Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3505Visninger
AA

41. She Dosn't Deserve It

Sophies synsvinkel:

Jeg kiggede forskrækket over på døren, da den gik op. Jeg ånede lettet ud da jeg så Louis træde ind af døren. Jeg havde ventet virkelig længe med Harry, og lige nu var han ikke den mest spændende person at være sammen med. Jeg fulgte Louis med øjnene, da han hang en våd jakke op på en knage og smed sine sko af.

   "Han er helt ude af den," sagde Louis opgivende imens han langsomt vente sig om. Han kørte en finger igennem hans hår og fik så øje på  mig, "Hvad laver du her?"

   "Øh, det ... det er Erika," sagde jeg tøvende. Louis kiggede forstående på mig og gik så ind i stuen. 

   "Hvordan har hun det?" spurgte Louis og satte sig ned på en sofa. 

   "Ikke for godt," sukkede jeg. Louis nikkede. 

   "Og du vil have mig til at hjælpe?" spurgte Louis og kiggede en smule hårdt på mig. 

   "Jah, det vil jeg vel, det er bare ..." sagde jeg og trak stille på skuldrene, "Altså hun gider ikke noget overhovedet, og jeg tænkte at du måske kunne tale med hende?"

   "Hvis ikke hun vil høre på dig, hvorfor skulle hun så høre på mig?" spurgte Louis mistroisk mens han fugtede hans læber. 

   "Du har været meget mere sammen med hende end mig på det sidste," sagde jeg, og rykkede mig utilpas i sofaen. 

   "Jeg ked af det, Sophie, men jeg tror ikke der er noget jeg kan gøre," sagde Louis og kiggede ligegyldigt på mig. 

   "Hvad mener du?" spurgte jeg dumt. Han blev da nødt til at gøre noget. Skulle Erika og Louis ikke forestille at være viiiildt gode venner? Så kunne han da ikke bare se på mens hun lukkede sig selv ude fra alt og alle?!

   "Jeg har nok i at se til Harry og Niall, du må klare dig selv," sagde Louis bare og trak på skuldrene. 

   "Jeg tror godt at Harry og Niall kan undvære dig en lille time," sagde jeg mistroisk. Louis sukkede. 

   "Jamen jeg ved jo ikke hvad jeg skal gøre!" sagde han irriteret og slog ud med armene, "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til hende - jeg kan ikke sige noget."

   "Joh ..." sagde jeg tøvende. 

   "Hvis ikke du ved det, hvorfor skulle jeg så?" spurgte Louis mens han lænede sig tilbage og hvilede hans hoved på sofaens ryglæn. 

   "Du bliver da nødt til at prøve," sagde jeg stille. 

   "Du forstår det bare ikke," vrissede Louis, "Jeg har prøvet. I en hel uge. De bliver ikke glade igen - jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!"

    Harry rømmede sig og vi så irriteret over på ham. Han kiggede en anelse surt på Louis. 

   "Jeg sidder altså lige her ovre," sagde han så, og Louis rullede øjne af ham. 

   "Hør, jeg ville virkelig gerne hjælpe, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre," sagde Louis så og kiggede på mig med blanke øjne. Hvorhenne var den Louis der altid var glad? Ham der altid smilede, og helt automatisk smittede af med sit gode humør?

   "Der må da være noget vi kan gøre," sagde jeg, selvom det nærmere var en hvisken. 

   "Jamen det er der ikke," sagde Louis og kørte en frustreret finger gennem hans hår, "De kommer sig jo aldrig over hinanden. Du skulle se Niall - han spiser og sover. Intet andet. Og der er fucking ingenting vi kan gøre ved det. Han er helt lost uden Erika ..."

   "Det er min skyld," hviskede Harry pludselig. 

   "Nej, Harry," sagde Louis og prøvede på at lade være med at lyde irriteret. 

   "Jo," sagde Harry bestemt, "Jeg kyssede hende. Jeg bliver nødt til at snakke med Niall." Louis og jeg kiggede mistroisk på ham. 

