Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3601Visninger
AA

42. The End

Erikas synsvinkel:

"Sophie, det er en dårlig idé," sagde jeg for noget det sagtens kunne være tyvende gang. 

   "Ti stille og tag den her på," sagde Sophie og rækkede mig en bluse. Jeg sukkede. 

   "Fint, så gå," sagde jeg kort, og slog ud mod døren. Sophie nikkede og gik så ud af badeværelses døren. Jeg lod mine øjne glide over mod spejlet. Mit våde hår hang løst ned af ryggen på mig, min mund var bare en lige streg, som der virkelig savnede at smile og min krop var omringet af et håndklæde. Jeg havde det som om jeg havde et stort hul i maven, det sted hvor Niall havde plads. Langsomt lod jeg håndklædet synke ned på gulvet, og lod igen mine øjne løber over min krop i spejlet. Jeg var blevet meget tyndere. Meget. Det var ikke engang pænt. 

   Det var ikke fordi jeg prøvede at sulte mig selv, eller noget, at jeg kun spiste en yoghurt. Jeg fik bare kvalme hver gang jeg så meget som så noget mad. Jeg kunne ikke sige hvorfor, men sådan var det. Jeg var virkelig irriteret over det, men der var ikke rigtig noget at gøre ved det. 

   Jeg trak hurtigt en t-shirt over hovedet, og gemte min krop væk. Snart havde jeg fået tøj på, og Sophie kom igen ind på badeværelset. Hun gav mig elevator blikket, og stod så og tænkte lidt. 

   "Måske du skulle tage en anden bluse på?" spurgte hun eftertænksomt. 

   "Nej, Sophie, det er fint," sukkede jeg. 

   "Jamen-"

   "Sophie, det er fint," afbrød jeg hende irriteret, og hun sendte mig et vredt blik, der dog hurtigt forsvandt. 

   "Fint," sagde hun så og gik over og begyndte at rode  mine skabe igennem. 

   "Hvad leder du efter?" spurgte jeg nysgerrigt. 

   "Din makeup," sagde hun og begyndte at tømme et skab helt. 

   "Jeg skal ikke havde makeup på," sagde jeg bestemt. Sophie kiggede forvirret op på mig. 

   "Hey, du skal altså vinde Niall Horan tilbage - det gør ikke noget du gør lidt ud af dig selv," sagde Sophie og himlede med øjnene af mig. 

    "For det første så skal jeg IKKE vinde Niall tilbage, bare sige undskyld. For det andet kan jeg ikke lide at gå med makeup," svarede jeg ligegyldigt. 

   "Du vinder ham da i hvert fald ikke tilbage med den attitude," fastslog Sophie og gav mig et hvad-vil-du-gøre-ved-det-blik. 

   "Jeg havde ligesom ikke nogen chance for at vinde ham tilbage alligevel," sukkede jeg og satte mig tungt ned på toilettet. Altså ikke fordi jeg skulle noget - brættet var slået ned.

   "Så siger vi det," sagde Sophie overlegent og begyndte igen at rode mine skabe igennem. Efter noget tid vendte hun sig endelig om mod mig igen. Hun kastede et eller andet til mig, og jeg nåde lige at gribe det før det smadrede ind i væggen. Jeg kiggede ned i min hånd, og så hun havde kastet en mascara. 

   "Sophie, jeg skal ikke have makeup på," sagde jeg irriteret. 

   "Hvorfor? Hvad har du i mod makeup?" sagde Sophie og kiggede frustreret på mig. 

   "Jeg kan ikke lide at gå med makeup, okay?" vrissede jeg. 

   "Tænk da lidt på Niall - det er ligesom hans mening det handler om her," sagde Sophie og kiggede ned på mig med krydsede arme. 

    "Nej, Sophie. Jeg elsker Niall, men jeg vil ikke ændre mig for ham. Og desuden kan Niall godt lide når piger ikke bruger makeup," sagde jeg så irriteret. 

   "Fint," sukkede Sophie, "Ingen makeup. Kom, jeg sætter dit hår." Jeg sukkede, men lod så Sophie glatte mit hår. Efter en halvtimes tid var vi endelig færdige, og jeg gik lettet ud af badeværelset. 

   "Er du klar?" spurgte Sophie spændt, og samlede hendes bilnøgler op fra bordet. 

