Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3726Visninger
AA

25. I Love You

Erikas synsvinkel:

Jeg lå vågen i sengen og tænkte. Mit hovede på Nialls bryst, hans arm rundt om mit liv. Jeg prøvede at sove men kunne ikke. Klokken var seks - om morgenen. Harrys ord kørte rundt i hovedet i på mig endnu.

   'Han forjener ikke dig.'

   Var det virkelig rigtigt? Niall fortjente virkelig det bedste af det bedste, og nej, det kunne jeg nok ikke give ham. Faktisk havde jeg sikkert kun givet ham problemer. Hvis ikke det var for mig ville han stadig være med Katherin. Hvis ikke det var for mig havde han ikke behøvet spilde tid på at rejse hele vejen til Spanien. Uden mig ville han kunne fokusere meget mere på musiken. Jeg stod virkelig i vejen for ham. Men jeg kunne ikke få mig selv til at gå fra ham.

   Inde i mit hovedet forstillede jeg mig hvordan jeg ville snige mig ud af sengen. Tage et par jogginbukser på, tage min stadig pakkede kuffert i hånden, og lige så stille forlade værelset. Det var en forfærdelig tanke, men det var sikkert det rigtige at gøre. Men hvad ville der ske efter det? Jeg havde hverken råd til flybillet hjem eller hotel. Jeg ville nok aldrig komme over Niall igen. Piger over alt ville sende mig dobbelt så meget hate end det jeg allerede fik. Måske var det egoistisk at tænke på den måde, men jeg gik altså ikke. Ikke før Niall kom direkte hen til mig og sagde jeg stod i vejen. For måske syntes han slet ikke jeg stod i vejen? Man kunne jo altid håbe.

   Jeg kiggede op på Niall. Hans mund stod let åben, og hans øjne var lukkede. Jeg mærkede hans bryst gå op og ned, og kunne høre hans lavmeldte snorken. Hvordan skulle jeg også kunne forlade denne her dreng? Svaret var enkelt - det kunne ikke lade sig gøre. Jeg var helt sikker. Jeg sukkede tilfredst og begravede mit hovede i Nialls t-shirt. Han duft fyldte mine næsebor og et lille smil bredte sig på mine læber. Hmmm ... Jeg kunne ligge her altid. Helt seriøst. Det her blev man aldrig træt af. Jeg lukkede øjnen igen, men kunne stadig ikke flade i søvn. Irriteret slog jeg øjnene op og sukkede. Pludselig gabte Niall og hans øjne åbnede. Han så ned på mig og blinkede sløvt et par gange.

   "Allerede vågen?" spurgte han mat. Jeg smilte til ham og nikkede. "Hvad er klokken?" spurgte han så og gned sig i øjnene med den ene hånd.

   "Seks," sagde jeg med et skævt smil.

   "Seks?" spurgte han med udvidede øjne, "Oh God, Erika. Det er alt for tidligt. Og jeg har tømmermænd," brokkede han sig langtrukket.

   "Awww," jokede jeg og rullede med øjnen af ham, "Der var da ikke nogen der bad dig om at stå op."
   "Men jeg vil gerne op," sagde Niall så med et smil, "Sammen med dig." Jeg lo stille af ham.

   "Okay så," sagde jeg og vendte mig sløvt om på den anden side for at stå ud af sengen. Med det samme mærkede jeg noget i min arm. Det gjorde vildt ondt. Jeg udstødte et langtrukket 'av'. Jeg kiggede ned og så et stort blåt mærke. Hvor havde jeg fået det fra? Oh shit, det var Harry. Da han holdte i min arm. Det her måtte Niall ikke se. Harry og Niall skulle ikke blive uvenner over det. Shit, shit, shit ...

   "Hvad er der?" spurgte Niall bekymret og skubbe mig ned på ryggen igen.

   "Ikke noget," sagde jeg lidt for hurtigt og Niall kiggede underligt på mig, "Det var bare ... uhm ..." Hvad siger man lige der? Sengen var hård? Ej, det tror jeg så ikke lige. "Jeg syntes bare jeg kunne mærke et eller andet ... i ... øhm - min fod," sagde jeg tøvende og håbede på Niall hoppede på den. Han kiggede undersøgende på mig.

