Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3720Visninger
AA

8. Football!

Erikas synvinkel:

Jeg havde taget helt fejl af Ketherin. Hun var virkelig sød. Det var ikke mærkelig Niall var faldet for hende. Faktisk syntes jeg Niall og Katherin var gode sammen. Ligegyldigt hvor ondt det gjorde, så var de søde sammen.

   Og jeg havde faktisk virkelig hygget mig idag. Sammen med Niall. Og hans nye kæreste. Jeg havde ikke snakket meget med dem, men bare det at være sammen med dem var ret grænseoverskirdende. Du ville nok heller ikke havde lyst til at være sammen med den eneste dreng der nogensinde rigtigt har betydet noget for dig, og så hans nye kæreste, vel?

   "Skal vi ikke spille bold?" spurgte Harry spændt, mens han slikkede på hans is. I ved de der lyserøde bjørne med tyggegummi næse? Ja, det var sådan en Harry spiste. Han havde insisteret på han ville havde sådan én. Det var ret sødt et eller andet sted...

   "Fodbold?" spurgte Louis ivrigt, mens vinden fik hans hår til at flyve omkring. Harry nikkede.

   Det endte så med at vi alle sammen skulle spille. Bortset fra Katherin. Hun var åbenbart model - endnu en god grund til Niall ville vælge hende frem for mig - og hun skulle passe på med at lave for vilde ting. Hmpf, fodebold... Heeeelt vildt.

   "Uh, skal vi ikke spille drengene mod pigerne?" råbte Zayn og smilte. Sophie skubbede blidt til ham.

   "Nej, er du godt klar over hvor ringe Erika er til fodbold?" sagde hun så og kiggede drillende på mig.

   "Heeey," sagde anklagende og kørte selvsikkert en hånd gennem håret. "Jeg er da vildt awsome til fodbold." Øh, nej. Det var jeg så ikke. Men det havde de nok alle sammen fundet ud af efter sidste kamp.

   "Fint," sukkede Zayn 'skuffet'. "Så vil jeg bare havde ..." han stod og tænkte lidt. "Harry, Niall og Sophie på mit hold."

   "Det er altså ikke fair," sagde Louis og kiggede så på mig. "Hvorfor skal vi havde Erika på vores hold?!" sukkede han så mens han smilte til mig.

   "Så dårlig er jeg altså ikke," forsvarede jeg mig selv. Altså jeg var dårlig, men da ikke SÅ dårlig.

   "Søde, søde Erika," sagde Sophie langsomt og kiggede på mig med et lille smil. "Jo du er." De andre brød ud i grin. Louis krummede sig faktisk helt sammen af grin.

   "Så sjovt er det da heller ikke!" brokkede jeg mig, og jeg kunne mærke jeg rødmede.

   Nej, nej, nej. Jeg skulle bare ikke begynde på det der med at rødme hele tiden igen. Der var virkelig irriterende, og de brugte det altid imod mig. Og det gjorde de selvfølgelig også nu.

   "Nurh, hun rødmer," sagde Louis og nev mig ligeså stille i kinden. Jeg slog hans hånd væk, og det fik ham bare til at bryde ud i grin igen.

   "Stop nu Lou," sukkede jeg. "Jeg tror bare jeg finder en boldt." Jeg vendte mig hurtigt om og begyndte at gå, mens jeg stadig kunne høre drengenes - okay, mest Louis' - latter bag mig. Jeg sukkede. Drengene og mig var næsten lige kommet på talefod igen, og de stod allerede og grinte af mig. Hvor var det typisk. Hvorfor var jeg altid den person der blev grint af? Jeg nåede inden for, og overvejede hvor jeg skulle lede efter bolden.

   Selvom jeg havde været her en tre-fire dage, havde jeg ikke styr på huset overhovedet. Faktisk vidste jeg ikke engang hvem af drengene der boede her. For jeg regnede da ikke med at de alle sammen boede sammen. Selvom huset var stort nok til det...

Jeg gik ind i det første rum der dukkede op foran mig. Det viste sig at være toilettet. Nok ikke lige der jeg skulle lede, selvom jeg kan huske jeg engang, da mig og Niall var sammen, fandt et par - heldigvis ubrugte - underbukser i køleskabet. Det var hjemme hos Niall, og det bragte stadig et smil frem når jeg tænkte på det. Til Nialls forsvar skal det siges han havde holdt fest dagen før, så en hver kunne havde puttet underbukserne der ind.

   Jeg gik ud på gangen igen, men stoppede da jeg hørte skridt bag mig. Jeg vendte mig om, og der stod Katherin med sit lange, bøljede hår, perfekte smil og slanke krop. Hun smilede alt for sukkersødt til mig, og åbnede så munden så hun afslørede en række hvide tænder.

