Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3602Visninger
AA

13. Over Him

Erika synsvinkel:

   Jeg smilte. Jeg kunne ikke lade være. Jeg havde ventet på det her øjeblik, i snart et år. Jeg vidste godt at Katherin lige nu sad om måtte være ved at springe i luften af vrede. Men det eneste jeg kunne tænke på var Nialls arme rundt om mig. Han stærke, varme arm som passede perfekt rundt om livet på mig.

   Jeg havde altid troet mig og Niall var ment to be. Men det havde jeg fundet ud af vi ikke var. Katherin og Niall virkede glade sammen. Selvom om mig og Katherin ikke kom særlig godt ud af det med hinanden, var hun sikkert sød og være sammen med ... Når man altså ikke lige var mig.

   Jeg havde helt glemt koncert billetterne. Niall betød meget mere end en eller anden dum koncert.

   Okay, ikke dum. Slet ikke dum. Overhovedet ikket dum.

   Jeg skulle aldrig havde sagt det. Ahhh.... Undskyyyyld!

   Videre.

   Niall lagde sin hage på min skulder og sendte gnister rundt i hele kroppen på mig. Jeg havde aldrig troet jeg skulle føle ham rundt om mig. Det føltes så rigtigt. Jeg var sikker på der aldrig ville komme nogen andre - aldrig nogen hvor jeg ville føle på sammen måde som jeg gjorde med Niall.

   Med et sæt trak Niall sig væk fra mig som om det pludselig gik op for ham hvad han lavede. Selvfølgelig. Han ville aldrig gøre det dér, hvis han havde tænkt det igennem først. Jeg havde det som om jeg lige var vågnet op fra en fantastisk drøm  - kender i følelsen? Den i hvert fald dejlig ... Men det havde været en fejl. Niall havde Katherin. Og sådan skulle det være. Punktum.

   Jeg stjal et kort blikke henne ved Niall da jeg ikke ville stå at glo på ham lige nu. Det ville gøre hele situationen sværer for Niall. Han stod der, helt rød i pæren - og man så ellers aldrig Niall rødme - mens han kiggede undskyldende hen på Katherine. Han smilte nervøst til hende, men Katherin gav ham et koldt blik og gjorde tegn til at han skulle følge med hende.

   Jeg fik vildt dårlig samvittighed. Det der var min skyld. Forhåblig kunne Katherin tilgive Niall. Og alligevel var der et lille stykke af mig der håbede på hun ikke ville. Hvis nu Niall og Katherin ikke kom sammen mere så ville jeg havde en bedre...

   Stop lige der, Erika! Jeg fatte ikke jeg kunne tænke sådan nogle tanker. Hvordan kunne jeg få mig selv til det?! Jeg ønskede KUN det bedste for Niall, og han ville blive knust hvis Katherin slog op. Og selv hvis hun gjorde, ville han jo aldrig komme sammen med mig... Ikke igen.

   Jeg fik virkelig ondt i maven af bare dårlig samvittighed. Jeg glemte alt om at det var min fødselsdag og de andre der sad stille rundt om bordet og sakkede lavmelt. Om hvad der skete med Niall og Katherin nu. Og om hvad fanden Niall enlig havde gang i. Jeg gik direkte ud af køkkenet. Jeg havde brug for at komme væk. Brug for at tænke. For at være alene. Brug for at være mig.

   Jeg gik med faste skridt op af gangen, men da jeg kunne høre hævede stemmer inde fra Katherin og Nialls værelse kunne jeg ikke lade være med at stoppe op. Nysgerrigheden tog overhånd.

   Jeg bed mig selv i læben og stillede mig så over til deres dør. Jeg behøvede ikke at anstrenge mig for at høre hvad de sagde, da der blev råbt rimelig højt.

   "..pisse træt af at du render rundt med hende som om jeg slet ikke eksistere!" kunne jeg høre en lys pige stemme råbe. Katherin lød virkelig vred, men det var der vel ikke ligefrem noget at sige til.

   "Slap nu af, der skete jo ikke noget," kunne jeg høre Niall mumlede. Oh God, der her var min skyld.

   "Skete der ikke noget?! SKETE DER IKKE NOGET?!" råbte Katherin. "Du stod forfanden da og HOLDTE om din EKS, lige op i mit åbne ansigt! Jeg er da ikke sådan en idiot at jeg ikke kan se hvad der forgår!"

