Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3510Visninger
AA

20. Turn Back Time

Louis synsvinkel:

Jeg kiggede efter Niall imens han vredt fortsatte ud af lokalet. Selvfølgelig var han vred. De journalister var skide irriterende nogen gange. Niall var i forvejen pisse ked af det, så selvfølgelig havde han ikke lyst til at svare på de spørgsmål - det kunne en hver idiot da regne ud. Selvfølgelig var alle journalister ikke irriterende - de fleste var faktisk flinke nok. Men så var der også nogen der bare ikke vidste hvor stregen gik.

   Prøv bare at tænke på Erika ... Hun måtte være helt knust. Eller måske, hvis vi var heldige, havde hun ikke set med. Men chancen var ikke så stor. Det inerwiev blev sendt live i ret mange lande. Men måske hun var rejst til ...

   Seriøst?! Jeg kunne ikke komme på ét eneste land hvor det interwiev IKKE blev sendt live. Det her var jo helt væk.

   Vi var alle sammen vildt forvirrede. Og selvfølgelig var kameraerne ikke slukket endnu. Journalisten sad og smilte et smørret smil mens han snakkede. Ingen af os hørte efter hvad der blev sagt. Tusind spørgsmål kørte rundt i hovedet på mig ...

   Hvor var Niall? Hvor var Erika? Havde hun set interwievet? Var hun okay? Og hvad med Niall? Og så det vigtigste spørgsmål af alle: Mente Niall det han sagde?

   Jeg var i tvivl. I starten var jeg sikker på at Erika virkelig betød noget for ham. Men nu ... Nu var jeg i tvivl. Hvis Erika betød noget hvordan kunne han så lade hende gå efter det kys? Det kom selvfølgelig bag på os alle sammen at hun rejste, men han sagde jo slet ikke noget da hun gik. Faktisk havde han været helt stille efter hun gik. Indtil nu. Måske var han faktisk sur på Erika. Det var jo på grund af Erika at Katherin slog op. Det var virkelig forvirrende alt det her.

   Ud af øjnkrågen så jeg Liam rejse sig og følge efter Niall, og tøvende fulgte jeg oogså efter. Det her var hårdest for Niall, så vi burde være der for ham. Jeg fandt Liam og Niall ude i garderoben. Niall havde hovedet begravet i Liams skulder mens Liam klappede ham på ryggen.

   "Hey Niall," sagde jeg og gik hen til ham. "Det skal nok gå," prøvede jeg at trøste ham mens jeg klappede ham stille på ryggen.

   "Jeg er sikker på Katherin nok skal tilgive dig," sagde Liam, men Niall svarede ikke.

   "Og hvis ikke, er der andre pige. Du er Niall Horan for pokker," jokede jeg og slog en lille, falsk latter op. Niall slog hovedet op med et ryg.

   "I fortstår det bare ikke, vel?!" vrissede han irriteret og tørrede sig med en voldsom bevægelse under øjnene. "Det er ikke Katherin. Det var aldrig noget rigtigt mellem os, og det ved I godt," sagde han og slog ud med armene, "Ja, jeg holdt af hende, men vores forhold havde ikke holdt længe alligevel."

   "Jamen hvad er det så?" spurgte jeg stille og forvirret. Hvis han ikke var ked af at Katherin slog op, hvad var han så ked af?

   "Det 'Erika, for fanden," råbte han af os. "Det var altid Erika."

   "Hvad mener du?" spurgte jeg selvom jeg havde en ide om hvad han mente.

   "Jeg..." sagde han og så på mig med blanke øjne. "Jeg tror jeg er forelsket i hende," hviskede han så.

 

***

 

Erikas synsvinkel:

Jeg vendte mig irriteret om på ryggen igen. Jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn. Tanken om at skulle starte i skole i morgen var ubærlig. Det var en uge siden Niall fortalte til hele verden jeg havde ødelagt hans og Katherins forhold og som i nok kan regne ud fik jeg ret meget hate lige nu. Jeg kunne ikke gå nede i byen uden folk råbte af mig. Jeg gik ikke længere på Facebook, Twitter, Instagram, Keek ... Ingenting. Ligegyldigt hvad jeg gik på var der bare hate, hate, hate. Piger der fortalte mig jeg var en led sæk, at jeg skulle holde mig væk fra Niall. At det hele var min skyld.

