Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3504Visninger
AA

37. Guilty

Erikas synsvinkel:

Jeg åbnede langsomt mine øjne, men lukkede dem hurtigt i igen. Jeg ville ikke stå op idag. Jeg ville ikke stå op til mit totalt fucked op liv. 

   Jeg vidste jeg blev nødt til at fortælle det til Niall, men jeg vidste ikke hvordan. Jeg kunne ikke klare tanken. Tanken om at han ville slå op med mig. Tanken om at han hadede mig. 

   Med et sæt indså jeg, at jeg lå i Nialls seng. Jeg åbnede brat øjnene, men opdagede at Niall var stået op. Jeg sukkede. Den dårlige samvittighed var ved at gnave mig op indefra. Det gik langsomt, og det gjorde ekstremt ondt. Jeg blev revet ud af mine tanker, da jeg hørte min mobil få en SMS. Tøvende rækkede jeg ud efter den og så jeg havde hele elleve ulæste beskeder. Fra Niall. De var alle sammen fra Niall. Jeg skulle lige til at åbne SMS'erne, men tøvede. 

   Du vil ikke det her, Erika. Det kommer til at gøre mere ondt. Meget mere.

   Men jeg kunne ikke lade være. Nysgerrigheden tog over. 

  Jeg havde allerede bange anelser for hvad det var. Havde han allerede slået op? Havde Harry fortalt det hele? Var det elleve lange beskeder der kun handlede om hvor meget han hadede mig?!

   Jeg tog en dyb indåndning og læste så beskederne.

   #Hey babe<3#

   #Er du oppe?xxxx#

   #Stå op, skat!<3#

   #Jeg savneeeeer dig!<3#

   #Vi er på Nandos, kom når du vågner!<3#

   #Vågn, smukke - savner diiiiig!xxxxxxx#

   #Skaaaaaat!<3#

   #Stå op, plz!<3xx#

   #Smukkeee<3#

   #Stå ooooooop! xxx#

   #Babe?!#

      Det her var meget værre. Jeg var sikker på jeg ville havde haft det bedre, hvis han havde skrevet jeg hadet mig. For det havde jeg fortjent. Langt mere end det her. Niall fortjente bedre end mig. Jeg var sådan et dårlig mennesker. Jeg havde den bedste kæreste som jeg NOGENSINDE kunne ønske mig, og så smed jeg bare alt vi havde væk? Det tog mig én aften at ødelægge vores forhold. Én fucking aften. 

   Jeg sukkede, og vente mig så om på ryggen. Jeg kunne ikke sove men jeg skulle ikke på Nandos med drengene. Hvordan skulle jeg det?! Jeg var ved at DØ af dårlige samvittighed, selvom Niall var laaaangt væk fra mig. Hvordan skulle jeg ikke klare det, når han stod over for mig? Når han var så perfekt som han var, og jeg var sådan et forfærdeligt menneske?

   Jeg følte mig helt fortabt. Måske skulle jeg bare tage hjem. Ja. Det var bedre end at være her når Niall kom tilbage. Og så ville jeg da enlig skide på om min mor var sur på mig. Jeg ville heller være sammen med en mor som var mega sur på mig, end Niall som var så sød og perfekt når jeg overhovedet ikke fortjente det. Jeg gik ind og skrev en hurtig SMS til Niall om at jeg tog hjem. Ingen hjerter, ingen skat ... Ingen ting. Det kunne jeg ikke for mig selv til. Jeg rejste mig op og tog det samme tøj på, som jeg havde på igår. Jeg havde ikke rigtigt andet med. Jeg lagde Nialls t-shirt på hans seng, tog så min mobil, som jeg omhyggelig sørgede for ikke at se på, og gik så. Ja, jeg blev nødt til at gå hjem. Og det var laaaangt. Men jeg kunne klare det. Det var bedre end at blive her. 

   Jeg åbnede døren og mærkede den kolde luft strømme i mod mig. Altså virkelig kold. Jeg havde ikke jakke med, da det havde været varmt igår. Hvilket det ikke var mere. Jeg gøs, men tog mig så sammen. I det mindste regnede det ikke. Det var da godt. Ikke?

   Jeg gik ud på vejen, men stoppede så op. Hvilken vej skulle jeg gå for at komme hjem? Oh shit. Hvis bare jeg havde haft penge, så kunne jeg havde taget bussen. Men nej, jeg var så genial at lade min pung ligge derhjemme. Hmpf. 

   Jeg tænkte mig godt om, men kunne ikke komme i tanke om hvilken vej det var. Der var ... uhm, træer. Ja, den vej jeg skulle gå af var der træer på. Jeg kiggede til højre og så med det samme at der var træer på den vej. Beslutsomt begyndte jeg at gå den vej, uden at se mig tilbage. 

   Jeg gik og gik og gik og ...

   Hvorfor havde jeg ikke taget noget at drikke med?! Jeg var SÅ tørstig. Seriøst, jeg ville dø for en tår vand lige nu. Jeg sukkede og satte mig så op at træ. Jeg kunne godt bruge en lille pause. Kort lukkede jeg øjnene i, og kunne kun høre min egen, forpustede vejrtrækning, fuglenes sang, vinden der blæste mit hår rundt, og træernes stille raslen, indtil en bilmotor lige pludselig forstyrrede det hele. 

