Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3491Visninger
AA

22. USA

Erikas synsvinkel:

"Er de sure på mig?" spurgte jeg nervøst Niall og kiggede bange op på huset. Det store hus hvor jeg havde tilbragt de særeste tre uger af mit liv. Yep, vi holdte i Nialls bil ude foran Harrys hus.

   "Nej, hvorfor skulle de være det?" spurgte Niall undrende og klemte min hånd. Han sendte mig et betryggende smil, men jeg var stadig væk ret urolig.

   "Altså, jeg gik jo bare sådan ..." mumlede jeg og lod igen mine øjne køre over mod huset. Niall grinte af mig og jeg så forvirret på ham.

   "De er sikkert bare glade for at se dig igen," sagde han og lænte sig ind mod mig. "Hvem ville ikke være det?" Jeg rødmede og i næste sekund mødtes vores læber. Niall lagde hans hånd om min nakke og træk mig tættere ind til sig. Jeg kyssede ivrigt igen og lagde blidt min hånd på hans kind. Jeg kunne ikke forstå hvordan sådan en fantastisk dreng kunne være min ... Men det var han, og jeg var virkelig glad for det - også selvom det ikke helt var gået op for mig endnu. Jeg hadede at skulle gå væk fra Niall, også selvom det kun var fem minutter. Men jeg var bange for at han ville være forsvundet når jeg kom tilbage. At han ligepludselig bare sådan ville gå sin vej eller forsvinde op i røg. Jeg var helt seriøst også bange for at falde i søvn. Jeg var altid sikker på at når jeg vågnede næste dag ville jeg finde ud af at det hele havde været en drøm. Jeg ville vågne i Spanien igen, jeg ville blive nødt til at gå i skole, og Niall ville ikke længere være der. Det var virkelig ikke en rar tanke så jeg rystede den hurtigt af mig.

   "Niall," mumlede jeg mod Nialls læber mens jeg kørte min hånd igennem hans bløde hår. "Niall, vi skal ind," sagde jeg så og trak mig modvilligt fra ham.

   "Det ved jeg godt," sagde Niall men lænede sig alligevel ind efter et kys mere. Jeg skyndte mig og læne mig tilbage og lagde min finger på hans læber i stedet for. Jeg rystede på hovedet.

   "Det der må vente til senere," sagde jeg så med et drillende smil. Niall sukkede.

   "Bare et til?" spurgte han bedende. Jeg rystede på hovedet og lagde armene over kors. "Du piner mig!" sagde han så langtrukket og højt. Jeg grinte af ham og gav ham så et hurtigt kys på panden. Han lyste op i et smil.

   "Kom," sagde jeg så og gik ud af bilen. Den kolde luft strømmede i mod mig. Det her var i hvert fald ikke Spaninen. Og helt ærligt, det var sommer. Hvordan kunne der være så koldt om SOMMEREN?! Niall kom op på siden af mig og lagde armen rundt om min skulder.

   "Er du klar?" spurgte han og sendte mig et smil. Jeg nikkede nervøst. Drengene burde være surer på mig. Jeg havde efterladt dem, det havde de ikke fortjent. Vi begyndte at gå op mod huset, men jeg stoppede op. Niall kiggede undrende på mig.

   "Niall, hvad nu hvis de er sure på mig?" spurgte jeg så igen. Niall sukkede lydløst.

   "Det er de ikke, det lover jeg," sagde han så og kiggede mig dybt ind i øjnene så jeg ikke kunne andet end at tro ham. "Vi har desuden en overaskelse til dig, så kom nu med ind."
   "En overaskelse?" spurgte jeg spændt og gav et lille hop fra mig. Hvilken overaskelse? Jeg eleskede overaskelser! Bortset fra man altid skulle vente mega længe før man måtte få at vide hvad overaskelsen var ... Jeg hadede at vente. Jeg havde INGEN tålmodighed - overhovedet.

