Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3497Visninger
AA

38. It's Over

Erikas synsvinkel: 

Min indbakke var igen overfyldt med beskeder fra Niall. Denne her gang var jeg klog nok til ikke at læse dem. Det ville der helt sikkert ikke komme noget godt ud af. Det havde jeg fundet ud af. 

   Jeg kørte et kort blik over fjernsynet som stod tændt i håbet om at jeg kunne tænke på noget andet. Det hjalp desværre bare ikke. Jeg kunne ikke få det ud af hovedet. Den samme lille film kørte på repeat inde i mit hoved. Filmen handlede ikke om Harrys og mit kys. Den handlede om Niall og jeg. Første gang vi mødtes. Og ikke den gang til koncerten. Det her var aller første gang. 

 

*Flashback*

 

Erikas synsvinkel:

Jeg vrissede irriteret af mig selv, da alle mine bøger faldt på jorden. 

   Godt gået, Erika, godt gået. 

   Alle mine bøger lå på jorden, jeg havde ikke en idé om var hvor jeg var, det var pisse koldt og festen startede om en time. Det kunne bare ikke blive værre!

   Okay, det talte jeg for hurtigt. Nu regnede det også. Fedt ...

   Jeg bukkede mig hurtigt ned, og fik proppet mine bøger i min taske igen men opdagede så at min mobil også var faldet på jorden. 

   Fuck, fuck, fuck.

   Jeg samlede den hastigt op og prøvede at tænde den, men der skete ikke noget. Årgh! Fedt, nu var min mobil også ødelagt. Jeg sukkede irriteret. 

   Med besvær fik jeg lynet tasken i, og rejste mig så op. Jeg kørte en frustreret hånd i gennem mit hår, mens jeg kiggede rundt. Hvor fanden var jeg?! 

   Jeg måtte være kørt med den helt forkert bus, for det her sted var ikke engang TÆT på hvor jeg boede. Jeg kunne overhovedet ikke kende stedet. Jeg kiggede mig desperat omkring efter et vejskilt, eller bare noget der kunne hjælpe mig med at finde ud af hvor jeg var, men der var ingenting. Ikke en gang en eller anden person, der lige luftede hunden eller noget, som jeg kunne spørge. Ingenting. 

   Jeg sukkede irriteret, og kiggede mig igen omkring. Der var godt nok det her hus, men det var utroligt stort og så ikke specielt indbydende ud. Altså der var sådan noget højt stakit omkring, og en kæmpe stor låge. Jeg tror ikke rigtig personen der boede der inde havde lyst til at få besøg. 

   Nå, men jeg skulle jo heller ikke rigtig på besøg, så kunne personen vel være ligeglad. 

   Beslutsomt begyndte jeg at gå over mod huset. Gad vide om der overhovedet var nogen hjemme?

   Jeg kom over til den kæmpe store låge, og skubbede den op. Eller prøvede. Den gad ikke rokke sig. Jeg skubbede hårdere og hårdere og til sidst begyndte den endelig at åbne. Efter noget tid havde jeg fået den nok op til at jeg lige kunne snige mig ind. Jeg tog en dyb indånding, og begyndte så at gå op mod hovedindgangen. 

   Jeg var virkelig begyndt at fryse. Det regnede og blæste helt vildt, og alt jeg havde på var en tynd sommerjakke. Jeg var virkelig gennemblødt. Jeg bankede på, og mærkede hvordan mit våde tøj klistrede til mig. 

   Jeg stod der og ventede i lang tid. Mine tænder var begyndt at klapre. Jeg gemte mine hænder i jakken, for at give dem lidt varme, men det hjalp overhovedet ikke da jakken ikke var specielt varm mere. Jeg skulle ligetil at gå igen, da døren endelig åbnede foran mig. Jeg kiggede lettet op, og tabte så kæben.

   Lige dér foran mig, stod Niall fra One Direction!

   Og jeg laver altså ikke sjov. Han stod der, lige foran mig. Han kiggede på mig med hans flotte blå øjne, mens han kørte en hånd igennem hans lyse hår. 

   Altså jeg var ikke ligefrem fan af One Direction - MEN HAN STOD LIGE FORAN MIG!

   Okay, okay, slap af, Erika. 

