Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3595Visninger
AA

21. The Right

Erikas synsvinkel:

"Erika, jeg..." sagde Niall men fuldendte ikke sætningen. Han gik over til mig. Jeg kiggede ind i hans flotte øjne og kunne ikke forstå han var her. Han hadede mig jo. Og nu stod han der med et nervøst smil og hans hånd placeret i min.

   "Erika, det mellem mig og Katherin, det ... det betød aldrig rigtig noget," sagde han og hans ord kom ret meget bag på mig. Hvad mente han enlig? "Jeg troede heller ikke du betød noget..."

   Wow, okay. Han var rejst hele vejen til Spanien for at fortælle mig jeg ikke betød noget?! Og hvordan vidste han enlig jeg var i Spaninen?

   Mor. Hun måtte havde fortalt ham det. Helt ærligt ...

   Men Niall fortsatte. "Jeg tog helt fejl."

   WUT?! Okay, stop, stop, stop, stop.

   Hvad var det lige han sagde der?

   'Jeg tog helt fejl.'

   Så jeg betød altså noget for ham?

   Gud, hvor var jeg forvirret ...

   "Vil du komme sammen med mig?" spurgte han så og sendt mig et selvsikkert smil.

   Min verden gik i stå, og jeg kunne ikke finde rundt i alle mine følelser. Glæde, ivrighed, forvirring, lettelse ... Dog var der én af følelserne der overskyggede de andre. Jeg var vred.

   Ja, jeg var vred. Han havde praktisk talt ødelagt alt. Alle hadede mig. Det var på grund af ham jeg rejste væk fra alle jeg virkelig holdte af. Det var på grund af ham jeg i et helt år kun turdede lukke en person ind i mit liv - Sophie. Det var på grund af ham jeg for ti minutter siden sad helt alene i en park og græd. På grund ham jeg nu også hadede mig selv.

   Og så troede han han kunne komme her, uden en undskyldning, uden noget som helst! Nej, jeg ville ikke komme sammen med ham. Han ødelagde alt. Og hvis jeg virkelig betød noget for ham, hvorfor fanden fortalte han så hele verden at jeg ødelagde hans og Katherins forhold?!

   Jeg kiggede på Niall mens min mund formede et 'O'.

   "Det kan du bare ikke mene," sagde jeg vredt. "Niall, du har ødelagt ALT! Hvis jeg virkelig betød noget for dig hvorfor fanden skulle hele verden så tro noget andet?! Ved du hvad jeg har været igennem de sidste dage? Folk syntes jeg skal DØ på grund af du har sagt jeg ødelage det mellem dig og Kathrin. Og når alt kommer til alt er det lige så meget din skyld som det er min. Så nej, jeg vil ikke komme sammen med dig. Hvis jeg betød noget, så ville du havde indset det før!" råbte jeg af ham og vendte så om for at gå, men Niall tog fat i min hånd.

   "Erika, hvad mener du?" spurgte han trist.

   "Hvad jeg mener?! Jeg mener at jeg har gået i et år og ventet på det her. Et fucking år, Niall! Hvis jeg betød noget for dig så havde du indset det før!" sagde jeg og prøvede at trække mig fri fra hans greb, men han holdt godt fast.

   "Jamen jeg kunne jo ikke huske dig," forsvarede han sig selv.

   "Det er jo ikke det jeg mener, Niall!" råbte jeg og slog ud med min frie arm. Der var efterhånden kommet ret mange nysgerrige tilskuere som så på, men jeg var ligeglad. "Hvis jeg betød noget havde du ikke taget Katherin med dig hjem. Hvis jeg betød noget havde du ikke stået og oversnavet hende på den måde. Hvis jeg betød noget havde du ikke kysset mig på den måde. Og hvis du elskede mig havde du ikke ladet mig gå igen," det sidste hviskede jeg mens tårene løb ned af kinderne på mig.

   Hvad fanden jeg havde gang i kan jeg ikke sige. Jeg havde jo som sagt ventet på det i et helt år. Men sandheden var jo at jeg ikke troede en skid på hvad han sagde.

   "Erika, det er jeg ked af," sagde han og kiggede mig dybt ind i øjnene, "Jeg var forvirret og-"
   "Jeg gider ikke mere af dig lort, Niall, bare lad mig være!" råbte jeg. Så vred jeg mig fri fra hans greb og løb. Hvor jeg løb han vidste jeg ikke, jeg løb bare. Indtil mine ben faldt sammen under mig.

   Jeg var nu inde i en skov. Jeg satte mig med ryggen op af at træ og krummede benene op under mig. Der sad jeg så og græd. I hvor lang tid ved jeg ikke. Jeg kunne ikke fatte jeg havde gjort det. Hvordan kunne jeg gøre det mod Niall? Han så virkelig såret ud. Men hvis Katherin aldrig rigtigt betød noget for ham, hvordan vidste jeg så at jeg gjorde? Katherin og Niall havde virket glade og ikke mindst troværdige sammen. Men det var aldrig noget alvorligt. Og jeg var bange for jeg også bare var én tøs på vejen. At Niall ville droppe mig når han fandt noget bedre. Indtil han til sidst havde fundet den bedste.