   "Jeg tager bussen, Sophie," sagde jeg med et skævt smil. Sophie sukkede, men gad åbenbart ikke til at diskutere igen, så hun lagde nøglerne fra sig. Jeg kiggede trist op på Sophie. "Jeg ved altså ikke om jeg kan det her," sagde jeg så. 

   "Selvfølgelig kan du det," sagde Sophie med et lille smil, og klappede mig stille på skulderen.

   "Men hvad med Harry?" spurgte jeg så. 

   "Føler du noget for ham?" spurgte Sophie chokeret.

   "Ja. Men kun som ven," sagde jeg, "Og det vil jeg helst ikke ødelægge."
   "Jeg er sikker på at Harry godt kan forstå dig," sagde Sophie og trak mig ind i et kram, "Han skal bare have lidt tid."

   "Er du sikker?" spurgte jeg og Sophie nikkede. Jeg tog en dybindånding, og sagde så farvel til Sophie. Det var nu. 

    En halv time senere var jeg på vej. Mine øjne strøg over landskabet, mens bussen kørte. Det var to stop tilbage. To stop. Så stod jeg foran Nialls hus. Jeg havde en klump i halsen. Jeg var helt ærlig skrækslagen. Jeg havde lyst til at vende om. Bede buschaufføren vende bussen, og så bare krybe tilbage i min seng. Og hvad der holdt mig fra at gøre det, kan jeg ikke sige.

   Jeg hørte buschaufføren fortælle vi var ved et nyt stop, og skruede op for musikken i mine høretelefoner. Jeg ville ikke høre på ham - på nogen. Jeg ville havde verdenen til at forsvinde. Bare lade mig være i fred. Jeg var så nervøs for at skulle møde Niall igen. Men jeg blev nødt til at gøre det.

   Jeg fik hastigt hevet min mobil op af lommen, da Over Again begyndte at spille i mine høretelefoner. Den kunne jeg virkelig ikke holde ud at høre lige nu. Det krævede næsten alt af mig at holde tårene inde, men det gik - måske fordi der simpelthen ikke var flere tåre tilbage. Hvis det kunne lade sig gøre, så var jeg i hvert fald helt sikkert løbet tør. 

   Jeg kiggede nervøst ned på mine hænder, da bussen stoppede igen. Jeg var her. Det skulle gøres nu. Jeg skulle bare havde det overstået. Med en klump i halsen og et gabende hul i maven rejste jeg mig op. Jeg gik ud af bussen og mærkede den kolde luft strømme mig i møde. Jeg kiggede lige op på Nialls hus, mens jeg mærkede bussen køre bag mig. Det var nu, jeg kunne godt. Jeg kunne godt ...

   Som en robot trak jeg høretelefonerne ud af mit øre, og proppede dem ned i min jakkelomme sammen med min mobil. Jeg lod mine øjne løber over Nialls velkendte hus. Jeg kunne se for mig, da jeg så Nialls hus første gang. Jeg smilede svagt ved mindet, men mit smil døde hurtigt hen igen. Jeg tog en dyb indånding og gik så med faste skridt op mod Nialls hus. Det så slet ikke lige så indbydende ud som sidst jeg var her. Alle gardiner var trukket for, huset var mørkt og i haven havde der tydeligvis ikke være nogen i længe. 

   Endelig stod jeg foran hans hoveddør. Mit hjerte bankede dobbelt tempo, og mine håndflader var næsten helt svedige. Men jeg blev nødt til det. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt. Jeg-

   Jeg kunne ikke.... Seriøst, det gik bare ikke. Nej. Nix. Nope. 

   Jeg drejede rundt på hælene, og gik med hurtige skridt tilbage mod vejen. Mig og Nialls forhold var totalt ødelagt, så der var ikke nogen grund til at lade som om det kunne blive godt igen. Jeg måtte bare lære at leve med det gabende hul der var i min mave. Det havde jeg jo gjort en gang før, så kunne jeg vel igen. 

   Men alligevel kørte Sophies ord rundt i hovedet på mig:

   'Jeg troede du elskede Niall, hvordan kan du så lade ham slippe væk så let?'