   Fedt! Måske kunne jeg køre med? Ivrigt rejste jeg mig op, men så til min skuffelse at bilen kørte den forkert vej. Jeg  sukkede, men pludselig blev mine øjne store. Det var Nialls bil! 

   Fuck, fuck, fuck. 

   Jeg stillede mig om bag træet, men de havde allerede set mig. Bilen sænkede farten, indtil den stoppede op foran mig. Vinduet blev rullet ned, og en smilende Zayn så ud på mig. Jeg kunne se Niall i baggrunden, men han så mere bekymret, end glad ud. 

   "Skal du havde et lift?" spurgte Zayn. Jeg rystede hurtigt på hovedet. 

   "Uhm, nej, jeg bliver nødt til at tage hjem," mumlede jeg og kiggede bange over på Niall der betragtede mig, med et bekymret blik. 

   "Duh - vi køre dig hjem," sagde Zayn og rullede med øjnene. 

   "Nej," sagde jeg lidt for hurtigt, og skyndte mig at tilføje: "...tak. Jeg, uhm, jeg kan godt lide at gå."

   "Siden hvornår?" spurgte Zayn mistroisk med løftede øjenbryn. Han sukkede, "Kan du finde vej?"

   "Ja," sagde jeg og nikkede. Zayns øjne blev nu pludselig også en anelse bekymrede. Jeg så over på Niall, der ikke længere kiggede på mig. Hans blik vendte ud på vejen, mens han stadig havde den ene hånd på rettet. 

   "Kom her," sukkede Louis så og åbnede døren til bilen. 

   "Nej," sagde jeg hurtigt igen, "Jeg kan altså godt selv finde vej."
   "Søde, dit hus ligger den vej," sagde Zayn så og pegede i den anden retning af hvor jeg kom fra.

   Flot, Erika. Bare flot.

   "Det vidste jeg godt," mumlede jeg så. 

   "Kom så," sagde Zayn og tog fat om mit håndled. Han begyndte at trække mig ind mod bilen, og selvom jeg strittede i mod alt hvad jeg kunne, sad jeg snart på skødet af Zayn, da bilen var helt fyldt op i forvejen. 

   "Hør, jeg vil altså gerne gå hjem," sagde jeg og lagde armene over kors. Jeg kiggede rundt på de andre i bilen. Niall, Louis, Eleanor, Zayn og Liam sad alle og så på mig med bekymrerede blikke. Hvor var Harry?!

   "Hold nu bare din bøtte," mumlede Zayn, "Kør, Niall."

   Jeg blev pludselig klar over at Niall sad ved siden af mig. Han kiggede bekymret på mig, og gav mig et svagt smil, da mit blik kørte over ham. Det gav et stik af dårlig samvittighed, og jeg fik helt kvalme. Jeg kiggede hurtigt ud på vejen og væk fra Niall. 

   "Hvorfor skal du hjem?" spurgte Zayn og lød både glad og eftertænksom på samme tid.

   "Uhm - min mor, øh ..."

   God, hvor ville det var godt at kunne finde ad af at lyve lige nu.

   "Min mor bad mig om at ... komme hjem?" sagde jeg prøvende. 

   "Duh, hvorfor?" spurgte Zayn, og havde af en eller anden grund ikke lagt mærke til at jeg løg. Endnu. 

   "Fordi ... jeg skulle - noget," sagde jeg så med løftede øjenbryn, mens jeg håbede de ville hoppe på den. Der var tydeligvis ikke nogen der hoppede på den, men heldigvis spurgte de ikke mere ind. Men altså helt ærligt - jeg skulle 'noget' ... Var det virkelig det bedste jeg kunne komme op med?! 

   Jeg kiggede forundret op da Niall kørte ind i indkørslen til Harrys hus. 

   "Hvad laver vi her?" spurgte jeg uroligt. Jeg SKULLE hjem. 

   "Jeg sætter bare de andre af. Jeg kører dig," sagde Niall. Jeg nikkede forstående og-

   Vent. Kørte han mig? Alene?! Nej. Bare nej.

   Jeg var dårlig til at lyve, men var der nogen jeg slet ikke kunne lyve over for, var det Niall. Ikke kun fordi mine løgne var totalt utroværdige, men også fordi jeg hadede at lyve over for Niall. Hvis jeg skulle køre alene med Niall, ville han bare behøve at spørge mig hvad der var galt, og så ville jeg spytte det hele ud på ingen tid. 

   "Nej," sagde jeg hurtigt, "Louis kan køre mig." Niall kiggede op på mig, med en rynke i panden og et smule såret ansigtsudtryk. 

   "Fordi - altså Louis, han, uhm ..." prøvede jeg at redde den, men jeg gjorde enlig bare det hele værre. 

   "Fordi," hørte jeg pludselig Louis sige bag mig, og vendte mig anspændt om, "Jeg har lovet Erikas mor at køre Erika hjem."

