Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3518Visninger
AA

1. Who Is She?

Erikas synsvinkel:  

 Jeg sukkede da min mobil bippede igen. Gav hun da aldrig op?!

   #Kom nuuu! Jeg vil give hvad som helst!# Skrev Sophie. Hun havde vundet to backstage biletter til en One Direction knocert, men jeg skulle under ingen omstendigheder med.

   #Nej... Du ved jeg ikke kan lide dem!# svarede jeg. Og det var løgn. Jeg elskede dem! Men det gjorde ondt at se på dem. Især Niall. Hver gang jeg så ham længdes jeg efter det vi engang havde. Af og til prøvede jeg at bilde mig selv ind at jeg hadede ham, men jeg vidste jo godt at jeg bare savnede ham. Savnede hans varme smil, skønne latter, hans Horan-hugs, hans smukke oceanblå øjne og hans bløde læber mod mine...

   Som i nok har regnet kom mig og Niall sammen. Engang. Det er et år siden vi slog op, og jeg var stadig ikke kommet over ham, selvom det godt nok gik bedre. Faktisk gik det ret meget bedre, og ligepræcis derfor skulle jeg ikke til koncert med ham. At se ham, ville bare få mig til at få det dårligt. Især når han ikke engang kunne huske mig... Jeg fik dårlig samvittighed af at tænke på det.

   Niall havde mistet hukommelsen. Eller, ikke hele hukommelsen, men et helt år af hans liv var totalt forsvundet. Han kunne ikke huske noget fra det, og derfor heller ikke mig. Jeg havde kun set ham på TV og plakater siden uheldet. Hans venner havde fortalt mig at Niall ikke havde lyst til at møde mig igen. Han mente ikke han havde brug for en kærste, og siden han alligevel ikke kunne huske mig, skulle vi bare stoppe med at ses. Og jeg havde slet ikke haft kontakt med ham siden. Selvom det var svært.

   #Kom nuuu.... Det ville betyde så meget for mig hvis du gjorde det!# skrev Sophie igen. Jeg hadede at skuffe hinde, men jeg kunne bare ikke få mig selv til det. Niall havde jo gjordt det tydeligt at han ikke gad mig mere selvom han ikke kendte mig.

    #Dsv, Sophie, men nej# jeg skulle lige til at trykke send men stoppede så mig selv. Jeg kunne ikke bare sådan skuffe Sophie. Hun elskede One Direction og brugte alt sin tid på at stalke dem. Hun vidste ikke noget om mig og Niall, der vores forhold aldrig blev offentliggjort. I pressen var jeg dengang bare en ubetydelig ven der tit hang ud med dem.

   Måske, hvis nu jeg tog en stor hættetrøje på, og så bare holdte mig i baggrunden ville det være ok? Tøvende slettede jeg teksten jeg havde skrevet til Sophie, og skrev i stedet:

   #Okay, men du skylder mig big time!;)# Med et suk trykkede jeg send. Koncerten var allerede i aften - Sophie var en smule sent ude - så jeg havde kun en time til at gøre mig klar. Jeg gik op på mit værelse og ledede mit skab igennem efter en stor hættetrøje. Jeg fandt en stor grå en hvor det stod 'Jeg Elsker London'. Jeg tog den over hovedet men fortrød med det samme da jeg huskede hvor jeg havde den fra.

   Niall havde givet mig den. Det var tredie gang vi ude sammen, og han havde valgt at vise mig London. Den var den aften han kyssede mig første gang. Den aften jeg fandt ud af hvor meget jeg enlig holdt af ham...

   Hurtigt tog jeg den af igen da minderne kome strømmende ind over mig. Jeg gemte den helt bagerst i skabet. Jeg ville ikke tænke på Niall mere. I stedet for fandt jeg bare en helt sort hættetrøje og et par lyseblå cowboybukser. Jeg satte mit lange, brune hår op i en høj hestehale og så var jeg ellers klar til at tage af sted. Jeg gik nedenunder og så Sophie havde skrevet til mig igen.

    #Du er en skat! Er der kl 8, smukke<3# Jeg smilede svagt over Sophies besked. Selvom det var svært at være glad lige nu. Jeg skulle møde Niall igen...

   Jeg kiggede på uret og så at den faktisk var otte. Jeg gik ud og så Sophies bil allerede var der. Sophie var atten og havde lige fået bil. Jeg havde ikke nogen bil endnu. Trist... Okay, tilbage til historien.

   Jeg traskede ned til Sophies bil og da jeg åbnede døren var One Direction musikken allerede igang på fuld skruge. Jeg satte mig ind og Sophie gav mig et knus der varede i ret lang tid.