   "Gør det stadig ondt?" spurgte han så mens han studerede mig nøje. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og gemte diskret min arm ind under dynen. Niall nikkede sløvt, mens han staig betragtede mig med et undersøgende udtryk. Han havde helt sikkert ikke hoppet på den, men han spurgte heldigvis ikke mere ind til det. Jeg rejste mig op, og sørgede for at vende armen uden blå mærke hen mod Niall. Så gik jeg hen til min kuffert, og med en hånd fandt jeg en langærmet trøje og et par bukser frem.

   "Er du sulten?" spurgte jeg så for at lede Nialls opmærksomhed væk fra mig.

   "Altid," sagde han så med et skævt smil. Jeg grinte af ham.

   "Nårh ja, dumt spurgt," sagde jeg så og gik hen til ham.

   "Ved du godt du snorker?" spurgte Niall lavt og lagde hans arme på mine skuldre. Det gav et jag ned i mit blå mærke, og jeg gjorde alt for ikke at stønne højt.

   "Vel gør jeg ej," sagde jeg så og grinte nervøst.

   Niall fnyste. "Jeg kunne høre dig ude fra toilettet af."

   "Det må have været Liam," sagde jeg og rystede afvisende på hovedet.

   "Så siger vi det," mumlede Niall så og lænede sig ind mod mig. Vores læber mødtes og jeg lagde den ene arm rundt om hans nakke, mens armen med det blå mærke bare hang og dinglede. Han ville forhåbenlig ikke ligge mærke til det.

   "Jeg kunne gøre det her hele dagen," mumlede Niall mod min læber og jeg grinte en lille smule, mens vi begge ivrigt kyssede videre. En mærkelig duft fyldte pludselig mine næsebor. Alkohol. Han måtte havde drukket meget igår siden han stadig lugtede af alkohol.

   "Niall," mumlede jeg og kørte mine fingre igennem hans hår.

   "Mmmh?" lød det fra Niall mens han endelig fjernede hans arme fra mine skuldre og i stedet for lagde dem om mine hofter og trak mig længere ind til sig.

   "Du lugter af alkohol," sagde jeg så grinende og lagde igen mine læber mod hans.

   "Jamen tak skal du da ha'," sagde Niall og trak sig lidt fra mig.

   "Det var da så lidt," sagde jeg og smilte drillende til ham, "Kom. Jeg er sulten!"

   "Okay, okay," sagde Niall da jeg trak ham efter mig ind i køkenet. Jeg gav slip på hans hånd og åbnede køleskabet.

   "Vi har jo ingenting at spise!" udbrød jeg og slog ud med armene.

   "Søde, vi er på et hotel," sagde Niall roligt, "Der er en milliard resturanter eller noget." Jeg kiggede op på ham.

   "Jamen, til morgenmad?" spurgte jeg forvirret.

   "Har du aldrig være på hotel før?" spurgte Niall mig som jeg var dum.

   "Øh, jo," sagde jeg som om det var det mest indlysende i verden, "Med dig." Niall kiggede forvirret på mig.

   "Nej, du har ej," sagde han med en rynke i panden.

   "Åh, nårh nej. Undskyld," sagde jeg hurtigt. God, jeg var dum! "Det var før ..." Jeg behøvede vist ikke sige mere for han vidste vel godt at jeg mente det var før ulykken.

   "Nårh, det i orden," sagd Niall og sendte mig et betrykkende smil, "Kom, nu skal der spises!" sagde han og tog min hånd. Vi gik ud i gangen, hånd i hånd, og fik begge et par sko på og gik så ud af hotelværelset.

   "Såh," sagde Niall tøvende, "Hvornår var vi på hotel sammen - altså før nu?"

   Spørgsmålet kom ret meget bag på  mig, da vi ikke rigtigt talte om før uheldet. "Jeg var på tour med dig," sagde jeg med et smil da jeg minedes den gang.

   "Virkelig? Hvordan var det?" spurgte Niall og så spændt på mig.

   "Vildt fedt," sagde jeg og kunne huske hele touren som var det igår.

   "Fortæl," sagde Niall ivrigt mens vi gik ind i en tom elevator.