   Det værste var de havde ret. I det hele. Alt sammen. Det VAR min skyld det hele. Jeg SKULLE holde mig væk fra Niall. Og ja, jeg var vel også en ... øhm, led sæk. Jeg havde det virkelig dårligt med mig selv og havde prøvet totalt at skære mig af for offentligheden. Men det var svært. Min far vidste jeg havde det svært, men jeg havde ikke fortalt ham hvorfor. Jeg ville ikke blande ham ind i det. Der var kun tre der vidste hvad der rigtigt var sket. Min 'storesøster, lillesøster og lillebror'. Og de vidste det kun fordi de sådan, jah ... De stalkede One Direction lidt. Altså ikke min lillebror. Han havde hørt nogen snakke om mig i hans klasse og fundet ud af det på den måde. Heldigvis havde de lovet ikke at sige det til nogen.

   "Hej mus," sagde Alice som var hende 'storesøsteren' der vidste hvad der var sket. Det var nok også grunden til at mig og Alice på så kort tid var blevet så gode venner. "Jeg tænkte du ville havde lidt the?"

   Jeg rejste mig sløvt op i sengen og nikkede. Alice satte sig over ved siden af mig på sengen. Hun var virkelig drømme storesøsteren. Og hun var fakstisk ikke engang så meget ældre end mig - 20 år.

   "Hvordan har du det?" spurgte hun og rækte mig theen.

   Jeg kiggede på hende og sukkede så højlydt. "Forfærdelig for at være helt ærlig."

   "Det skal nok gå," forsikrede Alice mig mens hun satte sig længere ind på sengen. "Jeg har gået på den High School, og de er virkelig flinke - altså lærene. De var virkelig strikse med mobning og den slags."

   "Hmm," sagde jeg og tog en slurk af theen som varmede dejligt, "Men jeg er så bare så heldig at være hadet af alle piger på hele jorden. Jeg siger held og lykke til de lærere der skal få folk til at lade mig værre."

   "Erika, lad være med at tage det så tungt. Du er jo også blandt de ældste, du skal kun gå der et år," prøvede Alice at trøste mig. Hun kørte en finger gennem sit sorte hår og kiggede troværdigt på mig. Desværre skulle der meget mere til at overbevise mig.

   "Men hvad så efter det, Alice?" sagde jeg en smule irriteret. Det var ikke fair at være vred på Alice, hun prøvede bare at være sød, men jeg kunne ikke styre mig selv. "Efter det vil det være det samme. Alle hader mig, for jeg er en dårlig person. Punktum."

   "Erika, stop det der," sagde Alice strengt. "For det første er det ikke nogen grund til at være sur på mig. For det andet er du ikke en dårlig person. Niall var lige så meget skyld i det kys som du var."

   "Det kan du sagtens sige. Du er ikke en fan der elsker Niall over alt på jorden," sagde jeg og himlede med øjnene.

   "Hmm? Fortæl mig mere," sagde hun og pegede på sin t-shirt hvor hele One Direction var. Jaer, okay, jeg glemte hun var en fan der elskede Niall over alt på jorden ...

   "Det tæller stadig ikke, du min søster. Næsten," forsvarede jeg mig og tømte thekoppen. "Nåh, tak for the. Jeg må hellere få sovet."

   "Det var så lidt," sagde Alice og tog the koppen fra mig. "Det skal nok gå," sagde hun og sendte mig et beroligende smil. Jeg nikkede som svar selvom jeg var helt uenig og lage mig så under dynen igen.

   Næste morgen havde jeg næsten ikke fået sovet, men klokken ti minutter over otte stod jeg da alligevel på inspektørens kontor. Hvis altså det overhovedet var en inspektør? I hvert fald ham der bestemte.

   "Du er Erika, ikke?" spurgte en gråhåret mand med briller. Jeg nikkede. "Her er dit skema, din første time er i klasseværelset lige nede af gangen." Han gav mig papiret og med verdens største knude i maven trådte jeg ud på gangen. Der vrimlede med folk herude. Jeg prøvede at gemme mig bag skoleskemaet så godt som jeg kunne, men det virkede ikke.

   "Er du Erika Larson?" spurgte en stor, brysk pige. Hun kiggede hårdt på mig og jeg vidste det her ikke ville ende godt. Jeg lavede et lille nik med hovedet. Det nyttede ikke noget at lyve, de havde jo sikkert set billeder af mig på Twitter og sådan noget.