   Niall nikkede og grinte af mig. "Hmm," sagde han så og vi begyndte igen at gå op mod hovededøren. Efter nogle sekunder stod vi foran hovededøren. Uden at ringe på skubbede Niall døren op. Jeg sendte ham et usikkert blik, men han sendte mig et beroligende smil og skubbede mig blidt indenfor. Jeg kiggede mig nervøst omkring. Det lignede sig selv - rodet og stort. Yep, intet var anderledes. Jeg hørte Niall lukke døren efter mig og sekundet efter sprang en anden dør op foran mig.

   "Erika Julie Larson, hvis du nogensinde - NOGENSINDE - går på den måde igen, så lover jeg dig at jeg vil ... øhm, jeg ... jeg kvæler dig i banan skrald!"

   Jeg kiggede forskrækket op. Der stod Louis med hævet finger og et alvorligt ansigtsudtryk. Han gjorde mig faktisk næsten bange. Jeg kiggede undskyldende på ham. Jeg skulle aldrig være kommet - de var virkelig sure på mig.

   Vent - kvæle dig i banan skrald? Det kunne han da ikke mene seriøst!

   Og ganske rigtigt, sekundet efter brød han sammen af grin. Jeg sendte ham et irriteret blik men lo også en smule selv.

   "Du skulle havde set dit ansigt!" råbte Louis mens han krummede sig sammen af grin. Han træk vejret dybt et par gange og kiggede så lidt mere alvorligt på mig - lidt. "Ej, undskyld," sagde han så og gik over og træk mig ind i et kram. "Det er godt at se dig."
   "Det er også godt at se dig," sagde jeg og træk mig lidt væk fra Louis. Han smilte til mig.

   "Men jeg mener det," sagde han så alvorligt igen, "Du går IKKE på den måde igen." Jeg rystede på hovedet og sendte Louis et overbevisende smil. Ligepludselig blev Louis skubbe væk og foran mig stod en storsmilende Liam.

   "Erikaaaa!" råbte han og træk mig ind i et kram.

   "Liammmm!" sagde jeg lidt lavere og  gengældte krammet. Han træk sig fra mig igen og studerede mig.

   "Du er blevet brun," konstaterede han så. Af ren refleks så jeg ned af mig selv og opdagede jeg faktisk var blevet ret brun. Det var der vel heller ikke ligefrem noget mærkeligt i ...

   "Og du er stadig bleg," konstaterede jeg så og så grinende på Liam. Han åbnede munden, og kom så med en lille mærkelig lyd før han slog mig blidt over armen.

   "Så er Erika hjemme," sukkede han og trådte til siden. Bag ved ham stod Zayn. Uden at tøve sprang jeg over til ham og træk også ham ind til at kram, som han hurtigt gengældte.

   "Du gjorde mig så bange," mumlede han mod mit øre.

   "Undskyld," sagde jeg lavt og træk mig fra ham igen så jeg kunne se hans ansigt. Han smilte heldigvis så han var vel heller ikke sur. "Hvor er Harry?" spurgte jeg nysgerrigt da han ikke var til at få øje på nogen steder. Drengene træk alle sammen på skuldrene.

   "Vi ved det ikke. Han gik for en halv times tid siden, men han skal nok komme tilbage," forsikrede Liam mig. Jeg nikkede og vi gik ind i stuen. Jeg lagde mig ned på sofaen og sørgede for at brede mig nok ud. Det var mig der havde været ud at rejse, det havde været hårdt ... Jeg fortjente en hel sofa!

   Men nej. Der gik ikke to sekunder så var både Louis og Zayn over mig. Bogstaveligtalt - de satte sig på mig.

   "Flyt jer! I vejer," råbte jeg og slog ligeså stille Zayn på armen.

   "Så sit dig op," sagde Zayn hoverende.

   "Jamen jer er træt," sukkede jeg.

   "Aawww, hvor er det synd for dig," sagde Louis igronisk og lave en mærkelig grimasse. "Sit dig op."

