Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3518Visninger
AA

14. What Happend?

Louis' synsvinkel:

Det hele var gået skævt. Vi havde gjort meget ud af at planlægge den her fødselsdag, og nu var det hele ødelagt. Erika lå sikkert oven på og græd. Vi vidste ikke præcis hvorfor endnu, men ligepludselig kunne vi bare høre hende løbe og så en dør der smækkede. Niall og Katherin skyldte os vist en forklaring. Og i samme sekund jeg tænkte den tanke kom de ind af døren. Hånd i hånd. Så var alt vel godt i mellem dem igen.

   Niall kiggede ned i jorden. Han var vel flov. Jeg forstod heller ikke hvad han havde gang i. Gik og holdte om Erika lige i snotten på Katherin?! Hvad havde han enlig regnet med?

   "Guys," startede han tøvende ud og kiggede op på os mens han kørte en finger gennem håret på sig. "Det er jeg sgu ked af," sagde han så og kiggede nervøst på os.

   Ked af?! Var det alt han havde at sige?! Han kunne måske ikke lige FORKLARE hvorfor han var ked af det? Eller hvad han var ked af?

   "Hvad skete der?" spurgte Liam med en rolig stemme. Jeg var glad for jeg ikke selv behøvede at spørge for så var jeg nok kommet til at råbe af Niall - og jeg hadede at skændes med Niall.

   Niall svarede ikke. Han stod bare der og kiggede ned i jorden mens han trykkede Katherins hånd. Hvad skete der for ham?

   "Niall," sagde jeg lidt for hårdt, men jeg var sur på ham. Hvis det var han skyld Erika på sin atten års fødselsdag lå oppe i sengen og græd, så håbede jeg virkelig han var ked af det. Virkelig.

   "Altså .... det var bare fordi," sagde han med kunne af en eller anden grund ikke fuldende sætningen. "Sorry guys, men jeg ved altså ikke hvordan jeg skal sige de-"

   "Niall, hvad skete der?" afbrød jeg ham koldt. Lige nu havde jeg ikke brug for noget af hans pis og han var tydeligvis en af grundende til at Erika havnede i sengen - ellers ville han ikke være så nervøs.

   "Jeg tror hun overhørte mig og Katherin snakke," mumlede han mens han nervøst kiggede ned i jorden. Efter at havde stået sådan lidt tid, regnede han vist endelig ud at det ligesom ikke var forklaring nok, og forsatte så: "Jeg ... jeg sagde at hun ikke betød noget for mig, og at - at jeg ville .... glemme hende efter denne her måned," han hviskede det sidste. Tænk han kunne være så dum! Hvordan kunne han sige sådan noget om hende?! Og forøvrigt var det tydelig at hun betød noget for ham. Måske ikke længere som kæreste, men et eller andet sted holdt han stadig af hende. Men mere som en ven nu. Eller en søster. Han var begyndt at blive overbeskyttende overfor hende - ligesom i gamle dage. Så et eller andet betød hun for ham. Ikke så meget som før, men stadig væk noget. Så hvordan kunne han sige sådan noget?!

    "Hvad gjorde du?!" vrissede Zayn. Han havde rejst sig op og begyndte at gå langsomt over mod Niall. Niall så skræmt på ham.

    "Sorry, Zayn," sagde Niall lavt, tydeligvis bange for Zayns reaktion. "Det var ikke meningen hun sku-"

   "Jeg gider ikke høre alle dine undskyldninger!" råbte Zayn. "Kan du ikke så hvor ødelagt hun var i forvejen?! Huh? Når hun elsker dig så fucking højt, hvordan fanden kan du så få dig selv til at sige sådan noget?! Betyder hun intet for dig? Ha! Niall, du er nem at læse," sagde Zayn så og hans tonefald var nu mere hoverende end sur. "Hun betyder noget for dig. Og jeg syntes du skal vide, at det højst sandsynligt er lykkedes dig at ødelægge hende helt denne her gang," og med de ord stormede Zayn ud af køkkenet.

   Niall stod der, helt lammet og neglet til stedet. Det var tydeligt at Zayns ord gjorde indtryk på ham. Han åbnede munden, men lukkede den igen. Han kunne slet ikke for nogle ord frem. Han var nok i chock over Zayn ikke tog hans parti. Niall var jo vant til at blive bakket op i alt hvad han gjorde af os. I hvert fald det meste.

   Liam kiggede tøvende på Niall. Det var tydeligt at han ville sige noget, men ikke lige vidste hvordan han skulle formulere sig. "Niall, jeg..." sagde Liam men Niall afbrød ham. Han var pludselig blevet rød i hovedet og hans øjne udstålede vrede. "Bare drop det Liam! Vi ved jo alle samme Zayn har ret! Jeg har fucking ødelagt hende - TO GANGE!" sagde han. Han havde sluppet Katherins hånd, der nu bare så på ham med et helt blankt ansigtsudtryk.

