Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3504Visninger
AA

3. Perrie Edwards

Louis synsvinkel:

   Niall gik ud af stuen og smækkede døren med at brag. Han var rasende på os alle sammen. Men det var jo ikke noget at sige til. Han havde endnu engang bragt Erika på banen.

   Erika. Jeg savnede hende helt vildt. Men drengene ville ikke rigtig lade mig se hende. Ikke fordi de bestemte mig over mig eller noget, men nu var jeg ikke så glad for at skændes. Og jeg havde jo heller ikke så meget tid.

   Det var fedt at se hende igen. Selvom det kun var på afstand. Jeg holdt øje med hende backstage. Jeg snakkede ikke med hende, selvom jeg havde lyst til det. Jeg lyder som en eller anden stalker nu, gør jeg ikke? Det er jeg altså ikke. Men Erika og jeg var virkelig gode venner. Det er vi jo så ikke længere. Jeg tænkte ikke så meget på hende længere. Der skete jo så meget med bandet og sådan.

   "Drenge, vi bliver nødt til at sige det," sagde Liam. Han sad i sofaen med foldede hænder. Og han havde ret, men ingen af os vidste hvordan. Ingen havde lyst til at sige det. Vi var bange for hvordan han ville reagere. Siden uheldet havde han haft nogle alvorlig nedturer. For kun en måned siden blev han så sur på Liam at han låste sig selv inde på sit værelse i en hel uge. Altså, han kom selvfølgelig ud for at spise - det jo Niall.

   "Det kan vi da ikke," udbrød Zayn. "Han bliver jo helt forvirret." Zayn lænede sig tilbage i stolen og sukkede. Han lagde et kort øjeblik hænder over øjnene, og kiggede så op igen.

   "Harry, du bliver nødt til at sige det," sagde Zayn.

   "Hvad?!" Harry så fosrkækket ud. Jeg havde slet ikke lagt mærke til ham før. Han sad og pillede nervøs ved hans lynlås. Han lignte ikke en der havde det specielt godt. Han var kridhvid i ansigtet. Og han så faktisk direkte skræmt ud lige nu. Hvad var der galt med ham?

   "Harry, er du okay?" spurgte jeg bekymret, men han nikkede bare fraværende og vente igen opmærksomheden mod Zayn.

   "Zayn, det kan jeg altså ikke," sagde han nervøst. Han lignede en der kunne give sig til at græde. Og det var altså virkelig sjældent man så Harry græde. Der var et eller andet helt galt. Var det fordi Erika kom? De plejede da ellers at være gode venner. Men det sidste stykke tid har han altid været så fraværende når vi har snakket om hende. Det gjorde vi nu ikke så tit, men det skete da.

   "Det var dig Niall sagde det hele til," fastlog Zayn selvsikkert, "Ingen af os andre var der da han fortalte at han ikke var klar til et forhold, og ikke ville se Erika mere." 

   "Jamen, jeg ... Det har han da.." Harry stoppede sig selv og kiggede uroligt op. "Jeg bliver nødt til at..." Resten af ordne druknede da han pludselig stormede ud af døren uden at sænke nogen af os et blik. Der var virkelig et eller andet helt galt.

 

***

 

Erikas synsvinkel:

Jeg prøvede at synke den klump jeg havde sittende i halsen, men det var til ingen nytte. Den blev ved med at sidde der, og det irriterede mig ret meget nu. Men den knugende fornemmelse i maven var endnu værre. Det gjorde faktisk lidt ondt. Jeg havde aldrig før været så nervøs at jeg fik ondt i maven. Aldrig. Men mit hjerte havde heller aldrig banket så hurtigt mod mit bryst. Jeg træk vejret hurtigt i små stød. Hvorfor reagerede jeg sådan?