   "Tror du det er en god ide?" spurgte Louis så. 

   "Det ved jeg ikke, Lou, men et eller andet bliver jeg nødt til at gøre," sukkede Harry, "Jeg kan ikke klare at tænke på jeg ødelagde deres forhold."

   "Det gjorde du heller ikke," sukkede Louis.

   "Louis, vær nu ærlig," sagde Harry, "Det var min skyld."
   "Men du gjorde det jo ikke med vilje," sagde jeg opmuntrende.

   "Selvfølgelig gjorde jeg det," sagde Harry en anelse irriteret, "Altså det var jo ikke sådan at jeg faldt og så landede mine læber tilfældigvis på hendes læber, vel?"
   "Nej, men du gjorde det jo ikke fordi du ville ødelægge deres forhold," prøvede jeg igen. 

   "Men hvad nu hvis jeg gjorde det?" vrissede Harry, "Hvad nu hvis alt hvad pressen skriver er rigtigt? Hvad hvis jeg er en player?! Måske kan jeg bare ikke holde ud, at Erika bedre kunne lide Niall. Måske var jeg slet ikke forelsket i hende. Hvad nu hvis jeg bare SKULLE være den bedste?!"

   "Stop Harry," sagde Louis hårdt, "Du, af alle mennesker, burde da vide at man ikke kan stole på pressen. Sådan der er du ikke, og det ved du også godt selv. Du ville ikke havde kysset Erika, hvis ikke du virkelig følte noget for hende."

   "Hvordan kan du vide det?!" råbte Harry. 

   "Fordi, Harry, jeg kender dig," sagde Louis troværdigt, "Og det er slet ikke dig at udnytte piger, eller at skulle være den bedste."

   "Det kan også være ligemeget," vrissede Harry, "Jeg bliver nødt til at snakke med Niall." 

   "Harry, stop nu," sukkede Louis, men Harry rejste sig op og gik direkte over til hoveddøren. Stadig i ført nattøj gik han ud af døren, og snart efter kunne vi høre en bilmotor starte. 

 

***

 

Nialls synsvinkel:

"Uhm, en pizza med ekstra ost, ekstra kød, ekstra løg, ekstra pepperoni ... og så sørg for meget ekstra ost," sagde jeg til pizzamanden. 

   "Og det skal bare afleveres ved den samme adresse som sidste gane?" hørte jeg pizzamanden spørge i den anden ende af røret. 

   "Har jeg snakket med dig før?" spurgte jeg forvirret. 

   "Ja, da du bestilte for en halv time siden," sukkede pizzamanden. 

   "Hmm, okay så," sagde jeg, "Men ja, samme adresse."

   "Fint, vi er der om en halv time," sagde pizzamanden.

   "Om en halv time?! Kan de-"

   "Nej, det KAN ikke gå hurtige," sagde pizzamanden irriteret. 

   "Hvordan viste du jeg ville spørge om det?" spurgte jeg mistænktligt. 

   "Du spurgte om det samme da du ringede sidste gang ... og forrig gang, og gangen før den" sagde pizzamanden så. 

   "Nårh," sagde jeg stille, "Okay, farvel så."

   "Farvel," brummede pizzamanden og snart var alt jeg kunne høre min telefon der bippede. Jeg sukkede. Nu når jeg ikke havde nogen at snakke med var her så stille. Alle tankerne krøb rundt i mig, og jeg ville bare havde dem til at forsvinde. Jeg skulle lige til at tænde for fjernsynet, da jeg hørte nogen banke på. 

   "Ingen gæster, tak," råbte jeg bare irriteret. 

   "Luk op, Niall," hørte jeg en dyb og langsom stemme med stærk britisk accent sige. 

   "Gå, Harry," sagde jeg bare koldt. Jeg havde overhovedet ikke brug for at snakke med den nar. Jeg kunne sagtens forestille mig hvordan han stod og kyssede Erika, og hvordan han nød hvert et sekund af det.