   "Du er den bedste, ved du godt det?" sagde hun med et stort smil.

   "Jep, det vidste jeg faktisk godt," sagde med et smil. Sophie slog en stor latter op og begyndte så at synge med.

   "How comes she's so afraid of falling in lo-o-o-ve?" skrålede hun mens hun svingede hovedet fra sidde til sidde og sammentidig kørte. Multitarsking! Jeg havde faktisk aldrig hørt den sang, men nu hørte jeg helst heller ikke deres musik.

   "...Likes the way we kiss in the dark! But she's so afraid of falling in lo-o-o-ve!" blev Sophie ved mens hun hurtigt kigged over på mig med øjne der strålede og et smil der gik fra det ene ører til det andet.

   "Maybye she's just tryin' to test me?"

   Jeg fik en klump i maven da jeg hørte Nialls stemme. Hvad var det enlig jeg havde sagt ja til? Jeg skulle møde ham igen! Det hele ville gå galt. Jeg var sikker. Niall ville ikke havde noget med mig at gøre og så kommer jeg til en af hans koncerter - med backstage billetter! Hvad regnede jeg enlig med?!

   Slap nu bare af, Erika, det skal nok gå. Jeg prøvede og berolige mig selv men det gik slet ikke godt.

   Sophie trak mig ud af mine tanker da hun ligepludselig råbte: "Ow!" Jeg kiggede bekymret på hende med grinte af mig selv da det bare var en del af teksten.

   "Never thought it'd hurt so bad, getting over you!"

   Jeg kom til at grine lidt da jeg kom til at tænke på hvor godt det enlig passede. For jeg havde enlig aldrig troet at det ville gøre så ondt at komme over Niall.

   Sophie kiggede forvirret på mig, men jeg rystede bare på hovedet. Tænk at jeg var dum nok til at sige ja til det her.

 

***

 

   "Wohoooo!" jeg blev næsten døv af alle de skrigende piger. Sophie og jeg sad på forreste række og der var vildt høje skrig. Og det værste var drengene ikke engang var kommet ind endnu!

   En lille film kørte over skærmen om drengene. Jeg fik en klump i halsen da Niall kom på skærmen med hans store smil. Han havde næsten ikke ændret sig. Gud, hvor jeg savnede ham.

   Skrigende blev ti gange højerer og drengene løb ind. Det var første gang i et år jeg så Niall i virkeligheden. Og mine ben var virkelig ved at bryde sammen under mig. Og det galt vist også Sophie for hun begyndte at støtte sig op af mig mens tårene løb ned af kinderne på hinde. Men ikke engang det kæmpe smil der var på Sophies ansigt kunne få mig i godt humør lige nu.

   "Hejsa!" råbte Louis. Jeg stod helt lammet. Da mig og Niall kom sammen var Louis så godt som min bedst ven. Nu snakkede jeg heller ikke med ham, og jeg havde længdes efter at lave sjov med sammen med ham.

   "Hvordan har I det?" råbte Harry og smilede så hans kridhvide tænder blev afsløret. Publikum gik helt amok. Harry. Det var ham der fortalte mig at Niall ikke gad mig mere, og jeg fik helt kvalme af at tænke på det.

   "Den første sang vi vil synge," begyndte Zayn. Zayn var den jeg altid snakkede med mine problemer om. Men det var jo dengang. For nu snakkede vi jo slet ikke mere. Jeg kunne stadig huske den gang, for snart halvandet år siden. Mig og Niall havde været sammen i et halvt år og havde lige haft vores første skænderi. Jeg var sikker på at Niall nu ville gå fra mig, og jeg kunne ikke klare tanken. Da jeg ikke vidste hvem jeg skulle snakke med om det, gik jeg ind til Zayn. Han spurgte ikke hvad vi skændtes om, han lovede mig bare at det nok skulle gå. Jeg lå bare inde hos ham den aften. Han gjorde mig glad igen, og havde gjort det tit efter den aften. Zayn rev mig ud af mine tanker, da han snakkede videre igen: "Er en gammel sang. Faktisk vores første single." sagde han med et smil da publikum begyndte at skrige.

   "Ved i hvad vi snakker om?" spurgte Liam. Han havde sin sædvanlige røde skjorte på, og så selvfølgelig et par converses. Nogen ting ændredes bare ikke. Selv her på deres tredie verdenstourné var det det samme. Det var også sådan en skjorte han havde på første gang vi mødtes. Lige siden den dag havde han været som en storebror for mig. Det var også ham jeg holdt kontakten til længst tid efter mig og Niall slog op. Men han fik travlere og travlere jo bedre det gik for bandet, og til sidst glemte han mig vel. Han stoppede i hvert fald med at skrive.