   "Katherin jeg lover dig at jeg ikke kan lide hende," sagde Niall og jeg må indrømme den ramte lidt hårdt. Jeg vidste det jo godt, men nu havde jeg så også fået det bekræftet fra ham selv.

   "Så du glor bare på alle piger?! Og holder om alle piger?! Og snakker om alle piger hele tiden?!" råbte Katherin. Hvad mente hun med det?

   "Nej, men det gør jeg heller ikke om Erika!" forsvarede Niall sig. Han var også begyndt at hæve stemmen nu. "Jeg mener det her, Katherin. Erika, hun... Ja, jeg kan jo forfanden ikke engang huske vores forhold. Hun betyder ikke noget for mig. Ikke noget. Seriøst, Katherin. Hun er bare en ven. Og så snart denne her måned er over, så snakker vi jo heller ikke mere sammen. Hun betyder intet, Katherin, intet."

   Av, av, av. Det der var lige mere end hvad jeg kunne tage. Jeg styrtede op på mit værelse med tårene stømmende ned af kinderne på mig. Ligeglad med at Niall og Katherin sikkert kunne høre mig.

   Jeg smed mig på sengen og begyndte at hulke ned i min pude. Mit hjerte bankede hurtigt, og man øjne var helt gennemblødte ligesom mine kinder.

   Nialls ord kørte rundt i mit hovede igen og igen. Jeg havde ikke nogen mulighed for at stoppe dem. De blev ved med at dukke op og til sidst stoppede jeg bare med at prøve at tænke på noget andet.

   'Hun betyderintet, Katherin, intet .... Så snart denne her måned er over, så snakker vi jo heller ikke mere sammen .... Intet, Katherin, intet'

   Jeg havde været dum at tro Niall faktisk kunne lide mig - bare lidt. Jeg var ingen ting i hans øjne. Denne her måned var bare et kapitel der hurtigt skulle overståes for ham. Jo før han kunne slippe af med mig jo bedre.

   Men stadig væk ... Hvad med igår på Nandos? Betød det intet for ham? Det havde nok været den bedste oplevelse for mig lige siden jeg kom her. Eller lige siden sidste år ... Eller enlig, lige siden Niall og jeg slog op. Og så betød det så lidt for ham. Men det kunne da ikke betyde ingen ting for ham. Det kunne det bare ikke. Det måtte det ikke.

   Jeg lå bare der i min seng og græd. Jeg kunne slet ikke finde rundt i alle mine føleleser. Skuffet, ked af det, vred, forvirret ... Og det var enda min fødselsdag. Fed en af slagsen. Not.

   Nej, jeg kunne simpelthen ikke også lade Niall ødelægge det her. Han havde ødelagt nok - selvfølgelig ikke med vilje, men altså ...

   Jeg satte mig beslutsomt op og gik over mod spejlet. God, jeg så hæslig ud! Men det var ingen ting i forhold til hvordan jeg følte mig inden i. Jeg følte mig helt ødelagt. Det her var ligesom Nialls og midt brud om igen ... Okay, jeg indrømmer de havde været værere den gang, men jeg følte mig altså også ret nede nu.

   Han havde knust det sidste håb jeg havde for at det nogen sinde skulle blive mig og ham igen. Selvom der aldrig havde været meget håb tilbage - nu var der intet.

   Jeg kiggede mig selv i spejlet og havde aldrig før følt mig så grim. Så grim, skrøblig, knust, sårbar ... You name it.

   Men jeg tog mig sammen. Mine øjne, som var lige nu var helt røde og udtørrede, kunne der ikke gøres noget ved, men det høstak jeg havde siddende på hovedet kunne da i det mindste sittes i en hestehale.

   Det var slut nu. Lige nu. Fra dette øjeblik ville var jeg ovre Niall. Han skulle ikke ødelægge mere. Det ville jeg ikke give ham lov til. Det var sidste gang jeg nogensinde havde fældet en tåre for ham. Sidste gang jeg ville være misundelig over ham, eller ligge vågen hele natten for at tænke på os. Det var slut. Jeg var over ham.

   Det var i hvert fald det jeg bildte mig selv ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...