   "Øhm, du havde stadig bøjle på," sagde jeg og smilte. Han så så sød ud med den bøjle.

   "Havde jeg? Jeg så grim ud med den bøjle," sukkede Niall og himlede med øjnene.

   "Nej, du gjorde ej! Du var vildt sød med den bøjle," grinte jeg, og Niall grinte også.

   "Hvad mere?" spurgte han nysgerrigt.

   "Øhm..." sagde jeg og tænkte på hvad jeg mere kunne fortælle, "Vi havde fodboldkamp på stranden sådan ... hver anden dag eller noget."
   "Seriøst?" spurgte Niall og så overasket på mig.

   "Hmm, jaer, mit hold vandt altid," fortalt jeg grinenede.

   "Nårh jah, selvfølgelig, for du er jo så mega god til forbold," sagde Niall igronisk og jeg slog ham stille på armen, hvilket gav et jeg igennem det blå mærke. Jeg bed hådt tænderne sammen med Niall lagde heldigvis ikke mærke til noget.

   "Jeg er god til fodbold," mumlede jeg smilene.

   "Så længe du selv tror på det," sagde Niall overlegent og kiggede op i loftet med løftede øjnbryn.

   "Hey, jeg ville til enhver tid kunne slå dig," sagde jeg smilende selvom jeg vidste hvor stor en løgn det enlig var.

   "Er der en udfordring?" spurgte Niall samtidig med at elevatordørene åbnede. Jeg lo lidt af ham.

   "Det kan vi da godt sige," sagde jeg og lod som om det da ikke var noget problem at slå ham i fodbold.

   "Okay," sagde Niall selvsikkert, "Når vi har spist?"
   "Okay," sagde jeg så og kiggede smilende op på Niall.

   "Kom, lad os æde!" sagde Niall ivrigt. Jeg grinte af ham og fulgte så med ham ind i en kæmpe resturant hvor der var fyldt med mad.

   "Ad, hvem spiser pasta og kødsauce til morgenmad?" spurgte jeg forbavset og kiggede rundt på det store udvalg af mad.

   "Laver du sjov? Det er det bedste i hele buffeten," udbrød Niall.

   "Eww," sagde jeg og kiggede over mod pastaen. Det kunne man da ikke spise til morgenmad?! Niall grinte af mig.

   "Det smager altså godt," sagde han og daskede mig over armen. Et jag gik igennem hele min arm. Han havde ramt lige på det blå mærke og jeg kunne ikke lade være med at lukke et lille gisp ud. Niall kiggede bekymret på mig.

   "Hvad nu?" spurgte han og studerede mig nøje.

   "Ikke noget," mumlede jeg og kiggede væk. I sådan en her situation ville det være dejligt rent faktisk at kunne finde ud af at lyve.

   "Kom her," sukkede Niall så og trak mig med ud af resturanten og så så alvorligt på mig, "Hvad er der galt?"

   "Ikke noget," mumlede jeg igen og kiggede væk. Niall sukkede og trak mig med hen et sted hvor ingen kunne se os.

   "Erika, hvad er det?" surgte han så.

   "Jeg ved ikke hvad du mener," mumlede jeg så og så ned i jorden. God, jeg kunne slå mig selv lige nu! Jeg var så mega dårlig til at lyve. Hvis jeg fortalte Niall at det var Harry der havde givet mig et blåt mærke, så ville Niall sikker bliver sur på Harry og så ville de komme op og skændes og det hele ville være min skyld. Og hvad så hvis Harry fortalte Niall hvad problemet var? At jeg ikke fortjente Niall. Og at Niall så indså det var rigtigt? Niall skulle ikke havde noget at vide.

   "Erika, stop nu. Vis mig din arm," sagde Niall hårdt. Jeg rystede på hovedet uden at sige noget, så istedet for tog Niall bare hårdt fat i min arm og trak op i min bluse, så det blå mærke blev afsløret. Jeg turede ikke kigge op. Jeg ville ikke se Niall reaktion på det her.

   "Hvad er det her?" spurgte Niall hådt og bekymret. Jeg ville havde sagt noget men der kom ikke noget ud af min mund. Min tunge fra frosset fast inde i munden på  mig, og jeg kunne ikke få en lyd ud. "Erika, hvem har gjort der her?" spurgte Niall igen og ruskede i min arm, så jeg udsødte et lille støn da det gjorde ret ondt.

