i lokalet. Der var ikke så mange, måske fire personer eller noget? Jeg ville bare hjem. Og så alligevel ikke. Jeg var så bange for at når jeg kom hjem ville det hele havde været en drøm. At Niall ikke var kommet hjem endnu. Jeg prøvede at berolige mig selv, men kunne ikke helt skubbe tanken fra mig.

   Jeg kiggede igen op på uret. Ti minutter. Hmpf. Kender I ikke det når det bare er som om uret står helt stille? Det er SÅ irriterende.

   Uh! Ni minutter. Så køre vi ...

   Jeg lod mit blik løbe over til læreren. Lige der på bordet foran hende var min mobil. Jeg havde virkelig lyst til bare at gå op og snuppe den lige for snuden af hende, men så ville jeg sikkert bare få endnu en eftersidning. Så var det bedre bare lige at vente ni - nej, otte minutter.

   Efter noget tid kiggede læren endelig ud på os med et træt blik. "I kan gå," sagde hun ligeyldigt. Uden at tøve sprang jeg op af stolen. Med hurtige skridt var jeg henne ved lærens bord. Jeg tog min mobil før læren kunne nå at komme med en eller anden kommentar. Jeg småløb ud af klasseværelset og ventede så ikke et sekund før jeg ringede til Niall. Jeg var virkelig spændt på at se ham igen.

   "Hej smukke," sagde han, og selvfølgelig slog min mave lige en lille koldbøtte, "Har  du hygget dig?" Jeg kunne forstille mig hvordan han sad et eller andet sted med et stort smil og et drillende blik. Jeg sukkede.

   "Yea, det er altid sjovt til eftersidning," sagde jeg tørt. Niall grinte af mig, og hans latter smittede.

   "Skal jeg komme og hente dig?" spurgte han så.

   Jeg rystede på hovedet og skyndte mig at tilføje: "Det behøver du ikke," da han jo ikke kunne se mig.

   "Men nu er jeg jo allerede her ovre," sagde Niall så. Jeg rynkede øjnbrynene - hvad mente han med det? I det samme kørte en stor, sort bil op foran mig. Jeg smilte som en idiot, og begyndte også at grine lidt. Jeg åbnede døren til bilen og hoppede ind. En storginende Niall sad foran rettet.

   "Hej skat," sagde han med et smil og lænte sig frem for at få et kys. Jeg gengældte det hurtigt - og længe - og satte mig så tilbage i sædet.

   "Hej," sagde jeg med et smil.

   "Jeg tænkte på," sagde han tøvende, "Vil du med hjem til mig idag?"

   Jeg grinte stille af ham. "Ja," sagde jeg så med et smil som han hurtigt gengældte, "Bor du stadig væk det samme sted?"

   "Har du været hjemme hos mig før?!" udbrød han, men så glattede hans ansigt ligepludselig ud, "Nårh, det var før..." Han afsluttede ikke sætningen. Jeg nikkede svagt, men tog mig så sammen og sendte ham et smil.

   "Bor du stadigvæk der?" spurgte jeg så og kunne stadigvæk se huset tydeligt for mig.

   "Hvor var det?" spurgte han med en rynke i panden, mens han startede bilen.

   "Det der hvide hus," sagde jeg, "Nede ved stranden."

   "Jeg har aldrig boet ved stranden, smukke," sagde han og drejede om hjørnet.

   "Kan du ikke huske det?!" spurgte jeg. Niall trak på skuldrene, og gav mig et hurtigt, undskyldende smil. "Okay, vend om," sagde jeg så beslutsomt.

   "Hvad skal vi?" spurgte Niall undrende, men vendte alligevel om.

   "Ud og se huset," sagde jeg kort, "Du skal dreje her."

   "Jamen der bor jo nogle andre nu," sagde Niall tøvende.

   "Og? Vi spørge bare om vi må komme ind," sagde jeg og trak på skuldrene, "Øh, du skal til højre her." I stedet for at dreje til højre, kørte han bilen ind til siden og så på mig.

