Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3588Visninger
AA

30. It's Not Funny!

Erikas synsvinkel:

"Sit dig der," sagde politimanden og pegede på en stol. Vi var i et stort lyst rum med ét bord, to stole og et vindue. I vinduet stod en potteplante og ellers var rummet helt tomt.

   Politimanden gav endelig slip på min arm og jeg satte mig på stolen. Han gav mig et sidste irriteret blik og forlod så rummet. Han smækkede døren i og jeg hørte den låse fra den anden side. Seriøst? Låste de mig inde?! Der var ligesom ikke nogen grund til at løbe væk når jeg alligevel var her. Så ville det jo være lettere bare at vente på at nogen kom og hentede mig. Jeg sukkede dybt og gav mig så til ... ingenting. Virkelig, her var ikke noget at lave! Jeg rakte ned  i min lomme efter min mobil, men min hånd lukkede sig om luft.

   Nårh jah, en eller anden dame havde taget min mobil. Duh. Så kunne jeg bare sidde her og vente, og vente og vente ...

   Døren gik op og ind trådte politimanden fra før og så en pige med sort hår sat op i en knold. Hun var ikke særlig gammel - måske femogtyve.

   "Hvis i bare giver mig min mobil, så kan jeg ringe til-" sagde jeg men politimanden afbrød mig.

   "Kom her, jeg har virkelig ikke tid til det der," sagde han utålmodig. Jeg sukkede og gik så op til ham med et spørgende blik. Damen begyndte at gå og jeg fuglte bare efter. Kort tid efter kunne jeg også høre politimandens skridt bag mig. Seriøst, jeg kunne slå den mand i hovedet. Med en stol.

   Vi gik ind i et nyt rum, som der enlig lignede det samme som før, bortset fra at i det her var der en computer og så en masse papir. Damen satte sig ned foran computeren, og gjorde tegn til at jeg skulle sitte mig ned overfor. Jeg satte mig ned på den hårde stol og kiggede irriteret op på damen.

   "Hvornår kan jeg tage hjem?" spurgte jeg hende. Hun kiggede koldt på mig.

   "Snart. Vi skal lige spørge dig om nogle spørgsmål," sagde hun kort og vendte sig mod computeren, "Hvad er dit navn?"

   "Erika," mumlede jeg og kiggede ud af vinduet. Damen rullede med øjnene af mig.

   "Dit fulde navn," sagde hun overlegent.

   "Erika Larson," vrissede jeg. Damen skrev et eller andet ind på computeren.

   "Din alder?" spurgte damen ligegyldigt.

   "Atten," mumlede jeg. Hvad skulle de bruge alt det til? Damen gjorde store øjne.

   "Atten?" spurgte hun overasket.

   "Ja?" sagde jeg med hævede øjnbryn, "Hvad er der?!"

   "Nåh, ikke noget," mumlede damen og så igen ned på computeren. Hvad handlede det der lige om?

   "Og du bor...?" sagde damen og kiggede koldt på mig.

   "I England," svarede jeg irriteret. Damen rynkede panden.

   "Og hvad laver du her?" spurgte hun undrende.

   "Jeg er på ferie," svarede jeg kort.

   "Med Niall Horan?" sukkede hun og rullede med øjnene af mig, "Hvor mange af de her informationer er rigtige?"

   "Dem alle sammen," vrissede jeg.

   "Hmm," sagde damen og troede tydeligvis ikke på mig.

   "Har du et rigtigt nummer på din mor?" spurgte damen. Oh shit, hvad skulle jeg gøre nu? Min mor ville flippe hvis hun fandt ud af at jeg var på politistationen og så ville hun helt sikkert sende mig hjem. Hvad gør jeg, hvad gør jeg, hvad gør jeg?

   Jeg giver dem Nialls nummer! Selvfølgelig. Bare ét lille problem. Jeg kan det ikke udenad.

   "Jeg kan det ikke udenad," sagde jeg tøvende. Damen hævede øjnbrynene.

   "Hent hendes telefon," sagde hun så til politimanden uden at fjerne øjnene fra mig. Jeg gengældte selvsikkert hendes blik. Et par minutter efter kom manden ind med min mobil og lagde den på skrivebordet foran mig. Jeg rakte ud efter den, men før jeg kunne nå at tage den sad damen allerede med den i hånden. Hun sendte mig et selvsikkert smil, og låste den så op. Hvorfor fanden havde jeg ikke kode på min mobil?!

   "Du kan da ikke bare-" sagde jeg vredt, men hun afbrød mig ved at løfte hånden. Jeg sukkede irriteret og lænte mig tilbage i stolen med korslagte arme.