   "Erika, det er det du hedder ikke?" spurgte hun og sendte mig et tydeligvis falskt smil. Hvad gik der galt for hende? Det her virkede faktisk lidt som en film. Lidt for meget. Og Katherin var hende den blonde cheerleader der altid var med i film. Og, jah, jeg var så nok hende nørden, der altid var med i filmen. Men i modsætning til film, hvor der altid kom happy ending for nørden, så ville jeg ikke få nogen happy endning. For Niall havde valgt Katherin.

   "Hør, Erika," sagde Katherin efter jeg kort havde nikket til hende. Det at hun sagde mit navn hele tiden gjorde mig ret nervøs. Jeg følte mig virkelig lille og sårbar ligenu. Ikke en specielt rar følelse. Men hvordan kunne jeg andet når hun stod der på sine tårnhøje hæle, og kiggede indædt på mig? "Jeg ved godt hvad du prøver på," sagde hun så og så pludselig helt alvorlig ud. Hendes smil forsvandt fra ansigtet. Mens jeg bare stod der og var totalt forvirret. Hvad snakkede hun om? Hvad jeg prøvede på. Jeg prøvede da ikke på noget.

   Jeg løftede øjnbrynene, og hun sukkede af mig. "Årh, hold dog op. Du ved hvad jeg snakker om," snerrede hun. "Tror du ikke jeg har lagt mærke til hvordan Niall hele tiden går og glor på dig?! Men du kan godt glemme det. Mig og Niall er sammen, og det skal du ikke tro du ka-"

   Hun blev afbrudt af en dør der blev lukket op.

   "Erika," hørte jeg Louis råbe langt væk fra, men jeg stod neglet til stedet med munden åben. Jeg kunne ikke fatte hun virkelig troede jeg var kommet her for at få Niall tilbage. Jeg vidste da godt det aldrig ville ske. Altså, jeg vil selvfølgelig gerne havde det skete, men det ville en hver person der kunne se ikke kom til at ske. Jeg mener, han kunne ikke engang huske hvem jeg var. Og han var jo ligesom Niall Horan. Verdens berømte Niall Horan der kunne få en hver pige til at falde for sig bare ved at blinke. Han ville da aldrig tage mig tilbage. Hvordan kunne Katherin tro det?

   "Erikaaaa..." hørte jeg Louis råbe igen, og jeg kom langsomt til mig selv. Jeg kiggede ikke på Katherin, som bare stod og så surt på mig.

   Jeg tog mig sammen og svarede så: "Louuuuu...."

   "Har du fundet en bold?" spurgte han ivrigt da jeg endelig svarede.

   "Øhm, nej. Men jeg finder en, er tilbage om lidt," beroligede jeg ham, og snart efter hørte jeg døren smække igen.

   "Katheri-" jeg ville forklare hende at der slet ikke var noget mellem mig og Niall mere, men hun afbrød mig.

   "Gem det der," sagde hun stift. "Bare ... hold dig væk fra ham." Og med de ord stormede hun udenfor igen.

   Jeg kunne godt forstå hende. Jeg ville da også syntes det var irriterende hvis min kæreste skulle BO med hans eks. Så jeg bebrejdede hende ikke at sige alt det der til mig. Jeg kunne sagtens forstå hende.

   Stadigvæk rystet over hvad Katherin sagde tog jeg mig endelig sammen og fandt en bold. Jeg valgte bare at ryste Katherin af hovedet, og nyde at jeg endelig kunne hygge mig med drengene igen. Jeg havde savnet dem så meget, og nu var alt ved det gamle igen. Næsten i hvert fald. Men jeg kunne leve med det her.

   Da jeg kom ud havde de alle sammen sat sig ned igen. Wow, jeg måtte havde været længe om det.

   "Tog du hjem til dig selv for at hente bolden, eller ..." sagde Harry med at smørret smil og hentydede til at jeg var langsom til at finde bolden. Jeg grinte kort af hans dårlige joke, og smed så bolden ned på plænen foran mine fødder. Langsom rejste de andre sig op. Harry gik hen til mig, sendte mig et drillende smil og sagde så: "Og vi starter med bolden."

"Vi er mindst, vi starter," prøvede jeg at overtale ham, mens jeg nyttesløst igen og igen sparkede ud after bolden, men han behøvede nærmest ikke røre sig for at sikre sig jeg ikke fik fat i den.

Okaaaay, jeg indrømmer jeg er ekstremt dårlig til fodbold. Og sport genrelt. Jeg elskede at spille bold, men jeg var ringe til det. Meget. Det eneste jeg kunne finde ud af var at lave mad og løbe. Fede talenter, ikke? Øhm, nej.

Til sidst gav jeg op med at få bolden fra Harry, og gik bare over til Louis og Liam, der stod og grinte af mit forsøg på at få bolden fra Harry. Jeg rullede med øjnene af dem.