   Jeg fik styr på mig selv da min mor gjorde tegn til at vi skulle gå ud af bilen. Jeg kiggede op på drengenes. Det var virkelig enormt. En af dem måtte være flyttet, for jeg havde aldrig set dette hus før. Og jeg havde været hjemme hos dem alle sammen mange gange.

   Jeg tog en dyb indånding og trådte så udenfor. Den kolde luft ramte mine bare arme, og jeg kunne mærke hårene rejse sig på mine arme. Her skulle jeg så tilbringe den næste måned. Med Niall. Helt ærligt.

   Mine øjne gled hen over syv biler der stod i indkørslen. Og jeg genkendte med det samme Sophies bil. Hun var kommet. Det var jeg vildt glad for. Jeg ville ikke være alene med drengene. Jeg sagde farvel til min mor, men hun insisterede på at komme med indenfor. Vildt irriterende, for jeg havde faktisk måske lidt regnet med at kunne stikke af når nu hun nu alligevel ikke var her. Jeg kunne jo bare bo på hotel de næste to uger, og så komme hjem og fortælle mor en stor, fed løgn om hvor sjovt det havde været at på hos drengene. Men det ville alligvel ikke gå, for jeg egede ikke en ører.

   Med min taske gik jeg op til døren og ringede på. Jeg stillede mig hurtigt om bag mor. Så ville det ikke virke halvt så akavet. Men min mor mente åbenbart at det var en god ide at gå lige i nu. Seriøst, mor?!

   Hun kyssede mig farvel og gik så, og i næste sekund åbnede døren. Og der stod Louis. Hans hår sad i en quiff, i ved, ligesom skateboard rampe eller sådan noget. Det var stadigvæk mørkt ligesom da jeg så ham sidst. Det burde jeg jo nok enlig vide fra koncerten af, men til koncerten havde jeg lidt travlt med andre ting... I ved som og stå og lege tudefjæs. Jah, jeg var ret sur på mig selv for at græde over for drengene, hvis i ikke allerede har regnet den ud. 

   Hans blå øjne udstrålede glæde. 

   Vent. Glæde? Var han ... glad? Det kunne umuligt være for at se mig. Alle drengene måtte jo hade mig. Ligesom jeg hadede dem. Okay, det gjorde så ikke, men altså det var meget nemmere at hade folk end at savne dem. Men i hvert fald...

   Han havde selvfølgelig en stribet bluse på, et par seler, bukser der var smøget op ved føderne og et par sneakers. Han lignede sig selv bortset fra det skæg der var blevet en del tydeligere. Eller også havde han bare ikke lige orket at barbere sig ordenligt idag. Og så så han faktisk også en del størrer ud. Altså, som om han havde trænet og sådan.

   "Erika!" sagde han glad og trak mig ind i et stort kram. Wut?! Burde han ikke hade mig? Man går da ikke og krammer folk man hader.

   "Hej Louis," sagde jeg stille. Han gav slip på mig igen, men holdt stadig fast i mine skuldre.

   "Hey, er du okay?" spurgte Louis og så mig alvorligt i øjnene. Hvad skete der lige? Louis og alvorlig hørte man altså sjældent i samme sætning. Det pleje at være Liam eller Zayns job at være alvorlig.

   Jeg nikkede og så ned i jorden. Jeg var vildt dårlig til at lyve. Især overfor drengene, det havde jeg altid været. Og var det åbenbart stadigvæk.

   "Åh, ikke også dig," sukkede han, og kørte frustreret en hånd gennem sit hår. Jeg kiggede forvirret på ham. Jeg forstod ikke helt hvad han mente.

   Han trådte helt udenfor og lukkede hoveddøren bag sig.

   "Det er bare, Harry og Niall har været så underlige på det sidste," sagde han trist. Og der gik det op for mig at jeg skulle stå ansigt til ansigt med Niall. Og jeg kunne bare ikke klare tanken. Han havde jo faktisk direkte sagt til mig - eller måske ikke lige til mig men alligevel - at han ikke gad mig mere. Så kan jeg sgu da ikke bare dukke op i hans hus. Jeg måtte finde en måde at komme væk herfra på. Men jeg kunne jo ikke leve udenfor i en måned, og jeg havde ikke penge til et hotel.

