Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3786Visninger
AA

4. She's Your Ex!

Erikas synsvinkel:

"Måske skal der mel i?" prøvede Louis tøvende og kiggede ned i det, sorte slimede snask som skulle forestille kødsauce.

   "Mel?!" grinte jeg af ham. "Der er de ikke mel i kødsauce," fastslog jeg selvom jeg enlig ikke vidste det. Ja, vi var nok ikke lige verdensmestre i at lave mad. Jeg kiggede ned i gryden igen, og fik en grim smag i munden. Det så virkelig klamt ud.

   Pludselig mærkede jeg noget blev kastet ned i nakken på mig. Min mund stod helt åben, og jeg rækte af ren refleks min hånd om mod min nakke, mens jeg langsomt vendte mig om og så Louis stå med et stort, flabet smil. Det skulle han ikke havde gjort.

   "Kritisere du mine mad skills?" spurgte han og prøvede at lyde 'hård'.

   Jeg tog en håndfuld mel og smed lige i hovedet på ham. Ha! Så kunne han tage den. Nu stod vi lige.

   Men sådan tænkte Louis åbentbart ikke, for før jeg vidste af det havde jeg også mel overalt i hovedet. Jeg stod og hostede helt vildt, mens Louis bare stod og grinte hysterisk af mig.

   "Du skulle ... ahahahah! - Du skulle virkelig - ha... haha ... set dit ansigt!" grinte han. Jeg tørrede melet af mit ansigt - eller prøvede, resultatet blev bare at jeg tørrede det ud i ansigtet.

   "Louis!"  sagde jeg og spillede fornærmet, men det kunne jeg slet ikke for jeg var ved at flække af grin. Jeg gik over mod melet, og prøvede at tage en håndfuld uden han så det. Men det gjorde han selvfølgelig...

   "Erika, det kan du godt glemme," sagde han og prøvede at sende mig et strengt blik, men han store smil ødelagde det. Jeg gik langsomt over mod ham, og han bakkede tilbage med hænderne fremme som det ville hjælpe.

   Jeg sendte ham bare et flabet  smil og så kastede jeg. Men idet samme jeg kastede mærkede jeg noget klistret blive hældt over mig. Jeg gav et lille skrig fra mig og så op på Louis. Eller skulle jeg sige ned, for han krummede sig sammen af grin. Han lå faktisk næsten på gulvet.

   "Louis, din... Din.." jeg kunne slet komme i tanke om noget at kalde ham, og endte bare med at give et stort suk fra mig, før jeg indså hvad han havde hældt over mig. Syltetøj. "Ewwww, Lou! Seriøst, syltetøj?!"

   Han grinte stadig af mig, men pludselig blev hans øjne store og han kiggede på noget bag mig. Jeg vendte mig langsomt om, og var bange for hvad jeg ville se.

   Niall.

   Selvfølgelig skulle det være ham. Alt gik jo alligevel galt for mig.

   Jeg havde helt glemt Louis, og tænkte kun på Niall der stod der og gloede mærkeligt på mig med hans flotte, ocean-blå øjne, hans stærke arme, som var let spændte, og som jeg længdes efter at være i... Stop dig selv, Erika! Han hader dig jo ligesom.

   Jeg stod som forstenet til gulvet og kiggede på ham. Et blik han gengældte. Hans blik søgte op af mod mit hår, som sikkert var helt rødt af syltetøj. Han troede sikkert jeg var virkelig dum - det var jeg måske os? Jeg mener her stod jeg med freaking syltetøj i håret!

   God, det var pinligt det her. Jeg blev bare nødt til at komme væk. Jeg spurgtede ud af stuen uden at vide hvor jeg løb hen. Hvilket viste sig at være en dum ide, da jeg endte i stuen hvor de andre drenge og Sophie sad.

   De sad dybt koncentreret over et eller andet der lå på bordet, og skænkede mig slet ikke et blik i starten. Og hvorfor jeg ikke bare lød vide kan jeg ikke ikke fortælle dig, for jeg ved det ikke selv...

   "Popcor-" Zayn stoppede sig selv midt i sætningen og kiggede så dybt forvirret på mig. Men det kunne jeg jo ikke bebrejde ham, jeg stod jeg ligesom her med syltetøj og mel ud over det hele. De andre vendte langsomt blikket op på mig og de sad allesammen og så helt forkert på mig.

   "Erika," prøvede Sophie at sige glad for at ødelægge den pressede stemning, men det kiksede da hun stadig så helt forvirret ud. Mit blik gled rundt på dem alle sammen, mens jeg stod som naglet på stedet.

   Harry sad og kiggede på mig, men så snart mit blik mødte hans søgte hans blik gulvet, og han sad og pillede nervøst ved en løs tråd der var i sofaen. Hvad gik der lige galt for ham? Hans smilehuller var ikke til at se, og hans grønne øjne, der altid udstrålede glæde, var slet ikke de samme, selvom jeg ikke lige kunne sætte fingeren på det.

   Zayn sad ved siden af ham. Han havde ikke sin selvanlige quiff (altså skibakken, ikke?), men det var vel bare weekend hår. Glemte jeg at sige at de var lørdag? Okay, ligemeget. Han så ret forvirret ud, og lignede en der ikke helt vidste hvad han skulle gøre. Hans øjne var ret hårde, mens han prøvede at skjule et smil. Men altså jeg måtte jo også se ret sjov ud.

