Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3509Visninger
AA

6. Katherin

Erikas synsvinkel:

"Og en cola," råbte Zayn efter mig. Jeg var på vej over mod kiosken for at købe lidt at drikke til os. Vi var i en eller anden park, og lad være med at spørge hvilken, for det ved jeg ikke. Men her var vildt fedt. Og nej, det var ikke ironisk. Her var så hyggeligt. Jeg var på talefod med alle drengene ud over Niall og Harry. Niall kunne jeg ikke holde ud at være sammen med, det frembragte bare for mange minder. Og Harry var der altså et eller andet galt med. Jeg vidste ikke hvad, men det var der helt sikkert.

   Men i hvertfald hyggede jeg mig her. Niall var blevet hjemme. Han havde vist en eller anden aftale. Ellers var vi alle sammen af sted. Jeg var glad for at Niall blev hjemme, for ellers ville jeg slet ikke kunne more mig. Jeg ville ikke kunne tænke på andet end mig og Niall.

   Louis, Zayn, Liam, Sophie og jeg havde lige haft en fodbold kamp. Mit hold vandt ... næsten. Okay, der stod 15-3 til det andet hold - men det var heller ikke fair. Louis og Zayn havde insisteret på det skulle være drengene mod pigerne. Og både mig og Sophie var totalt ringe til fodbold. Okay igen. Jeg var dårlig til fodbold. Sophie havde gået til det siden hun var seks. Jeg var måske lidt en dårlig taber...

   Men faktisk var Louis, Zayn, Liam og jeg mere end bare på talefod. Jeg følte vi allerede var blevet venner igen. Men jeg vidste selvfølgelig ikke om de var enige.

   Men faktisk følte jeg næsten alt var normalt. Men så også kun næsten. Der var stadig Niall. Niall plejede at fylde en stor del i mit liv. Det gjorde han stadig, men nu fylder jeg ingenting i hans liv. Og så var der selvfølgelig også Harry, som der hele tiden gik for sig selv. Jeg vidste virkelig ikke hvad der var galt med den dreng.

   Jeg åbnede døren til kiosken og hørte et 'ding' da jeg trådte ind. Langsomt tog jeg mine solbriller af og kiggede mig rundt. Dér var der sodavand. Jeg gik over og hentede seks sodavand, og gik så op mod kassen hvor en gammel dame, med gråt, krøllet hår og bedstemor biller, stod.

   Jeg lagde sodavandene på disken og kiggede mig omkring. Min øjne søgte over mod alle bladene. Jeg plejede at holde mig fra de hylder, men idag tillod jeg mig selv at læse nogle overskrifter. Men det skulle jeg aldrig havde gjort.

   Lige der på forsiden var der et stort billede af en eller anden pige og Niall som stod og kyssede.

   Av! Den gjorde ondt. Jeg var langt fra kommet over Niall, og at han stod og kyssede en eller anden pige gjorde ret ondt at se på. Og selvom jeg havde lyst til at rive bladet midt over, var der et eller andet der fik mig til at købe det. Jeg tog fat i bladet, og knugede det hårdt indtil mig, som om nogen ville komme og tage det fra mig.

   Jeg lagde det forsigtig fra mig på disken. Damen bag kassen bippede det ind.

   "Hundrede og tre," sagde hun med en skinger stemme. Jeg fiskede min pung op af min lomme, mens mit hjerte hamrede og tårene pressede sig på. Jeg fandt hurtigt pengene frem og styrtede så ud af butikken.

   Med usikre bevægelser fik jeg solbrillerne på plads og fandt så en bænk hvor jeg kunne læse bladet, uden drengene og Sophie kunne se mig. Jeg satte mig ned og fandt så beslutsomt bladet frem. Ligemeget hvor ondt det gjorde, så ville jeg se hvad det der gik ud på. Jeg åbnede op på artiklen om Niall. Jeg skimmede den hurtigt igennem, og fandt så ud af det hele.  

   Pigen på billedet var Katherine Jones. En eller anden meget kendt supermodel - som jeg godt nok aldrig havde hørt om. Katherin og Niall havde åbentbart datet i tre måneder nu. Og nu havde de så offentligt stukket tungen i halsen på hinanden!

   Okay, lige overdrevet nok, men jeg var altså virkelig ked af det. Jeg ved heller ikke hvad jeg havde regnet med. At Niall en eller anden dag ville komme krybende tilbage og sige at han slet ikke mente det, da han sagde han ikke gad mig mere? At han aldrig ville få nogen kæreste igen? Det var jo rimelig usandsynligt, ikke? Jeg trak min telefon op og skrev så til Sophie.

