Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3590Visninger
AA

29. The Police

Erikas synsvinkel:

Jeg sprang forskrækket op da et par hænder blev lagt om øjnene på mig. Jeg kunne høre en eller anden grine bag ved mig og vidste med det samme at det var Niall. Jeg vedte mig ivrigt om og sprang i armene på ham. Jeg gav ham et kys på munden som han hurtigt gengældte.

   "Hey smukke," sagde Niall og jeg rødmede. Selvfølgelig. Hmpf.

   "Hej Niall," mumlede jeg og gemte mit ansigt i hans t-shirt så han ikke så at jeg rødmede.

   "Hva' så?" spurgte Niall forvirret og fjernede den ene hånd fra min ryg for at ligge den under min hage. Han løftede mit hovede lidt og fik mig til at se ham i øjnene, hvilket selvfølgelig bare fik mig til at rødme endnu mere. Fedt ... "Du rødmer bare hele tiden," grinte han.

   "Ikke sådan ... hele tiden," mumlede jeg og kiggede ham i de der dejlige blå øjne.

   "Hele tiden," fastslog Niall så og rodede mig i håret. Jeg grinte af ham.

   "Hvad ver den overaskelse?!" spurgte jeg spændt.

   "Hmmm," sagde Niall med et eftertænksomt udtryk og lagde hans hånd på sin egen hage, men han strøj et lille usynligt fipskæk, "Det har jeg glemt."
   "Niall!" sagde jeg irriteret og slog ham blidt på brystet. Han grinte af mig og lagde igen begge hans arme rundt om mig.

   "Det er altså ikke noget stort" mumlede han og hvilede hans pande mod min.

   "Jeg vil vide det alligevel," sagde jeg ivrigt. Niall lo lid nervøst.

   "Jeg ville bare høre om du ville med til koncerten i aften?" spurgte han. Jeg begyndte at smile helt vildt. Jeg skulle til koncert med ham. Jeg elskede virkelig at se ham performe, og også bare at ... øhm - se ham.

   "Selvfølgelig," sagde jeg glad og hev Niall ind til mig i et kram før jeg kyssede ham på munden.

   "Virkelig?" spurgte han og jeg nikkede ivrigt.

   "Jeg glæder mig allerede," sagde jeg med et spændt smil. Niall lo lidt af mig og sendte mig et skævt smil. Så lagde han en hånd om min nakke og trak mig tættere ind til sig.

   "Jeg elsker dig, Erika," sagde han og kiggede mig i øjnene. Han havde sagt det ret mange gange nu, og alligevel reagerede jeg vildt på det. Mit hjerte begyndte at banke dobbelttempo, min mave slog kolbøtter, jeg fik en lille smule gåshud og en mærkelig lyst til at nive mig selv i armen - bare for at være sikker på det hele ikke bare var en drøm.

   "Jeg elsker også dig," mumlede jeg før vores læber mødtes i et kys, der varede ret længe - ikke at jeg havde noget i mod det. For min skyld kunne det havde vare dobbelt så længe ... eller mere.

 

***

 

Jeg kørte glattehjernet igennem mit hår en sidste gang og lagde det så fra mig på bordet. Jeg betragtede mig selv i spejlet. Mit hår hang løst, jeg havde en lille smule lipgloss og en meget lille smule mascara på. Jeg brugte aldrig make up, men jeg kunne vel godt havde bare en lille smule på når nu jeg skulle til koncert. Jeg havde en hvid t-shirt med en sort ugle på, et par shorts og så mine Vans. Kunne jeg godt tage af sted sådan? Måske skulle jeg ikke havde glattet mit hår? Havde jeg for meget make up på? Og de der sko, de passede jo ikke engang til min bluse! Jeg gik totalt i panik. Jeg skulle være der om ti minutter og jeg så helt forfærdelig ud. Jeg rakte ud efter make up fjerneren, men med det samme hørte jeg Niall ude foran døren.

   "Er du ved at være klar, skat?" Oh God, hvad skulle jeg sige?!

   "Uhm, lige om lidt," sagde jeg hastigt.

   "Vi bliver altså nødt til at køre," sagde Niall utålmodigt.

   "Det tager lige to - eller måske ti ... eller - jeg er snart færdig," sagde jeg hastigt og begyndte at gøre make up fjerneren klar.

   "Erika," sukkede Niall mens han åbnede døren til toilettet.

   Flot, Erika, genialt! Du glemte at låse døren ... Duh!

   "Erika, du så fin ud," sagde Niall og lagde armene om mig mens han hvilede hans hage på min skulder. Jeg rystede på hovedet og skulle til at fjerne mascaraen, men Niall tog fat i min hånd. "Lad være med at fjerne det, det klæder dig," sagde Niall med et smil. Jeg smilte et kort øjeblik tilbage, men kom så til mig selv igen. Niall sagde det bare fordi vi var ved at komme for sent. Jeg rystede beslutsomt på hovedet og bevægede igen min hånd op mod øjet.

   "Det tager kun lige to sekunder," mumlede jeg, men Niall fjerne igen min hånd.