   For jeg burde ikke lade ham slippe væk så let, vel? Jeg burde kæmpe for at få ham tilbage. Det var bare ... Jeg var sikker på han ville havde det meget beder uden mig, og jeg ville jo bare have at han var glad. Men nej. Jeg blev da nødt til at prøve!  Og desuden, som jeg selv sagde, kom jeg ikke for at få ham tilbage. Bare for at sige undskyld. Niall havde fortjent at få sandheden at vide - at det ikke var ham der var skyld i at jeg kyssede Harry. At det ikke var fordi jeg var træt af Niall at jeg kyssede Harry. 

   Beslutsomt vente jeg mig om igen. Jeg blev nødt til at gøre det her. Det vidste jeg nu. Og ikke for min egen skyld, eller for Sophies. For Nialls. 

   Uden af tøve gik jeg direkte op til døren, og før jeg nåede så meget som at blinke havde jeg banket på. 

 

***

 

Nialls synsvinkel:

Jeg kiggede irriteret op på uret. Den pizza måtte da snart være her! Det var laaaaang tid siden jeg havde bestilt den. Og jeg var ved at DØ af sult. Det var i hvert fald hvad jeg bildte mig selv ind ...

   For inderst inde vidste jeg jo godt at hullet i min mave ikke skyldtes at jeg var sulten. Hullet skyldtes Erika. Jeg savnede hende. Helt vildt. Alt jeg ville var at havde hende tilbage. Holde om hende og aldrig give slip. Og så alligevel ikke. Det var som om jeg havde en krig inde i mig selv. Som om .... som min hjerne fortalte mig at jeg skulle holde mig så langt væk fra Erika som muligt, men mit hjerte bare ville tilbage til hende. 

   Nej, nej, nej. Hvad er det jeg siger?! Jeg vil IKKE have hende tilbage! Hun skal holde sig LANGT væk fra mig. Jeg var pisse sur på hende. Jeg fik kvalme bare af at tænke hendes navn. Jeg hadede hende. Hadede hende, hadede hende, hadede hende, HADEDE HENDE! Jeg ville ikke have hende tilbage om hun så dukkede op i min dør og bad mig om at tilgive hende. Hun skulle holde sig væk fra mig. Jeg var SÅ færdig med hende!

   Irriteret satte jeg mig op. Jeg tog en pude op kastede den af sted uden at se hvorhen. Jeg havde bare brug for at komme af med vreden på en en eller anden måde. Jeg kiggede mig irriteret rundt i stuen efter noget andet at kaste med. Mine øjne gled over den anden sofa. Den sofa vi lå på første gang hun var hjemme hos mig. Jeg ville bare spole tiden tilbage og gøre det hele igen. Leve alt igennem igen. 

   Nej! Nej, jeg ville ej. For hun elskede jo aldrig mig. Jeg var bare en eller anden tilfældig dreng der blev erstattet da der kom noget bedre. Gad vide hvor længe hende og Harry var sammen bag min ryg? Og hvor længe ville der gå før Harry også blev erstattet med noget bedre? 

   Jeg rejste mig op med et ryk, og sparkede irriteret min fod ind i sofaen. Jeg HADEDE hende. Jeg skulle havde hørt efter hvad alle fansne sagde - at hun var en player. For det var jo tydeligvis det hun var. Hun brugte mig! For penge og fame. Hun fucking BRUGTE mig!

   Jeg langede ud efter et eller andet at kaste med, og hørte snart et brag. Jeg kiggede frem for mig, og så mit sofabord vende forkert, og alt der havde lagt på det spredt ud på gulvet. Flot, Niall. Bare flot ...

   Jeg vrissede irriteret, og sparkede denne her gang til bordet, som røg hen over gulvet. Jeg trak vejret dybt ind. Der var ikke nogen grund til at blive så sur. Ikke over Erika. Hun var ikke det her værd. 

   Bestemt snurrede jeg rundt på hælene og gik ud mod køkkenet. Jeg var virkelig sulten, og så havde jeg bare brug for at komme væk fra den stue lidt. Ja, jeg havde vel enlig brug for at komme væk fra alt, men det vidste jeg ikke lige hvordan jeg skulle. Det var ikke sådan jeg bare lige kunne tage en uge på ferie eller noget. Jeg havde godt nok fået lov til at blive væk fra et par interviews og sådan noget, men kun fordi drengene havde fortalt alle at jeg var syg. Og desuden så ville jeg hade at skuffe vores fans. Så snart vi igen skulle til at spille koncerter, blev jeg nødt til at være der. Så det gik nok ikke bare at stikke af fra det hele ... Selvom tanken var fristende. 

