Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3503Visninger
AA

2. Three weeks?!

 

Nialls synsvinkel:

   "Hvem var hun?" spurgte jeg for noget der føltes som tyvene gang. Hvorfor var der ingen der gad svare mig?! Jeg var virkelig irriteret på drengene.

   "Kan vi ikke tage det her efter backstage?" spurgte Liam. Han havde jo nok ret i at det ville være en god ide, men jeg var den eneste der ikke vidste hvem hun var og jeg var nysgerrig.

    "Bare sig det," sagde jeg længselsfuldt. Jeg kiggede over på Harry. Hvis nogle ville fortælle mig det så var det ham. Han var den dårligste til at holde på hemmeligheder. Hvis altså det her overhovedet var en hemmelighed. Det måtte det vel være.

   "Hør, Niall," sagde Harry langsomt. Han kiggede på mig med hans grønne øjne, og sukkede så.

   "Vi bliver altså nødt til at tage den her senere, vi skal afsted nu." Jeg vidste det ikke var det han ville havde regnet med at sige, men jeg kunne ikke gøre andet end at følge efter drengene. Jeg gik over til døren. Jeg kunne allerede høre fansne skrige hysterisk herinde fra. Jeg glædede mig altid til at se fansene, men idag havde jeg det af en eller anden grund anderledes. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg følte mig deprimeret idag. I hvert fald lige nu. Jeg ville enlig helst bare havde det her overstået så jeg kunne komme hjem og sove lidt. Og spise selvfølgelig. Måske jeg skulle tage på Nandos idag? Hmmm... Jeg kunne godt bruge en stor, dejlig burger lige nu.

   En dyb stemme rev mig ud af mine tanker. Paul.

   "Drenge, der er lige noget jeg skal snakke med jer om," sagde han. Vi drejede os langsomt rundt, og kiggede på en dybt forvirret Paul. Han lignede en der havde en kamp igang inde i sig selv. "Øhm ... der er noget vi ligesom har glemt at fortælle jer," begyndte han tøvende. Han så unskyldende på os. "Ser I, vi er kommet til at, øhm..." han stoppede igen, men tog så en dyb indånding og fortsatte så; "Åh, for pokker da. Nu siger jeg det bare. Vi har lavet en konkurrence hvor fansne kan vinde en måned der skal tilbringes med One Direction."

   Jeg stod og kiggede på Paul mens hans ord kørte rundt inde i hovedet på mig. Jeg elskede min fans, og jeg ville da ikke havde noget imod at skulle tilbringe en måned med nogle af dem, men hvorfor havde de ikke snakket med os om det? Det var ikke første gang sådan noget skete... De havde før gået bag om ryggen på os og lavet konkurencer og aftaler. Men jeg syntes helt ærligt at vi burde være med til at bestemme nogle af dem. De kunne da ikke bare love nogle en måned sammen med os, altså det var jo ... os.

   "Drenge, jeg er virkelig ked af at jeg ikke fortalte det før," sagde Paul og så undskyldene på os. Jeg var ikke sur på Paul - han havde sikkert ikke engang været med til at bestemme det. "I bliver nødt til at gå ind nu. Fansne venter," sagde han. Jeg kiggede over på de andre drenge. Louis så ud som om han havde set et spøgelse. Det kunne jeg nu godt fortstå. For ikke så lang tid siden var der en fan der havde vundet en uge med familien Tomlinson, og det havde været et helvede for ham. Men ligepræcis den fan havde vist også været ret sindsyg.

   Zayn havde overhovedet ikke ændret ansigtsudtryk. Han stod som altid med hævede øjenbryn, en let åben mund og et fraværende blik. Enlig så han altid sådan ud... Det var ret underligt når man tænkte over det.

   Harry så ret vred ud. Men det var ikke så mærkeligt. Det var tit Harry der blev gået bag om ryggen på. De lovede tit ting til andre, hvor Harry ikke vidste noget. Faktisk var der engang gået så vidt at der var blevet arrangeret et fake forhold, mellem Harry og en eller anden skuespiller, hvor han først fandt ud af det var fake efter de havde slået op. Han blev vilt såret, og nu jeg tænker mig om, så har han faktisk ikke haft en kæreste siden. Og der er næsten et år siden. Ja, du læste rigtig, Harry Styles har ikke haft en kæreste i et helt år! Bum bum buuuum... Ej okay, lidt over stregen måske?

