Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3606Visninger
AA

36. Kiss Me

Erikas synsvinkel:

Jeg så på Harry mens hans ord kørte rundt inde i mit hoved. Hvad var det han havde sagt?

   'Jeg er fucking forelsket i dig!'

   Hvad mente han? Altså han kunne da ikke mene at ... Det kunne ikke passe. Det kunne ikke... 

   Vi var jo bare venner. KUN venner. Sådan havde det altid være, sådan skulle det være. Hvorfor sagde han sådan noget?! Det var slet ikke sjovt. Han ... han løg. Det kunne ikke være rigtigt, det kunne det ikke. Det kunne det bare ikke ...

   Jeg ville sige noget, men min hals havde snøret sig sammen og jeg kunne ikke få en lyd frem. Jeg ville løbe min vej og gemme mig væk, men min ben var naglet fast til stedet. Jeg ville kigge væk fra Harrys sårede øjne, men jeg kunne ikke. 

   "Harry, det ... det kan ikke passe - det er ikke rigtigt," fik jeg frem. Han kiggede på mig med hårde øjne, og jeg slog blikket ned. "Harry, det er ikke sandt," hviskede jeg. Det kunne ikke være sandt. Det måtte ikke være sandt. 

   "Det hjælper ikke noget at lade som jeg ikke føler noget for dig," sagde Harry koldt, "Jeg har prøvet. Prøvet at bilde mig selv ind at det ikke var noget det betød noget, prøvet at overbevise mig selv om at det var bedst når vi kun er venner ... Men det nytter ikke noget."

   "Harry, det er ikke rigtigt," hviskede jeg igen. Det var ikke sandt. Han løg! Jeg troede ikke på ham. 

   "Drop det, Erika," sagde Harry, "Du kan ligeså godt indse det."

   "Nej, det.." sagde jeg men mine ord druknede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige - hvordan jeg skulle reagere. 

   "Erika, hør," sagde Harry tøvende og trådte et skridt tættere på mig, så vi nu kun stod centimeter fra hinanden, "Jeg beder dig jo ikke om at slå op med Niall. Du bestemmer selv. Det er dit valg."

   Hvad?! Slå om med .... Jeg ville da ALDRIG så meget som OVERVEJE at slå op med Niall. Slå op og Niall - de to ting hørte bare ikke til i samme sætning. Det var helt forkert. Jeg elskede Harry, ikke Niall. 

   Nej, vent! Hvad er det jeg siger?! Jeg elsker Niall. Kun Niall. Mig og Harry er venner. KUN venner. Det er ...

   Jeg kunne slet ikke få styr på mine tanker det kørte rundt i hovedet på mig. Jeg vidste ikke hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var så forvirret. 

   "Erika," viskede Harry. Jeg kiggede op i hans grønne øjne. Han øjne var flotte. 

   Stop, Erika, STOP! Kig væk, nu! Kom nu, Erika - KIG VÆK!

  "Kys mig," viskede Harry så. Jeg kiggede overasket op på ham, men han hoved rykkede tættere og tættere på mit.

   Nej! Nej, nej, nej. Det her kan du ikke gøre mod Niall! Stop det, Erika, stop det. Flyt dig lige nu. NU! Kom så, væk. Løb. Du skal IKKE kysse ham. Nej! Det er jo helt forkert, det er-

   Mine læber rørte Harrys, og jeg vidste med det samme det var forkert. Jeg følte ikke den samme glæde som når jeg kyssede Niall, der var ingen gnister. Ingen ting. Bortset fra min mave. Den kørte rundt. Ikke på grund af glæde over at kysse Harry. Nej, det var dårlig samvittighed blandet op med en masse andre følelser. 

   Træk dig væk nu, Erika! Hallo - kom væk fra ham! Det går slet ikke det her ...

   Endelig trak jeg mig væk fra Harry. Jeg fattede ikke at jeg lige gjorde det der. Jeg var ikke forelsket i Harry, så hvordan kunne jeg stå der og kysse ham?!

   Harry kiggede på mig med øjne der udstrålede både lyst, glæde og sorg på samme tid. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så det endte med at jeg løb lige forbi Harry, ud af døren og fortsatte op af trappen.

   Ja, jeg hørte godt Harry råbe efter mig, men hans stemme  gav mig bare kvalme. Min mave var ved at tage livet af mig, jeg havde så dårlig samvittighed at det gjorde ondt. Jeg fattede ikke hvordan jeg kunne få mig selv til at gøre det. Og så mod Niall. Han betød alt for mig - virkelig ALT. Og så gjorde jeg sådan noget?!

   Jeg smed mig ned under dynen og lod alle min følelser strømme ud gennem tårne. Jeg var et forfærdeligt menneske! Niall havde opgivet Katherin for mig, og gik jeg og kyssede med en af hans bedste venner?! Det var så lavt. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv. 

   Jeg var så forvirret og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne se Harry i øjnene igen? Og endnu værre, hvordan skulle jeg nogensinde kunne se Niall i øjnene igen? Hvordan skulle han kunne tilgive mig efter det her?! Jeg fortjente ikke at blive tilgivet. Det her var så lavt, jeg kunne slet ikke forstå det var mig der havde gjort det. 

   Jeg gøs ved tanken om at jeg lå i Nialls og min dobbeltseng. Måske jeg burde tage hjem nu? Før han kom herop?