   "Her kommer 'What Makes You Beautifull'," Jeg var helt færdig nu. Hans dejlige, irske accent havde slet ikke ændre sig spor. Hans smil var det samme, dog havde han ikke bøjlen mere. Og han stod med en guitar i hånden. Ja selfølgelig. Han elskede at spille guitar. Næsten højere end han elskede at synge. Næsten. Han havde lært mig lidt guitar, men det havde jeg efterhånden glemt igen. Ligesom han havde glemt mig.

  

***

 

Drengene perfomede fantastisk som altid, og jeg fik det dårligere og dårligere som tiden gik. Koncerten var ved at være slut, men der var stadig et par sange tilbage.

   "Før vi går igang med den næste sang, vil jeg bare lige sige, at i er FANTASTISKE!" råbte Louis. De andre drenge ærklærede de var enige og så gik de igang med næste sang.

   "Your hand fits in mine, like it's made just for me," begyndte Zayn. Hvorfor lige den sang?! Hvorfor ikke en eller anden anden? De havde forfanden da tre albummer at vælge i mellem og så skulle den sang med! Niall sang den sang til mig engang. Det var hans mærkelige, men stadig utrolig søde måde at spørge mig om jeg ville komme sammen med ham.

   "You'll never love you self half as much as I love you," begyndte Niall og jeg kunne ikke klare det. Jeg sagde til Sophie jeg gik på toilettet og før hun kunne nå at protestere løb jeg afsted. Men det var helt umuligt at komme forbi alle de skrigende piger. De skubbede og rev i mig, og det endte med jeg kom ud det helt forkerte sted. Jeg kiggede forvirret rundt og prøvede desperat at holde tårene inde, men det nyttede ikke noget. Snart mærkede jeg tårene strømme ned af mine kinder, sammentidig med at jeg kunne høre drengene sige farvel. Jeg vidste ikke hvor jeg var. Der var tre døre. På en af dem stod der 'Kantine', på den anden stod der 'Paul' og på den sidste 'WC'. Jeg gik over mod WC'et, men mine øjne kørte helt af sig selv tilbage på skiltet hvor det stod 'Paul'. Gad vide om det var Paul, som i deres bodyguard Paul? Hvis det var, burde jeg i hvert fald nok ikke være her.

   Men det nåede jeg ikke tænke nærmere over for jeg hørte stemmer. Jeg gik over mod WC døren, men den var låst. Desperat prøvede jeg at tørre tårene væk, men jeg vidste det ikke ville virke da mine øjne helt sikkert var helt røde og opsvulmede. Forhåbenlig var det en fan der bare ville gå forbi mig uden at opdage mig, men så heldig var jeg selfølgelig ikke. Faktisk var jeg det stik modsatte af heldig.

   "...Paul, jeg skal lige på toilettet," sagde en stemme jeg med det samme vidste tilhørte Niall. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere mod mit bryst, og jeg rystede. Jeg kiggede mig panisk omkring, men der var ingen steder jeg kunne gemme mig. Hvis nu jeg bare stod og lod som ingen ting ville han måske ikke opda-

   "Undskyld, men hvad laver du her?" spurgte Niall og kiggede på mig med hans søde blå øjne. Han anede ikke hvem jeg var. Hvordan kunne han glemme det? Ja, det var en trafikulykke, men alligevel.

   "Jeg... jeg.." sagde jeg men kunne ikke få et ord ud. Jeg havde en klump i halsen og jeg mærkede igen hvordan mine kinder blev våde. Ikke nu, Erika. Hvorfor skal du absolut tude nu?!

   "Shh," tyssede Niall og aede min arm, men jeg trådte hurtigt et skridt væk ved hans berøring. Min mave gjorde ondt, og jeg hyperventilerede en lille smule. I hans øjne lignede jeg sikkert bare en sindsyg fan. Bare en sidsyg fan... Tænk at det virkelig var sådan han så mig.

   "Er du okay?" spurgte han blidt, og fugtede hans læber med tungen. Det gjorde han altid. Jeg bed i læben. Hvad skulle jeg sige. 'Nej, ser du, jeg var din kæreste for et år siden, men så gad du mig ligesom ikke mere, og jeg er ikke kommet dig over dig endnu.' Det gik ikke rigtig vel?

