Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3589Visninger
AA

10. Nandos

Erikas synsvinkel:

"Hvis jeg havde gjort det var du jo faldet ned," grinte Eleanor mens hun tog en slurk juice. Hende, Zayn og Louis var i gang med at diskutere en eller anden tur de havde været på, og jeg sad bare og hørte stille efter. Jeg vidste ikke helt hvad de snakkede om, og havde ret svært ved at se det sjove.

Ligepludselig stoppede Eleanor op og hendes øjne blev store mens hun kiggede på mig.

"Erika," sagde hun spændt. Jeg kiggede undrende på hende. "Det er jo din fødselsdag i morgen!"

Jeg trak stille på skuldrene. I år havde jeg ikke tænkt mig at holde noget, da jeg jo var her. Og hvis jeg skulle være helt ærlig, havde jeg nok også glemt det. Der var bare sket så meget de sidste par dage, jeg ikke lige tænkte på i morgen var min fødselsdag.

"Det havde jeg helt glemt," sagde Louis mens han kiggede bebrejdene på mig. "Hvorfor har du ikke sagt noget? Hvordan skal vi nu nå og få arrangeret noget?"

Jeg fór op og kiggede alvorligt på ham. "I skal ikke arrangere noget!" sagde jeg. Jeg ville ikke være mere til besvær for drengene end jeg var i forvejen. De skulle ikke også til at bruge tid på at arrangere noget til mig.

"Selvfølgelig skal vi det," sagde Eleanor. "Det er din 18 års fødselsdag. Vi bliver nødt til at holde noget," fastlog Eleanor, og begyndte at tromme på bordet, mens hun sad og tænkte.

"Erika, du rydder op her," sagde hun mens hun kiggede på mig, men kun for igen af vende blikket mod Zayn og Louis, "I kommer med mig. Vi ses, Erika." Og med de ord gik de alle sammen ud af døren og efterlod mig alene ved spisebordet.

Jeg ville virkelig ikke havde de brugte tid på mig. De havde allerede brugt mere end nok. Men hvad kunne jeg gøre? De var jo allerede gået.

Jeg tog det sidste af min bolle i munden og begyndte så at tage af bordet. Jeg hadede at vaske op - i hvert fald uden musik. Så uden at tøve løb jeg op efter min mobil. Den lå på sengebordet og jeg gik straks over for at tage den. Men i det samme jeg havde lagt den ned i min lomme begyndte den at ringe. Jeg vidse ikke hvem der ville ringe til mig nu, så nysgerrigt tog jeg den op af min lomme.

"Det Erika," sagde jeg da det var ikke var et nummer jeg kunne genkende. Først var der ikke nogen der svarede i den anden ende, men så ligepludselig var der råb.

"Harry! Du kan da ikke bare-" hørte jeg Niall råbe. Han stoppede midt i sætningen, og jeg hørte ikke noget svar. Jeg overvejede at lægge på, men der måtte jo være en grund til at de ringede op. Endelig var der en der svarede mig i den anden ende.

"Øh, hej Erika," Det var Niall der snakkede. Harry måtte havde givet telefonen til Niall. Hvorfor havde han det?! Han vidste det godt jeg helst ville undgå at snakke med Niall. "Det Niall."

"Hej," mumlede jeg bare. Jeg var ret nervøs lige nu. Det blev jeg altid når jeg snakkede med Niall. Jeg kunne mærke mine håndflader blive en smule svedige, og mit hjerte begyndte at hamre hårdt mod mit bryst. Hvorfor skulle jeg reagere sådan?!

Jeg kom til at tænke på i går, og på mit lille flip. Niall måtte jo hade mig. Jeg havde stået og skreget hans kæreste direkte op i hovedet. Det hele var så indviklet lige nu, og jeg havde ingen chance for at få styr på mine tanker. De fløj rundt i hovedet på mig. Hele tiden.

"Well," startede Niall tøvende ud. "Lou ringede og sagde du var alene hjemme, og vi tænkte på om du ville med en tur på Nandos?" spurgte han så endelig.

Først blev jeg helt forvirret. Ville NIALL havde MIG med på NANDOS?!

Men nej, selvgølgelig ville han ikke det. Harry, Liam og Sophie måtte havde overtalt Niall til at ringe. Jeg kunne forestille mig det skænderi de måtte havde haft for bare et par miuntter siden - Harry, Liam og Sophie de sikkert bare syntes det var synd for mig at jeg sad alene der hjemme, og så Niall og (jeg regnede da med) Katherin der absolut ikke ville have mig med.

"Nej, det gør ikke noget," mumlede jeg, selvom jeg enlig hellere end gerne ville med. I hvert fald hvis jeg kunne slippe for at være sammen med Katherin.

"Vil du ikke med?" spurgte Niall undrende.

"Nej, det fint nok," forsikrede jeg ham. "Jeg finder selv noget at spise."

"Vil du da ikke gerne spise med os?" spurgte Niall, og han havde en drillende stemme. Hvad skete der lige? Jeg troede Niall hadede mig, og ligenu prøvede han vist at overtale mig til at tage med ham på Nandos!