   Mine øjne gled over på Liam som havde en... en arm rundt om SOPHIE?! Han fjernede den godt nok hastigt da han så jeg kiggede på dem. Han kiggede hurtigt ned i jorden, mens Sophie bare kiggede på mig med det største smil ever! Hendes røde krøller var sat op i en hestehale, hun havde et par sorte jeans på, og en rød ternet skjorte der var foldet op på armene. Nurh hvor sød, hun passede faktisk godt med Liam. Vent, Liam har en kæreste! Jeg håber for deres skyld det der KUN er venskabligt ment.

  Og så kom jeg i tanke om at jeg stod med syltetøj i håret, og pludselig kunne det ikke gå for langsomt med at komme væk.

 

***

 

Nialls synsvinkel:

"Måske vi skulle få ryddet lidt op he-" begyndte Louis tøvende, men jeg afbrød ham. Jeg var pisse træt af deres små lege, eller hvad de gik og lavede. Hvorfor kunne de ikke bare fortælle mig hvem tøsen var?! Det kunne da ikke være så svært.

   "Stop det, Louis," sagde jeg hårdt. Han kiggede forskrækket på mig. Det kunne da ikke undre ham jeg ville havde en forklaring. Først dukker den her stortudende pige op til vores koncert, så kender alle hende åbenbart - altså bortset fra mig - og så er der ikke nogen der vil fortælle mig hvem hun er. 

   Jeg kunne godt høre hende Erika der og Louis larme oven på. De grinte og skreg, og hyggede sig tydeligvis. Og nu havde de så også haft en eller anden form for ... madkrig? Jeg ville vide hvad det foregik!

   "Bare fortæl mig hvem fanden hun er!" råbt jeg vredt af ham. Han kiggede undskyldene på mig, men jeg var træt af at de hele tiden var så pisse uskyldige. Hvorfor måtte jeg ikke vide hvem hun var?!

   "Niall, det kan jeg jo i-" begyndte han, men den havde jeg ligesom hørt før.

   "Gem det der til senere, Louis. Jeg vil vide hvem hun er!" vrissede jeg af ham. Døren gik op bag mig og Harry kom ind. Han kølede sig akavet i nakken da han kunne se han afbrød noget.

   "Altså, jeg..." begyndte han tøvende. Han hostede og fortsatte så. "Jeg ... øhm, vi hørte råberi, og så sendte drengene mig her op for at..."

   Jeg afbrød ham koldt, for jeg var træt af deres pis. "Hvem er hun?!" prøvede jeg igen. Han hævede øjenbrynene, men indså så hvem jeg snakkede om. En skygge gled over hans ansigt, og han fik et udtryk som han kun havde når vi snakkede om Erika.

   "Niall, drop det n-" begyndte Harry, men jeg afbrød ham. Wow, jeg tror ikke én af dem havde fået fuldendt en sætning ind til videre. Så kunne de bare lære det! Ej, okay...

   "Nej, I skal droppe det. Jeg er vildt træt af hele tiden at høre på jeres lort! Nu fortæller I mig hvem hun er!" sagde jeg og Harry så forskrækket på mig.

   "Niall, je-"

   "Stop det, Harry. Jeg troede vi var venner, men det er vi jo så åbentbart ikke," sagde jeg hårdt til dem og vendte mig om. Harry tog fat i min arm, men jeg slog den væk og fortsatte.

   "Niall, stop!" råbte Harry. "Forfanden da, stop nu!" prøvede han igen da jeg ikke hørte efter. Jeg vendte mig om igen og kiggede ham i øjne. Han sukkede opgivende, og fortsatte hårdt:

   "Hun er din eks, okay?! Er du glad nu?!"

 

***

 

Erikas synsvinkel:

Cause you turned your face, and now I can't feel you anymore.

   Jeg sad og hørte Turn Your Face, mens tårene langsomt løb ned af kinderne. Det var nok heller ikke den bedste sang at høre lige nu, den var ret deprimende, og så mindede den mig altid om mit og Nialls forhold - øhm, gamle forhold.

   Det havde været så pinligt. Jeg stod foran Niall med SYLTETØJ i håret. Jeg havde virkelig lyst til at grave mig ned i et hul. Jeg kunne jo aldrig se ham i øjnene igen. Okay, måske overreagerede jeg lidt.

   Det var jo også bare fordi jeg i forvejen var vildt ked ad det over det med Niall - selvom Louis havde fået mig til at glemme det et stykke tid. 

   Jeg havde hørt Niall, Louis og Harry skændtes. Jeg kunne ikke høre hvad de sagde, men de snakkede sikkert om mig. Jeg ville bare hjem. Og jeg vidste drengene sikkert også bare ville havde mig til at smutte. Louis var sikkert også sur på mig nu. Jeg havde fået ham til at skændte med Harry. De skændtes seriøst aldrig. Og også med Niall.

   So hard to face, that I can't feel you anymore. Hard to face that I can't see you anymore.

   Jeg rev mine hovedetelefoner ud af øret. Jeg kunne virkelig ikke holde ud at høre den sang lige nu.

   Jeg lagde mig ned og trak vejret dybt, mens jeg trak dynen helt op under næsen. Den dejlige varme omfavnede og jeg sukkede tilfredst, mens jeg med dynen tørrede mine øjne.

   Langsomt lukkede jeg øjnene og lod bare tankerne køre rundt i hovedet på mig. Uden at tage nattøj på, uden at spise aftensmad og uden at havde nogen ide om hvad der ville ske i morgen lagde jeg mig til at sove.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...