   "Ikke nogen," fik jeg frem og sørgede stadig for ikke at se på Niall.

   "Hvorfor vil du ikke sige det?" spurgte Niall og lød nu mere trist. Han sukkede da jeg ikke sagde noget og tog så blidt fat i min hage og fik mig til at kigge ham i øjnene. "Hvem var det, Erika?"

   "Ikke nogen. Jeg faldt ..." sagde jeg og fik vildt meget skyldfølelse. Hvordan kunne jeg stå og lyve Niall lige op i ansigtet? Det var jo bare fordi jeg var så bange for at noget gik galt hvis han fik sandheden at vide.

   "Erika, det er jo ikke sandt. Hvad skete der?" spurgte han lidt blidere. En tåre begyndte at løbe ned af kinden på mig, og jeg orkede ikke at diskutere mere. "Hvem gjorde det, Erika?" spurgte Niall blidt.

   "Han var fuld ..." mumlede jeg.

   "Hvem?" spurgte Niall igen.

   "Harry," sagde jeg så lavt og håbede på Niall ikke havde hørt det, men det havde han selvfølgelig.

   "Harry?! Har Harry gjort det der?!" spurgte han vredt og slog sin hånd ind i væggen. Jeg havde det allerede dårligt, jeg skulle ikke havde sagt noget.

   "Niall, du må ikke være sur på ham. Han var fuld, han gjorde det ikke med vilje," sagde jeg hurtigt og rev i Nialls trøje for at få ham til at høre efter hvad jeg sagde.

   "Det undskylder sgu da ikke det der," sagde Niall hårdt og lavede en armbevægelse mod min arm.

   "Han vidste jo ikke det ville ske, Niall. Han var fuld, ikke vær sur på ham," bad jeg.

   "Hvorfor gjorde han det?" spurgte Niall hårdt og jeg fik en klump i halsen. Skulle jeg fortælle Niall det? Hvad nu hvis han indså at det var rigtigt det Harry sagde - at jeg ikke fortjente ham. Det nyttede vel ikke noget at udskyde det. På et eller andet tidspunkt ville Niall alligevel få det at vide.

   "Ikke her," mumlede jeg så lavt. Niall nikkede.

   "Kom," sagde han og lagde armen rundt om mig men sørgede denne her gang for ikke at ramme mit blå mærke. Jeg træk mit ærme ned over armen igen og tørrede mig under øjnene. Man kunne sikkert stadig se jeg havde grædt, men det hjalp vel lidt på det. Niall og jeg begyndte at gå over mod elevatorerene, men i det samme kom en hel flok fans løbende over mod Niall. De begyndte at råbe op om billeder og autografer, men Niall afviste dem venligt.

   Se. Det var også min skyld. Hvis ikke jeg stod her og stortudede så ville de piger havde fået deres drøm opfyldt og fået en autograf af Niall. Men det stod jeg også i vejen for. Jeg havde det virkelig dårligt og kæmpede desperat for at holde tårene inde. Niall og jeg gik i stilhed ind i elevatoren og begyndte at køre. Vi sagde ikke noget på vej derop. Jeg stod bare og hulkede op af Niall bryst mens han tegnede cirkler på min ryg. Så åbnede elevatoren og vi trådte ud på en lang gang. Hurtigt fandt vi vores værelse og trådte ind. Jeg fik hurtigt mine sko af og det samme gjorde Niall. Vi gik ind i stuen, men jeg stoppede brat op. Liam, Louis og Harry sad der inde og snakkede. Harry så trist ud, og Louis og Liam så ret alvorlige ud. Niall skulle ikke her ind, han ville tænde af på Harry. Jeg kiggede hurtigt tilbage og så Niall heldigvis var stoppet op.

   "Jeg skal lige på toilet," sagde han lavt. Jeg nikkede lettet og gik ind i stuen.

   "Harry, kan du ikke gå et andet sted hen?" spurgte jeg hurtigt. Harry kiggede forskrækket op på mig, og havde vist ikke opdaget mig før nu. Han tog en dyb indånding.