   "Her," sagde damen så, "Jeg regner med at det er din mor?" Hun viste mig min mobil, og havde ganske rigtigt fundet min mors nummer. Jeg skyndte mig at ryste på hovedet, men damen havde vist regnet mig ud og begyndte at taste min mors nummer ind. Jeg måtte seriøst gøre et eller andet!

   Jeg så på damen mens hun lagde min mobil ned på bordet igen og i stedet for tog hendes egen telefon op til øret.

   "Jeg skal tisse," sagde jeg og så op på politimanden der stod over ved døren. Han kiggede nedladende på mig, men nikkede så. Jeg rejste mig op, og fakede så et fald. Jeg smed mig selv ind over bordet og fik tager min mobil i hånde. Yes! Damen kiggede ned på mig og rystede så på hovedet af mig. Så genoptog hun samtalen med min mor uden at ligge mærke til noget. Jeg vendte mig om og det samme gjorde politimanden. Hurtigt fik jeg lagt min mobil i lommen og fuglte så med politimanden ud af døren. Han stoppede op og holdte døren for mig, så jeg kom op foran og gik. Så fuglte han mig ned af en gang og endelig stod vi foran et toilet. Jeg gik derind og skyndte mig at låse døren efter mig. Uden at tøve hev jeg min mobil op af lommen og så straks jeg havde en ulæst besked. Den måtte vente lidt.

   Jeg gik over til vandhanen og lod vandet stå og køre. Så ringede jeg Niall op. Men han tog den ikke! Seriøst, Niall?! Han tog ALTID sin mobil, og så gjorde han ikke nu. Nu af alle tidspunkter. I stedet for gik jeg ind og ringede op til Liam. Der gik ikke lang tid før jeg hørte hans stemme.

   "Erika, hvor fanden er du?! Vi står og venter på dig," vrissede han irriteret.

   "I bliver nødt til at komme og hente mig," viskede jeg så politimanden ikke ville høre mig.

   "Hente dig? Hvor?" spurgte Liam forvirret.

   "Jeg kan ikke høre noget toilet skylde ud," sagde politimanden irriteret mens han bankede på døren.

   "Uhm, nej, jeg ... er færdig om lidt," skyndte jeg mig at sige.

   "Erika, hvad fanden forgår der?!" spurgte Liam.

   "Kom og hent mig på politistationen, okay?" spurgte jeg hurtigt.

   "Hvad har du nu lavet?" sukkede Liam og jeg kunne høre på ham han syntes det var lidt sjovt. Hvilket jeg overhovedet ikke syntes det var! Politimanden bankede igen på døren.

   "Skynd dig," sagde han.

   "Bare kom, okay?" sagde jeg panisk, "Jeg bliver nødt til at gå. Vi ses." Jeg fik lagt på og skyndte mig så at slukke vandhanen. Så gik jeg over og skyllede ud i toilettet. Det skulle jo virke lidt troværdig, ikke? Bagefter gik jeg igen over og tændte for vandhanen og gik så over og låste op. Jeg åbnede døren og sendte politimanden et selvsikkert smil. Han kiggede på mig med løftede øjnbryn. Så tog han fat i min ene hånd og jeg kiggede forskrækket ned.

   "Du er godt nok god til at tørre hænder, da," sagde han og jeg vidste med det samme han godt var klar over jeg ikke var ude og tisse. "Kom her med den," sagde han så og gav slip på min hånd.

   "Hvad?" spurgte jeg undrende og var overhovedet ikke lige så selvsikker mere.

   "Mobilen," sukkede han så, "Det var et fint stunt du lavede inde på kontoret, men næste gang bliver du altså nødt til at larme noget mere hvis ikke jeg skal kunne høre dig snakke i telefon."

   Jeg sukkede og gav ham så min mobil. Pis og lort og ... Men det var jo ligemeget, for drengene kom og hentede mig om lidt. Politimanden tog igen fat i min overarm og trak mig med ned på kontoret. Han åbnede døren og skubbede mig ind i lokalet hvor damen stadigvæk sad og snakkede med min mor. Jeg satte mig ned på stolen igen og hørte så døren smække efter mig. Efter noget tid lagde damen røret på og kiggede så nedladende på dig.