   Jeg begyndte at roede nogle skabe igennem efter noget at spise. Hurtigt fik jeg fisket en pose popcorn frem, og snart var den i mikro ovnen. Jeg lod mine øjne glide ud af vinduet, mens jeg hoppede op på køkkenbordet. Jeg var virkelig så forvirret over mine følelser lige nu. Jeg kunne ikke finde rundt i dem. Det ene øjeblik var jeg hidsig og sur på Erika, det næste øjeblik var jeg trist og ked af det fordi jeg savnede hende og så ligepludselig var jeg GLAD, bare fordi det hele var overstået. Jeg kunne virkelig ikke adskille de rigtige følelser, fra de falske. Jeg kunne ikke finde rundt i noget. Jeg vidste ikke engang om det var godt eller skidt at Harry kyssede Erika. Om jeg var glad eller ked af det ...

   Mine tanker blev afbrudt da mikro ovnen bippede, og fortalte mig popcornene var færdige. Duften af smør og salt ramte mine næsebor, og fik nærmest min mave til at gøre ondt. Hastigt hoppede jeg ned fra køkkenbordet og gik over til mikro ovnen. Jeg fik hurtigt popcornene ud, og snart lå jeg igen inde i den bløde sofa, med dynen over mig, fjernsynet tændt og en pose popcorn i hånden. Jeg lukkede kort og tilfreds mine øjne da jeg smagte den første mundfuld popcorn, og lod så bare tankerne flyve. 

   Jeg var meget bedre uden Erika. Det eneste jeg havde brug for lige nu var drengene og denne her pose popcorn. Yup. Hvad mere kunne jeg bede om? Tsh, piger ... Dem havde jeg da ikke brug for.  

   Okay, okay, jeg vidste jo godt at ikke alle pige var ligeså totalt hjernedøde, dumme, idiotiske, fantastiske, dejlige, smuk-

   Vent, vent. Hvad er det jeg siger?! Hvad jeg ville sige var at ikke alle piger er så totalt hjernedøde, dumme og idiotiske som Erika. Der fandtes sikkert mange søde pige - ikke Erika, - men jeg havde bare ikke brug for en kæreste lige nu. Og da slet ikke Erika. Jeg var ovre hender. Jeg ville ikke tage hende tilbage om hun så tiggede mig om det. Nope. Jeg var videre i mit liv. Hun kunne bare gøre som hun ville. 

   Ligepludselig hørte jeg nogen banke på døren.

 

***

 

Erikas synsvinkel:

Jeg kiggede skræmt på døren. Jeg bankede da for fanden ikke lige på, vel?! Hvad tænkte jeg på? Jeg måtte væk nu. Altså lige nu, for jeg kunne allerede høre skridt inde fra huset af. Jeg vendte mig desperat rundt. Men hvor skulle jeg løbe hen? 

   Okay, okay, slap af, Erika. Du kan godt. Der er ikke nogen grund til at løbe nu. Du er kommet så langt.

   Jeg trak vejret dybt ind, og hørte i samme sekund en dør åbne sig bag mig. Jeg fik med det samme en klump i halsen, og jeg turede ærlig talt ikke vende mig om, men jeg tog mig sammen og stod snart ansigt til ansigt med Niall. Han havde et par  pyjamasbukser på, et par store sokker og så ... hmpf, selvfølgelig. Ingen bluse og morgenhår. Hvorfoooor? Hvorfor lige ingen bluse og morgenhår?! Han så så forbandet godt ud når han havde morgenhår og bar overkrop, så hvorfor - HVORFOR - skulle han absolut havde det lige nu?!

   "Hvad laver du her?" spurgte han koldt, med grødet stemme. Hans ord fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Helt automatisk trådte jeg et skridt væk fra ham, og strøg nervøst en tot hår om bag mit øre, mens jeg mærkede en lille regndråbe lande på min hånd. 

   "Uhm, vi bliver ... vi bliver lige nødt til at snakke," sagde jeg, mens jeg kiggede ned i jorden. Hvordan skulle jeg også kunne kigge på ham? Jeg ville ALDRIG i mit live kunne se den dreng i øjnene igen. 

   "Vi har ikke noget at snakke om," sagde Niall kort, og skulle til at lukke hans dør i, men jeg nåede lige at soppe ham. Irriteret åbnede han døren igen, og kiggede på mig. 

