Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3610Visninger
AA

18. Going Home

Erikas synvsinkel:

Paparazziernes blitzer blænede mig mens jeg gik ned af den røde løber. Jeg træk hætten op over mit hovede og prøvede så godt som muligt at skjule mit ansigt. Mine røde, opspulede øjne og kinder der var sorte af mascara havde jeg ikke ligefrem lyst til at se på en eller anden forside i morgen. Heldigvis var der ikke mange paparazzier der koncentrerede sig om mig ligenu, da Robby Williams gik lige bag ved. Wuhuuu, Robbie Williams - hvor vildt! Ja, det var igronisk. Jeg var helt ærlig pisse ligeglad. Om så Little Mix OG Cher Lloyd gik bag mig ville jeg ikke give en skid. Det eneste jeg kunne tænke på var det gabende hul jeg havde i maven. For en halv time siden var hullet blevet fyldt igen. Da mig og Nialls læber mødtes ... Nu var hullet tilbage, og det havde vokset sig større. Meget.

   Jeg mærkede små dråbet begynde at dryppe, og lynede jakken længere op. Enlig var jeg næsten glad for at det regnede - ingen ville kunne se forskel på regnen og mine tåre. Enlig kom jeg væk fra alle paprazzierne og ud på en helt almindelig vej. Der var en masse dydende biler og forlygter der blindede mig. Jeg gik fast besluttet ned mod metroen. Der var ret fyldt op hernede, men jeg fik med besvær klemt mig ind. Vi stod helt tæt og jeg sørgede desperat for at kige ned. Det sidste jeg havde brug for nu var en eller anden random person der skulle være nysgerrig. Heldigvis kunne jeg snart stå af metroen og komme ud i den friske luft igen.

   Jeg blev nødt til at tage hjem til drengene - hvor skulle jeg ellers tage hen? Ikke min mor, hun ville ikke lukke mig ind før om to uger. Heller ikke min far. Han boede i Spanien. Og hvad fanden skulle man bruge en far der boede i Spanien til?

   Jeg rundede et hjørne mens jeg gik der i mine egne tanker. Jeg SKULLE væk fra drengene. Jeg kunne ikke blive med drengene én dag mere. Den kunne jeg ikke klare. Det ville jo være-

   "Pas da på!" vrissede en middelaldrende mand da jeg gik ind i ham. Han gik med en øl i hånden, så det var nok ikke en god idé at diskutere med ham. Så jeg skyndte mig at vende blikket væk, men trådte straks et skridt tilbage. De stod der alle sammen. Liam, Zayn, Louis, Harry og Niall ... Lige foran mig - og smilte? Vent hvorfor-

   OMG, hvor dum kan man være?! De stod ikke foran mig. Det var en plakat. En PLAKAT! Og der slog det mig - hvordan skulle jeg nogensinde komme over Niall hvis hans ansigt var klistret op på alle vægge i hele byen?! Det gik ikke her. Jeg kunne ikke komme videre. Ikke her. Jeg blev nødt til at komme væk. Her, i London, var drengene over alt. Når man tændte for fjernsynet kørte der altid en reklame for deres nye CD eller deres udsolgte koncert. Når man man gik ind i en butik var der altid en One Direction sang i baggrunden og det samme i radioen. De var over alt! Bogbutikker, biografer, radioer, gader, filmbutikker, tøjbutikker - du kunne for fanen da finde One Direction KAGER ved hver evig eneste fucking bager. Jeg blev nødt til at komme væk her fra. Men hvorhen? Jeg havde ikke råd til min egen lejlighed, jeg kendte ikke nogen i andre lande jeg kunne flytte hjem til ...

   Vent - min far! Spanien. I Spanien var de vel ikke helt så One Direction fikserede som de var her i London. Min far havde tit givet mig tilbud om at flytte hjem til ham. Jeg havde bare altid afslået. Bo med ham og hans nye kone og deres tyve børn, nej tak.