   "Jeg skulle hilse og sige din mor var meget skuffet over dig," sagde damen til mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af den måde hun sagde det på. Som om at jeg ville begynde at tude og falde totalt sammen da jeg fik det at vide. Damen så undrende på mig, og denne her gang var det min tur til at give hende et overlegent blik. "Hun har arrangeret at en ven kommer og henter dig, og så kommer du på det første fly tilbage til England i morgen," sagde damen kort. Okay, det der kunne nok enlig godt havde fået mig til at tude. Men jeg lod være. Selvom det krævede alt kræft. Jeg skulle jo bare fortælle min mor hvad der virkelig var sket. Så ville hun forstå. Men helt ærlig - jeg var atten! Min mor kunne forfanden da ikke længere bestemme over mig! "Og forøvrigt slap du billigt denne her gang. Næste gang kommer der værere konsekvenser," sagde damen. Så rejste hun sig op og forlod rummet. Jeg kiggede op på politimanden og ventede han også ville gå, men han blev.

   "Har du tænkt dig at blive der?" spurgte jeg irriteret.

   "Jeg vil bare sørge for at være her når dine små redningsmænd kommer," sagde han og kiggede overlegent på mig. Jeg kiggede på ham med en rynke i panden.

   "Redningsmænd? Hvad snakker du o- Nårh ... Du tror at de- Sådan er det slet ikke!" sagde jeg og fattede pludselig det hele. Han troede jeg havde ringet og bedt Liam om hjælp til stikke af. Selvfølgelig havde jeg ikke det. Så snart drengene trådte ind i det her lokale ville politimanden indse hvor meget han havde taget fejl.

   "Så siger vi det," sukkede politimanden og troede igen ikke på mig. Hvordan kan det være ingen troede på mig? Jeg løg aldrig - mest fordi jeg ikke kunne finde ud af det.

   Wooow. Det gik lige op for mig at jeg har løget. I dag. Med toilettet. OMG jeg kan finde ud at lyve! Viiiildt ...

   Jeg mærkede pludselig hvor tør jeg var i halsen. Det var jo ret længe siden jeg havde fået noget at drikke sidst. Og spise. Klokken måtte enlig være mange. Min øjne kørte over vinduet og det var ganske rigtigt mørkt udenfor.

   "Må jeg ikke få et glas vand?" spurgte jeg politimanden. Han rystede på hovedet.

   "Seriøst? Jeg er mega tørstig!" sagde jeg irriteret.

   "Hmmm, ligesom at du skulle tisse," sagde plitimanden uden at kigge på mig. Jeg sukkede. Måske var det en god ide at lade være med at lyve.

 

***

 

Jeg kiggede op på uret der hang over døren igen. Det var et kvarter siden at jeg ringede til drengene. De måtte da snart være her. Jeg sukkede og kiggede træt hen på politimanden der stadig stod i døren uden at røre en muskel. Hvordan kunne han undgå at blive træt af det? Jeg kiggede igen ud af vinduet. Det var helt mørkt nu, men det var også snart midnat. Jeg var også ved at blive ret træt. Men nu var der jo også sket ret meget i dag. Døren gik op og damen kom ind med stram mine.

   "Du kan gå hjem nu," sagde hun og lød virkelig sur.

   "Hvad?!" sprugte jeg. Hvis det var min mors ven der var kommet for at hente mig var jeg seriøst på skideren.

   "Du kan gå hjem," sagde damen til mig igen og jo, hun var virkelig sur. Jeg rejste mig op og så på damen der drejede rundt på hælene og med hastige skridt forlod værelset. Jeg gik ud af døren, efterfulgt af politimanden. Jeg kiggede op på politimanden. Han var ikke opmærksom lige nu. Hvis nu jeg løb kunne det være at drengene nåede at komme, og så blev jeg ikke nødt til at tage med min mors ven hjem.

   Uden at tænke satte jeg i løb ned af gangen. Politimanden råbte efter mig og jeg begyndte at løbe alt hvad jeg kunne. Jeg drejede ind at et hjørne og stødte ind i en dame så alle hendes parpirer røg på gulvet. Jeg nåede lige at råbe undskyld til hende, før jeg fortsatte ned af gangen. Jeg anede ikke hvor jeg løb hen, jeg løb bare. Hvilket viste sig at være en dum ide. Jeg var kommet til enden af en gang, og jeg kunne høre skridt bag mig. Og ikke kun politimandens skridt denne her gang. Panisk kiggede jeg rundt for at finde et sted jeg kunne løbe hen, men det eneste jeg så var to døren. Uden at tænke videre løb jeg ind af den ene dør ... der fulgte lige en til en kantine fyldt op med politmænd. Fedt. De kiggede alle sammen fovirret op på mig og før jeg nåede så meget som at blinke blev en stærk hånd lagt om min arm. Jeg kiggede op og så en anden politimand. Det var ikke den samme som før, ham her var yngrer og helt sikkert også stærkere. Og sikkert også i bedre form for han var overhovedet ikke forpustet, mens jeg var ved at falde sammen. Han gav mig elevatorblikket og lige pludselig sprang døren op og ind kom politimanden fra før. Han var vildt forpustet og sveden piblede frem. Han så faktisk ret klam ud.