   Lad vær med at tænke på det, Niall!  

   "Niall, luk nu op," sukkede Harry, "Jeg har brug for at snakke."

   "Synd, for det har jeg ikke," sagde jeg bare. Jeg hørte et suk ude fra døren af, og vendte mig tilfreds om mod fjernsynet igen. 

   "Du bliver nødt til at snakke med mig."

   Jeg sprang forskrækket op da Harry stod lige bag ved mig og snakkede. 

   "Hvordan kom du ind?!" udbrød jeg irriteret. 

   "Damen i receptionen gav mig en nøgle," sagde han og trak ligegyldigt på skuldrene, mens han dinglede med en nøgle. Jeg sukkede højlydt.   

   "Jeg har ikke noget at snakke om, så bare gå," sagde jeg så koldt og vendte igen min opmærksomhed mod det slukkede fjernsyn. 

   "Niall, jeg er virkelig - VIRKELIG - ked af det," sagde Harry og satte sig ned på en af sofaerne. 

   "Drop det, Harry," sagde jeg uden at kigge på ham.

   "Jeg mener det," sagde Harry, "Det var aldrig meningen at ødelægge dit og Erikas forhold."

   "Ved du hvad? Faktisk," sagde jeg og kiggede på Harry, "Faktisk burde jeg vel takke dig. Hvis ikke det var for dig havde jeg aldrig indset hvor stor en fejltagelse det var at komme sammen med Erika."   

   "Niall, stop," sagde Harry hårdt, "Vi ved begge to godt du ikke mener det der."

   "Jo, Harry, jeg mener det," sagde jeg og kiggede koldt på Harry, "Fra hendes side var det jo alligevel aldrig noget alvorligt. Jeg var bare én dreng på vejen. Én dreng, som bare bliver skiftet ud når der kommer noget bedre. Uheldigvis var 'det bedre' dig."

   "JEG kyssede HENDE, Niall," sagde Harry, og jeg kiggede mistroisk ham. 

   "Men lad vær med at fortælle mig hun ikke gengældte det," sagde jeg overlegent.

   "Hun vidste jo ikke hvad hun lavede," mumlede Harry. 

   "Jeg forstår det ikke, hvorfor forsvare du hende?!" spurgte jeg irriteret. 

   "Fordi, Niall, det er min skyld," vrissede Harry. 

   "Måske, men hun kyssede stadig igen," sagde jeg bare og kiggede igen hen på det stadig slukkede TV.

   "Du bliver nødt til at give hende en chance," sagde Harry, og jeg vrissede irriteret. 

   "Hun vil sgu da ikke havde en chance mere, Harry!" råbte jeg af ham, "Kan du ikke se det?! Hun ville nok ikke havde kysset dig, hvis hun virkelig holdt af mig vel? Hun lever sikkert livet nu. Hun er da bare glad for hun endelig slap af med mig!"

   "Det passer jo ikke, Niall," sukkede Harry. Jeg kiggede irriteret over på ham. Hvorfor kunne han ikke bare fatte det?

   "Gør det ikke?! Hvis hun virkelig gerne ville havde mig tilbage, så ville hun havde sagt det! Men hun har sikkert for travlt med at fejre at hun endelig er single, til at kommer her og undskylde," vrissede jeg. 

   "Er det du tror hun laver?" spurgte Harry hårdt, mens han slog en lille latter op, "Det hun i virkeligheden har for travlt med er at ligge hjemme i sengen og tude over dig mens hun sulter sig selv."   

   "Og hvad fanden ved du så om det?!" råbte jeg, "Du har måske snakket med hende? Været henne og trøste hende? Hmpf, køn ven ..."

    "Nej, jeg har ikke snakket med hende," sagde Harry igen hårdt, "Sophie kom i dag. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, og hun ville have hjælp, okay? Jeg har ikke snakket med hende, for den eneste hun gider snakke med er Sophie!"