   Hvis han troede jeg var en eller anden sindsyg fan, så ville han sikkert ikke være så glad for at hjælpe mig. Selvom han selvfølgelig kun lige skulle fortælle mig hvor jeg var. 

   "Hej?" sagde Niall tøvende og gav mig et varmt smil, som smittede. 

   "Uhm ..." sagde jeg og prøvede at finde ord, men det var som om jeg ikke kunne lige nu, "Det er ... jeg er faret vild, og ... ved du hvor jeg er?"

   God, hvor var det enlig pinligt! Tænk at jeg behøvede at få hjælp for at kunne finde hjem. Duh.

   Niall grinte lidt af mig, og hans latter var VIRKELIG sød. 

   "Vil du ikke med indenfor?" spurgte han så, og smilede et smil som fik min mave til at slå en kolbøtte. 

   Øh, vent. Stop lige der! Hans grin fik helt sikkert ikke din mave til at slå en kolbøtte. Nej. Du har lige mødt ham, Erika. Du kan da ikke allerede være faldet for ham?!

   Nej, selvfølgelig ikke. Der var jo også Jamie. Jamie og jeg kom ikke lige frem sammen. Endnu i hvert fald. Jeg havde hørt rygter om at han ville tage det næste skridt i aften. Til festen. DERFOR blev jeg NØDT til at komme. 

   Jeg opdagede et jeg havde stået i mine egne tanker, da Niall rømmede sig. Jeg kiggede forvirret op på ham, og huskede så spørgsmålet. 

   "Uhm, det kan jeg ikke rigtigt," sagde jeg trist. Jeg ville rigtig gerne indenfor - og ikke kun på grund af varmen, - men jeg kunne da ikke gå glip af at Jamie tog det næste skridt! Jeg havde ventet ET HALVT ÅR på at han skulle tager det næste skridt, og nu havde han endelig taget sig sammen. Hvis jeg ikke kom, ville han jo tro at det var fordi jeg ikke havde lyst til at tage det næste skridt. Det måtte bare ikke ske - men Niall virkede bare søøøød, og ...

   Nej. Nej han gjorde ej. Du er ikke faldet for ham. Sådan er det. Punktum. 

   Man kan da heller ikke falde for nogen man har kendt i fem minutter?!

   "Pjat med dig," sagde Niall og grinte lidt, mens han storsmilede, "Kom med indenfor og få noget rent tøj. Jeg skal nok sørge for at du kommer hjem." 

   Nej, det kunne jeg altså ikke!

   Men Niall virkede rigtig søøøøød ...

   Men hvad så med Jamie?

   Niall virker sødere end Jamie. 

   Vent. Nej han gør ej! Jamie er sød. Du kender ikke Niall, du kan da ikke sige at han er sødere end Jamie. 

   Prøv bare at se Nialls smil. Han er helt sikkert sødere end Jamie. 

   Nej. Hvad er det jeg siger?! Det er han altså ikke. 

   "Hallo?!"

   Jeg kiggede forvirret op på en storsmilende Niall.

   "Forstyrre jeg noget?" spurgte han, og jeg blev med det samme helt rød i hovedet. Han havde helt sikkert opdaget at jeg stod og havde en lille kamp med mig selv. Pinligt. 

   Jeg rystede stille på hovedet.

   "Kom her," sagde han så med et smil. Så trak han mig indenfor og hans berøring sendte gnister rundt i kroppen. 

   Nej den gjorde ej! Du kan lide JAMIE - ikke Niall. Forstå det så. Duh. 

   "Jeg finder noget rent tøj til dig," fastslog Niall. Så vendte han om og efterlod mig drivvåd ude i gangen. 

   Jeg var glad for at havde mødt Niall, men alt i alt, havde det været en lorte dag. Det var helt sikkert at jeg kom for sent til festen nu. Min mobil var gået i stykker. Nærmest alle mine lektier var blev ødelagt af regnen. Oh fuck - jeg havde også aflevering for til i morgen!

   Nå pyt. Den fest var laaaaangt vigtigere end aflevering. Og så alligevel ... Vi fik karakterer om to uger, måske var det ikke nu man skulle aflevere for sent?

  Årgh. Nå, jeg måtte vel bare se hvad der skete. 