   "Louis," sagde jeg og det føltes godt at sige hans navn igen. Det havde jeg manglet længe. Og lad nu være med at tro at jeg har et crush på ham, for det har jeg altså ikke. Vi er bare venner. "Jeg kan ikke blive her."

   Louis så forvirret på mig med løftede øjenbryn. "Hvad mener du?" spurgte han og lød næsten ked af det.

   "Jeg kan ikke blive her. Jeg kan ikke holde..." jeg afsluttede ikke sætningen, det kunne jeg af en eller anden grund ikke for mig selv til. Det hele kiksede bare for mig. "Jeg kan bare ikke Louis." Jeg kiggede ned. Jeg ville ikke begynde at græde nu. Ikke foran Louis. Både Niall, Liam og Paul havde set mig græde. Nårh ja, og så Harry, men der var lang tid siden. Og så også Zayn. Og Niall havde vel også et par gange ...Men i hvert fald ville jeg ikke havde flere af dem til at se mig græde. Det føltes forkert at græde overfor dem, når nu vi plejede at være så gode venner og altid grine sammen.

   "Sludder," sagde Louis og kiggede beslutsomt på mig. "Her, jeg tager din taske og så skal jeg nok vise dig dit værelse. Du behøver ikke tænke på de andre drenge; de er i stuen med Sophie."

   Et smil bredte sig på mine læber. Louis vidste altid lige hvad han skulle gøre. Og han kunne tydeligvis stadig se lige igennem mig, hvordan skulle han ellers vide at jeg ikke hade lyst til at  møde de andre drenge? Den næste måned ville blive forfærdelig, men jeg var glad for at jeg havde Louis. Selvom jeg vidste at når han nu efter denne her måned glemte mig igen, ville det gøre dobbelt så ondt.

   Louis trak mig med indenfor igen. Han fuglte mig ovenpå og åbnede døren til at værelse der nok var ligeså stort som vores køkken og stue til sammen - hvis ikke større. Jeg stod bare og stirrede, mens min mund formede et 'O'. Jeg havde syntes deres gamle huse var enorme, men det var intet sammenlignet med det her. Og det kunne jeg sige før jeg havde set hele huset.

   Jeg hørte Louis grine af mig. "Kan du lide det?" spurgte han og smilede drillende til mig.

   "Nej! Jeg vil da ikke havde det her værelse. Det er bare... ad," sagde jeg og så surt på Louis. Han så forvirret og trist på mig.

   "Hvad er der da galt?" spurgte han med triste øjne.

   Jeg brød sammen af grin. "Seriøst Louis?" sagde jeg, men det blev vist lidt utydeligt da jeg sammentidig var ved at dø af grin. "Jeg laver sjov!" fortalte jeg ham da jeg så hans forvirrede ansigtsudtryk.

   "Din lille," sagde han surt, men stadig med et smil som der gik op til begge ører. Han gik over mod mig men jeg bakkede langsomt væk, imens jeg krummede mig selv sammen af grin. Pludselig var han over ved mig og løfte mig op.

   "LOUIS!" skreg jeg mens jeg stadigvæk grinede hysterisk. "Louis, sæt mit ned!" sagde jeg til ham, men han svingede mig bare over hans skulder og begyndte at gå over mod den kæmpe seng der stod midt inde på værelset.

   "Louis, din ged, jeg vil NED!" sagde jeg og begyndte at slå ham på ryggen.

   "Okay," sagde han muntert og smed mig så ned på sengen. Han havde et stort smil i ansigtig og det samme havde jeg. Okay, mig og Louis var i hvert fald stadig venner, og det var virkelig noget af det bedste der kunne ske. 

