Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3522Visninger
AA

24. Drunk Harry

Erikas synsvinkel:

"Her er nøglen," mumlede den gråhårede dame der stod bag disken mens hun ligegyldigt rækte os nøglen, "I bor på værelse 743." Liam nikkede og tog i mod nøglen mens han fik sagt et 'tak'. Vi trådte alle sammen væk fra damen, og begyndte at gå over mod elevatoren.

   "Okay, vent," sagde jeg og fik dem alle sammen til at stoppe. "Skal vi alle sammen bo på ét værelse?"

   "Tag det roligt, skat," sagde Niall og tog mig i hånden, "Jeg tror vi kan være der." Jeg kiggede undrende på Niall mens elevator dørene lukkede bag ved os.

   "Vi er tyve personer eller sådan noget!" udbrød jeg.

   "Bare vent og se," sagde Louis med et smørret smil. Jeg kiggede på ham med løftede øjne, men han kom ikke med nogen nærmere forklaring. Efter noget tid stod vi endelig foran værelse 743. Liam satte nøglen i døren og åbnede op. Vi gik ind i rummet og-

   OMG, det værelse var stort. Jeg mener som i stort - som i virkelig stort - som i køkkenet-var-større-end-hele-mit-hus-stort. Uden overdrivelse. Denne her lejlighed var FOR stor til 20 mennesker. Og vi var ikke engang 20 mennesker.

   "Hvad siger du så?" spurgte Niall og kiggede afventende på mig.

   "Det, uhm ... stort," mumlede jeg mens mine øjne kørte rundt i rummet. Skulle jeg BO her?! - Eller i to måneder, men alligevel ... Niall grinte af mig.

   "Jaer?" sagde han så stortsmilende og jeg rystede lidt på hovedet af ham. "Kom," sagde han så og begyndte at trække i min hånd, "Vi skal havde et af de gode værelser." Jeg nikkede kort og fuglte så efter ham. Jeg var stadig helt chokeret. Et hotel værelse kunne ikke være så stort! Jeg mener - det burde simpelthen ikke være lovligt! Niall trak mig med ind i et rum med en stor dobbeltseng, fire klædeskabe, et stort spejl, og to sengeborde.

   "Hvad siger du til det her værelse?" spurgte Niall mens han selv stod og studerede værelse.

   "Hmmm," hvinede jeg. Jeg lød sikkert vildt dum, men det var så STORT! Niall grinte af mig.

   "Super," sagde han så langtrukket, "Skal vi pakke ud, eller...?" Jeg rystede på hovedet.

   "Nah..." sagde jeg så stille, "Jeg er vildt træt." Niall nikkede.

   "Så kom," sagde han og trak mig med ned i sengen. Oh God, den seng var blød - og stor. Kunne det her blive bedre? Niall lagde sig ned under dynen og gjorde tegn til at jeg skulle ligge mig ned ved siden af ham. Jeg lagde mig tungt ned på sengen og mærkede snart dynen og Nialls hånd rund om mit liv. Jeg smilede tilfredst og lagde mit ansigt ind mod hans bryst. Selv hans duft fik mig til at føle mig godt til pas.

   "Hvordan kan du være træt?" mumlede Niall med hans læber mod mit hår. Jeg lo stille af ham.

   "Du holdt mig ligesom vågen hele natten igår," sagde jeg så og puttede mig længere ind til ham.

   "Hele natten? Det var til klokken tre," grinte Niall og aede mig blidt over ryggen.

   "Mmhhhh, jeg nåede næsten ikke at sove," brokkede jeg mig mens jeg lukkede mine øjne og bare nød at være sammen med Niall.

   "Så siger vi det," mumlede Niall og kyssede mig i hårbunden. Et lille smil bredte sig over mine læber, og snart efter faldt jeg i søvn.

 

***

 

  Jeg vågnede op til min mobil der lå og vibrerede på mit bord. Niall var ikke længere her inde, og det var ved at blive mørkt udenfor. Gad vide hvad klokken var?

