Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3612Visninger
AA

11. Memories

Erikas synsvinkel:

De grinte alle sammen højlydt - af mig. Selvfølgelig af mig. Jeg havde ret da jeg sagde klippet af Niall og jeg ville være over alt på nettet om lidt. Det var kun ti minuttet siden mig og Niall var kommet, og Harry havde allerede fundet klippet på Twitter. Og de sad alle sammen og så det mens de grinte af mig. Jeg skulede bare over til dem, mens jeg var helt rød i pæren. Og da de for femte gang startede klippet forfra, valgte jeg at finde min mobil frem.

   Jeg gik ind på Facebook. Min indbakke var helt bombaderet, jeg havde næsten fået ottehundrede nye venneanmodniger, og jeg vil ikke indgang begynde at snakke om alle notifikationerne. Jeg glippede med øjenen. Wow, jeg havde bare hængt ud med drengene en uge ...

   Jeg begyndte at kigge nogle af notifikationerne igennem. Den første var en eller anden der havde lagt klippet af mig og Niall ind med teksten: #OMG, this is soooo cute. But what about Katherin?#

   Åh nej, nu troede fansne vel ikke der var noget mellem mig og Niall. Katherine troede det i for vejen, og det ville bare gøre det endnu være hvis alle fansne også troede det. Jeg gik ind for at læse nogle af kommentarene.

   De fleste af dem var søde, men det var også ret mange kommentare hvor jeg fik at vide jeg bare skulle holde mig væk fra Niall, efterfuglt af en masse grimme ord. Åh Gud...

   Jeg gik ind på den næste notifikation. Der var tre billeder, et af mig der lå i Nialls arme og smilte til ham, et andet hvor jeg stod og krammede Louis uden for huset den første dag jeg var, og et sidste hvor jeg hang over ryggen på Harry, mens Harry storsmilede - hvordan havde de fået fat i det billede?! Det var i drengenes PRIVATE have.

   Men det var ikke billederne der gjorde mig ked af det - det var teksten. #This slut rly have 2 keep her hands of the boys. She's such a player, just look at the pics!#

   Jeg var da ikke en player! Mig og drengene var jo bare venner. Kunne man ikke godt være venner med flere drenge uden af man var en slut?! Jeg gik ind for at læse kommentarene, selvom jeg vidste det var en dum idé. Det værste man kunne gøre, var jo nok at læse hate om sige selv - men jeg kunne bare ikke få mig selv til at lade være. Jeg var alt for nysgerrig.

   #I don't get it! Why would she win the compatition?! She dosen't even deserve it!#

   #OMG, I love 1D - she should rly just leave them alone!#

   Der var også nogle søde beskeder ind i mellem, men der var godt nok ikke mange. Til gengæld fik den næste notifikation mig til at smile. Det var en pige der havde skrevet en lang besked om at jeg ikke skulle lytte til alle haterne. Den gjorde mig virkelig glad, men kun indtil jeg indså at når nogen gad at give sig tid til at skrive sådan en besked, måtte det var rigtig meget hate.

   Min pegefinger søgte op mod notifikationstegnet igen, men jeg ombestemte mig og lukkede i stedet for Facebook ned. Der var ikke nogen grund til at læse alt det hate om mig, og jeg ville ikke lade det ødelægge min tid med drengene. Så måtte jeg tage mig af alt haten når denne her måned var slut og jeg igen skulle hjem.

   Jeg fik en klump i halsen da jeg kom til at tænke på hjem. Hvordan skulle jeg nogensinde komme mig over Niall ... for anden gang?! Og alle de andre drenge. Når først de igen havde glemt mig ... jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Men jeg valgte at skubbe tanken væg. 

   Jeg kiggede op og drengene havde endelig lagt telefonen væk, og sad nu bare og snakkede. Bortset fra Niall og Liam som bare sad og kiggede bekymret på mig. Jeg sendte dem begge to et smil, og de smilte igen, men deres bekymrede blik ændrede sig ikke. De måtte seriøst stoppe med at være så bekymrede for mig hele tiden.

   Endenlig fik vi maden, og vi gik i gang med at spise.

   "Hvad så bagefter?" spurgte Sophie mens hun tog et ordenligt bid af sin burger.

   "Så skal Erika hjem igen," sagde Harry spændt, mens han kiggede smørret på mig. Hvad gik det der lige ud på?

   "Hvorfor?" spurgte jeg uforstående og kiggede undrende på ham.

   "Det kommer da ikke dig ved," sagde Harry bare og lænte sig tilbage i sædet mens han tog en slurk af sin sodavand.

   "Jo det gør," sagde jeg irriteret. Men Harry rystede bare på hovedet. Jeg sukkede og vendte til bage til min halvt spiste kylling. Jeg havde af en eller anden grund virkelig ingen appetit.

   "Hvor skal I hen?" spurgte jeg så og håbede på at få et svar, men Harry trak bare på skuldrene mens et smørret smil var klistret fast på hans læber. Liam lagde sin arm på min skulder og sagde: "Det får du at vide i morgen," mens han blinkede til mig og straks forstod jeg det havde noget med min fødselsdag og gøre.