   "Vi kunne jo være ... tyve, eller noget! De lukker os aldrig ind," sagde Niall nervøst.

   "Hvorfor skulle du nogensinde stjæle noget?" spurgte jeg og så hoverende på Niall, da jeg vidste jeg havde vundet den her. Han sukkede.

   "Fint," sagde han og drejede så til højre.

 

***

 

Jeg trådte ud af bilen og så op på det store hvide hus. Det var præcis som jeg huskede det. Jeg gav Niall et betyggende smil, og tog hans hånd. Så begyndte vi at gå op mod døren. Jeg ringede på og en gammel dame kom og åbnede døren. Fedt, det var meget lettere at overtale gamle damer ...

   Jeg fortalte damen hvad vi ville og hun tøvede ikke et sekund med at byde os inden for.

   "I går bare igang, så laver jeg noget saftevand," sagde damen og smilede hendes lille mormor smil til os. Vi nikkede og sagde tak. Jeg sendte Niall et hoverende smil.

   "Det gik da fint," sagde jeg med drillende øjne. Han grinte af mig og lagde hans arme rundt om mit liv. Så trak han sig ind til mig i et hurtigt kys.

   "Kom," sagde jeg ivrigt, "Jeg vil vise dig stuen." Han nikkede og tog min i hånden. Jeg fandt hurtigt vejen ind til stuen og smilede ved synet af den. Den havde næsten ikke ændret sig, bortset fra der var kommet nye møbler.

   "Har jeg virkelig boet her?" spurgte Niall med åben mund. Jeg nikkede og sendte ham et smil.

   "Lige der," sagde jeg og pegede ned på et tæppe foran en brandeovn, "Lå der sådan en stor sækkepude. Vi lå der tit hele natten og snakkede," sagde jeg og smilte ved mindedet. Niall smilte til mig.

   "Og der over stod der verdens grimmeste vase," grinte jeg. Niall kiggede på mig med et spørgende smil, "Du havde fået den helt vildt billigt på et loppemarked før X-factor og alt det der, og du ville ikke af med din igen," forklarede jeg grinende.

   "Hey, den vase har jeg endnu!" sagde Niall anklagende, men grinte også. Jeg slog hånden op for munden.

   "Ej, vel?" spurgte jeg. Seriøst, den vase var SÅ grim. Niall trak mig ind til sig og begyndte at kilde mig.

   "Niall!" sagde jeg og prøvede at komme væk fra ham.

   "Sig den er pæn," sagde han og blev ved.

   "Okay, okay," grinte jeg, "Den er pæn." Niall slap mig og jeg sendte ham et irriteret blik, men kunne ikke lade være med at smile, "Uh, vi skal op i soveværelset!" sagde jeg så spændt. Niall grinte af mig og fulgte efter mig op af trappen. Jeg åbnede døren ind til der hvor der engang havde været soveværelse. Det var vist et kontor eller noget nu.

   Jeg kiggede rundt på værelset. Jeg kunne stadigvæk se Nialls soveværelse tydeligt for mig.

   "Er det her soveværelset?" spugrte Niall med en rynke i panden.

   "Ikke længere, men det var," sade jeg med et smil, og stillede mig op af hans bryst mens jeg pegede ind på midten af værelset, "Dér havde du sådan en mega stor dobbeltseng. Og så havde du en hel masse billeder til at hænge på den der væg."

   "Hvilke billeder?" spurgte Niall nysgerrigt.

   "Mest af mig og drengene," sagde jeg med et smil. Niall rykede panden og stod og tænkte lidt.

   "Faktisk tror jeg, at jeg har de billeder endnu," sagde han så.

   "Virkelig?" spurgte jeg og han nikkede, "Uh, vi skal hjem og se billeder." Niall grinte lidt af mig og nikkede så.

   "Faktisk," sagde jeg så og vente tilbage til værelset, "Så havde du et køleskab over i hjørnet. Du ved sådan et lille mini et, fyldt op med mad. Der skulle altid være mad i, ellers så gik det helt galt for dig." Niall grinte lidt.