   "Det ved jeg godt," mumlede han og tog make up fjerneren ud af hånden på mig, "Men jeg syntes at du ser helt perfekt ud sådan der."

   Jeg rødmede. Surpise, ikke? Nej? Ej, okay, måske ikke helt ... I hvert fald lod jeg være med at prøve at fjerne mascaraen og fulgte med Niall ud i gangen hvor de andre stod og ventede.

   "Skynd jer, vi kommer for sent," brummede Paul. Jeg tog hurtigt min jakke under armen, Niall i hånden og så var jeg ellers på vej til One Direction koncert.

 

***

 

Wooooow ... Den koncert var viiildt god! Det eneste jeg kunne huske fra den sidste One Direction koncert jeg var til, var ... jah, mig der tudede. Hele tiden. Den her var meget bedre. Jeg begyndte at lede efter drengenes omklædningsrum hvor jeg havde aftalt at mødes med Niall. Men det her sted var såååå stort. Jeg kunne virkelig ikke finde rundt. Jeg gik ind af en ny dør som var til et toilet. Den næste dør var til en eller anden form for kantine - og nej, der var Niall sjovt nok ikke. Det næste rum igen var så til ... en indendørs swimmingpool?! Hvorfor var der en indendørs swimming pool? Det er jo ikke fordi at folk lige får lyst til at bade efter de har hørt en koncert eller noget, vel? 'Åh, den koncert var bare god - skal vi havde en dukkert?' Nej, vel?

   Jeg lukkede hurtigt døren i igen og fortsatte ned ag en lang gang indtil jeg endelig kom til rummmet jeg ledte efter. Jeg stod lidt og overvejede hvad jeg gjorde nu, og endte med at banke på. Hvis nu alle drengene stod derinde uden tøj på ville det være lidt pinligt. Efter lidt tid hørte jeg en eller anden råbe kom ind og jeg tog ned i håndtaget. Og der stod Harry. I underbukser. Kun underbukser.

   Jeg gav et lille skrig fra mig, da jeg blev forskrækket, og skyndte mig så at holde mig selv for øjnene.

   "Erika?!" hørte jeg Harry sige panisk, "Jeg troede du var Lou!"

   "Undskyld, Harry. Jeg går igen," sagde jeg hurtigt og vendte rundt på hælene.

   "Det behøver du altså ikke," mumlede Harry lavt, men jeg fortsatte direkte ud af døren. Jeg var sikkert helt rød i hovedet, så jeg stod lidt uden for Harrys omklædningsrum og tænkte. Havde drengene hver deres omklædningsrum?! Jamen tak fordi du sagde det Niall ...

   Jeg tog en dyb indånding og begyndte at lede igen. Jeg måtte vel være tæt på nu. Jeg fortsatte lidt ned af gangen og drejede så om hjørnet. Jeg var lige ved at gå ind i en stor mand med jakkesæt. Og han var skaldet - jeg sagde jo alle gik sådan klædt! Jeg blev næsten helt forskækket da jeg så der sad en pistol i hans bælte. Han var vel sådan en vagt eller noget. Men pistol? Er drengenes fans virkelig så vilde at de har brug for en pistol?!

   "Hvad laver du her?" spurgte manden hårdt med en meget, meget dyb stemme.

   "Jeg skal ned til Niall," sagde jeg med et smil og prøvede at komme forbi ham, men det mislykkedes. Jeg sukkede irriteret.

   "Du må ikke være her," sagde manden vredt. Det her kunne ikke ende godt ...

   "Mig og Niall er rigtigt gode venner, såh ..." sagde jeg mindre irriteret.

   "Ja, det siger de alle sammen," sukkede manden og satte så et vredt ansigt op, "Jeg må desværre bede dig om at gå."

   "C'mon, Niall og jeg kommer sammen! Jeg må godt være her," sukkede jeg irriteret. Manden nikkede med et ja-så-siger-vi-det-udtryk i ansigtet.

   "Hvis ikke du går bliver jeg nødt til at tage dig med ned på stationen og ringe til din mor," sagde manden ligeglad.

   "Min mor? Hvor gammel tror du lige jeg er - min mor?!" sagde jeg irriteret. Okay, okay .... Jeg råbte måske lidt.

   "Jeg giver dig et halvt minut og hvis du stadigvæk er her, så er det med ned på stationen," sagde manden koldt.

   "Jeg skal overhovedet ikke ned på stationen! Jeg må gerne være her. Du kan bare ringe og spørge Niall. Eller Harry! Han er lige dernede af gangen, jeg snakkede med ham for to minutter siden," råbte jeg vredt. Manden kiggede overlegent ned på sit ur.

   "Tre, to, en," mumlede han. Så kiggede han op på mig med et irriteret ansigtsudtryk. Han tog fat i en lille mikrofon han havde til at sidde på jakken og begyndte at snakke. Fem minutter efter stod en anden vagt foran os. Han skulle afløse den første.