   Pludselig ændredes hans ansigtsudtryk og han så helt ked af det ud.

   "Hvad er der?" spurgte jeg bekymret. Han kiggede på mig, mens et smørret smil igen dukkede op.

   "Du kaldte mig en ged," sagde han. "Det var bare virkelig ondt sagt." Han trykkede ekstra på virkelig, og det var tydeligt at høre hvor meget han overhovedet ikke mente det. Men okay, ged, nok heller ikke lige vedens bedste dis. Skal der nok lige arbejdes lidt på...

   Jeg sendte ham et drillende smil og han lo stille af mig.

   "Kom, vi skal ned for at spise," sagde han og rejste sig op. Han så undskyldende på mig. Han vidste åbentbart også godt at jeg ikke havde lyst til at spise med drengene. "Eller vi kunne tage maden med herop." foreslog han.

   "Mener du det?" spurgte jeg ivrigt. Han grinte af mig og nikkede så.

   "Du den bedste, Lou!" sagde jeg.

   "I know," sagde han og sendte mig et smil. Han var virkelig den bedste. Vi havde ikke snakket sammen i et år, så mødes vi igen og efter en halvtimes tid er alt som det plejer. Jeg var virkelig glad for at jeg mødte ham igen.

   Faktisk var jeg i et øjeblik glad for at jeg kom, men så huskede jeg de andre drenge og pludselig var alt jeg ville hjem. Og så kom jeg i tanke om Sophie.

   "Jeg vil gerne lige sige hej til Sophie," sagde jeg til Louis. Han tænkte lidt og sagde så: "Okay. Vi kan gå ned og hente aftensmaden, du kan lige sige hej til Sophie og så kan vi to gå op og spise."

   "Yep!" sagde jeg. Jeg rejste mig ivrigt op og gik op siden af Louis. Vi begyndte at gå. "Såh, hvordan går der med Eleanor?" spurgte jeg.

   Han begyndte at smile og hans øjne strålede som julelys. Sødt. Det var præcis samme måde han reagerede da han første gang skulle fortælle om hende. De var virkelig gode sammen. "Helt vildt godt. Vi har lige købt et hus. Og om to måneder skal vi flytte ind sammen," fortalte han stolt.

   "Virkelig? Tillykke," sagde jeg til ham og han takkede ivrigt.

   "Vidste du det virkelig ikke? Det har været på forsiden af nærmest alle blade den sidste uge," sagde Louis. Han var jo bare bare nysgerrig, men hvorfor skulle han lige spørge om det? Han kunne selvfølgelig ikke vide at jeg havde prøvet at ignorere dem så godt som jeg nu kunne fordi det gjorde mig trist hver gang jeg så dem. 

   "Øhm, nej ... jeg læser ikke rigtigt sådan nogle blade," sagde jeg tøvende. Det var jo ikke løgn. Men grunden til jeg ikke læste de blade var at der altid var en artikel om en af drengene.

   Endelig trådte vi ind i et - behøver jeg sige stort - køkken. Her var heldigvis tomt, så mig og Louis havde det for os selv.

   "Hvad kunne du tænke dig at spise?" spurgte han mig med et smil. Han fugtede hans læber med tungen, noget som nok ville havde tændt fleste Directioners helt af, men jeg var jo ligesom lidt vant til det. Men det havde jeg ikke altid været. I starten af mig og Nialls forhold begyndte jeg faktisk et par gange at fangirle. Godt nok ikke over drengene, men alligevel...

 

*Flashback*

 

   "Harry, smidder du ikke lige noget musik på?" hørte jeg Zayn sige da jeg gik ind af døren til køkenet. Alle drengen og Danielle sad inde i køkkenet og spiste, bortset fra Harry som sad over ved deres stereoanlæg og var igang med at sætte en CD på.

   De vendte alle sammen opmærksomheden mod mig da jeg kom ind.

   "Godmorgen, smukke," sagde Niall og sendte mig et smil som fik det til at kilde i maven på mig.