   Bag pigen stod to lidt  mindre pigere. De havde helt lyst hår som var glattet og der ansigt vær oversmækket med make up. Jeg kiggede mig usikkert omkring og opdagede vi havde opmærksomheden fra næsten alle på gangen. Pigen overfor mig tog fat i mit ærme og smækkede mig op af skabet.

   "Hvis du nogensinde rør Niall igen," spyttede hun mig nærmest i ansigtet, "Så sørge jeg for det bliver det sidste du rør ved." Og med de ord gik hun med de sidste to piger. Jeg kiggede forskækket efter dem. Hvorfor jeg var forskrækket kunne jeg ikke lige sige. Jeg burde vel havde set det komme og det havde jeg vel enlig også. Men de piger var virkelig skræmmende. Jeg rystede på hovedet og prøvede at klare mine tanker. Så gik jeg beslutsomt ned mod billedekunst lokalet.

   Jeg trådte ind i et lokale fyldt med råbende elever der stod på bordene, spillede papirsfodbold eller diskuterede et ligegyldigt emne. Jeg satte mig stille ned bagerst i hjørnet og håbede på ingen lagde mærke til mig. Denne gang havde jeg heldigvis heldet med mig. Efter fem minutter stod en dame klædt i en stram kjole og med en endnu strammer knold oppe foran tavlen. Hun mindede mig enlig meget om min mor. Jeg savnede hende lidt, men det var ikke liiiige det jeg gik og tænkte mest på.

   "Gormorgen alle sammen, sit jer ned, tak," sagde hun strengt. Folk fik sat sig ned og endnu sad jeg bagerst i lokalet helt uopdaget. Men så dejlige som lærere nu er, så skulle vores selvfølgelig ødelægge det. "Har vi en Erika Larson herinde?" Hvorfor lige hele mit navn?! Hmpf. Så stille som overhovedet muligt fik jeg sagt et 'her', men alle hørte mig tilsynladende og vendte opmærksomheden mod mig. De fleste af dem med dræber blikke.

   "Kan du ikke sætte dig her op til Jacob?" spurgte hun og nikked mod en dreng som heldigvis ikke var et af dræber-blik-menneskene. Tøvende tog jeg min taske op og begyndte at gå op mod Jacob. Med en stor knude i maven satte jeg mig ned ved siden af ham. Læren begyndte undervisningen, mens jeg bare sad og ventede på at et eller andet skulle ske. Hvilket jeg ikke behøvede vente længe på. Efter ti minutter lå den første papirsbold allerede på mit bord.

   #Die bitch!#

   Okay, jeg havde regnet med at folk hadede mig, men så meget? Jeg var virkelig bange lige nu. Ville folk virkelig ønske jeg var DØD?! Hadede de mig så meget? Jeg skyndte mig at gemme sedlen væk i mit penalhus før Jacob så den. Hvis han ikke vidste noget om at jeg havde ødelagt Niall Horan fra One Directions forhold var det bedst sådan. Han var nok ikke ligefrem Directioner for så havde han nok ikke været så venlig mod mig. Ikke at han var specielt venlig, men altså han havde da ikke sagt at jeg skulle dø. Endnu i hvert fald.

   Jeg kiggede rundt for at finde ud af hvem der kastede papirskuglen, men da alle sad med smørrede grin og dræber blikke på ansigtet kunne jeg ikke sætte fingeren på hvem det var.

   Resten af dagen skete der ikke så meget. Et par papirskugler i hver time hvor der stod at folk hadede mig, at jeg skulle dø, jeg var en bitch og en slut og sådan nogen ting. Jeg blev nogle gang skubbet ind i en dør eller et skab, og der blev råbt efter mig ude på gangen, men ellers var der ikke rigtigt noget. Lige nu var jeg på vej til frokost. Jeg var virkelig også ved at være sulten. Jeg trådte ind i den overfyldte kantine og prøvede ikke at tiltrække for meget opmærksomhed.

   Jeg gik op mod maden.

   Ingen havde opdaget mig endnu.

   Jeg tog en skefuld pasta.

   Stadig ingen.

   En skefuld kødsauce.

   Stadig ingen.

   Et glad vand.