   Okay, okay, de havde ikke tyve børn. Men mange. Og jeg kendte dem ikke. Så nej, jeg havde ikke lyst til at flytte hjem til min far, men hellere det end at bo her. Jeg bed mig selv bestemt i læben og forsatte med faste skridt videre. Inden ti minutter stod jeg foran drengenes huse. Jeg sukkede lydløst og gik så indenfor. Drengene havde en ekstranøgle under dørmåtten som jeg hurtigt fik fisket frem og låst døren op. Varmen strømmede i mod mig og jeg gøs mens jeg sparkede skoene af. Jeg smækkede døren i og små løb op på mit værelse. Uden at tøve fandt jeg min kuffert frem som blev smidt en anelse for hårdt ned i sengen. Jeg slog min dør op og tog en bunke tøj ud som hurtigt blev klasket ned i kufferten. Ja, jeg var rimlig vred lige nu. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg græd ikke mere, tilgændæld havde jeg lyst til at smadre alting i huset. Jeg kiggede frustreret rundt i værelset efter et eller andet at kaste med.

   Hvordan fanden kunne han efterlade mig på den måde?!

   En potteplante røg på gulvet.

   Videste han ikke hvor meget jeg holdte af ham?! Hvordan fanden kunne han så gøre det?!

   Min hånd blev slået ned i et bord.

   Betød jeg slet ikke noget for ham?!

   Jeg sank helt fortabt ned i sengen igen.

   Betød jeg slet ikke noget for ham? Over hovedet ikke?

   Alt min vrede kom nu ud igennem tåre nu. Jeg smed mit hovede med et højt bump ned i puden og hulkede. Jeg blev ved og ved og ved i timevis. Det måtte jeg i hvert fald havde gjort for jeg husker ikke andet fra den aften ...

 

***

 

Erikas synsvinkel:

"Erika," hviskede en blid stemme og ruskede i mig. "Erika."

   Jeg slog øjnen op. Det var Sophie. Uden at tøve, uden så meget som at blinke, slog jeg armene omkring hende. Jeg begravede mit hovede i hendes skuldre og begyndte at hulke. Jeg skulle også sige farel til Sophie når jeg flyttede til Spanien. Der var langt fra London til Spaninen og Sophie var sådan en alle kunne lide. Efter en måneds tid ville hun allerede have fundet en ny bedste ven. Mens jeg ville gå rundt i Spanien som et eller andet fjols.

   "Shh," sagde hun og aede mig blidt over ryggen. "Shh, det skal nok gå. Kom med ned og få noget at spise."

   "Jeg skal lige ordne noget," hulkede jeg og træk mig fra hende igen Hun nikkede forstående og gik så ud af mit værelse igen. Jeg tørrede mig under øjnene tog en dyb indånding og gik så over og låste døren ind til mit værelse. Jeg ville ikke forstyrres. Så gik jeg over og hentede min mobil og fandt min fars nummer. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. 'Hej far, vi har ikke snakket sammen i et år, men jeg har kysset Niall Horan og nu vil jeg enlig gerne flytte hjem til dig.' Gik ikke rigtigt, vel? Jeg tog en dyb indånding. Han var min far, han ville forstå det. Jeg knep øjnene sammen og trykkede så 'ring op'. Så langsomt som overhovedet muligt tog jeg mobilen op til mit øre.

   Bip, bip, bip ...

   "Det 'John," sagde en dyb stemme der helt sikkert tilhørte min far.

   "Hej far, det 'Erika," sagde jeg og gjorde mit bedste for at lyde glad.

   "Hej Erika," sagde min far glad. "Hvordan går det med dig? Længe siden jeg har hørt fra dig - du må snart komme og besøge mig! Jeg siger dig der er varmt hernede. Og alle ungerne glæder sig til at møde dig, de har plaget i månedsvis!" Selvfølgelig, så var min far igang igen.

    "Ja, det var faktisk det jeg ville snakke om," sagde jeg med grødet stemme mens jeg prøvede at holde tårene tilbage. "Jeg vil gerne flytte hjem til dig."