   Niall kom snart tilbage, og jeg blev af en eller anden grund helt automatisk glad igen. 

   "Her," sagde Niall og smed noget tøj over til mig med et smil, "Det er nok lidt for stor, men jeg tror det går."   

   "Tak," sagde jeg med et smil, "Uhm ... Hvor kan jeg skifte?" 

   "Når, øh," sagde Niall usikkert, "Der er et toilet her." Jeg fulgte ham, og stod snart alene på toilettet. Hurtigt fik jeg det våde tøj af, og tog så i stedet det tøj Niall havde lagt frem til mig på. 

   Det var alt for stort. Altså virkelig meget. Hættetrøjens ærmer var så store, at det kunne havde været at par hænder mere der inde, men det var intet i mod jogging bukser. De kunne ikke holde sig selv oppe!

   "Øh, Niall?" råbte jeg men fik ikke noget svar. Jeg sukkede en smule irriteret. Alt ting gik da også godt for mig idag, huh?

   Ja, det var ironisk. 

   Det våde tøj fik jeg puttet i en plastikpose og så gik jeg ud at toilettet. Det var en smule besværligt da jeg blev nødt til at holde bukserne oppe med den ene hånd. Hmpf. 

   Jeg begyndte at lede efter Niall, og var flere gange ved at falde i de alt for lange bukseben, men det gik. Endelig fandt jeg ham i køkkenter, i færd med at spise en sandwich. Han kiggede op på mig, og slugte lige et stykke salat før han brød sammen af grin. Jeg rødemde helt vild. 

   "Undskyld," grinte han, og jeg smilede svagt til ham. 

   "Uhm, bukserne er lidt for store," sagde jeg med et skævt smil. 

   "Det siger du ikke," grinte Niall og himlede med øjnene. 

   "Nej, jeg mener de kan ikke holde sig selv oppe," sagde jeg lavt. Jeg var virkelig ikke særlig tryk ved denne her situation. 

   "Nårh, okay," sagde Niall og tænkte lidt, "Jeg tror faktisk Eleanor har et par bukser her. Dem kan du nok passe. Jeg kigger lige."

   Flot Erika. Han HAR da selvfølgelig en kæreste. Eleanor. Hmpf. 

   Jeg ved helt ærligt heller ikke hvad jeg havde regnet med. Som om verdens berømte Niall Horan ville kom sammen med en som mig. Jeg var ikke engang fan af dem!

   Altså ... altså ikke fordi jeg håbede på at han ville komme sammen med mig. Tsh, jeg ... jeg ville da heller ikke komme samen med ham altså. Hvorfor skulle jeg da også det?

   Okaaaaai ... Jeg indrømmer at jeg måske var blevet liiiidt varm på ham. Lidt. Men ikke sådan helt vildt. Altså jeg mener - vi havde jo kun kendt hinanden i et kvarter eller noget. Men han virkede bare rigtigt, rigtigt, RIGTIG flink. Og sød. Og dejlig. Og-

  Stop dig selv, Erika, han HAR en kæreste. 

   Niall kom ind i rummet med et par bukser i hånden. 

   "Du kan bare tage dem her på," sagde han med et smil. Han kastede dem over til mig, og jeg nikkede kort. Så gik jeg ud på badeværelset igen for at skifte. 

   Kunne han i det mindste ikke lige havde SAGT at han havde en kæreste?!

   Ej, seriøst, stop nu, Erika. Det er jo ikke sådan at man bare siger sådan noget, vel? 'Dav, mit navn er Joe. Jeg er single.' 'Dav med dig, jeg er Peter. Jeg er ogs' single.' Nej, det gjorde man jo ligesom ikke. Duh. 

   Jeg fik trukket de nye bukser på, og de var heldigvis ikke særlig meget for store. Jeg trådte ud af bedeværelset igen. Nu ville jeg enlig bare hjem, så jeg i det mindste kunne nå at være med til noget af festen. Måske var der en lille chance for at Jamie ikke havde tabt modet endnu?

   Jeg gik ind i køkkenet hvor Niall sad, og kastede så hans bukser over til ham. 

   "Jeg skal hjem nu," sagde jeg kort, og sendte ham et lille smil. 

   "Allerede?" spurgte han trist. 