   Liam så ikke vred ud. Bare mere skuffet. Det var typisk ham for han kunne bare ikke være vred på andre. Selvom jeg syntes at der virkelig var noget at være vred over.

   Paul lavede et kort host og vi så forvirret op på ham.

   "I har lidt travlt," mindede han os om med et skævt smil. Vi nikke og skyndte os så afsted.

 

***

 

Erikas synsvinkel:

"Erika!" var der en der kalte på mig. Jeg kiggede mig forvirret rundt. Her var fyldt om med skrigende og grædende fans. Og jeg ville HJEM! Men det kunne jeg jo ligesom ikke rigtig... Ikke uden Sophie. Og hun ville aldrig gå med til at gå hjem uden vi først havde været backstage. Eller jo, hvis nu hun vidste hvorfor jeg i virkeligheden ikke villle være her, så ville hun nok tage med mig hjem, men det havde jeg helt sikkert ikke tænkt mig at fortælle hende.

   "Erika, her over," var der en der igen kaldte. Jeg kiggede til siden og så Sophie stå og vinke til mig. Hun havde det største smil plantet på ansigtet og hendes øjne strålede bogstaveligtalt af glæde. Jeg prøvede at smile tilbage til hende, men jeg tror ikke det gik særlig godt. Jeg tog en dyb indånding og tørrede distrekt mine øjne med bagsiden af hånden. Sophie skulle ikke se jeg havde grædt. Jeg ville ikke ødelægge hendes møde med drengene, og så ville hun stensikkert også kræve en forklaring jeg ikke var klar til at komme med. Jeg gik hastigt over til hende, og prøvede på ikke at støde ind i for mange af de skrigende fans.

   "Jeg er SÅ spændt," sagde hun ivrigt. "Og, ved du hvad? De har lavet en konkurence hvor to Directioners her inde fra for lov til at bo med dem en hel månede!" Hun smilte over hele pæren.

   Jeg sank en klump. "Det er vel... der er vel noget man skal melde sig til for at vinde, ikke?" spurgte jeg og håbede for alt i verdenen på at hun ville sige ja. Jeg skulle i hvert fald ikke bo med One Direction i en måned. Det ville jeg ikke kunne holde ud.

   "Joh..." sagde hun tøvende. Et svagt smil gled over mine læber og jeg ånede lettet ud. Hvis jeg ikke var meldt til, så kunne jeg jo heller ikke vinde. "Men Erika," Hun blev abrudt da en stor mand jeg ikke havde set før kom ud. Han var klædt i et jakkesæt og havde en mikrofon i hånden. Han slog dumt på den med den ene hånd, og nikkede så tilfredst da der kom lyd ud af den.

   "Hej med jer," sagde han og kiggede på os alle sammen med et charmerende smil. Han grinte kort, da de fleste her indfra råbte 'hej' igen. "Som I jo nok har fundet ud af, så har vi en lille konkurence kørende," sagde han, og kiggede rundt på os med et drillende smil. Pigerne her inde skreg op og nogle af dem begyndte at græde. Mere. "Og nu," sagde han og ventede et øjeblik for at trække spændningen ud, "vil jeg afsløre hvem vinderne er."

   Jeg smilte tilfredst, da jeg vidste at jeg i det mindste ikke skulle se drengene efter i dag. Min øjne gled over på Sophie som stod og nikkede ivrigt, men stadig med et halvbekymret udtryk i ansigtet. Hvorfor var hun bekymret? Hun var nok bare bange for at gøre noget forkert når nu hun mødte drenge. For hende var det jo stort...

