Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3520Visninger
AA

39. I'm Okay

Erikas synsvinkel:

Jeg kiggede sløvt væk fra filmen, da det ringede på døren. Hvorfor kunne verdenen ikke bare lade mig være i fred?! Jeg gad ikke snakke med nogen, så hvorfor komme og forstyrre mig? Jeg sukkede irriteret, men bestemte mig for bare at blive siddende. Hvis nu jeg ikke svarede, ville personen ude foran døren tro jeg ikke var hjemme. Yep. God plan. 

   Jeg kiggede igen over på TV-skærmen. Det var nok den fjerde kærlighedsfilm jeg havde set i dag. Jeg vidste ikke hvorfor jeg så dem - faktisk gjorde de mig bare mere ked af det. Men der var altid det der tidspunkt i filmen, hvor pigen sad hjemme og græd over en eller anden fyr, og dér følte jeg mig knap så alene. Som om jeg ikke var den eneste der nogensinde havde dummet mig så meget. 

    Jeg rejste mig irriteret op da døren igen ringede. Hvem var så ivrig efter at komme ind? Kunne folk da forfanden ikke forstå jeg bare ville være ALENE?! 

   Jeg gik ud til døren, og kiggede ud igennem dørspionen.

   Louis. 

   Jeg fik en klump i maven da jeg så ham. Hvad lavede han her? Han var jo pisse sur på mig. 

   Louis ringede på igen, men jeg åbnede ikke døren. Jeg havde ikke brug for at høre hvor forfærdelig en person jeg var lige nu - for det viste jeg udmærket godt selv. 

   "Erika, jeg ved du er der," sukkede Louis fra den anden side af døren, "Luk nu bare op."

   Jeg svarede ikke, og Louis ringede igen på. 

   "Erika," råbte han irriteret. 

   "Jeg er ikke i humør til det der, Louis, bare tag hjem," sagde jeg koldt. 

   "Erika, luk mig nu ind," sagde Louis bare. 

   "Bare gå," sagde jeg kort, og ventede han ville vende sig om, men det gjorde han selvfølgelig ikke. I stedet for gik han op mod døren og tog ned i håndtaget. Godt jeg altid låste døren efter mi-

    HVORDAN kunne jeg glemme at låse døren?! Og så LIGE i dag?! I dag af alle dage ...

   Jeg kiggede op på Louis med blanke øjne, da han nu stod foran mig i døråbningen, med vanddråber i håret, og en stor jakke. Han åbnede armene og jeg kiggede forvirret på ham. Han sendte mig et svagt smil, som bare forvirrede mig endnu mere, før han trak mig ind i et langt, varmt kram. Jeg vidste ikke hvorfor han gjorde det - for nogle timer siden han han ligesom været sur på mig, - men jeg sørgede bare for at nyde det fuldt ud. 

   "Undskyld, Erika," mumlede Louis mod mit hår. 

   "Du har ikke noget at undskylde for, Lou," sagde jeg lavt. 

   "Jeg skulle ikke havde været blevet så sur," sagde Louis så og trak sig fra mig. Han kiggede mig dybt i øjnene, før han snakkede videre: "Det havde du ikke fortjent."   

   Jeg nikkede svagt, og fik en klump i halsen. For det HAVDE jeg fortjent. Fuldt ud. Men jeg sagde ikke noget. Jeg lod bare en enkelt tåre trille ned af kinden på mig, før jeg kiggede op på Louis igen. 

   "Vil du ikke med ind?" spurgte jeg så lavt, og Louis nikkede. Jeg rettede lidt forlegent på det nattøj, som jeg for ikke så lang tid siden var hoppet i, før jeg viste Louis med ind i stuen. Jeg smed mig tungt ned på sofaen, og slukkede så for fjernsynet. Jeg begravede mig selv under min dyne, og kiggede så over på Louis, som også havde sat sig. 

   "Hvordan har du det?" spurgte han så og så bekymret på mig. 

   Forfærdeligt, Louis, jeg har det helt igennem forfærdeligt. Det hele er noget lort! Jeg fortjener ikke Niall - jeg var en stor nar over for ham. Og jeg bliver nødt til at sige det til ham. Tanken er ved at æde mig op inde fra! Hvordan skal jeg NOGENSINDE få det sagt?! Han fortjener ikke der her på NOGEN måde! Jeg er et  dårligt menneske! Og jeg har altid været det. Niall skulle gå tilbage til Katherin - eller bare en eller anden. Han burde være sammen med ALLE andre end mig!