"Jo, men..." jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle afslutte sætningen, så jeg lod bare vær med at svare. Langsomt kørte jeg en hånd gennem mit hår, mens jeg satte mig ned på sengen.

"Så er det en aftale," sagde Niall, og jeg var pludselig helt forvirret. Hvad var en aftale? "Gør dig klar, vi henter dig om ti minutter. Vi ses," og med de ord lagde han røret på.

Jeg fór op. Ti minutter?! Jeg kunne da ikke nå at blive færdig på TI MINUTTER! Jeg løb over til mit skab med tøj, og hev bare et par sorte jeans ud og så en over-sized blå bluse. Jeg løb ud på badeværelset hvor jeg lige nåede at gå ind i badet, vaske mit hår og så gå ud igen. Jeg tog hurtigt det rene tøj på, og gik så over for at børste tænder. Og lige på det tidspunkt var jeg glad for at jeg var alene. Jeg havde tandpasta rundt om munden, fordi det skulle gå så hurtigt. Men det blev hurtigt tørret væk, og så gik jeg ellers i gang med at tørre mit hår, med føntøren på fuld skruge. Da det var tørt, satte jeg det bare op i en høj hestehale. Jeg lagde tilfredst et sidste blik på mig selv i spejlet. Det var ikke det pæneste syn jeg nogensinde havde set, men det gik an. Jeg løb nedenunder og så der allerede holdte en sort bil ude i indkørslen. Jeg tog mine Vans på, sørgede for at min mobil var i min lomme. Så tog jeg min jakke under armen, og åbnede så døren. Den friske luft strømmede i mod mig, og jeg smilte glad da jeg gik over til bilen. I bilen var der kun én person. Én eneste person.

Og hvorfor lige den person?! Hvorfor skulle jeg køre helt alene i bil med dén ene person?! De vidste jo alle sammen godt hvor dårligt jeg fik det af at være alene sammen med ham. Hvor nervøs jeg blev, og hvor meget jeg bare begyndte at savne alt ved ham. Så hvordan kunne de få ham - og kun HAM - til at komme og hente mig. Ville de gerne havde jeg skulle være ked af det hele tiden?

For det var jo i sidste ende det Niall gjorde ved mig. Han gjorde mig ked af det. Ikke med ord. Bare fordi han jo var så dejlig som han var, og at han ikke længere var min.

Jeg indså ligepludselig at jeg bare stod og gloede på en bekymret Niall. Da jeg ikke ville havde han var bekymret for mig, skyndte jeg mig at sende ham et smil og åbnede så døren til hans bil. Men det bekymrede blik blev siddede i øjnene på ham, selvom han sandte mig et smil.

"Hey," sagde han. Det var den første samtale vi havde haft alene sammen. Første gang jeg var alene med ham. Men lige nu var jeg faktisk ikke nervøs. Jeg følte mig tryg i hans nervær. Og det at han ikke var sur på mig efter jeg havde skreget hans kæreste op i hovedet, var virkelig bare det bedste - han lignede i hvert fald ikke en der var sur. "Er du klar?" sprurgte han så. Jeg nikkede og han drejede nøglen rundt, og satte så gang i bilen.

"Hvorfor har du ikke sagt noget om det var din fødseldag?" spurgte han og smilte til mig. "Vi kan jo knap nok nå at arrangere noget."

"Fordi jeg ikke vil havde I arrangere noget," sagde jeg og smilte undskyldende til ham.

"Hvorfor?!" spurgte Niall og han lød helt chokeret.

"Fordi," sagde jeg tøvende. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle sige det til ham. For grunden til at jeg ikke ville havde det var jo at jeg ikke ville stå i vejen for drengene. Ikke mere end jeg gjorde i forvejen. "Jeg vil ikke være til besvær," mumlede jeg og kiggede ned på mig hænder, som ligenu var igang med at borer mine negle ned i mit lår.

Niall slog en høj latter op, og jeg kiggede forvirret på ham. Jeg kunne ikke selv lade være med at grine - hans dejlige latter smittede altid af på mig.

"Du er da ikke til besvær," sagde han så stadig storsmilende. "Vi er glade for at havde dig her."

Bam! Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere. NIALL var GLAD for at have MIG her?! Jeg smilte helt vildt, og det gjorde faktisk helt ondt i kinderne. Niall hadede mig ikke. Han kunne godt lide mig. Alt kunne blive som det var en gang!

Okay, stop der, Erika. Alt kan ikke blive som det var en gang. Niall har Katherin nu. Og bare fordi han var glad for at have mig der, betød det ikke at jeg ikke var glemt så snart denne her måned var slut.

Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile. Bare det at han ikke hadede mig...

"Virkelig?" spurgte jeg og lød nok som et lille barn.

Niall lo, og smilte så det dér smil som altid gav mig en knude i maven. "Selvfølgelig," sagde han, mens han holdte for rødt. "Og vi vil gerne holde fødselsdag for dig. Du bliver jo atten!"