   #Hey mulle!<3 Hvorfor har du ikke sagt du var tilbage i London?! Jeg har saaavnet dig ... Og at du er sammen med Niall!:/ Du skylder mig en forklaring! Men det kan vente - hyg dig i USA;) - Sophie! xx#

   Oh shit, jeg havde glemt alt om Sophie. Lort, lort, lort, lort ... Jeg håbede bare ikke hun var alt for vred. Hun var trods alt min bedste veninde og så GLEMTE jeg lige at fortælle hende at mig og Niall kom sammen igen. Ups. Jeg skyndte mig at gå ind og svare på hendes besked.

   #Hi søde<3 Undskyld, undskyld, undskyld ... Der skete bare så meget, og sådan. Savner også dig - vi skal helt sikkert finde en dag når jeg kommer hjem!:) Du må også hygge dig - Erika xx#

   Hvordan kunne jeg glemme Sophie?! Duh, fjols, Erika. Sløvt rejste jeg mig op og gik ud i køkkenet. Der var ikke ret mange mennesker i forhold til hvor mange der enlig boede her. Måske ti personer eller sådan noget. Jeg kiggede rundt efter Niall men han var der ikke.

   "Hvor er Niall?" spurgte jeg nysgerrigt. Liam kiggede op.

   "Og godmorgen til dig," sagde han så med et smørret smil. Jeg rullede øjne af ham og ventede på han ville svare. "Han er nede for at spise med nogle af de andre."

   "Nåh," mumlede jeg og satte mig ned mellem Liam og Louis. "Hvad laver vi så?"
   "Ikke så meget," sagde Louis, "Sulter."

   "Hvorfor gik du så ikke med Niall?" spurgte jeg undrende.

   "De gik på Nandos," sagde Louis og jeg nikkede forstående. Jeg fik helt kvalme bare ved at tænke på Nandos. Man fik seriøst Nandos hele tiden når man var sammen med Niall.

   "Okay, så kan vi gå på McD," fastslog Zayn der kom over foran Louis, Liam og mig. Vi kiggede forskækket op.

   "Nu?" spurgte Louis undrende.

   "Nej, i morgen," sagde Zayn dumt og rullede øjne af Louis. "Kom." Louis og Liam rejste sig op og så afventende på mig.

   "Jeg springer over," sagde jeg. Jeg var dødtræt - stadigvæk - og overhovedet ikke sulten. Liam nikkede.

   "Nogen andre der vil med?" spurgte han så. Alle kiggede op fra hvad de nu lige var igang med og gik så ellers over til Liam, Zayn og Louis. Alle bortset fra Paul.

   "Paul?" spurgte Louis og kiggede håbefuldt efter Paul.

   "Jeg bliver nødt til at hente Lou i lufthavnen," mumlede Paul og lød ret træt. Liam nikkede.

   "Og du er sikker på du ikke vil med?" spurgte Liam så mig, og jeg nikkede igen. Snart efter var jeg den eneste tilbage i hotelværelset. Jeg lænte mig til bage i sofaen og tændte for fjernsynet. Fem minutter efter sov jeg igen.

 

***

   Jeg hørte nogen tage ned i håndtaget og satte mig op med et sæt. De andre havde skrevet til mig de var taget ud på et eller andet diskotek, så de burde ikke være hjemme endnu. De havde spurgte om jeg ville med, men jeg var stadig træt. Og så måtte jeg vidst heller ikke drikke her over endnu ...

   I hvert fald rejste jeg mig nervøst op og gik ud mod gangen. Hvem var der nu? Klokken var kun ti, man kom da ikke hjem fra diskotek klokken ti? Jeg træk vejret dybt ind og kiggede så ud i gangen. Der stod en driv våd Harry og skulede til mig. Han var tydeligvis fuld, og hans tøj sad en smule skævt, mens han ikke engang havde jakke på. Alligevel ånede jeg lettet ud da jeg så det bare var ham.