   "Fint," brummede jeg. "Så flyt jer." Zayn og Louis rejste sig op og jeg satte mig op i sofaen. "Hvad var overaskelsen så?" spurgte jeg spændt. Niall grinte af mig mens han satte sig ned mellem mig og Zayn og lagde armen om mine skuldre.

   "Vi skal til USA i to måneder," sagde Niall spændt. Mit humør faldt helt ned på bunden. Det her var jo en dårlig overaskelse. Ja, jeg var måske lidt egoistisk, men jeg skulle undvære Niall i to måneder. Selvfølgelig var det godt for Niall og de andre de skulle til USA, men det havde de i forvejen været så mange gange, så jeg havde svært ved at se det gode i det.

   Jeg kiggede trist på Niall. "To måneder?" Niall nikkede mens et stort smil bredte sig på hans ansigt. Var han overhovedet ikke ked af at han skulle væk fra mig?

   "Lad vær med at være så trist," sagde Louis, "Du skal med, din paphat!"

   Wut?! Skulle jeg til USA i TO MÅNEDER med drengene. Jaaaaaaaaaaaaaaa!

   Jeg begyndte at smile helt hysterisk. Jeg skulle til USA, jeg skulle til USA, jeg skulle til USA ...

   Vent ... Hvad skete der enlig for 'klaphat'? Nå, ligemeget - jeg skulle til USA!

   Men så falmede mit smil. Flybilletter til USA var dyre, og jeg havde allerede brugt mange penge på flybilletter denne her måned. Jeg havde faktisk ikke rigtigt nogen penge tilbage. Så jeg havde nok ikke rigtig råd. Selvom jeg mest af alt havde lyst til at sige til drengene at jeg glædede mig helt vildt, så kunne jeg ikke. Når alt kom til alt kunne jeg ikke komme med, og det nyttede ikke noget at lade være med at fortælle drengene det. Det ville jeg jo blive nødt til før eller senere.

   "Jeg tror altså ikke jeg har råd til det," mumlede jeg og så ned på mine hænder.

   "Tag det roligt," sagde Niall, "Vi har snakket med din mor og hun ville gerne betale noget af det. Resten betaler vi."
   "Nej, I skal ikke betale," sagde og prøvede at lyde streng - hvilket kiksede totalt. Det duede jeg bare ikke til.

   "Jo, vi skal betale," sagde Louis i det samme tonafald som mig.

   "Nej, det er jo helt vildt dyrt at komme til USA, det skal I ikke betale," sagde jeg så opgivende.

   "Det gør vi heller ikke. Din mor betaler det meste," fastslog Liam.

   "Men ... men det stadig-"

    "Bare hold din mund, Erika. Vi betaler, punktum," sagde Zayn med et smil på læben. Jeg skulede til ham, og sukkede så opgivenede. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile - jeg skulle til USA.

   "Hvornår skal vi afsted?" spurgte jeg spændt og lavede et lille hop i sædet.

   "På onsdag," sagde Louis roligt og kiggede afventende på mig.

   Onsdag? I denne her uge?! Jeg skulle MINDST bruge en uge på at pakke! Og jeg havde kun ... okay, det pinligt - jeg kunne ikke huske hvad for en dag det var. Helt seriøst, jeg havde ingen anelse!

   "Hvad for en dag er det i dag?" spurgte jeg så lavt som muligt.

   "Mandag," sagde Niall med hans lille, søde rynke i panden.

   "MANDAG?!" råbte jeg og fløj op af sofaen. "Hvordan skal jeg nå at pakke på TO DAGE?!" Drengene grinte af mig og jeg så uforstående på dem.

   "To dage - det er da massere af tid," sagde Liam.

   "Nej?" sagde jeg til ham som om han var dum. To dage var langt fra nok!

   "Okay, kom, jeg hjælper," sagde Niall og rejste sig op. Han gik over til mig og tog min hånd. Han sendte mit et beroligende smil og så gik vi op for at pakke mine tasker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...