   Tsh, som om han var trist. Han glædede sig sikkert til jeg tog hjem, så han kunne gå ind og ... snakke med hende Eleanor eller noget. 

   Oh God, Erika. Du er bare ikke jaloux på en du ikke kender! 

   "Ja, jeg skal noget om en halv time, såh ..." sagde jeg tøvende, "Ved du hvornår der gå en bus til London?"

   "Søde, du er i London," sagde Niall og grinte. 

   OMG - han kaldt mig sød! Arrrrgh ...

   Slap nu af, han HAR en kæreste. Han kalder sikkert alle 'søde'. 

   "Nårh," sagde jeg, "Øh, så til Oxford Street."

   "Hmm, jo. Den bus går vist i morgen klokken fire," sagde Niall med et skævt smil. 

   "Klokken fire. Perfekt," sagde jeg glad. Klokken var fire om lidt så- 

   "IMORGEN?!" udbrød jeg pludselig. Den kunne da ikke først gå i morgen?! Jeg skulle hjem NU. Jeg kunne da ikke blive her til i morgen!

   "Slap af," sagde Niall og sendte mig et beroligende smil, "Hvis du kan vendte så længe, så kommer en af mine venner om lidt, han kan køre dig hjem."

   "Hvornår er om lidt?" spurgte jeg mistroisk. 

   "En halvt time," sagde Niall med et undskyldende smil. Jeg sukkede. 

   "Hvor langt væk er jeg fra Oxford Street?" spurgte jeg så. Måske kunne jeg gå hjem?

   "Ret langt," sagde Niall og nikkede stille med hovedet, "Kom her og sit dig." Han klappede på en stol ved siden af ham. Jeg sukkede igen, men satte mig så ned ved siden af ham. "Vil du ha'?" spurgte han og rækkede sandwichen over mod mig. Jeg rystede lidt på hovedet, og han nikkede. "Nå, men jeg er Niall," sagde han så og rækkede en hånd frem. 

   "Erika," sagde jeg med lille smil og tog i mod hånden. 

   "Såh," sagde Niall tøvende og tog en bid mere af hans sandwich, "Jeg gætter på du ikke er fan?"

   "Ikke helt," sagde jeg og trak stille på skuldrene. 

   "Du er vel ikke hater, vel?" spurgte Niall uroligt. 

   "Nej, nej," grinte jeg. 

   "Okay, godt. Det ville havde været akavet," sagde han så. Jeg lo lidt, "Så hvor gammel er du, Erika?"

   "Seksten," sagde jeg med et smil, "Og dig?"

   "Jeg er atten," sagde Niall, "Så du går stadigvæk i folkeskole?"

   "Sidste år," sagde jeg og nikkede. 

    Niall nikkede stille. "Og hvordan havnede du så herude?" spurgte han med et drillende smil. 

   "Uh, det ved jeg ikke helt," sagde jeg tøvende, mens jeg grinte lidt. 

   "Du er ikke fuld vel?" spurgte Niall overasket. 

   "Fuld?!" udbrød jeg, "Hvorfor skulle jeg være fuldt?"

   "Øhm," sagde Niall og blev lidt rød i hovedet, "Jo, altså nogen gang når man er fuldt såh ... så glemmer man tingene sådan."

    Jeg grinte lidt af ham, og rystede så på hovedet. "Nej jeg er ikke fuld," fastslog jeg og sendte ham et stort smil.

   Han nikkede og grinte også lidt. "Nå, men hvad er det så du har så travlt med at komme hjem til?" spurgte han. 

   "Jeg skal til fest," sagde jeg spændt. 

   "Fest?" sagde Niall og fik sådan en lille sød rynke i panden, "Hvorfor er det så vigtigt?"

   "Det er ..." sagde jeg ivrigt, men kom så i tanke om at jeg ikke rigtig havde lyst til at fortælle Niall om Jamie. 

   "Er det en speciel fest, eller...?" prøvede Niall. 

   "Nah, jeg skulle bare ... mødes med en der over," sagde jeg tøvende. 

   "Nåh," sagde Niall og lød lidt skuffet, "En dreng?"

   Jeg nikkede stille. Kunne han ikke være ligeglad?

   "Og I kommer sammen?" spurgte Niall så, og så lidt trist på mig. 