   "Jeg er okay," viskede jeg, og kiggede på Louis med et så overbevisende smil som muligt. Mit fake smil falmede dog, da Louis tydeligvis ikke troede på det .

   "Du er stadigvæk dårlig til at lyve," sagde han for sjov, selvom der ikke var noget smil at spore på hans læber. Han rykkede sig tættere på mig, "Erika, du kan lige så godt få det sagt til Niall."

   "Det ved jeg godt," sagde jeg lavt, og prøvede at sluge den klump der sad i min hals. 

   "Nu," sagde Louis så kort og kiggede undskyldende på mig. 

   "Nu?" spurgte jeg undrende. 

   "Det nytter ikke noget at udsætte det," sagde Louis, "Jeg lover dig at når du har fået det sagt, så har du det meget bedre."

   "Det tror jeg ikke," sagde jeg og fnyste, mens jeg kiggede ud af vinduet, hvor regnen stod ned i stænger, "For på det tidspunkt HAR Niall slået op med mig."

   "Hvem siger han vil slå op?" sagde Louis optimistisk. 

   "Selvfølgelig vil han slå op," sagde jeg bare, mens jeg lod en finger glide over den kolde rude, "Ville du ikke også det hvis det var El der havde kysset Harry?"

   "Det ved jeg ikke," mumlede Louis, "Kom så."

   Jeg kiggede overasket op. "Hvad skal jeg?"

   "Du skal med hjem til Harry," sagde Louis undskyldende. 

   "Lou, jeg har nattøj på," sagde jeg med løftede øjenbryn. Louis sukkede..

   "Fint, gå op og skift, og så mød mig ud i bilen om et kvarter," sagde han så. Jeg nikkede kort og gjorde så som Louis sagde. 

 

***

 

Vi var der nu. Foran Harrys hus. Det hus måtte virkelig ... bringe ulykke eller noget. Det var her jeg skulle tilbringe en måned med One Direction - og hvis jeg havde gjort det, ville Niall stadig være med Katherin og alt var som det skulle være. Det var også her jeg fandt ud af at Katherin og Niall kom sammen - hvilket den gang i hvert fald var en dårlig ting. og så var det også her at jeg kyssede Harry. Og det var her jeg nu skulle sige det til Niall. 

   Jeg fik en klump i maven. Hans bil var parkeret lige der, så han var her. Han var lige inde i Harrys hus. Og jeg skulle ind og fortælle ham det. 

   Tankerne kørte rundt i mit hoved, mens jeg langsomt åbnede min dør. Med tunge skridt trådte jeg ud af bilen, og mærkede den kolde regn. Jeg ventede ikke på Louis, da jeg begyndte at gå op mod døren. Jeg tog ned i håndtaget og begyndte at lede efter Niall. 

   Jeg skulle bare havde det her overstået. Så hurtigt som  muligt. Jeg ville finde Niall, og så bare spytte det hele ud. Og så, efter han havde slået op, ville jeg gå min vej igen. Lige ud af døren. Uden at se mig tilbage. Jeg ville aldrig se mig tilbage igen. Fra nu af var det kun frem ad. Frem ad, frem ad, fre-

   Var det Katherin?!

   Min kæbe faldt ned på mit bryst da Katherin sad over i sofaen, og kiggede på TV-et. Hvad fanden lavede hun her?! Jeg kunne slet ikke finde rundt i alle mine følelser lige nu, og det gjorde det kun værre da Niall et øjeblik senere trådte ind i rummet. 

   "Hej Erika, vi var lige ved at se film," sagde han overasket. Han var tydeligvis sur på mig, men jeg vidste ikke over hvad. Altså hvis det var på grund af kysset, så ville han havde været lang mere sur. 

   "Hvad laver hun her?" spurgte jeg og gjorde mit bedste for ikke at vrisse af Niall. 