   "Men før jeg afslører vinderne," sagde manden, som blev eftefuglt af at næsten hele rummet sukkede. Han kiggede ud på os og lavede et sjovt ansigt mens han rullede med øjnene. "Skal vi da lige havde helt styr på hvad I vinder," sagde han med et smil. Han tog mikrofonen over i den anden hånd, og kørte så en finger gennem håret. "De to heldige vindere for lov til," sagde han og holdt en lille pause mens alle - *host* næsten alle - i rummet så spændte og forventningsfuldt op på ham. "At tilbringe en måned sammen med selveste ONE DIRECTION!"

   Hele rummet brød ud i jubel og skrigeri. Hvorfor skreg de over det når nu de sikkert vidste hvad konkurencen gik ud på i forvejen?

   "Og vinderne er..." sagde han så det blev helt X-factor agtig. X-factor wannabe! Haha, ej okay. 

   "Sophie Johnson," sagde manden. Jeg var sikker på at min mund stod åben i flere minutter i streg. Havde SOPHIE meldt sig til konkurencen?! Og hun havde ikke sagt det.

   Og så slog det mig. Der var TO vindere. Men skulle stille op to og to. Og hvem skulle Sophie stille op med udover ... MIG?!

   Nej, nej, nej, nej...

   Bare nej.

   Jeg gjorde det ikke.

   Niks. Nope.

   Det kunne hun altså ikke få mig til! Jeg var ikke så dum at sige ja to gange.

   Nej, jeg gjorde det altså ikke.

   Jeg kiggede over på Sophie som stod og græd. Hun kiggede over på mig og selvom hun sikkert havde regnet ud at jeg var sur på hende - for det var jeg altså - så blev hun ved med at smile. Og smile, og smile, og smile, og... I har forstået det.

   "Og Sophie, du skal afsted med..." sagde manden. Selvom jeg var rimelig sikker på at Sophie havde meldt mig til, var der stadig en lille smule af mig der håbede på det ikke var mig. Men den lille del forsvandt hurtigt da manden råbte mit navn op.

   Jeg var SÅ vred på Sophie. Hvordan kunne hun gøre det?! Hun kendte selvfølgelig ikke hele historien, men hun vidste da jeg ikke kunne lide dem. Men da jeg så over på Sophie og hendes stålende ansigt, mens glædestårer strømmede ned af kinderne på hinde kunne jeg ikke lade være med at være glad på hendes vejne. Man kunne da heller ikke være sur på hende ...

   "Og nu," sagde manden med et drillende smil, mens han tog sig god tid til at fugte sine læber. "Er det tid til I skal møde dem. ONE DIRECTION!" råbte han, men ingenting skete. Vi stod og ventede i total silhed, hvor kun Sophies hulken kunne høres. Manden kiggede forvirret ud over os og prøvede igen. "One Direction," denne gang med meget mindre spændning i stemmen. "Øhm, vi ... øh, to sekunder," sagde han og smuttede så ud.

   Sophie kom over til mig og så glad på mig. Hun græd stadig og kunne slet ikke skjule sin glæde.

   "Erika, jeg er virkelig ked af det," sagde hun. Jeg grinte af hende. Hun kunne da ikke stå og sige unskyld mens hun smilte helt overdrevet og sammentidig græd. Og desuden var jeg jo ikke vred på hende. Det kunne jeg bare ikke...

   Misforstå mig ikke, jeg ville stadig ikke - under nogen omstændigheder - tilbringe en måned med One Direction. Men Sophie mente det jo kun godt. Håbede jeg da.

   "Det fint Sophie," sagde jeg og trak hende ind i et kram. "Jeg ved jo-"

   "Ahhh!" jeg blev overdøvet af skrigende piger da One Direction ligepludselig stod foran os. Sophie fik et lille flip, og stod bare der og hoppede på stedet og klappede i hendes hænder mens hun græd. Jeg ville havde været flad af grin, hvis ikke det var fordi jeg ligepludselig havde fået det dårligt.

   Jeg gik ned bagerst i rummet og gemte mig. Dengene ville ikke ligge mærke til mig, når jeg bare stod hernede. Jeg mener, de var omkringet at omkring tyve skrigende piger. Men for en sikkerhedsskyld, trak jeg alligevel min hætte over mit hovede.