   "I skal ikke arrangere noget," sagde og så alvorligt rundt på dem alle sammen. Sophie, der sad med sin burger i den ene hånd og himlede med øjnene af mig. Niall der var så fordybet i hans mad at han slet ikke deltog i samtalen. Harry der sad og kiggede på mig med et smørret grin. Og Liam, der jo sad med armen på min albue. "Jeg mener det," prøvede jeg da jeg ikke fik noget svar.

   De svarede mig stadigvæk ikke. Jeg sukkede opgivende og skubbede så min kylling ind på bordet. "Jeg er færdig," konstaterede jeg, "Skal vi gå?"

   "Skal du ikke spise resten?" spurgte Liam bekymret. Det var for fanden da ikke noget at være bekymret for! Jeg havde bare ikke rigtigt nogen appetit lige nu.

  Jeg rystede på hovedet og sendte ham et betryggende smil før jeg tilføjede: "Jeg er ikke særlig sulten." Han nikkede, selvom jeg ikke tror han helt troede på mig. Men det var jo rigtigt det jeg sagde.

   "Okay," sagde Harry og tømte sin sodavand. "Hvem køre Erika hjem?" spurgte han så. Ingen meldte sig.

   "Jeg kan bare tage bussen," sagde jeg så selvom jeg virkelig ikke gad. Jeg hadede busser. Der var så mange mennesker, og jeg kom af en aller anden grund altid til at sidde ved siden af en middelaldrende mand der lugtede af sved og øl.

   "Du kan også bare låne min bil," sagde Harry. "Vi kan godt klemme os sammen i Nialls."

   "Jeg har ikke kørekort," mumlede jeg og rødmede velvidende jeg var den eneste ved det her bord der ikke måtte køre bil endnu.

   Harry grinte højlydt af mig, og det samme gjorde de andre. "Sorry, det glemte jeg," sagde Harry så. "Jeg skal nok køre dig hjem," fastlog han og sendte mig det der charmerende smil. Han lavede hans lille hair flip og så var vi ellers på vej ud i Harrys bil.

 

***

 

Erikas synsvinkel:

Jeg kiggede igen ned på min mobil. 21:37. Hvor blev de af?! Jeg var nok en tøsepige, men jeg hadede at være alene hjemme om aftenen. Og især når det ikke var mit eget hus. Drengene, Eleanor og Sophie havde være væk længe nu. Og hvis de ikke snart kom hjem var jeg sikker på jeg ville få et mindre panik anfald.

   Jeg kiggede igen over på fjernsynet og prøvede at følge med i pogrammet der gik, men jeg kunne ikke koncentrere mig om det. Hver gang huset knagede var jeg sikker på det var en i huset, og hver gang telefonen ringede i TV'et var jeg sikker på det var min egen. Jeg bestemte mig for at sende en besked til Sophie. De blev virkelig nødt til snart at komme hjem.

   #Hey smukke! Hvornår er i hjemme?<3 Knuzz# Jeg trykkede send og vendtede spændt på at hun skulle svare. Og jeg behøvede heldigvis ikke vente længe.

   #Hej søde... Undskyld jeg ikke skrev før! Vi er hjemme om ti minutter:) Ses<3#

   Jeg smilte tilfredst. Ti minutter til. Det burde jeg kunne holde ud. Da jeg ikke vidste hvad jeg skulle lave begyndte jeg at bladre rundt på min mobil. Gik ind på divers spil, som jeg kunne orkede at prøve en gang fordi jeg alligevel ikke var god til det. Gik på Twitter, men hurtigt ud igen da jeg kom i tanke om alt det hate jeg havde fået. Jeg gik ind på mine SMS samtaler, for at se om der ikke var en eller anden at skrive med. Jeg bladrede langt ned, men kunne ikke finde nogen jeg lige gad. Alice hadede mig, jeg hadede Lucia, Jake var flyttet til Rusland .... Det var virkelig ikke nogen, og jeg var nu nede ved folk som jeg ikke havde skrevet med i mindst et år. Mine øjne gled ned over kontakterne, indtil de stoppede. 'Lou!'. Før jeg kunne nå at stoppe mig selv var jeg gået ind på samtalen og begyndte at læse. Der var virkelig nogle mærkelige beskeder imellem, men de fik mig virkelig til at smile. Og jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg kom i tanke om Louis, der altid plejede at kalde mig for 'hans lille banan'. Lige fra den dag hvor jeg var kommet til at smække Harry i hovedet med en banan. Okay, kom til og kom til... Det var måske lidt med vilje, men han prøvede at tage bananen fra mig og jeg havde brugt viiiildt lang tid på at skralde den.

   Mit blik gled ned over en af de sidste beskeder vi havde skrevet sammen.

   #Hi min lille banan! Mig og Leeyuuumm tager ud for at bowle, skal du med? Vi saaavner dig... -Lou#

   Jeg kunne godt huske den bowling tur. Jeg havde tabt så stort til Louis og Liam. Det var helt vildt. Jeg tror nok at Liam havde tre gange så mange point som mig, og han kom kun på anden pladsen.