    #Hey... Bliver nødt til at tage hjem, men jeres sodavand venter på jer ved bænken bag ved legepladsen!;) Vi ses der hjemme<3 -Erika#

   Jeg havde ikke lyst til at mødes med dem lige nu. Jeg skulle bare være alene. Jeg ville bare tage en bus hjem til drengene. Der var jo ikke nogen hjem. Niall var hjemme hos en eller anden - sikkert hende der Katherin, - og drengene og Sophie var jo i parken.

   Jeg lod sodavandene blive på bænken, og sørgede for at rive bladet over før jeg smed det ud. Jeg løb ud af parken, og nåede et busstopsted. Forpustet stoppede jeg op, og så at der heldigvis kun var ti minutter til næste bus kom. Jeg satte mig ned på en bænk, og trak vejret i små stød.

   Min mobil vibrerede i min lomme, og jeg trak den op.

   #Hvad nu, muz? Skriv hvis der er noget!<3 - Skulle hilse og sige tak for sodavand;) Vi ses#

   Ikke engang Sophies SMS kunne få mig til at smile. Jeg orkede ikke engang at svare på hendes besked. Jeg lagde bare min mobil ned i lommen, og sad så der og stirrede tomt ud i luften.

   Jeg måtte se at komme over Niall. Det kunne ikke blive ved sådan her.

   Bussen kørte op, og jeg hoppede ind. Nu var jeg snart hjemme og alene.

 

***

 

Erikas synsvinkel:

Jeg drejede nøglen rundt og tog i håndtaget, men døren åbnede sig ikke. Jeg prøvede at dreje nøglen igen, og endelig gik døren op. Jeg trådte ind i huset, og smed mine sko af. Der var helt stille i huset. Dejligt. 

   Jeg gik ind i stuen og stivnede så. Lige dér, lige dér på sofaen lå Niall og kyssede. Med Katherin.

   Oh. My. God.

   Det kunne bare ikke være rigtigt.

   Hvorfor skulle jeg være så uheldig?!

   Han brude ikke være hjemme. Hvorfor var han hjemme?! Og hvorfor kyssede han med Katherin?! Okay, dumt spørgesmål... 

   Jeg burde være løbet væk. Burde være vendt om og gået op på mit værelse. Jah, alt i alt burde jeg være ligeglad. Men det var jeg ikke. Og jeg løb ikke. Spørg ikke hvorfor. Mine ben ville bare ikke bevæge sig. Selvom jeg blev ved med at sige til mig selv jeg skulle se at komme ud herfra, blev jeg bare stående der. Stod der som en eller dum idiot, mens tårene langsomt trillede ned af kinderne på mig.

   Niall og Katherin kiggede op på mig. Katherin så ret vred og forvirret ud, mens jeg slet ikke kunne læse Nialls ansigt.

   Langsomt gik det op for mig at jeg stod og tudede foran dem, og endelig vendte jeg mig rundt og stormede op på mit værelse. Jeg hørte Niall råbe efter mig. Men jeg hørte ikke efter. Han ville sikkert også bare fortælle mig hvor træt han var af mig, og spørge mig hvorfor jeg hele tiden var i vejen for ham. For det var jeg jo.

   Jeg smed mig ned på min seng og begyndte at hulke ned i min pude. Døren gik op bag mig. Det var sikkert Sophie. Hun måtte være fuglt efter mig hjem eller noget. Ellers ville hun jo ikke være så tideligt hjemme.

   "Hør Erika," blev der sagt. Men det var ikke Sophie. Eller Louis. Eller Zayn. Eller Liam.

   Det var Niall. Hvad lavede han her?! Det hele var bare indviklet, og tankerne fór rundt i hovedet på mig.

   Jeg vendte mig om og så en nervøs Niall. Han havde en tanktop på, og et par brune bukser på. Han flotte, lyse hår var sat op med masser af voks. Og han dejlige øjne udstrålede usikkerhed.

   "Jeg bliver altså nødt til at snakke med dig," sagde han tøvende. Endelig tog han sig sammen og lukkede døren bag sig. Han gik ind og satte sig på sengkanten, så langt væk fra mig som muligt.

   Hvorfor ville han snakke med mig nu? Jeg var så forvirret over hele situationen, at jeg ikke engang protesterede. Det var dumt, for jeg var sikker på det han skulle til at sige ville såre mig endnu mere.

   "Drengene har fortalt mig," sagde han, men stoppede sig selv. Han lignede en der havde en indre kamp kørende. Og Gud, hvor så han sød ud!

   Ikke nu, Erika...

   "Drengene fortalte mig at vi kom sammen engang," sagde han så beslutsomt. Jeg nikkede kort som for at bekræfte. "Jeg ved ikke hvad der ellers skete, men jeg håbede måske du kunne hjælpe mig?" spurgte han prøvende.

   Jeg havde slet ikke lyst til at snakke med ham. Og da aller mindst om vores gamle forhold. Men jeg har aldrig kunnet sige nej til Niall, og kunne det åbenbart stadig ikke, for mit hovede gav et kort nik fra sig.