   Jeg skammede mig over at tænke det. Sådan var Niall ikke. Ikke den Niall jeg kendte i hvert fald.

   "Erika?!" hørte jeg nogen råbe. Jeg kiggede nysgerrigt op og igennem mine våde øjne så jeg Alice komme gående. Jeg tøvede ikke et sekund før jeg sprang i armene på hende. Jeg knugede hende bare ind til mig. Blev ved og blev ved. Hun strøg mig over håret.

   "Hvad er der sket?" spurgte hun og kiggede bekymret på mig. Jeg opdagede det var blevet mørtk. Jeg havde virkelig sittet herude længe.

   "Jeg ... og så ... men Naill ... og han ... men jeg ... og han ... så Katherin ... og, og," jeg kunne ikke snakke gennem alle hulkene. Til sidst faldt jeg bare sammen. Af udmattelse nok. Jeg havde grædt konstant, løbet, sidet på hård jord ... Og inden i havde jeg det endnu værre.

   "Shhh," tyssede Alice og satte sig ned til mig. Hun aede mig på armen før hun råbte noget jeg ikke kunne forstå. Snart efter stod flere mennersker ved min side. Mine 'søskende' og min far. Min far fløj ned til mig og omfavnede mig.

   "Jeg har været så bekymret, skat, hvor har du været?" spurgte han og strøj en tot hår væk fra mit ansigt. Jeg virkelig flov over at så mange mennesker havde været ude at lede efter mig. Jeg var altid til besvær. Kun til besvær.

    "Shh, det skal nok gå," hørte jeg min far sige. Det var det sidste jeg kunne huske den aften.

 

***

 

Erikas synsvinkel:

Jeg sad hjemme på terassen med et glas cola i hånden. Jeg kiggede ud over vandet. Det var dejlig varmt idag. Solen skinnede. Vandet var blåt. Mig og Niall var tit ude at svømme den gang. Vi plejede at svømme om kap. Kun én gang var det lykkedes mig at vinde. Én gang. Bagefter havde Niall givet mig en is. Det var virkelig en hyggelig dag. Det havde kun været Niall og jeg. Det var også den dag han første gang havde lært mig at spille guitar. Moments. Jeg kunne stadig huske akorderne til dén sang. Hele den dag stod utrolig klart for mig lige nu. Jeg er sikker på jeg ville kunne gengive hver evig eneste lille detalje.

   Som en robot tog jeg en slurk mere af min cola. Jeg kiggede ned på min mobil. 13:17. Om kort tid ville huset være overfyldt med unger, og jeg ville blive nødt til at gemme mig væk oppe på mit værelse. Jeg kunne bare ikke holde ud at være sammen med andre. Ikke engang Alice. Jeg kom kun ud af værelset når jeg var alene hjemme. Og det var vel enlig højdepunktet på min dag. Når jeg sad her ude, var det som om jeg glemte alt, og så alligevel ikke. Herude følte jeg ikke noget. Ikke skyldfølelese, jeg var ikke ked af det. Jeg kunne tænke på Niall og jeg uden at jeg reagerede den mindste smule på det. Inde på mit værelse var det helt anderledes. Igår begyndte jeg at tude fordi Alice skubbede noget Nandos mad ind til mig. Du ved, Niall elsker Nandos ...

   Jeg havde god udsigt herfra. Ud over havet, og lige ned til byen. Jeg kunne se det sted hvor jeg mødt Niall herfra. Tit sad jeg herude og kørte situation igennem inde i hovedet igen. Fulgte vejen med øjnene, mens jeg forstillede mig løbe over mod skoven. Faktisk havde jeg fundet ud af det ikke rigtigt var en skov. Bare en park med mange træer.

   Jeg lod mine fingre køre hen over mine bare lår. Jeg var kun iført en over-sized t-shirt og et par korte shorts. Det var varmt her i Spanien, i sær lige nu. De fleste var nok inde for at sove, men jeg udnyttede al den tid jeg havde udenfor. Min værelse var indelukket. Med tyk luft som var helt følelsesladet. Jeg lod mine øjne glide ned over stranden igen. Til min overaskelse så jeg den var tom. Kort kørte jeg en hånd igennem mit mørke hår som sad løst. Jeg længdes virkelig efter en dukkert. En tur ned til stranden. Bare en halv time hvor der skete noget nyt. Og det var jo ikke nogen der nede.