   I det samme jeg tænkte tanken gik døren op, og uden at kigge vidste jeg det var Niall. Med hurtige bevægelse tørrede jeg mig under øjnene, og lod som om jeg sov. Hvis jeg skulle snakke til ham nu, ville jeg bryde helt sammen. Og desuden ville Niall kunne se på mine øjne at jeg havde grædt, hvis jeg åbnede dem. 

   Jeg kunne høre Niall gå ud på badeværelset, som hørte til hans og Louis' værelse. Jeg hørte vandet løbe, og Niall der børstede tænder. Snart kom han ind på værelset igen, og jeg hørte ham begynde at tage tøj af.

   Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at begynde at tude højlydt. Jeg trak dynen længere op over mit hoved så Niall ikke ville ligge mærke til min skælvende mund. 

   Efter noget tid hørte jeg Niall slukke lyset, og mærkede snart hans varme krop ligge sig ned ved siden af min. 

   "Sover du, smukke?" viskede han og det krævede alt min kræft ikke bare at bryde sammen nu. Alt jeg havde lyst til var bare at fortælle ham alt hvad der var sket, men jeg havde efter hånden fundet ud af at man ikke skulle tage beslutninger når man var så ked af det som jeg var. Så jeg svarede ham ikke. Jeg lod som jeg sov. 

   Jeg hørte Niall sukkede. 

   "Jamen, godnat så," viskede han så og gav mig et kort kys på kinden. "Elsker dig," sagde han lavt.

   Okay, det her var for meget! 

   Jeg havde verdens mest perfekte kæreste på hele jorden, og så kyssede jeg en anden. Jeg ved ikke hvad fanden jeg havde gang i. Jeg havde sådan et fucked op liv. JEG var fucked op! Og jeg havde ødelagt alt. Niall lagde en diskret arm rundt om mig, og jeg var virkelig - VIRKELIG - tæt på at bryde helt sammen. 

 

***

 

Harrys synsvinkel:

Jeg lagde mig ned i min seng, og prøvede på at sove, men kunne overhovedet ikke. Jeg kunne stadig smage hendes læber, hendes duft hang stadig i mine næsebor, og hver gang jeg lukkede øjnene så jeg hendes grønne øjne der var fulde af forvirring mens hun løb forbi mig. Jeg kunne stadig høre min egen stemme råbe efter hende, og alligevel var det en fremmed stemme. Det virkede ikke som mig. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne gøre det her mod Niall. 

   Og alligevel fortrød jeg ikke. 

   Ja, jeg fik dobbelt så dårlig samvittighed af at sige det, men alligevel var det sandt. Jeg fortrød det virkelig ikke. For, måske var det noget jeg bildte mig ind, men det havde føltes så rigtigt da mine og Erikas læber mødtes. 

   Jeg satte mig rastløst op i sengen, og lod mine øjne glide rundt i det mørke værelse. Jeg svingede sløvt mine ben ud over sengekanten og rejste mig op. Det var stadigvæk nat, men jeg holdt ikke ud at ligge længere i den seng. 

   Træt gik jeg over til døren, og gjorde mig umage for ikke at skubbe den så hårdt op at jeg ville vægge resten af huset. Det sidste jeg havde brug for, var en af de andre der kom og ville snakke. Jeg vidste at hvis nogen af dem spurgte ind til Erika nu, ville jeg ikke tøve et sekund med at spytte det hele ud. 

   Jeg trådte ind i det mørke køkken, og opdagede til min lettelse at det var tomt. Mine hænder famlede lidt rundt, indtil jeg endelig fandt stikkontakten og fik tændt lyset. Jeg gik over og trak et glas ud af skabet. 

  "Hey Harreeeeh."

   Jeg vendte mig om med et sæt, og så Louis stå og smile til mig i dørkarmen. 

   Nej, nej, nej. Hvis Louis fandt ud af hvad jeg havde gjort, ville han blive virkelig sur på mig. Altså VIRKELIG sur. Han holdt rigtigt meget af Erika. 

   Altså ikke som kæreste, vel? Bare sådan ... gode-venner-søskende-agtig-noget. 

   "Hej Louis," mumlede jeg og vendte mig om mod vandhanen, for at fylde vand i mit glas. Jeg vendte mig om, bundede glasset og skulle til at gå ind på mit værelse igen, men Louis stoppede mig. 

   "Hey man, hvad er der galt?" spurgte han og kiggede bekymret på mig. Jeg rystede med hovedet, og prøvede at sluge den klump jeg havde i halsen, men den ville ikke forsvinde. 

   "Harry, bare sig det," prøvede Louis igen. Jeg kiggede op på ham med blanke øjne. 

   Lad vær med at sige det, Harry. Lad vær med at sige det, Harry. Lad vær med at sige det, Ha-

   "Jeg kyssede hende."

   Argh, seriøst?! 

   "Hvem?" spurgte Louis forvirret. 

   Den kunne stadig redes. Jeg kunne jo bare sige en eller anden tilfældig pige, han behøvede ikke at vide det var Erika. Jeg kunne jo bare sig ... uhm - sige ...

   Okay, jeg var helt lost. 

   "Hvem, Harry?" spurgte Louis lidt hårdere. 

   "Eri..."

   Stop lige der, Harry! Du siger ikke mere. Nix. Nope. Nej. Sådan er det bare. Punktum. 

   "Erika," viskede jeg enlig, og  så på Lois mens hans ansigt blev hårdt og hans øjne store. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...