   Men så kom jeg i tanke om det var ligemeget. Jeg skulle jo BO med dem i en måned!

   Nej! Nej, nej... Det skulle jeg ikke. Jeg ville bare fortælle dem at jeg ikke kunne. At jeg var syg. Eller at jeg trak mig tilbage, eller sådan noget. Det skulle nok gå. Der var flere tusinde Directioners der stod i kø for at tage min plads.

 

***

 

Kan I huske min fantastiske plan om at spille syg? (Ironisk!)

Den gik i vasken.

   Jeg sidder lige nu med min mor og har gang i et stort skænderi. Det er en uge siden at jeg var til One Direction koncert, og det var idag mig og Sophie skulle bo med drengene. Jeg kunne ikke bare 'trække mig tilbage'. Åbent bart 'fangede bordet' som drengenes maneger havde sagt. Så ville jeg havde mine forældre til at ringe og siger jeg var syg, men nej, det ville de heller ikke. Hvorfor skulle jeg lige havde sådan nogle over høflige du-må-ikke-'pjekke' agtige forældre? Det der vist ikke noget der hedder, men altså ...

   Mine forældre vidste heller ikke noget om mig og Niall. Det var der faktisk ikke nogen udover mig og drengene der gjorde. Ikke engang Paul. Alle troede bare jeg engang hang ud med dem. Den gang ville mig og Niall ikke have det ud. Det var jeg også glad for nu.

   "Jamen skat, jeg forstår bare ikke hvorfor du ikke gider," sage min mor roligt og lænede sig helt afslappet tilbage i stolen. Hvordan kunne hun være så afslappet? Vi skændtes jo ligesom her!

   "Fordi jeg ikke kan LIDE DEM!" råbte jeg af hende for femte gang. Jeg rejste mig op fra stolen så den larmende røg bagud.

   "Erika," sagde hun strengt da jeg skulle til at vende mig om for at gå.

   "Hvad?" vrissede jeg af hinde.

   Hun ignorede mit tonefald. "Du kommer til at tage med og du opfører dig ordenligt over for dem," sagde hun. Jeg vendte mig vredt om og trampede ned på mit værelse.

   Jeg var sytten år og jeg måtte ikke engang selv bestemme hvor jeg tog hen! Jeg ville ikke bo i samme hus som Niall! Det kunne jeg ikke. Bare, nej. Det kunne de da for fanden ikke mene. Det var en hel MÅNED! Ahhhhh!

   Jeg sukkede og smed mig ned på min seng. Jeg vidste det ikke virkede at være sur. Min mor var totalt kold, og jeg var sikker på at ligemeget hvad så ville jeg komme af sted. Om så min mor skulle bære mig hele vejen hen til drengenes hus. Hun ville gøre det... Lidt freaky, men det er altså rigtigt! Sådan er hun bare. Og jeg hader det.

   Jeg satte mig hidsigt op og trampede over til mit skab. Jeg sørgede for at smække døren til skabet op så det gav et ordenligt brag. Jeg smed noget forskelligt tøj ned i en kuffert og fik det til at larme så meget som muligt, bare for at irritere min mor.

   "Vi kører nu," råbte min mor og hun lød over hovedet ikke sur. Iskold. Hehe...

   Jeg gik med tunge skridt ned af trappen og sørgede for at trække tiden ud. Min mor stod nedunder og tippede utrålmodig med hendes fod.

   "Hvid du ikke skynder dig lidt, kommer vi for sent," sagde hun til mig og kiggede op over hendes billeder. Glemte jeg at sige hun har briller? Det har hun. Briller, en stram knold, en lille spids næse og så er hun faktisk ret rynket. Som en rosin. Du kan vel næsten selv forestille dig resten. Hun er ligesom den der ekstremt surer lærer, der kun findes på film. Men her fandtes hun i virkeligheden og jeg var ligesom den eneste hun kunne vær sur på.

   Jeg tog mine vans på, og trak så jakken over mig. Jeg tog min taske over skulderen, og så var vi ellers på vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...