   Så i stedet stod jeg bare der og gloede på ham. Jeg kiggede ham i øjnene. Hans flotte, ocean blå øjne. Hans sendte mit et skævt smil, og et bekymret blik. Hvor var han dog sød. Stop, Erika, han føler ikke noget for dig mere overhovedet. Bare kom videre.

   "Niall, kommer d-" Liam trådte ind og stivnede da han så mig. Han stod bare der med åben mund. Han så faktisk ret sjov ud. Hvis ikke jeg stod og var totalt forvirret ligenu havde jeg nok grint af ham.

   "Erika?" spurgte han forvirret. Jeg kiggede ned i jorden. Helt glemt var jeg alligevel ikke. Men han virkede ikke specielt glad for at se mig. Tænk, den en dreng havde været min 'ekstra storebror'. Jeg skulle aldrig været taget med til denne her koncert. Hvad tænkte jeg også på?

   "Erika, hvad laver du her?" spurgte han hårdt, hvilket fik flere tårer til at løbe ked af kinderne på mig. Erika, stop nu med at tude forfanden!

   "Jeg... jeg skulle bare- toilet... og så.." jeg stoppede op da jeg fattede at det totalt uforståligt. Jeg havde lyst til at løbe min vej, grave mig ned i et hul, og aldrig komme frem igen. Men jeg var totalt frosset til stedet. Jeg kiggede ned i jorden igen.

   "Erika," sagde Liam langsomt og gik over til mig. Jeg bakkede væk fra ham, men han gik bare tættere på mig. Da jeg ville gå væk igen tog fat i mit håndled. Ligesåstille tog han fat i min hage og fik mig til at kigge ham i øjnene. Jeg gjorde alt for at forhindre tårene i at pible ned af kinderne på mig, men intet virkede.

   "Erika, hvad laver du her?" spurgte han blidere. Jeg trak været dybt ind og endelig stoppede tårene med at komme.

   "Jeg ville bare finde et toilet," mumlede jeg.

   "Nej, hvad laver du her til vores koncert?" spurgte han utålmodigt. Hans øjne var blide, men hans mund var helt stram og kun en streg.

   "Unskyld," svarede jeg og sukkede højlydt. "Min veninde ville have mig med men jeg ville ikke men så overtalte hun mig og jeg regnede ikke med at se jer."  sagde jeg hurtigt, så hurtigt at jeg var ved at snuble over ordene.

   "Er der nogen der vil fortælle hvad der forgår her?" spurgte Niall muggent. Han kiggede på os med korslagte arme og et irreteret blik. Liam sukkede og spurgte: "Hvad vil du vide?"

   Niall så et øjeblik forundret på Liam og sendte så mig et undersøgende blik. "Hvem er hun?" spurgte han så.

   Bam! Det gjorde ondt. 'Hvem er hun?' 'Nåh, ikke nogen særlig bare din EKS!' Han huskede overhovedet ingenting. Liam sendte mig et bekymret blik som om han kunne læse mine tanker og vidste hvor ked af det Niall gjorde mig.

   "Erika," sagde Liam ligegyldigt og rettede langsomt på hans skjorte.

   "Ja, men hvem er Erika?" spurgte Niall irriteret. "Hvor kender du hinde fra?"

   "Niall, det er en lang historie, jeg tror virkelig..." sagde Liam nervøst men Niall afbrød ham.

   "Fortæl det!" råbte Niall surt. Jeg kiggede ned i jorden. Hvordan gik det hele så galt?

   "Drenge, det er tid til backstage nu," sagde Paul som kom ind. "Erika!" sagde han glad da han så på mig. Mig og Paul kendte hinanden sådan ok godt. Han havde tit være med mig og Niall når vi var ude.

   "Hej Paul," sagde jeg stille og kiggede langsomt på ham. Han kom over til mig og trak mig ind i et kram.

   "Længe siden," sagde han med et smil. "Vi bliver desværre nødt til at gå nu. Backstage, du ved."

   "Selvfølgelig," mumlede jeg og kom så i tanke om Sophie. Hun var også backstage lige nu, jeg ville møde hinde der.

   Drengene og Paul gik.  Heldigvis var det overstået nu. Jeg behøvede aldrig at se dem igen. Aldrig. Jeg fiksede langsomt min mobil op af lommen og kørte fustreret en hånd gennem mit hår. Det kom et lille smil op på mit ansigt, da jeg så Sophie havde skrevet.

   #Hvor er du, skat? Venter på dig backstage! Sophie:)xx#

   Fuck. Jeg havde helt glemt hun havde backstage pas. Det betød jeg skulle ind til dem igen. Hvorfor var jeg så uheldig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...