   "Hør, jeg skal bare forbi der og ind til Niall. Du kan selv gå ind og spørge ham, det passer! Jeg kan ringe til ham. Ja, for jeg har hans telefon nummer, og det er der nok ikke mange fans der her, vel?!" råbte jeg irriteret af vagterne som der bare stod og snakkede ligeglad til hinanden uden at ligge mærke til  mig. Måske kunne jeg liste forbi dem nu? Så stille som overhovedet muligt listede jeg om bag vagten. Han opdagede ikke noget. Jeg tog forsigtit ned i håndtaget. Døren var næsten åben. Næsten, næsten, næst-

   "Hvor tror du lige at du skal hen?" hørte jeg en vred stemme sige bag mig. Uden at kigge tilbage slog jeg døren op med at brag og begyndte at løbe. Jeg skulle bare finde Niall, så kunne han fortælle dem at jeg godt måtte være der. Jeg løb alt hvad jeg kunne og hørte snart skridt bag mig.

   "Stop!" hørte jeg nogen af dem råbe, men jeg løb videre. Men selvfølgelig, fordi jeg er en så forfærdelig løber som jeg nu er, gik der ikke lang tid før den ene af mændene havde indhentet mig. Han løb lige bage mig nu. Kom nu, Erika, hurtigere! Hurtigere og...

   Jeg gav forpustet op da jeg kunne mærke den ene vagts hånd på min skulder. Jeg måtte da være tæt på Niall nu ikke? Hvis nu jeg råbte ....

   "NIALL!" jeg råbte virkelig alt hvad jeg kunne, men det eneste jeg fik ud af det var at vagten lagde en hånd over min mund og bad mig om at tie stille. Han fjerne hånden igen, og jeg var klog nok til at holde min mund.

   "Jeg tager hende her med på stationen," fastslog vagten. No way! Jeg skulle ikke ned på stationen! 'Så de kunne ringe til min mor.' Hvor gammel troede de enlig jeg var?

   "Jeg skal altså ikke med på stationen," sagde jeg selvsikkert. Vagten gav mig et dumt blik.

   "Kom," sagde han ligegyldig og skulle til at gå, men stoppede op da han så jeg ikke fulgte med.

   "Jeg må altså god være her," sagde jeg irriteret og han rullede med øjnene af mig.

   "Du kan selv gå med, eller jeg kan slæbe dig med," sagde vagten.

   "Jeg skal ikke med!" råbte jeg. Vagten gik over til mig og tog så hårdt fat om min overarm.

   "Giv slip på mig! Jeg skal ikke med," sagde jeg irriteret mens jeg slog på hans hånd. Han rystede på hovedet af mig og begyndte at trække mig med ned af gangen. Og selvom jeg gjorde alt for ikke at følge med ham, kunne jeg ikke andet, da  han var liiiiiidt stærkere end mig. Men jeg kunne måske stadig nå det. Hvis nu Niall hørte mig så ville det hele være okay.

   "NIALL!" råbte jeg igen og manden lagde irriteret en hånd over min mund igen.

   "Ti så stille," vrissede han gennem sammenbidte tænder. Jeg rullede med øjnene af ham og ventede på han ville fjerne hånden igen, men det skete bare ikke.

   "Giv så slip på mig, dit store brød!" råbte jeg irriteret. Desværre kom det ud som: "Hmmm, hmm, hmm, hmm!" Fedt. Han tog mig med ned for enden af gangen, hvor ham den anden vagt havde stillet sig. De gav hinanden et træt blik, og så trak vagten mig videre ned af gangen. Da vi kom forbi Harrys omklædningsrum, bed jeg vagten i hånden, men han var helt kold. Han fortrak ikke en mine! Jeg begyndte at skrige ind i hans hånd, men chancen for at Harry rent faktisk hørte jeg mig var ret lille. Især fordi jeg kunne høre høj musik inde fra hans omklædnings rum - så jah ... chancen for at han hørte mig var nok nærmere ikke til stede. Vagten trak mig videre ned af gang og igennem en ny dør. Endelig fjernede han hånden fra min mund.

   "Du siger ikke en lyd," vrissede han irriteret. Denne her gang lod jeg vær, det kunne ikke rigtig betale sig når ingen af drengene var her. Han trak mig med ned af en masse gange, og jeg havde lidt opgivet at slippe væk. Vi var alligevel så langt fra drengene nu at selvom jeg kom fri af hans greb, så ville jeg ikke vide hvor jeg skulle løbe hen. Endelig åbnede han en sidste dør og vi trådte udenfor. Hvis nu jeg var heldig kunne det være at drengene også kørte nu. Den bil vi kom i holdte lige derover.

   Dit fjols, Erika. De venter jo ligesom på dig. Duh.

   Vagten tog mig med over til en politibil ... Så han var vel ikke vagt? Okay, fra nu af er han politimand.

   Politimanden tog mig med over til bilen. Han åbnede bagdøren med den ene hånd, og skubbe mig ind med den anden. Så vendte han sig om og jeg tøvede ikke et sekund med at tage i døren som selvfølgelig var låst. Fedt. Manden satte sig ind foran i bilen, og begyndte at køre. Jaaah, så skulle jeg så på politi stationen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...