   Ivrigt tog jeg min telefon op af lommen og gik ind i huset igen. Jeg hoppede i et par Vans og så var jeg ellers på vej ned mod stranden. Gaderne var helt øde, nok på grund af varmen. Den gik ikke rigtigt mig på. Det burde den måske, især nu hvor jeg jo kom fra England som ikke var specielt vamt.

   Jeg sukkede tilfedst da jeg kunne mærke det varme sand som var røget ned i mine sko. Normalt ville jeg syntes det var irriterende, men jeg elskede det. Bare det at der skete noget nyt.

   Jeg kiggede rundt. Ikke ét menneske var på stranden. Jeg havde den helt for mig selv. Jeg begyndte at gå langs vandkanten. Jeg havde tage mine sko af, og mærkede af og til det kølige vand strømme op omkring mine fødder. Det føltes godt.

   Jeg kom i tanke om den gang jeg var på tour med drengene. Vi havde været i Italien. Niall tog mig med ned på en strand, og vi gik tur i vandkanten. Det havde været så hyggeligt. Om aftenen havde vi så grillet med resten af drengene og så sluttet af med en fodboldkamp på stranden.

   Jeg kom til at smile ved mindet. Den gang havde livet været en dans på roser. Verdens bedste kæreste og fire bedste venner som jeg rejste jorden rundt med. Kunne man bede om mere? Ja, selvfølgelig havde vi skænderier, men det var vel et hver fjerde måned eller sådan noget. Jeg levede virkelig livet!

   Og nu var alt ødelagt. Alt. Det var intet godt tilbage i mit liv.

   Mit smil forsvandt igen. Pludselig var det som om den friske luft og den varme sol ikke vaskede alle følelserne væk. De kom strømmende ind over mig, og jeg fik det virkelig dårligt. Alligevel fortsatte jeg hen af stranden.

   Snart efter hørte jeg stemmer. Jeg kiggede op, og trådte forskrækket et skridt bagud. Omkring halvtreds mennesker var samlet ligeforan mig. Spillede vollyball, dansede, drak ... Jeg skulle til at vende om da nogen tog fat i min arm.

   "Erika, hør på mig," sagde en bedende, irsk stemme.

   Jeg blev næsten ikke chokere over at høre Nialls stemme. Jeg var bare overasket over at han var her endnu. Måske ... måske holdt han virkelig af mig? Hvorfor skulle han ellers være her endnu? Jeg mener, han var Niall Horan, han kunne få lige hvem han ville havde. Så hvorfor var han her endnu?

   "Lige siden jeg så dig første gang - eller det var vel anden, men ..." Niall vriessede irriteret, "Jeg har øvet det her så mange gange og det går galt for mig alligevel." Han sukkede og gik så hen til mig. Han tog begge mine hænder og kiggede mig dybt i øjnene.

   "Jeg kan huske da jeg så dig i køkenet med Lou. Jeg kom bare ind for at få en sandwich, og der stod den smukkeste pige jeg nogensinde havde set. Selv smurgt ind i syltetøj. Jeg så dig stå og grine med Lou, og jeg belv så forvirret. For jeg stod der og var jaloux på Lou. Jaloux over en pige jeg aldrig havde mødt før! Så kiggede du på mig, og du begyndte at græde. Jeg forstod ikke hvad der forgik, jeg forstod ingenting. Men fra den dag af kunne jeg ikke få dig ud af hovedet. Og for hver dag der gik blev det værre og værre. I takt med at jeg lærte dig bedre at kende faldt jeg også hårdere og hårdere for dig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på dig, og da Harry fortalt du engang var min kæreste kunne jeg ikke tro mine egne øre. Det gjorde det hele endnu værre. Jeg begyndte langsomt at huske små glimt. Så dig og mig ligge i sengen en morgen. Os to der badede, os to der kyssede, os to der gik turer ... Og jeg ønskede mere end noget andet at kunne opleve det igen. Og samtidig var der Katherin. Hun havde afsløret mig flere gange i at kigge på dig, og vi var i forvejen uvenner. Men jeg kunne ikke tænke på andet end dig. Da vores læber mødtes ude på det toilet, var jeg sikker på det skulle være os to. Men så blev jeg forvirret. Jeg ville aldrig være en pige utro, men det var jeg. Og jeg havde det virkelig dårligt med det. Så jeg belv nødt til at gå. Næste dag rejste du og jeg blev så forskrækket, at jeg ikke engang gjorde noget. Jeg sad bare der og lod min chance for nogen sinde at få dig tilbage igen passére. Med hensyn til det interwiev mente jeg ikke et eneste ord af hvad jeg sagde. Det røg ud af mig, for jeg vidste det var det alle ville høre. Jeg tænkte ikke på hvilke konsekvenser det ville havde for dig, og jeg håber ba-"

   Mere nåde han ikke at sige før jeg smækkede mine læber mod hans. En ting var i hvert fald sikker nu, Niall var helt sikkert den rette.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...