Jeg lo lidt af ham. "Så stort er det da heller ikke," sagde jeg og sad stadig og smilte som en idiot. Jeg lænte mig tilbage i mit sæde, og følte mig allerede ti gange mere tilpas end jeg gjorde da jeg trådte ind i bilen.

"Joh," sagde Niall og lød helt spændt. "Så bliver du jo vokson. Uhhh!" fastlog Niall drillende. Jeg grinte af ham, og han grinte også selv af hans totalt mislykkede forsøg på at være sjov. Okay - det var måske lidt sjovt.

"Hvad ønsker du dig så?" spurgte han spændt. Jeg trak på skuldrene.

"Ikke rigtigt noget," mumlede jeg og kiggede på Niall, der sendte mig et sjovt ansigt.

"Hey, du bliver nødt til at komme med nogle ordenlige ønsker," brokkede han sig. "Hvordan skal jeg ellers finde en gave til dig?"

Jeg kiggede alvorligt på ham. Niall skulle ikke give mig en gave. Det var da nok med denne her fest! De skulle ikke bruge flere penge på mig. Desuden havde Niall jo - nærmest - kun kendt mig en uges tid. For han kunne jo ligesom ikke huske det første år...

"Du skal ikke købe en gave til mig," sagde jeg og prøvede at lyde seriøs. Det var ikke fordi jeg ikke mente hvad jeg sagde, men jeg kunne ikke andet end at være glad når jeg var sammen med Niall.

"Jo," sagde Niall bare kort og bestemt. "Og fortæl mig så hvad du ønsker dig."

"Ikke ngoet," sagde jeg igen selvom jeg kunne komme i tanke om en hel hær af ting jeg gerne ville have.

"Fint," sagde Niall og spillede tøse sur. "Hvis du ikke vil fortælle mig det må jeg jo bare få det fra Sophie." Han stoppede bilen og trak nøglen ud. Jeg opdagede vi holdte foran Nandos.

"Nej," sagde jeg hurtigt. Jeg havde jo givet Sophie mine ønsker, og det ville være det letteste for hende lige at give dem videre til Niall. Men jeg skulle ikke havde nogen gaver fra Niall. "Det må du ikke!"

Men han nikkede bare og gik så ud af døren. Med faste skridt gik han over mod resturenten, hvor jeg kunne se Sophie, Liam og Harry sidde. Mit smil blev endnu bredere da Katherin ikke var her. Kunne den her dag blive meget bedre?!

Men så gik det op for mig at Niall var på vej over mod Sophie for at få min ønskeseddel. Hastigt fik jeg spændt selen op, sprang bogstavlig talt ud af bilen og løb alt hvad jeg kunne efter Niall. Jeg nåede ham kort før han kom til indgangen til Nandos.

"Du skal ikke give mig en gave," sagde jeg til ham og stille mig i vejen for ham så han ikke kunne komme ind på resturenten.

Niall gav mig et drillende smil. "Jo jeg skal. Og flyt dig så," sagde han og grinte af mig da jeg bare blev stående med korslagte arme og rystede på hovedet.

"Lov mig du ikke giver mig en gave," sagde jeg men han rystede på hovedet af mig.

"Flyt dig, ellers så skal jeg komme og flytte dig," sagde han med et drillende smil. Først forstod jeg ikke hvad han mente, men forsent gik de opfor mig. Et par arme blev lagt på mig og snart var jeg i Nialls arme. Ligesom den gang for lang tid siden hvor jeg var blevet syg. Bortset fra at denne gang gjorde jeg alt for at komme ned.

"Niall, sit mig!" råbte jeg mens jeg slog ham på brystet. Hvorfro skulle de ALTID løfte rundt på mig?! Jeg havde været her i cirka en uge, og jeg var allerede blev løftet mindst tre gange! Og det var kun mig. Man så fx aldrig andre en Louis gå og løfte på Eleanor - og det var altså også sjældent han løftede Eleanor.

"NIALL!" råbte jeg og begyndte at sparke med mine ben uden at ramme noget overhovedet. Niall grinte helt vildt af mig og rystede mig på hovedet. Langsomt vendte han sig om, så han stod med ryggen til Nandos.

"Må jeg købe en gave til dig?" spurgte han så med et drillende smil.

"Nej! Og jeg vil NED!" råbte jeg af ham.

"Må jeg så købe en gave til dig?" spurgte han så igen.

"Nej!" råbte jeg igen. "Niall, sit mig så ned!"

Niall lo igen af mig. "Så sig jeg må købe en gave til dig!"

"Fint," sukkede jeg og et tilfredst smil gled over hans læber, inden han endelig satte mig ned. Han vendte sig hurtigt om og uden jeg kunne nå at gøre noget gik han ind i resturanten til de andre. Jeg sukkede af ham og kiggede så op. Jeg havde slet ikke lagt mærke til det før, men en lille gruppe fans var samlet rundt om os og stod med deres mobiler og kameraer.

Jeg rødmede helt vildt. Tænk de havde set alt hvad mig og Niall gjorde. Lige om lidt ville det klip være over alt på internettet. Oh God...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...