"Godt forsøgt, Erika," råbte Harry drillende fra den anden ende af græsplænen. Jeg vendte mig om og rækte tunge af ham. Lidt barnlig har man vel lov til at være.

   "Så må de jo bare starte med bolden," sukkede Louis, mens han kørte en finger gennem hans hår. "Erika, du skal bare prøve at ramme bolden, okay?" spurgte han drillende.

   "Så dårlig er jeg altså ikke," sagde jeg igen. Jeg prøvede at lade være med at grine, men kunne ikke holde masken.

   Det var så dejligt endelig at kunne more mig med drengene igen. De hadede mig ikke - regnede jeg da med. Og vi havde virkelig bare hygget os hele dagen.

   Jeg havde tilgivet Harry. Jeg ville ikke lade ham ødelægge denne her måned, som jeg faktisk for en gangs skyld så frem til. Men jeg ville stadig vide hvorfor han løg for os alle sammen. Han måtte jo havde en god grund.

   "Erika!" råbte Liam, "Vi er gået igang." Jeg kiggede mig forskrækket rundt og nåede lige at se Harry skyde bolden ind i målet hvor der ikke stod nogen.

   "God målmand I har jer," drillede Harry. Jeg rullede øjne af ham, mens jeg modtog en bold fra Liam, som jeg heldigvis ikke kom til at skyde væk. Jeg kiggede rundt efter Lou, og skød så en bold der næsten ikke var skæv til ham. Næsten. Jeg løb op af banen, og ned mod de andres mål og begyndte at råbe på bolden.

   Heldigvis syntes det andet hold ikke jeg var god nok til at blive dækket op, så da Louis spillede bolden til mig skød jeg den lige i mål. Og Zayn som der stod i sine egne tanker, nåede ikke at rede den.

   Jeg begyndte at skirge helt vildt. "Ha! Jeg er så god, jeg er så god, jeg er så god," begyndte jeg at synge mens jeg løb rundt på banen. Jeg lavede high five til Louis, og kiggede så med et smørret smil på Harry. Han stod og grinte af mig. Men jeg var helt ligeglad. JEG SCOREDE ET MÅL! Det var nok aldrig sket før. Ha! Så kunne de alle sammen bare lære at kalde mig dårlig til fodbold. Hehe. Jeg var nok lidt en dårlig vinder, men jeg vandt så sjældent at det enlig var ret ligemeget.

    Efter en halv time stod der 9-7, men til det andet hold. Jeg syntes nu enlig vi havde fuglt meget godt med.

   Jeg løb hen mod Harry der kom løbende mod mig i fuld fart, og han havde tydeligvis ikke set mig. Så da han løb forbi tog jeg hurtigt mit ben frem, og tog bolden fra Harry. Han kiggede forvirret op, og en smil bredte sig da han så hvem der havde taget bolden fra ham. Jeg, øh... ja, jeg prøvede vel at drible ned i den anden ende af banen, selvom man ikke helt kunne kalde det for at drible. Men så mærkede jeg to arme ligge sig om mig, og pludselig blev jeg løftet op. Da mig og Niall kom sammen, løftede drengene altid på mig fordi jeg var den mindste. Og det var ret irriterende. Men det var så åbenbart ikke kun da Niall og jeg kom sammen, for lige nu hang jeg over skulderen på en eller anden jeg kun kunne se ryggen af. Jeg prøvede at kigge op, og så en stort bunke krøllet hår. Harry. Det skulle han få betalt.

   Mig og Harry plejede altid at gå og lave numre med hinanden. Jeg skulle nok få hævnet mig over Harry for det her.

   "Harry sæt med ned!" råbte jeg surt. Det var præcis ligesom første dag jeg var her, hvor det bare var Louis der bar rundt på mig. De drenge kunne være så irriterende. "Harry!"

   "Nope," sagde han bare og begyndte at løbe. Han havde sikkert bolden med sig, for han var på vej op mod vores mål.

   "Harry! Du taber mig!" råbte jeg jeg panisk. Han kunne da umuligt, spille fodbold og havde mig på ryggen. Og jeg var jo ligesom også ret tung.

   "Siger du jeg er slap?" spurgte han, og kunne ikke lade være med at grine, da jeg begyndte at slå ham på ryggen for at komme ned.

   "Harry! Jeg vil NED!" råbte jeg, mens jeg hørte de andre grine hysterisk af mig. Se, der var den igen. De grinte af MIG! Hele tiden.

   Endelig mærkede jeg Harry stoppe op, men åbenbart kun for at skyde bolden i mål.

   "HARRY!" råbte jeg da han stadigvæk ikke satte mig ned. Til sidst gik han over til Louis, og kastede mig ned i Louis' arme. Jeg slog Harry på armen, og hoppede ned fra Louis.

   "Arv, det gjorde godt nok ondt," sagde Harry igronisk.