   "Så er der alligevel ikke så meget der har ændret sig," sagde Niall med et smil og trak på skuldrene. Jeg grinte lidt af ham.

   "Kom," sagde jeg og rev ham ud af døren igen, "Jeg skal vise dig noget andet."

   "Okay, okay," sagde Niall med et smil. Jeg rev ham med ned af gangen og fik ham med en på et værelse, som der nu var fyldt op med en masse kasser. Hvad det rum blev brugt til var svært at sige.

   "Hvad var det her?" spurgte Niall nysgerrigt.

   "Her inde havde du din guitar til at stå," sagde jeg med et smil.

   "Havde jeg et helt rum til min guitar?" grinte Niall med en rynke i panden.

   "Nope," sagde jeg, "Du havde også poolbord her inde. Og din playstation. Dig og drengene var altid herind og spille FIFA."

   "Virkelig?" spurgte Niall med et smil. Jeg nikkede.

   "Vi holdte endda FIFA aftner nogen gange," sagde jeg.

   "Vi?" sagde Niall spørgende. Jeg nikkede.

   "Yep, jeg var også med," sagde jeg.

   "Kan du finde ud af FIFA?!" udbrød Niall så.

   "Hva' - nej," sagde jeg med et grin, "Jeg tabte selv til Zayn."

   "Til Zayn?!" sagde Niall og brød ud i grin, "Wow, du er dårlig til FIFA, du er."

   "Hey," sagde jeg og daskede til ham, "Du er dårlig til bordfodbold."

   "Hvade jeg også bordfodbold?!" udbrød Niall og jeg grinte lidt af ham, "Så skulle jeg jo ikke havde købt et nyt."

   Jeg lo lidt "Du gad bare aldrig spille det med mig, fordi du altid tabte." Niall så mistroisk på mig.

   "Tabte jeg til dig?" spurgte han med rynket pande. Jeg nikkede hoverende, "Hmmm. Vi skal hjem og spille bordfodbold."
   "Hvis du turde," sagde jeg med et drillende smil. Af en eller anden grund kunne jeg faktisk tæske alle drengene i bordfodbold. Altså borset fra Harry, men han var altså også viiiiildt god til det.

   "Selvfølgelig," sagde Niall selvsikkert, "Kom. Damen sagde hun ville lave saftevand til os - måske er der også noget at spise til."

 

***

 

Niall åbede døren op til hans hus - altså det nye - som forøvrigt var enormt. Surprise, ik'? Han trådte ind foran mig og smed sine sko af. Jeg gjorde det samme og fulgte så med ham ind i et nyt rum ... som selvfølgelig var køkkenet.

   "Vi har lige spist?" sagde jeg med en rynke i panden.

   "Spist? Vi fik et par småkager hver!" sagde Niall og åbnede køleskabet - som han af en eller anden grund havde to af.

   "Du spiste ti eller sådan noget," udbrød jeg grinende.

   "Hey, jeg var sulten," forsvarede Niall sig og lukkede køleskabsdøren i igen.

   "Ja, det tror jeg på," mumlede jeg og himlede med øjnene.

   "Hvad sagde du?" spurgte Niall med et smil og gik over mod mig.

   "Ikke noget," grinte jeg.

   "Pas på," sagde han med et drillende smil, "Jeg kunne jo ringe til poititet og sige du ikke måte være her."

   "Niall!" sagde jeg irriteret, "Det er overhovedet ikke sjovt."

   "Undskyld, smukke, men det er det altså," sagde Niall så og åbnede et skab.

   "Nej - er du godt klar over det gav mig en månedes stuearrest?!" spurgte jeg irriteret, mens jeg satte mig ned på en stol og betragtede Niall rode skabene igennem efter noget at spise.

   Han kiggede overasket på mig. "Fik du stuearrest?!" spurgte han så og brød ud i grin.

   "Ti stille, Niall, det ikke sjovt!" mumlede jeg irriteret.

   "Hvad snakker du om?! Det er da mega sjovt," sagde Niall og krummede sig sammen af latter.

   "Hold din mund, Niall," mumlede jeg og sendte Niall et surt blik.