   "Morgen?! Klokken er kvart over et," råbte Louis. "Du har sovet længere end ZAYN." Louis lavede et sjovt ansigt og kiggede på mig som om jeg var en eller anden alien.

   "Heeey, vi var længe oppe igår," forsvarede jeg søvningt mig selv mens jeg gabte.

   Louis grinte af mig. "Lille ven, klokken blev kun halv to," sagde han. Jeg rullede øjne af ham og kiggede mig omkring efter en stol jeg kunne sidde på, men de var alle sammen optaget.

   Niall fangede min opmærksomhed da han klappede sig selv på lårene, og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig. Jeg sendte ham et blik som for at spøge om han var sikker, men han nikkede bare. Jeg gik træt over til ham og satte mig. Han tog fat om mit liv, og trak mig længe ind til ham mens han viskede i mit øre: "Sovet godt, skat?" så de andre ikke kunne høre det. Jeg nikkede bare som svar, da jeg stadig var ret søvning. Han tog blidt fat i min hage, og kysse mig kort på munden, og det føltes bare helt rigtigt. Han trak sig fra mig igen så jeg kunne spise.

   "Eww!" råbte Louis. "Find et rum, i to." De andre begyndte at grine helt hysterisk og jeg sad bare der og rødmede. Det var blevet en dårlig vane på det sidste. Niall og jeg havde kun været sammen i en uge - vi havde selvfølgelig kendt hinanden længere - og i den uge var der lykkedes Louis at få mig til at rødme mindst én gang per dag.

   Niall sendte Louis et surt blik, som han bare begyndte at grine endnu mere. Da de enelig var blevet færdige med at grine, rækte jeg ind over bordet for at nå et rundstykke, imens Harry satte musik på.

   Jeg tog langsomt smøret, men så gik det op for mig at vi hørte Little Mix. Jeg elskede Little Mix og jeg hørte deres musik hele tiden. Jeg begyndte straks at synge med.

   "She captures her reflection, the she throws the mirror to the floor," sang jeg højt og alle drengene lo af mig. Men det her var ikke så pinligt som før. Vi sang alle sammen hele tiden for hianden. Og bare lige så du ved, kunne da altså også godt lyde dårligt når drengene sang. 

   Og desuden sang jeg ikke alene. Danielle joinede mig snart og vi sang sammen. Det var vildt falskt og lød mega dårligt, men det var sjovt alligevel. I omkvædet sang vi alle sammen. Jeg sang højeste, for jeg elskede virkelig Little Mix.

   Ligepludselig ringede det på døren.

   "Jeg åbner," sagde Zayn højt og et stort smil bredte sig på hans ansigt. Han rejste sig hastigit op og gik med lange skridt ud mod døren. Jeg kiggede på drengen og de så ligeså forvirrede ud som mig, mens Danielle sad med et drillende smil på læberner. Jeg tror nok hun vidste hvem der kom.

   Snart hørte vi Zayn stå og snakke med en eller anden pige.

   Jeg kiggede på Niall, men han vidste tydeligvis heller ikke hvad der foregik. Efter nogle minutter gik døren op. Først kom et overglad Zayn ind og så en pige. Og ikke bare en pige. Perrie Edwards. Perrie Edwards stod lige overfor mig. Det var helt urealistisk. Jeg havde aldrig regnet med at komme til at møde hende i virkeligheden. Men altså hun var jo ligesom Zayns kæreste, så jeg kunne jo bare havde spurgte ham, men det havde jeg så bare ikke lige tænkt på det.

   Jeg sprang op fra Nialls skød og skreg helt vildt.

   "Perrie Edwards," hvinede jeg. "Det er Perrie Edwards," råbte jeg og pegede på hende mens jeg kiggede på drengene. Jeg skreg igen. De sad allesammen og grinte helt vildt af mig, men jeg ænsede dem overhovedet ikke.