   "Bare hold din mund, Harry," mumlede jeg og kiggede irriteret på en stortgrinende Harry, og jeg kunne ikke selv lade være med at grine lidt.

   "Nå, vi vandt vist," sagde Niall med hans søde irske accant, mens han gik hen til os. Min mave begyndte at slå knuder, det var den begyndt at gør hver gang Niall var der, og det var ret irriterende.

   "Kun fordi vi hang på Erika," sukkede Louis, men med et drillende blik.

   "Hey, jeg scorede et mål!" forsvarede jeg stolt mig selv. Louis lavede storer øjne og kiggede på mig.

   "Wow," sagde han så og begyndte at gå hen mod mig. "Må jeg trykke din hånd?" spurgte han så og rækte sin egen hånd frem. Jeg rullede med øjnene af ham, og vendte opmærksomheden tilbage til de andre. Vi var her allesammen nu. Også Katherin der havde siddet og kigget med ude fra sidelinjen af. Jeg blev næsten vervøs da jeg så hende. Som om hun ville komme og påstå mig og Niall havde noget kørende igen. Men hun måtte da snart indse hvor uintrseret Niall var i mig.

   "Jeg er sulten," brokkede Niall sig mens han højlydt sukkede. Mine håndflader blev næsten helt svedige, og mit hjerte begyndte at banke dobbelt tempo mod mit bryst. Han stod lige der ved siden af mig. Vores arme snittede hinanden. Det var første gang jeg rørte ham i et år.

   Oh God, jeg må jo lyde helt besat. Men det var jeg vel et eller andet sted også. Altså ikke på sådan en freaky måde. Det ville jeg i hvert fald ikke selv sige ...

   "Orh, skat," sagde Katherin pludselig og begydte langsom at gå over mod Niall. Skat? De plegede altså ikke og stå og være sådan helt kæreste agtige over for os. Eller plejede og plejede. De havde i hvert fald ikke gjort det før i dag.

   Katherin gik over til Niall og lænede sig tæt ind til ham, mens hun kyssede ham på munden. Niall spærrede forskrækket øjnene op, da han nok ikke lige havde set det kom, men kyssede så igen. Katherin trak lige så stille Niall væk fra mig, mens de stadig stod der og kyssede. Eller nærmere snavede.

   Det var så meget med vilje det dér. Hun prøvede vel at bevise overfor mig at jeg ikke havde nogen chance ved Niall. Men det behøvede hun da ikke bevise. Jeg var klar over det selv. Men av, hvor gjorde det ondt at Niall stod der og stak tungen ned i en eller anden anden pige! Helt ærligt, lige foran mig! Det kunne de da ikke mene.

   Først følte jeg mig bare utrolig såret, men det blev hurtigt til vrede. Og selvom jeg ikke burde, lod jeg dem alle sammen mærke jeg var vred.

   "Gider I godt stoppe det der?!" råbte jeg af Niall og Katherin. Niall kiggede forskrækket på mig, godt nok med et undskyldene blik. Han vidste vel godt at det havde gjort mig ked af det. Katherin stod bare der og kiggede hoverende på dig. Jeg stormede hen mod Katherin. "Jeg har forstået det, okay?!" råbte jeg af hende. Hendes før smørrede blik, forvandles nu til et forvirret blik.

   "Årh, lad da være med at stå der som om du ikke ved hvad jeg snakker om!" råbte jeg videre. "Jeg har forstået du er sammen med Niall! Jeg kom ikke her for at få ham tilbage! Jeg ville slet ikke VÆRE her! Jeg ved godt Niall hader mig, du behøver da for fanden ikke stå og stikke tungen i halsen på ham foran mig!" og med de ord stormede jeg ind i huset igen. Jeg smækkede hovededøren efter mig og gik så op på WC'et, da der jo var en nøgle. Jeg havde ikke brug for at nogen kom for at snakke med mig nu.

   Tænk jeg virkelig gjorde det foran drengene. Katherin havde fortjent det. Jeg kunne slet ikke forstå hende mere. Én ting var at være irriteret over ens kærestes eks kommer, det kunne jeg forstå. Men hun stod jeg lige op i mit åbne ansigt og prøvede at gøre mig jaloux.

   Jeg indså ligepludselig hvor dumt det havde været at flippe sådan ud på hende. Det var jo ligepræcis det hun ville havde. Nu kunne hun stå dernede foran drengene og spille uskyldigt offer. Hvad fanden var det hun rendte rundt og lavede? Troede hun det her var en eller anden film? Et spil?

   Et spil, hvor præmien var Niall. Hvor lavt. Så lavt at jeg da i hvert fald ikke gad spille med. Hun havde jo allerede Niall, så hvorfor gå og tvære ud i det?!

   Men altså, jeg havde da i hvert fald ret da jeg sagde det ville blive en lang dag med Katherin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...