   Og der var stadig ikke nogen der hav-

   Jeg mærkede noget varmt ned af ryggen på mig og hørte hele kantinen bryde ud i gisp og latter. Jeg vendte mig om og så en lyshåret pige stå med sin tomme tallerken i hånden. Af ren refleks rækte jeg om på ryggen. Det var et eller andet klistret og hurtigt gik det op for mig det var kødsauce. Min hænder fløj op til mit hovede som også var dækket af kødsauce, og så løb jeg ellers ud af kantinen og ind på toilettet.

   Jeg låste mig inde og gled ned af døren. Jeg sad der og græd. Ikke kun over kødsaucen. Over alt. Over hvor fucked up et liv jeg enlig havde. Måske det ville være bedst hvis jeg bare gjorde en ende på det hele?

  Nej.

  Jeg fik det helt dårligt af at tænke den tanke. Tænk at alt det her var kørt så langt ud at jeg overhovedet kunne overveje det. Jeg hørte klokken ringe og eleverne som gik til time. Nu kunne jeg tage hjem uden at blive opdaget af nogen af eleverne. Eller hjem kunne jeg ikke komme. Så skulle jeg til at forklare far hvad der var sket, og det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg måtte bare gå ned i byen eller et eller andet. Men ikke med kødsauce over det hele. Jeg rejste mig op og fik det værste kødsauce væk, og da jeg var nogleunde tilfreds med mig selv trådte jeg ud af toilettet. Gangen var heldigvis tom, og jeg skyndte mig ud af bygningen.

   Den varme luft ramte mig og det føltes godt endelig at være væk. Jeg løb hele vejen ned til byen. Da jeg enlig satte mig ned på en bænk tog det flere minutter at få min vejrtrækning på plads. Da den var fin igen fandt jeg min høretelefoner frem og skurgede helt op for musikken. Jeg ville ikke tæke på noget eller nogen. Lukke alt ude. Så sad jeg bare der på bænken i en times tid. Tårene stoppede ikke på noget tidspunkt, men heldigvis var der ikke nogen der sagde noget til mig. Hverken nogen der råbte lede ting af mig eller nogen der prøvede at trøste mig. Jeg følte mig alene. Hvem havde jeg at snakke med? Alice, ja. Men når du har problemer så vil du ikke snakke med en du har kendt i en uges tid vel? Nej, så vil du snakke med bedstevennen eller din mor. Og jeg havde efterladt dem alle sammen.

   Da mine ben begyndte at gøre ondt af at sidde ned, rejste sig jeg mig enlig op. Jeg træk musikken ud af øret og begyndte at gå lidt rundt. Klokken var kun to så jeg kunne stadigvæk ikke rigtigt gå hjem. Jeg gik ind i en kiosk for at købe et eller andet at drikke. Jeg fandt hurtigt en vand som jeg gik op og betalte for. Mine øjne gled ver på bladende. Et kæmpe billede af Niall var på forsiden. Det gav et ryk i min mave da jeg så ham, og jeg fik en smule kvalme. Det stod et teskt ved som jeg ikke kunne forstå, og så var der det her lille billede af mig. Til Brit Awards. Tækt det kun var en uges tid siden jeg var overlykkelig og på vej til Brit Awards med One Direction. Og så se på mig nu. Helt ødelagt og alene. Hvis bare man kunne spole tiden tilbage ...

   Jeg ville med glæde gøre det hele igen. Selv kysset. Jeg ved godt det aldrig skulle havde været sket, men det havde føltes så godt og så helt igennem rigtigt. Jeg betalte hurtigt damen og trådte igen ud i solskinnet. Jeg havde en klump i maven og en knude i halsen, men min øjne var vist langt om længe løbet tør for tåre. Igen. Det var sket et par gange på det sidste.

   Jeg skrugede låget af min vand og mærkede vandet strømme ned igennem halsen. Den kølede mig straks ned, men det var også det eneste. Kvalmen og knuden i halsen gjorde den ingenting ved. Faktisk blev det bare værre. Det var godt nok ikke vandet skyld. Vandet lå nemlig ned på jorden ligenu. Det røg ud af hånden på mig. Skylden lå hos drengen der stod ligeforan mig.

   Med hans kridhvide tænder, lyse øjne og oceanblå øjne. Ja, det var Niall.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...