   Niall vendte sig om på hælende, da en stortsmilende Erika kom ind.

 

***

 

Erikas synsvinkel:

Selvom stemningen var en anelse mere presset end før, sad vi her igen. Smil på alles ansigter. Også mit. Det var falskt, men det var der. Jeg prøvede stadig at overbevise mig selv om at Niall ikke betød noget, men alt i alt tog det nok lidt længere tid at komme over ham. Det var jo ikke noget der skete fra den ene dag til den anden. 

   Jeg havde fået alle mine gaver nu, og jeg elskede dem alle sammen. Ligepludselig ringede Harrys mobil. Jeg kunne ikke lade være med at grine da ringetonen var Kiss You. Det var da lidt sjovt...

   Harry fik hurtigt fisket hans iPhone ud af lommen, og tog den så op til øret. "Det 'Harry."

   Jeg kigge rundt på de andre og blev ret overasket da de alle sammen sad med smørrede smil og kiggede spændt på enten mig eller Harry.

   "Oh, hey Lou," sagde Harry. Jeg kiggede forvirret rundt. Louis?! Han var her da i hvert fald for en halv time siden, for der var han igang med at putte smør i Harrys beanie. Det lykkedes godt nok ikke, men han var her da i hvert fald ....

   "Okay, ti minutter. See you," Harry tog telefonen ned igen og lagde på. Han kiggede op på mig med et drillende smil og rejste sig så. Han kom over til mig og trak mig op. "Kom," sagde han så.

   "Hvad skal jeg?" spurgte jeg forvirret mens jeg fuglte efter ham ud i gangen. Uden at svare på mit spørgsmål gav han mig mine sko, som jeg trådte i. "Harry?" prøvede jeg igen, men han lod som om han ikke hørte mig. Han tog fat om mit håndled og trak mig ud af døren. Louis holdte i hans enorme bil der ude og dyttede. Jeg kiggede forvirret på Harry, som bare trak mig over til Louis' bil. Han åbnede døren for mig og gjorde tegn til jeg skulle hoppe ind. Jeg tøvede men hoppede så ind. 

   Han smilte hans smil og afslørede hans smilehuller, lavede så hans lille hair flip og lukkede så døren for at gå ind igen. Jeg kiggede forvirret på Louis der var i gang med at starte bilen. Han smilte til mig og jeg sørgede for at gengælde det. Den eneste måde jeg kunne overbevise mig selv om at jeg var over Niall, var hvis jeg også kunne overbevise andre. Jeg måtte bare sætte en facade op. Hvis alle andre troede på jeg var over Niall, skulle jeg nok også selv komme det på et tidspunkt. Snart.

   "Såh," sagde jeg og sørgede for at smile så troværdigt som overhovede muligt, selvom jeg stadig følte mig helt ødelagt indeni. "Hvor skal vi hen?"

   "Jeg tænkte på," startede Louis og begyndte at køre. Han fandt et par solbriller frem som han tog på, og fortsatte så. "At vi kunne starte på Nandos?"

   "Nandos, igen?" spurgte jeg. Jeg var SÅ træt af Nandos. Vi havde fået det omkring hver dag siden jeg kom. Og så minede Nandos mig om Niall. Han elskede Nandos. Der var en gang, hvor han kom hjem til mig. Han havde taget Nandos mad med og....

    Stop der! Det dér er nok ikke den bedste måde at komme over ham på, smarte...

    "Skal vi ikke tage på McDonalds istedet?" spurgte jeg og blev helt sulten af at tænke på McDonalds. Jeg kunne godt spise en god burger lige nu. Niall fik altid cheeseburger med ekstra ost og ekstra k...

   Stop nu, Erika! Det sgu da ikke være så svært at lade være med at tænke på ham. Men det var det jo. Alt hvad jeg så minede mig om Niall. Alt. Jeg plejede at være god til bare at lukke af for mine tanker om Niall og tænke på noget andet, men det gik ikke så godt lige nu.

   "Klart," sagde Louis og smilte uden at fjerne øjnene fra vejen. "Jeg er også ved at være lidt træt af Nandos," fastslog han. Jeg slog en latter op - eller prøvede. Jeg kunne ikke rigtigt. Mine tanker kunne ikke lede væk fra Niall. Så min latter døde hurtigt hen.

   Louis kørte ind til siden. Vi holdte foran McDonalds. Sløvt træk han nøglerne ud af bilen, og kiggede så tøvende på mig.

   "Erika, du behøver ikke lade som om," sagde han og gav mig et bekymret blik.

   "Hvad?" spurgte jeg med hævede øjnbryn. Et eller andet sted vidste jeg godt hvad han snakkede om, men jeg spurgte alligevel.