   "Jeg ved godt at du er sur på mig, og at du..." begyndte jeg men ordene gad ikke komme over mine læber. Min tunge var totalt frosset fast inde i min mund, og jeg kunne ikke finde ord. 

   "At jeg hvad?" spurgte Niall koldt, og jeg kunne mærke hans blå øjne bore sig ind i mig. 

   "At du... hader mig," fik jeg endelig frem. Det gjorde så ondt at sige, men det var jo sandheden, og Niall fortjente kun sandheden. Jeg lod nervøst mine øjne glide op på Nialls hoved. Han så såret ud, men så snart mine øjne mødte hans forvandledes hans dejlige blå øjne sig til et et par kolde stirrende. Det her gik slet ikke som jeg havde forventet - det gik meget værre. Jeg havde regnet med at Niall ville blive sur på mig, efter jeg havde fået sagt hvad jeg ville sige. Jeg havde under ingen omstændigheder regnet med jeg slet ikke kunne sige noget! 

   Jeg trak vejret dybt ind og kiggede så Niall direkte ind i øjnene. Det her skulle bare overstået. Og jeg kunne godt. 

   "Jeg kommer ikke for at blive tilgivet, for det ved jeg godt jeg ikke fortjener," startede jeg ud, og selvom det gjorde ondt at sige, følte jeg virkelig at det lettede, "Jeg kom bare for at sige undskyld. For jeg ved det var forkert det jeg gjorde. Og du skal vide at jeg fortryder med alt hvad jeg har, at jeg gjorde. Jeg ville virkelig gerne ændre hvad der skete, men det kan jeg ikke ...  Jeg syntes bare du skal vide, det overhovedet ikke havde noget med dig at gøre. Og jeg føler ikke noget for Harry. Det har hele tiden været dig Niall, og jeg var aldrig i tvivl. Jeg ... jeg elsker dig og jeg har virkelig nydt den tid vi har haft sammen, men jeg forstår godt at det er slut nu. Og jeg ville bare lige sige undskyld ... du fortjente ikke noget af det her."

   Jeg tog en dyb indånding, og mærkede hvor dejligt det var at få det hele sagt. Jeg kiggede kort op på Niall igen som bare så på mig med et ansigtsudtryk der var umuligt at læse. Så nikkede jeg kort, og sukkede. 

   "Farvel Niall," sagde jeg så lavt, og drejede tøvende om på hælene.

    Det var det. Jeg gjorde det. Og jeg var stolt af mig selv. Jeg fik det sagt. 

   Jeg mærkede den kolde regn som silede ned, men jeg kunne ikke lade vær med at smile. Selvfølgelig løste der her ikke noget for mig. Jeg havde stadig et kæmpe hul i maven jeg skulle kæmpe med, og jeg ville nok aldrig være i stand til at gå ind i så meget som en CD-butik mere, men Niall måtte være glad nu. Eller i hvert fald så var jeg sikker på han ville blive det. Han vidste at jeg ikke valgte Harry frem for ham. Og at det ikke var noget galt med ham. Så måske ville det hjælpe ham med at komme over mig? Det var i hvert fald det jeg håbede på. 

   Jeg smilede svagt for mig selv, mens jeg fortsatte ud Nialls indkørsel. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle komme hjem endnu, men jeg ville finde ud af noget.

   "Erika," hørte jeg en stemme sige bag mig, som var alt for tæt på. Med et sæt vendte jeg mig om og så en gennemblødt Niall, stadig i bar overkrop, kun stå en meter væk fra mig. Jeg var sikker på et mit hjerte lige sprang et slag over og jeg kiggede chokeret på ham. 

   "Jeg bliver nødt til at spørge dig om noget," sagde han stille og kiggede bedende på mig. Jeg prøvede at synke den klump jeg havde i halsen, mens jeg langsomt nikkede. Jeg ville gerne, men jeg kunne ikke fjerne mine øjne fra hans. De perfekte, blå øjne som lige nu var helt umulige at læse. "Er det sandt?" spurgte han så. Jeg kiggede forvirret på ham, "Er det rigtigt? Elsker du mig virkelig? Og vær sød at sige sandheden."