   "Undskyld, skat, men det er da lidt sjovt," sagde han så og prøvede at få styr på sig selv, "Her, tag noget chocolade - så er vi cool igen, ikke?" spurgte han og kastede et stykke chocolade til mig. Uhhh, jeg elskede chocolade. Jeg nikkede glad og Niall grinte af mig. Så gik han igen på jagt efter noget at spise.

   "Har du stadigvæk stuearrest?" spurgte Niall og prøvede at holde et grin inde.

   "Nope," sagde jeg og tog en bid ag chocoladen. Mmmhh ... "Men min mor er stadig vildt sur på mig. Vi siger aldrig noget til hinanden - jeg hader at være hjemme lige nu."
   "Så er det jo godt at din utrolig dejlige, lækre, over fantastiske kæreste kom hjem så du kan være hos ham i stedet for," sagde Niall med et smil og tog en chipspose ud af skabet.

   "Så længe du ikke er selvglad," sagde jeg ironisk og trak på skulderene. Niall grinte af mig.

   "Kom," sagde han så og tog min hånd, "Du skal se stuen." Jeg nikkede og fulgte efter ham ind i en stue, som var viiildt stor. Hvis I altså ikke havde regnet den ud ...

   Niall smed sig ned på en sofa og gjorde tegn til at jeg skulle komme og ligge mig ved siden af ham. Jeg lagde mig ned til ham og puttede mig ind til ham. Man lå vildt godt i den her sofa, og den var også pænt stor. Selvfølgelig.

   "Skal vi se film?" spurgte Niall og kyssede mig på panden, mens han strøj en tot hår væk fra mig ansigt. Jeg smilte helt uden at ligge mærke til det.

   "Ikke noget uhyggeligt," mumlede jeg så. Niall grinte, og lyden af hans latter fik min mave til at køre rundt.

   "Hmm, måske har jeg Svampebob," sagde Niall med drillende smil og jeg puffede lidt til ham, "Okay, lad os lade være med at se film." Jeg nikkede. "Så fortæl mig noget," sagde Niall. Jeg rynkede panden.

   "Om hvad?" spurgte jeg så.

   "Om dig selv," sagde Niall, "Jeg ved ingenting."

   "Hvad vil du vide?" spurgte jeg og kiggede op på ham. Han tænkte lidt, og så gik han ellers i gang med at spørge.

 

***

 

"Det gjorde du ikke," sagde jeg og kiggede overasket op på Niall. Han nikkede med et smil.

   "Jeg er sulten," sagde han så, "Lad os få noget at spise."

   "Det er en time siden du tømte din tredie chipspose, hvordan kan du være sulten?" spurgte jeg overasket. Der var seriøst et eller andet galt med den dreng ...

   "Klokken er syv. Det er aftensmadstid," sagde Niall og trak på skuldrene med et smil. Jeg sukkede.

   "Okay, men ikke Nandos," sagde jeg så.

   "Fint," sagde Niall, "Vi laver selv mad." Jeg sendte ham et mistroisk smil.

   "Skat, du kan altså ikke lave mad," sagde jeg med et drillende smil.

   "Hvad ved du om det?" spurgte Niall hoverende.

   "Når man glemmer at putte kaffepulver i kaffen, så er det altså ret indlysende," sagde jeg.

   "Det har jeg aldrig gjort!" forsvarede Niall sig, "Jeg kan slet ikke lide kaffe."
   "Det var til Lou," sagde jeg med et skævt smil.

   "Jamen, det har jeg aldrig gjort," sagde Niall igen.

   "Jo du har," sagde jeg igen med et undskyldende smil. Det var før ulykken, såh ...

   "Men, altså ..." sagde Niall og prøvede at finde på noget nyt han kunne forsvare sig selv med, "Kaffe er jo ikke mad." Jeg grinte af ham.

   "Okay, vi laver selv mad," sagde jeg så opgivende.

   "Fedt. Kan vi lave lasagne?" spurgte han spændt. Jeg grinte og nikkede så. Så skulle det laves mad ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...