   "At du ikke bekymre dig om Niall mere," sagde han og kiggede undskyldende på mig.

   "Det gør jeg ikke," sagde jeg men min stemme knækkede over og gjorde det hele endnu mere utroværdigt.

   "Måske kan du narre de andre drenge," sagde han og så kiggede alvorligt på mig. "Men jeg kan altså godt se at du lyver."

   "Jeg," begyndte jeg og slugte en klump. Jeg brude måske ikke blive så overasket, men Louis sagde det bare så pludseligt og det kom helt bag på mig. "Jeg ved ikke hvad du snakker om," fik jeg frem. Det var dumt sagt. Selvfølgelig gjorde jeg det. Men måske jeg kunne overbevise Louis om at han tog fejl?! Øh, nårh jah, for jeg virkede såååå overbevisende lige nu... Not!

   "Hvorfor vil du ikke indrømme der?" spurgte Louis en anelse hårdt. "Erika, jeg ved du lyver. Jeg kan se på dig at det gør ondt," han så en anelse blidere på mig. Jeg kiggede ned. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Hvordan jeg skulle reagere på det her.

   Louis havde igen læst mig som en åben bog. Jeg kunne ikke skjule noget. Hvad nu hvis de andre også havde lagt mærke til det? Hvad nu hvis jeg overhovedet ikke narrede nogen?!

   Ikke engang mig selv.

   Louis lagde sine arme rundt om mig og omfavnede mig i et ret akavet kram eftersom vi stadig sad i bilen. Jeg smilte ikke til ham. Det kunne jo ikke rigtigt betale sig at lade som om mere.

   "Vil du med ind?" spurgte Louis så og kiggede bekymret på mig. Jeg nikkede svagt og steg så ud af døren. Ikke engang solen der bagede på mig gjorde mig glad. Jeg kunne ikke blive glad igen...

   Nej! Jeg kunne ikke være det bekendt over for de andre. De havde tydeligvis gjort meget ud af den her fødselsdag og det mindste jeg kunne gøre var da at prøve at være glad. Ikke fake glad - rigtig glad.

   Så jeg skubbede Niall væk. Puttede alle mine tanker om ham ind i en boks og gemte den helt bagerst i hovedet. Jeg kunne glemme ham for en dag - bare en dag. Så i stedet for at gå og havde ondt af mig selv, sørgede jeg for at nyde den længe savnede sol. Jeg gik over til Louis og gav ham et oprigtigt smil. Han kiggede overasket på  mig, men smilte så igen.

   "Skal du med?" spurgte jeg da Louis ikke gik men bare stod og gloede undrende på mig. Han kom langsomt til sig selv og nikkede så. Han kom op til mig.

   "Jeg er viiiildt sulten," sagde Louis. Jeg gjorde mig enig og vi gik ind for at bestille.

   "Hvad skal du have?" spurgte Louis da vi stod ind i køen - som heldigvis ikke var særlig lang. Jeg hadede køer. Over alt i verden. Bare stå og vente, og vente, og vente, og vente, og ... I har forstået det. Godt.

   "Jeg bestiller bare selv," sagde jeg mens jeg overvejede om jeg skulle havde Cola eller smoothie. Det smagte jo virkelig godt begge dele. Kunne man ikke lave en cola smoothie? Hmmm.... Ej, okay, det ville måske være lidt klamt. Eller meget. Enlig ville det bare være eww. Det findes ikke allerede, vel?!

   "Nope," sagde Louis og smilte til mig. "Det er din fødselsdag - jeg giver."

   Jeg rystede på hovedet. Jeg havde allerede fået en gave fra ham, jeg skulle ikke havde flere. "Jeg betaler selv," sagde jeg og krydesede mine arme så han forstod jeg mente. Men, det gjorde han så alligevel ikke...

   "Skal vi slådse om det?" spurgte han og tog hans knyttede never op mens han begyndte at hoppe frem og tilbage. Han havde et stålende smil i ansigtet og det smittede virkelig af.

   "Du kommer bare, Boobear," sagde jeg og grinte mens jeg slog ham stille på armen. Han åbnede munden og så vildt sjov ud i ansigtet.

   "Kaldte du mig lige ... Boobear?!" spurgte han 'vredt'. Jeg grinte af ham.

   "Hmmm," sagde jeg og løftede hoverende øjnbrynene.

   "Det skulle du ikke havde gjort," sagde han og sænkede armene. Hastigt rev han sin pung frem fra sin lomme med ret overdrevede bevægelser. "Nu er det da helt sikkert at jeg betaler," sagde han truende.

   "Uhhh," sagde jeg igronisk. "Seriøst, Lou, jeg betaler."