   "Nårh, Katherin," sagde Niall og trak ligegyldigt på skuldrene, "Jeg tænkte bare at nu når havde så travlt med Lou, så vil-"       

   "Det mener du bare ikke, Niall," afbrød jeg ham. Han kiggede overasket op. 

   "Når du tilbringer mere tid sammen med Louis end du gør med mig, så jo, det mener jeg," sagde Niall koldt. 

   "Tilbringer mere tid med Lou, vi har jo nærmest ikke være sammen?" sagde jeg irriteret. 

   "Nærmest ikke være sammen?! Han SKULLE køre dig hjem," sagde Niall. Jeg skulle til at forsvare mig selv, men Niall afbrød mig: "Og lad vær med at sige du skulle til tandlægen, for det ved vi alle sammen er løgn."

   "Har du inviteret din EKS bare fordi jeg bad Louis om at køre mig hjem?!" vrissede jeg. 

   "Han var også hjemme hos dig," sagde Niall og slog ud med armen, "Du svarede ikke på mine beskeder. Jeg har nok sendt hundrede eller noget! Jeg var skide bekymret, og så siger Louis ligepludselig at han køre hjem til dig, for at se om du er okay - burde det ikke være mig det gjorde det?! Du kan ligeså godt sige det som det er, Erika."

   Oh fuck. Du kom den. 'Du kan ligeså godt sige det som det er, Erika.' Han vidste det. Han måtte vide at jeg havde kysset Harry. Hvad skulle jeg ellers sige som det var?!

   Niall åbnede munden igen, og jeg brugte alle mine kræfter på ikke at holde mig for ørene - det var rigtig fristende. "Du er forelsket i Lou, ik'?"

   "Jo ... Jeg er ked af det, Niall, jeg ved ikke hvad der-" begyndte jeg, før det pludselig gik op for mig hvad Niall sagde. At jeg var forelsket i Louis?! Ahahahaha - overhovedet ikke på nogen som helst måde. Hvordan kunne han tro det? "Du tror da ikke for alvor at jeg er forelsket i Lou, vel?"

   Niall så undrende på mig, og nikkede så svagt. "Overhovedet ikke, Niall," sagde jeg. 

   "Er du sikker?" spurgte Niall mistroisk. Jeg nikkede, "Jamen hvad er det så problemet er?"

   Jeg kiggede irriteret ned i gulvet. Det var nu jeg skulle sige det NU. Kom så, Erika, bare åben munden og sig det. Du kan godt, bare få det overstået. Kom nu!

   Men i stedet for at sige det, begyndte jeg at løbe. Jeg vidste ikke hvorhen, bare der hvor mine fødder førte mig. Jeg hørte Niall råbe på mig, og jeg gjorde virkelig alt for at vende om og sige det til ham, men mine ben ville ikke lytte. De blev ved med at løbe, ind til jeg til sidst havnede ude på toilettet. Fedt. Jeg smækkede døren i efter mig, sørgede for den var låst, og gled så ned bag døren, før jeg lod alle mine tanker strømme ud igennem tårene. 

 

***

 

Nialls synsvinkel:

Jeg fulgte Erika med øjnene, da hun løb ud af stuen. Jeg vidste ikke hvad der var galt med hende. Hun havde opført sig virkelig mærkeligt på det sidste. Jeg havde virkelig troet på at det var noget mellem hende og Louis. Men det var der ikke. Jeg troede selvfølgelig på hvad Erika sagde - for hun var jo mega elendig til at lyve. Jeg ville bare ønske hun ville fortælle mig hvad der var galt. 

    "Nialler, kommer du ikke her over?" hørte jeg Katherin sige bag mig.

   Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg lavede da jeg spurgte om hun ikke ville her over. Jeg var bare så jaloux på Louis. Det skulle være mig Erika kunne sig alt til - ikke Louis. Det var MIG og Erika der kom sammen, så hvorfor ville hun ikke fortælle mig hvad problemet var?!

   "Niall mus," sagde Katherin igen. Jeg fik virkelig kvalme af hendes sukker søde stemme. Jeg vende mig irriteret om. 

   "Det er vist bedst at du går nu," sagde jeg koldt. Jeg vidste godt Katherin ikke havde fortjent det, - hun havde jo ikke gjort noget, - men jeg havde ikke brug for Katherin lige nu. Jeg havde brug for Erika. Og det var stensikkert at Erika ikke ville sige noget så længe Katherin var her. 