   "Men hvorfor kan jeg ikke?" spurgte Niall, men så heldigvis ikke såret ud mere. 

   "Hun øh ... Erika skal til tandlægen, og hun er virkelig bange for tandlæger," viskede Louis så til Niall, og jeg nikkede hastigt til Niall, "Det er virkelig ikke noget man har lyst til at opleve," fastslog Louis så og lavede store øjne. Niall nikkede tøvende.

   "Så siger vi det," mumlede han så. Jeg gav Louis et taknemligt blik. Han reddede mig virkelig der. Niall havde nok ikke helt hoppet på den, men jeg undgik at køre med ham. 

   Jeg sukkede højlydt, da jeg indså at det eneste jeg lavede var at udskyde det. På et eller anet tidspunkt blev jeg nødt til at sige det til Niall. Og snart. Han SKULLE høre det fra mig. Ellers ville det gøre det hele værre - hvis det altså kunne lade sig gøre. 

   De andre gik ud af bilen, og Louis fik bøvlet sig over på føresædet. Jeg fulgte Niall med øjnene, mens han trådte ind i huset. Jeg havde det virkelig dårligt. 

   Louis startede bilen, og vi begyndte at køre. 

   "Hvornår vil du fortælle ham det?" spurgte Louis så. 

   "Hvad?" spurgte jeg uforstående. 

   "Harry har fortalt det hele," sagde Louis en smule hårdt, og så med mørke øjne ud af foruden. 

   Jeg fik en klump i halsen. Jeg kunne ikke få et ord frem - men hvad skulle jeg også sige? Jeg HAVDE ikke noget at sige. Jeg kunne ikke forsvare mig på den her. Jeg havde kysset Harry, og ligegyldig hvordan man så på det, så var det ikke i orden. Selvfølgelig var det ikke det. 

   "Hvorfor gjorde du det?" spurgte Louis hårdt. Jeg kiggede op på ham med blanke øjne. 

   Han måtte hade mig. Jeg havde været hans ene bedste ven utro med hans anden bedste ven. Alting var bare så indvinklet. 

   "Hvorfor gjorde du det?" spurgte Louis igen. Han lød virkelig vred, men det var jo klart. 

   "Jeg ved det ikke," mumlede jeg og kæmpede for at holde tårene inde. 

   "Det ved du ikke," vrissede Louis og himlede med øjne, "Hvem fanden ved det så, Erika?! Blev du træt af Niall, huh? Er det derfor du kyssede Harry? Blev Niall for kedelig, så du skulle prøve noget nyt? Syntes du selv det er fair over for Niall? Har han ikke været nok igennem?!"

   Jeg kiggede overasket op på Louis. Jeg havde aldrig set ham så sur før. Og han var sur på mig. Det gjorde virkelig ondt at tænke på. 

   "Det var ikke det der skete," mumlede jeg, og prøvede at synke den klump jeg havde i halsen, men den blev sidende. 

   "Jamen hvorfor fanden gjorde du det så?!" spurgte Louis, "Han opgav ALT for dig, og det her er sådan du takker ham?! Ved at kysse hans bedste ven?!"   

   Det føltes som om der var en der havde slået mig i maven. Jeg mistede næsten helt pusten. For Louis havde ret. Niall opgav Katherin for mig. Han brugte så meget tid på mig, som han kunne havde brugt på drengene. Han havde flere gange afvist fans, fordi jeg stod og ventede. Og det her var sådan jeg takkede ham?!

   Jeg fucking KYSSEDE Harry!

   Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke få noget frem. Tankerne fór rundt i hovedet på mig, og jeg kunne ikke finde rundt i dem. 

   "Du bliver nødt til at sige det til ham," sagde Louis så hårdt, og drejede om et hjørne, "Han fortjener virkelig ikke det her."

   "Det ved jeg sgu da godt, Louis!" råbte jeg. Hvis han skulle komme her og dømme mig, kunne han så ikke fortælle mig noget nyt? "Tror du selv jeg er stolt af det, huh?!"

   "Det ved jeg ikke," vrissede Louis, "Hvorfor fortæller du mig det ikke?"

   "Selvfølgelig er jeg ikke det," råbte jeg irriteret, "Jeg skulle aldrig havde gjort det!"

   "Jamen hvorfor fanden gjorde du det så?!" råbte Louis. 

   "Det ved jeg ikke!" råbte jeg irriteret. Jeg kiggede ud af vinduet, og mærkede nu tårene løbe ned af kinderne på mig. Med hidsige bevægelser tørrede jeg dem væk, men der blev ved med at falde nye. Jeg betragtede en dråbe der faldt ned på min håndryg, før jeg tørrede den af i mine bukser. "Det skete bare," viskede jeg så. 

   Louis kørte ind til siden, og jeg opdagede at vi var hjemme. Irriteret tørrede jeg en sidste tåre af min kind og spændte mig op. 

   "Erika," sukkede Louis. Jeg kiggede ikke på ham, jeg åbnede bare døren til bilen og sørgede for at smække den i efter mig. Så gik jeg med hastige skridt inden for.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...