   "Erika, jeg er virkelig ked af det med igår," sagde han og rejste sig op og lagde sin hånd på hans skulder. Jeg trådte forskrækket et skridt tilbage da det gav et jeg gennem min arm. "Hvad er der?" spurgte Harry bekymret. Jeg rystede på hovedet.

   "Harry, du bliver nødt til at gå," sagde jeg men han hørte ikke efter. I stedet trak han mig over til sig og hev op i mit ærme. Han stod der med store øjen.

   "Åh nej. Please, sig det der ikke var mig," sagde han bedende mens han pegede på det blå mærke og trådte forskrækket et skridt tilbage. Jeg kiggede trist på ham, og han så væk. "Erika, det er jeg virkelig ked af. Jeg ved ikke hvad der gik af mig," sagde han og slog irriteret ud med armen. I det samme blev en dør bag ved mig åbnet og Niall trådte ind. Kunne det her blive bedre?

   Det var igronisk, bare lige så du ved det ...

   Niall kiggede op på mig med et mildt ansigt, men det blev straks hårdt da han så Harry.

   "Hvad fanden er det enlig du tror, du går og laver?!" spurgte Niall hårdt og gik truende over mod Harry.

   "Niall, stop nu," bad jeg lavt og mærkede igen tårene presse på.

   "Det må du undskylde, Niall," sagde Harry, "Jeg mente ikke noget af det jeg sagde."

   "Sagde?" spurgte Niall undrende, "Hvad sagde du?!"

   "Uhm ..." sagde Harry og rømmede sig, "Jeg sagde at Erika ikke fortjente dig," mumlede Harry så så lavt han kunne og kiggede ned i jorden.

    "Hvad gjorde du?!" spurgte Niall og lignede en der skulle til at slå Harry, men han tog bare en dyb indånding og bad mig følge med ham. Lettet fulgte jeg efter ham ind på vores værelse. Niall lukkede døren i efter os og satte sig ned til mig på hans seng.

   "Erika, du skal ikke lytte til hvad han sagde," sagde Niall så og kiggede mig dybt ind i øjnene mens han satte sig tættere på mig. Jeg svarede ham ikke. Jeg kunne ikke, for det var rigtigt det Harry sagde. Niall fortjente så meget bedre end mig. "Jeg mener det," sagde Niall så. Han tog mine hænder i hans, og kiggede mig i øjnene. Jeg kunne ikke have det mere. Jeg begyndte igen at græde og så røg det hele bare ud af mig. Alle mine tanker - det hele.

   "Men det jo rigtigt, Niall," hulkede jeg, "Jeg står kun i vejen for dig. Du ville havde det meget bedre uden mig. Du burde gå tilbage til Katherin, eller en anden. Niall, der findes så mange søde piger, der er ikke nogen grund til at spilde din tid på mig," sagde jeg og mente hvert et ord jeg sagde. Niall så på mig, og tørrede med tommelfingerene tårene væk fra mine øjne.

   "Det der må du aldrig sige igen," sagde Niall så blidt, "Du står ikke i vejen for mig - tvært i mod. Du åbner nye veje. Og jeg ville helt sikkert ikke havde det bedre uden dig. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skulle gøre uden dig. Og ja, der findes mange søde piger, men der er slet ikke nogen der er i nærheden af dig. Jeg ved godt vi kun har været sammen i en månedstid, men Erika, jeg elsker dig virkelig og du må aldrig tro noget andet."

   Niall vidste bare lige hvad han skulle sige. Hvordan kunne jeg nogensinde være så heldig at få en så helt igennem perfekt dreng som ham? Han havde fået mig glad igen. Faktisk var jeg overlykkelig. Han sagde han elskede mig! Det havde han ikke sagt siden før ulykken. Nu sagde han det igen, og jeg havde virkelig lyst til at stille mig op og bare skrige - men det ville nok ødelægge øjeblikket lidt.

  "Mener du det?" spurgte jeg stille. Niall nikkede og sendte mig hans dejlige smil. Jeg slog armene om Niall og nød bare at være samen med ham. "Jeg elsker også dig," hviskede jeg så. Niall trak sig fra mig, og kyssede mig på munden. Hvordan kunne man være så dejlig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...