   "Godt ... Godt gået ... James," fik politmanden fra før frem. Politmanden der holdt mig - James - nikkede.

   "Hvor skal hun hen?" spurgte han så uden at skænke mig et blik. Jeg sukkede irriteret. Jeg var SÅ tæt på at løbe væk fra dem. Hvis jeg havde løbet en lille smule stærkere var jeg sikkert kommet til et toilet eller noget hvor jeg kunne havde låst mig inde indtil drengene kom. Duh.

   "Til... til vente... venteværelset," sagde politmanden. James nikkede og tog så hårdere fat i min arm og begyndte at trække mig af sted mod venteværelset. Jeg havde opgivet nu. Der var ikke nogen grund til at prøve at løbe, for James var både hurtigere og stærker end mig, så jeg ville alligevel ikke komme langt. Jeg kunne lige så godt se det i øjnene, om lidt sad jeg på et fly på vej til England. Tanken gjorde virkelig ondt, og jeg savnede allerede Niall. Hvordan skulle jeg nogensinde klare mig uden Niall i EN HEL MÅNED?! Faktisk over en måned, for drengene havde mere end en hel månede tilbage her i USA. Denne her dag endte virkelig dårligt, huh?

   "Hallo?!" sagde James og viftede en hånd foran mig. Jeg så forvirret op og opdagede jeg nok var faldet i staver. Upsi. James sukkede og tog  igen hårdere fat i min arm, og gik så videre. Snart var vi forenden af en gang. Foran mig var en dør med et skilt hvor der stod 'venteværelse'. Så var det altså nu. Jeg sukkede. James åbnede døren og hev mig med ind i venteværelset. Jeg kiggede rundt for at finde et velkendt ansigt, i stedet for fandt jeg syv.

   Liam stod i joggingbukser og med morgenhår og kiggede irriteret på mig. Alligevel havde han et stort smil klistret i ansigtet. Harry stod ved siden af ham og lagde overhovedet ikke skjul på hvor sjovt han syntes det var. Helt seriøst, så stod han der og grinte af mig. Eleanor så virkelig træt ud, og sendte mig et undskyldende smil. Hun stod lænet op af Louis som også stod og grinte af mig. Faktisk så meget at han blev nødt til at holde sig på maven. Zayn stod også med et stort smil på læben og lo lidt. Ved siden af ham stod Paul, og selv han grinte. Og så så jeg Niall. Han stod der med hans perfekte smil og blå øjne og kiggede på mig. Han grinte også lidt, men i det mindste ikke lige så meget som de andre drenge. Jeg havde den vildeste lyst til at springe over til Niall, men nu holdt ham der James stadig fat i mig, så det kunne jeg ikke rigtigt.

   Jeg rødmede lidt da de alle sammen stod og grinte af mig og vente så mit ansigt op mod James.

   "Gider du give slip nu?" mumlede jeg irriteret, hvilket fik Harry og Louis til at grine endnu højere. James rømmede sig og gav så endelig slip. Han kiggede en sidste gang på mig og vendte sig så om. Jeg gnubbede mig lidt på armen mens jeg hørte James smække døren bag mig. Så snart døren var lukket brød de alle sammen ud i grin. Selv Eleanor grinte lidt. Det var da slet ikke sjovt?! Jeg skulede irriteret til dem. Da de endelig stoppede med at grine kom Niall over til mig.

   "Hey smukke," mumlede han og gav mig et kys. Jeg kyssede ivrigt igen og vi stoppede først da de andre begyndte at blive irriteret.

   "Hvad har du så gjort?" spurgte Louis med et stort smil, mens Niall lagde armen om mig.

   "Jeg gjorde ikke noget," mumlede jeg og de grinte lidt af mig igen, "Det er altså rigtigt."

   "Okay?" sagde Liam og troede helt sikkert ikke på mig.

   "De troede ikke på jeg kom sammen med Niall og derfor ville de ikke lukke mig ind," forsvarede jeg mig selv.

   "Seriøst?!" spurgte en storgrinende Zayn. Jeg nikkede.

   "Kan vi ikke godt tage hjem? Jeg er vildt træt," sagde jeg og gabte.

   "Selvfølgelig," sagde Niall og gav mig et kort kys på panden. Hvordan skulle jeg få sagt til ham at jeg blev nødt til at tage hjem i morgen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...