   "Nej, ikke sådan rigtigt," sagde jeg og trak på skuldrene. 

   "Men du vil gerne?" spurgte han så, og kiggede ned på sin sandwich. 

   "Det ved jeg ikke rigtigt," sagde jeg tøvende, og besluttede mig så for at skifte emne, "Og hvad med din kæreste - hende Eleanor? Hvordan går det med hende?"

   "Min kære... Eleanor?!" sagde Niall og faldt næsten ned af stolen af grin, "Mig og Eleanor, vi kommer ikke sammen. Det er Lou og Eleanor."

   "Nårh," sagde jeg og rødmede. God hvor var jeg dum! Det var virkelig pinligt, det her. Men han havde ikke en kæreste! Uh så-

   Årgh, bare drop det, Erika. Han gider da alligevel ikke en som dig.  

   "Så du bor på Oxford Street?" spurgte Niall interesseret.

   Jeg nikkede stille. "Med min mor," sukkede jeg så, "Jeg sparer sammen til min egen lejlighed, men det går langsomt. Hvor bor du? Åh, vent - dumt spurgt."

   Niall grinte lidt. "Faktisk ikke. Jeg bor her ikke - det er Lou," sagde Niall med et smil.

   "Lou?" spurgte jeg undrende. 

   "Louis?" sagde Niall, og jeg rystede stille på hovedet med løftede øjenbryn, "Louis Tomlinson? Du ved ikke ... Ved du så heller ikke hvem jeg er?" 

   "Uhm, du er Niall ... noget med O," sagde jeg tøvende.

   "Niall Horan," fortalte Niall så med et smil.

   "Nårh ja," sagde jeg og rødmede lidt.

   "Du er ikke så glad for os, huh?" sagde Niall drillende. 

   "Jo, det er ikke det," sagde jeg stille, "Jeg kan da godt ... lide jeres musik?"

   "Hmm, jaer," sagde Niall og nikkede mistroisk, "Nævn en sang vi har lavet."

   "Øh, det kan jeg godt, det er ... You Don't Know," sagde jeg så selvsikkert. Jeg var rimelig sikker på det var det den hed. 

   "You Don't Know?" sagde Niall grinende og med løftede øjenbryn, "Det sjovt, for den kender JEG ikke."

   "Jo, jo, den der .. øh - The way that you flip your hair mmmmh, but when you smile mmh ground, mmmh. You don't know!" sagde jeg selvsikkert, "Se den fandtes."

   "Søde, det er That's What Makes You Beautiful," grinte Niall. Åhhh, hans grin. Og han kaldte mig søde igen! Ahhhh ...

   Stop nu, Erika!
   "Det vidste jeg godt," sagde jeg så og blev vist endnu rødere i hovedet.

   "Selvfølgelig gjorde du det," grinte Niall.

   Vi blev ved med at sidde og snakke og snakke og snakke - i har forstået det - indtil der døren til køkkenet pludselig gik op. Ind kom en dreng med seler, en stribet t-shirt og et par brune, opsmøgede bukser. Han kiggede undrende over på mig, men begyndte så at smile. 

   "Dav," sagde han og rakte mig hånden, "Jeg er Louis og du er...?"

   "Hun er Erika," sagde Niall hurtigt, og jeg kiggede grinende på ham. 

   "Okay, og hun kan ikke selv snakke, eller..?" sagde Louis drillende og kiggede på Niall der rullede øjne af ham.

   "Du bliver nødt til at køre hende hjem," sagde Niall. 

    Jeg gad enlig ikke hjem endnu. Så meget betød den fest jo heller ikke. Men jeg skulle jo hjem på et tidspunkt, så få minutter efter stod jeg alligevel ude i gangen. Niall sendte Louis et blik, og Louis vendte sig pludselig om og gik ud i bilen for at vente på mig. 

   "Jeg tænkte på om jeg måtte få dit nummer," sagde Niall nervøst.

   OMG - han spurgte mig om hans nummer! Jaaaaaaaaah ... Måske kunne han lide mig alligevel? Lidt bare? 

   Jeg skyndte mig at fortælle mig nummer, men blev så nødt til at tage at sted. Jeg kunne bare sige, at hvis det stod til mig, var det helt sikker ikke sidste gang jeg så Niall.

 

*End Of Flashback*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...