   "Nope," sagde han. "Og flyt dig så, jeg skal betale." Jeg vendte mig rundt og så at kassedamen stod og ventede på os. Lidt pinligt. Men heldigvis sagde hun ikke noget for hun havde travlt med at fangirle over Louis.

   "OMG, du er Louis Tomlinson," hvinede hun mens hun klappede i hænderne.

   "Det er mig," sagde Louis og sendte hende et smil. "Jeg vil gerne havde to brugere med smoothieer til."

   "Nej du vil ej," sagde jeg irriteret til ham og slog ham på blidt på armen. Kassedamen lo nervøst af os og hævede så øjnbrynene.

   "Kommer I to sammen?!" spurgte hun så og hendes øjne blev helt store. Jeg blev helt rød i hovedet. Louis var KUN en ven og jeg hadede og tænke på ham anderledes.

   "Nej," sagde Louis hastigt. "Jeg har jo Eleanor," minede han så kassedamen om som bare nikkede forstående.

   "Klart," sagde hun så. "Nå, men det bliver hundrede kroner."

 

***

 

Erikas synsvinkel:

Det endte alligevel med at Louis betalte. Men jeg kunne ikke gøre noget. Da jeg tog min pung frem tog han den fra mig, så jeg havde ligesom ikke rigtigt nogen chance.

   "Jeg skal lige hente noget," fortalte Louis. Vi var hjemme igen og holdte uden for huset som der mærkeligvis så helt tomt ud. Jeg nikkede kort til ham og trådte så ind i huset som var helt stille. Jeg smed skoene af og tog min mobil op af lommen. Klokken var allerede tre. Og jeg havde virkelig haft en mærkelig fødselsdag. Jeg ville gerne sig god, men det syntes jeg ikke rigtigt jeg kunne. I morges havde den været perfekt, så forvandlede perfekt sig til lort, og nu havde jeg det enlig ok igen. Det eneste jeg havde brug for nu var-

   "SURPRISE!" Jeg skreg op da omkring tredive-fyrre mennesker ligepludselig sprang frem alle steder fra. Jeg glippede hurtigt med øjnene. Det der havde jeg virkelig ikke forventet. Wow. Jeg var helt målløs. Jeg knep øjnene hårdt sammen, men da jeg åbnede dem igen var alle menneskerne der stadig væk.

   Jeg kunne genkende de fleste af dem. Enten nogle af drengenes venner som jeg havde mødt før, eller nogen jeg gik i klasse med. Sophie måtte havde været ude med invitasioner igår. Men tænk de virkelig gad at dukke op.

   Okay, dumt sagt. Jeg boede i samme hus som One Direction. Selvfølgelig gad de dukke op. Ikke for min skyld - for drengenes.

   "Hey smukke," sagde Harry og kom hen til mig. Han var virkelig en flirt.

   Jeg gav ham bare et smil. Jeg var for chokeret til at svare.

   "Har I..." fik jeg frem men min stemme døde hen. Han nikkede og smilte. Han grønne øjne lyste af glæde, og jeg lo da han lavede hans hair-flip - for anden gang i dag.

   "Erika, kom med uden for!" råbte Sophie et eller andet sted fra. Jeg gav Harry et forvirret blik - hvad skulle jeg uden for - og fuglte så med. Og igen stod jeg helt chokere og i chok. De havde virkelig gjort meget ud af det. I deres pool - har jeg glemt at fortælle de han en pool? Det har de. Og den er stor. Som altid. I hvert fald, i deres pool var nogle folk allerede hoppet i og stod med drinks i hånden. Der var et bord placeret fyldt med drikkevare, chips, peanuts ... Og så en kæmpe kage hvor der stod tillykke. Jeg blev helt vildt glad. Tænk de havde gjort det for mig.

   Harry rev mig ud af mine tanker da han kommer over til mig med to øl i hånden.

   "Skal du have en?" spurgte han og smilte. Jeg kiggede undrende på mig.

   "Jeg må ikke drikke?" sagde jeg spørgende da jeg ikke kunne forstå hvorfor han spurgte. Han plejede da ikke ligefrem at gøre noget ulovligt. Dermed ikke sagt jeg aldrig havde drukket øl før. Selvfølgelig havde jeg det. Men jeg havde ikke sådan rigtig været fuld, og jeg plejede bare at smage andres alkohol når jeg var til fester. Det var godt nok sjældent jeg var det. Jeg havde ikke rigtig haft lyst siden mig og Nia-

   Ikke nu, Erika.

   "Duh, Erika," sagde Harry og kiggede på mig som om jeg var dum. "Du er atten!"

   Det havde jeg virkelig glemt. I dag var den første dag hvor jeg helt lovligt kunne drikke. Det skulle vel prøves? Jeg ville nok fortryde det i morgen. Eller, det ved jeg ikke - har aldrig haft tømmermænd før...

   I hvert fald så fik jeg drukket nok den aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...