   "PERRIE EDWARDS!" råbte jeg og løb så op på Nialls værelse. Hvorfor vidste jeg ikke, men jeg sprintede hele vejen der op og sad bare dér og skreg. Jeg måtte havde skreget i flere minutter. Men så slog det mig hvad jeg enlig lavede her oppe når mit største idol nogensinde var lige nedenunder. Så jeg styrtede nedenunder, men drengenes, Danielles og Perries højlydte grin stoppede mig.

Åh shit, jeg havde lige fangirlet foran dem alle sammen. Pinligt.

   Jeg rødemede helt vildt da jeg fandt ud af hvad jeg havde gjort. Jeg kiggede ned i jorden og skulle til at gå op og gemme mig på toilettet, da et par varme arme blev lagt omkring mig.

   "Hvor skal du hen?" lød en irsk stemme i mine øre, og jeg fik af en eller anden grund kuldegysninger af det. Jeg kunne høre Niall prøvede at lade være med at grine af mig. God, hvor var det pinligt det her.

   Han vendte mig om og holdt fast ved mine skuldre. Han smilte helt vildt da han så hvor rød jeg var i pæren.

   "Awww, tomat!" sagde han og sendte mig et skævt smil. Jeg daskede ham på armen.

   "Hey, vil du ikke med ind og møde Perrie Edwards?" sage han og lød som om det var noget helt vildt stort. Som det selvfølgelig også var. Bare ike for ham.

   "Nej," sagde jeg. "Jeg går ikke der ind igen."

   Han grinte af mig og tog så fat i mind hånd.

   "Selvfølgelig gør du det," sagde han og begyndte at trække mig af sted mod køkkenet selvom jeg gjorde alt for ikke at gå med.

   "Nej, Niall. Seriøst, jeg vil ikke derind," sagde jeg til ham og prøvede at lyde alvorlig men jeg kunne bare ikke lade være med at grine, så i næste øjeblik stod vi i køkkenet igen.

   De kiggede alle sammen på mig og Louis og Harry kunne ikke holde deres grin inde.

   "Det Perrie Edwards," sagde Louis og prøvede at lyde som mig. Det gik ikke så godt, men til gængæld lød han vildt sjov. Eller det gjorde han i hvert fald nok for alle de andre. Jeg stod bare der og rødmede igen. Hvad måtte Perrie ikke tænke om mig?

   Endelig stoppede de med at grine. Perrie gik hen til mig, og jeg var glad for at Niall og jeg stadig holdt i hånden, for ellers var jeg nok løbet langt, langt væk.

   "Jeg er Perrie," sagde hun og rakte hånden frem til mig, men hun sendte mig et smil. Hun var virkelig fantastisk. Hvis nogen lige havde fangirlet totalt meget over mig - hvilket der selvfølgelig ikke var nogen der gjorde, siden jeg ikke var kendt - ville jeg nok nærmere være bange for dem. Men hun var måske bare vant til det.

   "Jeg er Erika," sagde jeg og prøvede at lyde normal, selvom det gik vildt dårligt. Men hvordan kunne det andet når jeg stod og rørte ved Perrie Edwards?! Perrie gik over til Zayn igen, og Niall kom om bag mig og lagde armene om mig. Han kyssede mig kort på kinden og sagde så: "Mig og drengene skal til et interwiev idag, og vi tænkte du måske kunne hænge ud med Perrie og Danielle imens."

   "Seriøst?!" spurgte jeg og vendte mig og gav Niall et stort kys lige på munden, som han hurtigt gengældte. Vi måtte havde stået og kysset i noget tid for ligepludselig råbte Louis: "Hallo!" Jeg trak mig væk fra Niall, og rødmede selvfølgelig igen. Jeg kiggede undskyldende på Niall som bare sendte mig et opmundrende smil. Det skulle da nok blive en god dag.

 

*End of Flashback* 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...