   Et lille smil fandt frem på han læber, mens han takkede. Og så begyndte han at spørge.

   "Okay, først," sagde han eftertænksomt. "Hvor længe var vi sammen?"

   "Næsten et år," mumlede jeg og kiggede ned. Det var forfærdeligt og skulle sidde at fortælle Niall om vores forhold. VORES forhold.

   "Hvem vidste det?" spurgte han så og satte sig længere ind på sengen.

   "Drengene og din bror," sagde jeg så. Jeg kiggede ikke på ham, selvom han kiggede på mig. Han virkede meget mere selvsikker nu, og det gjorde bare mig mere usikker.

   "Såh," prøvede han så tøvende, "Var vi, sådan, du ved, glade sammen?"

   Jeg kiggede overasket på ham og vidste i starten ikke rigtig hvad jeg skulle svare. Jeg kørte en hånd igennem mit hår og begyndte så: "Altå, jég var," mumlede jeg meget lavt. "Og det tror jeg da også du var."

   Han nikkede og kiggede så alvorligt på mig. "Hvorfor slog vi op?"

   Okay, det spørgsmål kom helt bag på mig. Burde han ikke vide det, eftersom han slog op? Og det var altså efter hukommelsestabet.

   Han spurgte igen, som om jeg ikke havde hørt det. Det havde jeg skam, jeg var bare vildt forvirret.

   "Øhm, du slog op?" sagde jeg spørgende, for jeg vidste ikke helt om det var det svar han ledte efter.

   "Hvorfor?" spurgte han undrende og der kom en rynke mellem hans øjenbryn. Jeg elskede når han så sådan ud, jeg plejede altid at lave sjov med den.

 

*Flashback*

 

Jeg kiggede på Niall, som stadig lå og sov. Jeg lå i hans arme, og kunne enlig ikke komme fri, men det havde jeg ikke noget i mod. Jeg kunne godt lide at ligge her med Niall. Jeg følte mig altid så tryg med ham. Jeg lagde mit hovede på hans bare bryst, og puttede mig længere ind mod ham. Efter vi havde ligget sådan noget tid, åbnede han sine øjne.

   "Sovet godt, skat?" spurgte han søvnigt og plantede et kys på mine læber. Jeg kyssede hurtigt igen, og mumlede "Fantastisk," mod hans læber. Han lo af mig, og jeg trak mig fra ham igen.

   "Vi er alene hjemme," fastslog jeg så, og kiggede ind i hans flotte ocean-blå øjne.

   "Hvor er drengene?" spurgte han og der dukkede en rynke frem mellem hans øjenbryn. Jeg elskede den rynke. Han så så sød ud med den.

   "Du har sådan en lille rynke," fortalte jeg ham og lo. Han kiggede igen undrende på mig, hvilket bare gjorde rynken tydeligere. Jeg grinte af ham, og tog så min hånd op fra dynen og rørte ved rynken. Han tog fat i min hånd.

   "Ingen røre rynken!" sagde han og sendte mig et smil. Jeg begyndte af grine af ham.

   Langsomt tog jeg min hånd ned under dynen igen. Han lagde sin pande mod min, og kyssede mig så igen på munden. Hans bløde læber mod mine føltes altid helt rigtigt.

   "Du ved godt jeg elsker dig, ikke?" spurgte han og aede mig over håret.

   Min mave føltes helt underligt, og tanker fløj rundt i hovedet på mig. Jeg havde det præcis som første gang han fortalte mig at han elskede mig. Niall var den helt rigtige for mig, det var der ikke nogen tvivl om. Jeg ville aldrig finde nogen som jeg holdte ligeså meget af, som jeg holdt af Niall.

   Jeg nikkede og rødmede. Det gjorde jeg tit. Og det var ret irriterende nogen gang.

   "Og jeg elsker dig."

 

*End Of Flashback*

 

Niall rev mig ud af mine tanker, da han hostede. Jeg sad sikkert og smilte som en idiot ligenu. Det gjorde jeg tit når jeg kom i tanke om nogle af Nialls og mine minder. Men hurtigt gemte jeg smilet væk.

   Jeg kom tili at tænke på Nialls spørgsmål, og kiggede så tomt på ham. "Det var efter ulykken," sagde jeg trist. "Du kan vel selv huske det. Da du fortalte Harry at du ikke havde brug for nogen kæreste, og at ... at du ikke gad mig mere," det sidste jeg hviskede jeg. Det gjorde for ondt at sige højt.

   "Hvad?!" spurgte Niall forvirret. "Jeg har altid troet jeg ikke havde nogen kæreste det år."

   Jeg kiggede op på Niall. Hvad i al verden mente han med det?!

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...