   "Måske, men jeg har stadigvæk ikke tænkt mig at tilgive hende," sagde jeg koldt. 

   "C'mon, Niall! Hvorfor?!" sagde Harry irriteret. 

   "Fordi det er hun ikke fortjent, okay?!" råbte jeg og smed mig tilbage i sofaen. 

   

***

 

Erikas synsvinkel:

Jeg mærkede min mave rumle, og rejste mig sløvt op. Træt kørte jeg en hånd igennem mit hår, og trådte i et par hjemmesko. Jeg gabte højlydt og gik så med tunge skridt over mod døren. Jeg stoppede op et sekund, da jeg kunne høre fjernsynet gå nedenunder. Fuck. Min mor var hjemme. Jeg sukkede irriteret og gik så ind og smed mig på sengen igen. Jeg skulle under ingen omstændigheder snakke med min mor.

   Jeg lagde mig ned under den varme dyne, og rækkede så ud efter fjernbetjeningen. Snart var The Notebook igang oppe på skærmen, selvom jeg ikke helt fulgte med - den blev en smule kedelig den tiende gang man så den.

   Jeg så forskrækket op, da døren pludselig åbnede. Sophie stod i døren med et undskyldende smil og en yoghurt i hånden. 

   "Du har ikke spist din yoghurt," sagde hun med et skævt smil, mens hun tøvende gik over mod sengen og rækkede mig yoghurten. Jeg tog imod den, og var snart igang med at spise den. 

   "Erika," sagde Sophie tøvende. 

   "Nej, jeg står ikke op," sukkede jeg irriteret. Jeg fik det spørgsmål HVER dag. 

   "Det var heller ikke det jeg ville sige," sagde Sophie, "Sig undskyld til Niall."

   Jeg kiggede forskrækket op. "Hva'?" spurgte jeg så dumt med munden fuld at yoghurt. 

   "Sig undskyld til Niall," gentog Sophie med løftede øjenbryn. 

   "Det kan jeg ikke," sagde jeg bare kort og gik igen i krig med min yoghurt. 

   "Jo du kan så," sagde Sophie bestemt og jeg rystede kort på hovedet, "Hvorfor?"    

   "Fordi han hader mig," sagde jeg og trak på skuldrene. Jeg havde efterhånden vendet mig til at Niall igen hadede mig. Tanken gjorde stadigvæk ondt, men jeg havde ligesom lært bare at skubbe det væk. 

   "Derfor kan du vel stadig godt sige undskyld," sagde Sophie. 

   "Nej," sagde jeg bare kort, og lagde den tomme yoghurt fra mig. 

   "Jo," sagde Sophie bestemt, "Hør, hvis du vil havde nogensom helst chance for at redde dig og Nialls forhold, så bliver nødt til at sige undskyld."

   "Redde vores forhold? Ha! Vores forhold er så ødelagt at det i hvert fald ALDRIG vil kunne reddes," sagde jeg overlegent og lænede mig tilbage i sengen. 

   "Du bliver da nødt til at prøve," sagde Sophie anklagende, "Du kan da ikke bare ligge der og gøre ingenting. Jeg troede du elskede Niall, hvordan kan du så lade ham slippe væk så let?"

   "Jamen, jeg ... jeg elsker ham," hviskede jeg så, og kiggede trist op på Sophie. Mit humør, det kunne virkelig ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. 

   "Jamen så må du jo gøre noget for at få det hele på plads igen," sagde Sophie bestemt. 

   "Nej," sagde jeg bare kort, "Han er bedre uden mig. Jeg fortjener ham ikke. Han skulle gå tilbage til Katherin."

   "Stop lige der," sagde Sophie med løftet finger, "Nu kommer du op af den seng, og så er det bare af sted for at sige undskyld."

   "Men hvad nu hvis han ikke vil tilgive mig?" spurgte jeg nervøst. 

   "Så har du da i det mindste prøvet," sagde Sophie go trak på skulderen. Jeg sukkede men rejste mig så endelig op fra sengen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...