   "Allerede?" spurgte Katherin, og blinkede med hendes lange, sorte øjenvipper. Jeg nikkede og Katheirn kiggede surt på mig. Så rejste hun sig op med et sæt og begyndte at gå hen i mod mig. "Hvis du en anden gang gerne vil gøre din kæreste jaloux, så skal du ikke regne med at jeg kommer," vrissede hun, før hun gik forbi mig. 

   "Vent, jaloux? Jeg prøvede da ikke at gøre Erika jaloux," sagde jeg. 

  "Selvfølgelig gjorde du det," sagde Katherin og sendte mig et overlegent smil, mens hende øjne stadig lystre af vrede, "Du vil bare ikke indrømme det for dig selv. Men du skal ikke være ked af det, det er tydeligt at tøsen også har gjort et eller andet."

   "Hvad mener du?" spurgte jeg forvirret.

   Katherin sukkede. "Det er da tydelig at se, at Erika har gjort et eller andet. Hvad kan jeg ikke sige, men der er noget hun ikke fortæller dig." Og med de ord vendte Katherin om på hælene, og gik med hastige skridt ud af døren. Jeg så målløst efter hende. Havde hun ret? 

   Jeg gik med tunge skridt ind i køkkenet. Jeg var så forvirret over alt det her. 

   "Hey bro," hørte jeg nogen sige bag ved mig. Jeg vendte mig om med et sæt og så Harry og Louis sidde over ved køkkenbordet. Jeg nikkede kort og vendte mig så om mod køleskabet igen. Jeg havde det med at spise når jeg blev nervøs. 

   "Jeg er virkelig ked af det, Niall," sagde Harry så. Jeg vendte mig langsomt rundt, mens al ting langsomt fald på plads. Hvis Harry var ked af noget, og Erika skjulte noget .... De havde gjort et eller andet. Sammen. Jeg skulle bare finde ud af hvad. Hvis nu jeg bare lod som om jeg vidste hvad det var, kunne jeg måske finde ud af hvad det var. 

   "Det i orden," sagde jeg og prøvede at sende Harry et overbevisende smil. 

   "Er du sikker? Er du slet ikke sur?" spurgte Harry undrende. 

   "Nah ... det var jo ligeså meget Erikas skyld," sagde jeg prøvende. Enten gik gik den eller også så gik den ikke. Jeg vidste jo ikke om det var også var Erikas skyld - det var jo bare et gæt. 

   "Hør, hun er virkelig ked af det," sagde Louis tøvende.

   "Jamen, fortyder hun det?" spurgte jeg. Louis og Harry kiggede undrende på mig. Det var nok også et mærkelig spørgsmål, men måske - og kun måske - ville de blive nødt til at fortælle mig hvad det var sket. 

   "Ja, helt vildt. Hun har det så dårligt," sagde Louis og lænede sig tilbage i sædet mens han så på mig med et undersøgende blik. 

   "Over hvad?" sagde jeg tøvende. Altså måske ville de ikke regne ud, at jeg ikke viste det?

   "Hun har ikke fortalt dig det, vel?" sukkede Louis så. Jeg rystede stille på hovedet, og satte mig op på køkkenbordet. Okay, de regnede det ud. 

   "I bliver nødt til at fortælle mig det," sagde jeg længselsfuldt. 

   "Det er ikke noget. Hun vil gerne selv fortælle det," sagde Louis. Jeg kiggede bedende over på Harry, som nu bare så ned på spisebordet med et mørk blik. 

   "Jamen hun siger det jo ikke!" sagde jeg irriteret. 

   "Det skal nok komme, bare tag det roligt," sagde Louis.

   "Nej jeg vil ej! Jeg vil vide hvad det er, og jeg vil vide det NU!" råbte jeg. Det kunne sgu da ikke passe at de skulle havde hemmeligheder for mig igen.

   "Niall, slap nu af," sukkede Louis. 

   "Fortæl mig hvad fanden det er!" råbte jeg. 

   "Jeg kyssede hende," sagde Harry og slog irriteret sit mørke blik op. Han kiggede mig dybt ind i øjnene, før han igen viskede: "Jeg kyssede hende." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...