   Tænk jeg ikke havde slettet den samtale. Det troede jeg faktisk at jeg havde. Jeg skrollede længere ned og fandt endnu en samtale. 'I<3Hazza!'. Før i begynder at undre jer, var det ham selv der kodede sig ind i min kontakt bog. Jeg begyndte også at læse vores beskede og kunne virkelig ikke lade være med at grine nærmest hele vejen igennem.

   #Hvordan havnede der SYLTETØJ i min beanie?!#

   Det var Harry der havde skrevet den besked og jeg kunne ikke lade være med at grine. Har jeg glemt at fortælle vi altid havde en lille krig kørende? Nå, men det havde vi altså. Og efter jeg en dag i december vågnede op og fandt min BH på juletræet, skulle jeg altså havde hævn. Og det var så i form af syltetøj i hans beanie.

   Jeg skrollede ned og fandt den sidste besked han havde skrevet til mig.

   #Kan vi mødes kl 3 hjemme hos mig?#

   Jeg fik en klump i maven. Klokken tre hjemme hos ham var nemlig præcis det tidspunkt hvor han fortalte at Niall var træt af mig. Harry havde være så anderledes den dag. Slet ike sig selv. Men eftersom det var lige efter Nialls ulykke, og ingen af os rigtigt var os selv, tænkte jeg ikke nærmere over det den gang. Jeg skyndte mig ud af Harrys og mins samtale, da minderne kom væltende ind over mig.

   Jeg kiggede på uret. Fem minutter til de kom. Det skulle jeg da lige kunne holde ud... Jeg lagde hastigt min mobil fra mig, da jeg kom til Niall og mins samtale. Den havde jeg ikke brug for at læse lige nu.

   Heldigvis var de fem minutter hurtigt gået, og snart var de alle sammen hjemme. Jeg skulle lige til at gå ud og siger hej til dem, da Harry braste ind af døren og omfavnede mig i et hurtigt kram.

   "Kom," sagde han og tog fat om min arm, imens hans smil afslørede hans søde små smilehuller.

   "Hvad skal jeg?" spurgte jeg forvirret uden at røre mig. Harry sukkede og kiggede så på mig med et flabet smil.

   "Du kan gå med selv, eller jeg kan bære dig ovenpå," sagde han så. Han kunne åbenbart huske hvor meget jeg hadede når de bar rundt på mig. For jeg gik selvfølgelig med. Han skulle ikke til at bærer på mig. Han trak mig med ovenpå og så ind på hans værelse. Jeg kiggede forvirret rundt. Jeg havde faktisk ikke været her inde før, men det så ud præcis som jeg troede. Jeg havde fundet ud af at normalt var det Harrys hus. Drengene var bare tit på besøg og havde enda deres eget værelse - også selvom de ikke engang boede i huset.

   Jeg lod mine øjne glide rundt på værelset. Overalt på væggene var plakater af fodboldspiller som jeg ikke anede hvem var. Der var også et par enkelte andre plaketer; Adele, Chris Brown, Micheal Jackson ... Han havde en fladskærm som mindst var dobbelt så stor som den jeg havde der hjemme - og det tog mig altså næsten halvandet år at spare sammen til den! Under fjernsynet var der en Playstation, og en lang række spil. Han havde en dobbelt seng, som der ikke var redt. På hans sofabord stod der gamle pizza bakker, og tømte sodavandsdåser. På gulvet lå der en masse tøj, selvom han havde fire skabe, som der også var fyldt med tøj - og det kunne jeg se fordi alle skabslågerne stod åbne. Han rodede virkelig. Men der var stadig på en eller anden måde ret hyggeligt herinde.

   "Hvad skal vi så?" spurgte jeg og kiggede på Harry der bare stod og grinte dumt. Nok af min reaktion på hans værelse. Jeg var måske kommet til at rynke lidt på næsen da jeg så hans brugte underbukser ligge smidt over i et hjørne.

   "Hmmm," sagde han og satte sig ned på hans seng. Han klappede på pladsen ved siden af ham og jeg satte mig også ned. "De andre bad mig bare om at underholde dig resten af aftenen."

   "Hvorfor?" spurgte jeg og så undrende på ham. Han smilede hoverende, mens han trak på skuldrene. Jeg himlede med øjnene af ham.

   "Okay, jeg ved hvad vi skal lave," sagde han så og smilte stort. Jeg løftede øjnbrynene og ventede på en nærmere forklaring. "Fifa!" råbte han så.

   Jeg vil vildt dårlig til Fifa. Da mig og Niall kom sammen, ville han tit spille med mig. Han lod mig altid vinde. Men jeg tror faktisk også der var mere udfordring i det for ham når han skulle være dårlige end mig, end hvis han skulle være bedre end mig. Nogle gange, lavede mig og drengene enda Fifa aftner. Der var der ikke nogen der lod mig vinde. Jeg tabte altid. Selv til Zayn...

   "Ikke Fifa, Harry," sagde jeg langtrukket.

   "Jo, Fifa, Erika," sagde Harry og efterlignede min stemme. Jeg rullede øjne af ham og satte mig så længere ind på sengen mens Harry rækte mig contolleren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...