   Jeg grinte lidt for mig selv, og nikkede stille, så mit våde hår klistrede sig fast til mit ansigt. "Selvfølgelig elsker jeg dig, Niall," sagde jeg så lavt, og håbede enlig på han ikke hørte mig. 

   "Så du ... du brugte mig ikke bare?" spurgte Niall. Hans stemme var næsten en hvisken.

    "Nej," sagde jeg hurtigt og kiggede overasket op på ham, "Niall, jeg brugte dig ikke. Aldrig. Jeg mener det, jeg elsker dig virkelig. Og ... derfor forstår jeg også godt at det er slut nu. Du skal videre i dit liv, og jeg håber kun det bedste for dig. Du skal ud og finde en sød pige. Det vrimler jo med dem, og tro mig, der skal nok være en der falder i din smag. Og ellers kan du jo bare ... finde tilbage til Katherin eller noget," sagde jeg med et skævt smil, mens jeg strøg en hånd gennem mit gennemblødte hår, "Jeg syntes bare du skal vide at jeg forstå godt at du ikke gider mig mere, og ... og det er okay for mig at det er slut. Jeg ... jeg kommer til at savne dig, men jeg skal nok klare det."
   "Jeg vil ikke have det skal være slut," hviskede Niall, og trådte et skridt tætter på mig. Jeg rystede svagt på hovedet, og kiggede op på ham. 

   "Niall, jeg forstå godt du ikke gider mig mere. Du behøver ikk-" 

   Jeg stoppede brat op, da det gik op for mig hvad han sagde. 'Jeg vil ikke have det skal være slut.' Nej, nej, nej, nej, nej ... Jeg måtte have hørt forkert - han hadede mig. Han VILLE HAVE det skulle være slut - det ... det var jo helt forkert!
   "Hva'?" sagde jeg dumt. Jeg måtte jo have hørt forkert. Det kunne ikke passe!

   "Jeg vil ikke have det skal være slut, Erika," sagde Niall og tog min våde hånd i hans, "Jeg elsker dig, men jeg ved ikke om jeg kan stole på dig længere."

   "Oh," sagde jeg trist og kiggede ned på vores hænder, "Det er jeg ked af, Niall, jeg ... jeg kan godt forstå dig."

   "Så jeg kan ikke stole på dig?" sagde Niall blidt, og jeg kiggede forvirret op. 

   "Jo, men ... selvfølgelig, men du tror vel ikke på mig," sagde jeg og trak på skuldrene, "Jeg løj jo om Harry."

   "Det ved jeg," sukkede Niall og kiggede mig trist i øjnene, "Jeg tror bare ikke jeg kan give slip på dig så let." Jeg kiggede overasket på Niall. Hans blå øjne udstrålede forvirring og hans våde hår klistrede til hans pande. 

   "Jeg forstår ikke helt hvad du mener," hviskede jeg lavt, og var næsten sikker på Niall ikke kunne høre mig. Han smilede skævt til mig, og selvom jeg frøs her i regnen, gjorde hans smil mig helt varm. 

   "Jeg mener jeg vil give det en chance til," sagde Niall så beslutsomt med et lille smil. 

   "Vent ... tilgiver du mig?" spurgte jeg overasket og kiggede dumt op på Niall. 

   "Ja," sagde Niall med et smil, og jeg åndede lettet ud. 

   "Men vil det så sige at vi er sammen igen?" spurgte jeg nervøst. 

   "Hvis du vil," sagde Niall, og lo stille. Jeg kiggede strålende op på ham. Uden at tøve sprang jeg i armene på ham. Få sekunder efter ramte vores læber hinanden i et længeventet kys, der sendte gnister rundt i hele min krop. Hurtigt løftede Niall mig og og drejede mig rundt, og jeg kunne ikke lade være med at grine af ham. Jeg svingede mine ben rundt om hans liv, og lagde mine hænder om hans nakke, uden at fjerne mine læber fra hans et eneste sekund. 

    "Jeg elsker dig, Erika" mumlede Niall mod mine læber. Jeg smilede helt automatisk. 

    "Jeg elsker dig," mumlede jeg tilbage. 

 

________________

 

Heiiii<3

Det her var så det sidste kapitel, håber i ku' lide det! Og tak til alle der her læst min historie og liked og alt det der - er virkelig glad for det<3

Og tak til EmTh for at give mig idéen til slutningen - altså med den der Harry kommentar:)

- Mille

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...