   "Hva' vil du?!" spurgte min far dumt, men efter få sekunder var den glade tone tilbage i hans stemme. "Det er jo perfekt, Erika! Jamen hvor dejligt da. Sikke en overaskelse. Har du snakket med mor? Hvornår kommer du? Vil du hentes i lufthavnen? Ungerne blive helt vilde når jeg fortæller det. Du har ikke noget i mod at dele værelse med nogen, vel? Ungerne er dejlige, du kommer til at elske dem, og ikke også..."

   Ja, min far snakkede meget. Rigtig meget. Det der med bare at lukke ham ude var noget jeg efterhånden havde vænnet mig til. Det var værst at se fodbold med ham. Ligegyldig om der var lyd på TV'et eller ej, så kunne man være sikker på man havde en kommentator.

   "Far, far," afbrød jeg ham da det blev sværer og sværer at holde tårene ind. "Hvornår går det næste fly?"

   "Det næsten fly?! Jamen, det ... Det, det ved jeg ikke. Men jeg kan da lige - to sekunder," Jeg hørte skridt og snart var min far tilbage i røret. "To timer."

   "Det tager jeg. Vi ses i aften," og med de ord smækkede jeg beslutsomt røret i. Nu skulle jeg af sted. Det her skulle være en ny start. Et nyt kapitel. Uden flashbacks, jeg ville kun tænke frem af. Ikke mere tilbage - ikke mere Niall.

   Jeg hældte alle de ting jeg havde pakket dagen før ud på sengen og begyndte at sutere.

   Dén t-shirt skulle ud, den havde Niall givet mig. Bikinien skulle også ud, jeg havde den på da Niall og jeg var i svømmehallen. Dét tørklæde fik jeg af Louis og Eleanor. Det armbånd fik jeg af Niall. Den cap huggede jeg fra Niall sidste år. Den jakke havde jeg på da Niall og jeg stod på ski. De hansker havde jeg på da Niall og jeg legede snebold kamp. Den elastik havde jeg i første gang Niall og jeg kyssede.

   Ja, jeg havde gemt elastikken. Men det skulle være slut nu. Jeg var over ham. Jeg smed alt ud der minede mig om Niall, hvilket reulterede i at jeg havde ti sæt tøj tilbage da jeg var færdig. Flot, jeg måtte købe nyt i Spanien. Det var ikke meget besvær at lyne kufferten. Jeg smed alt tøjet over i en bunke i hjørnet, drengene måtte selv finde ud af hvor de ville havde så meget skrald hende. Nu skulle jeg bare af sted. Jeg kiggede en sidste gang rundt på værelset. Så tog jeg et fast tag i kufferten og gik beslutsomt nedenunder. Hvis ikke jeg gjorde det her nu, ville jeg aldrig kunne gøre det. Jeg gik ind i køkkenet de fleste sad og spiste. De kiggede nysgerrigt på mig og helt ærligt så tror jeg ikke nogen af dem vidste hvad der skete mellem mig og Niall igår. Jeg kiggede undskyldende på Sophie. Jeg efterlod også hende. Mest hende. Hun havde været der for mig i et helt år og jeg gik bare fra hende. Jeg følte et stik af dårligt samvittighed som var blandet sammen med det store hul jeg havde i maven.

   "Vil en eller anden fortælle mig hvad der forgår?" spurgte Zayn. Han var vred. "Og hvorfor fanden står du med en kuffert i hånden?"

   "Jeg rejser," mumlede jeg og sørgede for ikke at kigge på Zayn. Han skræmte mig lige nu.

   "Hvad? Det kan du da ikke. Erika," sukkede Eleanor opgivende. Tårene begyndte igen at løbe.

   "Undskyld, jeg bliver nødt til det," og med de ord drejede jeg om på hælene og styrtede ud af huset. Uden at kigge tilbage løb jeg ned i byen. Uden at kigge mig tilbage - det var jeg nemlig færdig med nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...