   "Harry, du jo helt våd," sagde jeg bekymret og gik over mod ham for at tage hans jakke. Jeg rækte ud efter jakken men han trådte et skrid tilbage. Jeg kiggede undrende op på mig.

   "Du skal ikke røre mig," sagde han så koldt og sendte mig et dræber blik. Jeg fik en klump i maven. Hvad havde jeg nu gjort?

   "Hvad er der galt?" spurgte jeg lavt.

   "Lad vær med at lade som om du ikke ved hvad jeg snakker om," vrissede Harry og med besvær fik han sparket hans sko af. Jeg kiggede uforstående på ham.

   "Det," jeg sank stille en klump mens jeg nervøst så på ham, "Det gør jeg ikke."

   "Nå, gør du ikke det?!" sagde Harry  surt og gik truende over mod mig. Jeg var faktisk ret bange for ham lige nu.

   "Harry ... Harry, du 'fuld," sagde jeg lavt og trådte et skridt baglens, men ramte ind i en dør det stoppede mig.

   "Gør det nogen forskel?!" råbte Harry og gik stadig tættere på mig, "Ingen vil havde mig for den jeg er. Folk vil have mig fordi jeg er Harry Styles fra One Direction - og jeg er PISSE træt af det!"
   "Det passer ikke, Harry," mumlede jeg og pressede mig længerede op af væggen da Harry kom tættere på mig.

   "Gør det ikke, huh?! Næven én person der kan lide mig bare fordi jeg er Harry," sagde han afventende men jeg sagde ikke noget. Ikke fordi jeg ikke kunne komme i tanke om nogen, jeg var bare helt tom for ord. "Ha! Det kan du ikke - for ingen kan lide Harry. Folk kan kun lide Harry Stylede fra One Directon," brummede Harry irriteret og slog ud med armen.

   "Hvad med drengene? Og mig?" mumlede jeg lavt. Jeg så op på Harry og han så virkelig vred ud.

   "Dig?!" råbte han, "Du ville ikke være her hvis vi var fem almindelige fyre. Alle kan se det - du udnytter Niall big time!"

   Den der, den gjorde altså ret ondt. Jeg udnyttede i hvert fald ikke Niall. Jeg var da pisse ligeglad om han var med i One Direction eller ej. Hvordan kunne Harry overhovedet sige sådan noget?! Jeg håbede virkelig for Harrys skyld det bare var alkoholen der talte ...

   "Harry, stop det der. Du ved jo godt det ikke er sandt," sagde jeg træt.

   "Nej, Erika, det gør jeg ikke," sagde Harry koldt og slog ud med armene, "Det eneste der overasker mig er at du er så koldhjertet du slet ikke kan se hvor ondt det gør på folk når de er blevet udnyttet."

   Hvad fanden snakkede han om?!

   Og så slog det mig. Det var Emma. Hende pigen der engang var hans fake kæreste. Tænk han ikke var kommet over hende endnu. Okay, det var nok ikke lige mig der skulle sige det ...

   Men hvordan kunne Harry tro jeg kunne finde på sådan noget? Det ville jeg aldrig - ALDRIG - gøre med Niall.

   "Harry," sagde jeg tøvende og viste ikke helt hvordan jeg skulle sige det her, "Hør, jeg ved godt at ... øhm - at Emma udnyttede dig. Og det er jeg virkelig ked af. Men sådan er alle piger ikke. Jeg ville aldrig gøre sådan mod Niall."

   "Emma?" fnyste Harry overlegent og skulle vist komme med en eller anden smart bemærkning, men der kom ikke nogen. Han stod bare og kiggede ud i luften. Jeg gik langsomt over mod Harry, og skulle til at ligge armene rundt om ham, man han trådte brat et skridt tilbage.

   "Du skal ikke røre ved mig," sagde han igen nedladende, "Og du skal holde dig væk fra Niall!"

   "Harry, stop nu," sukkede jeg og prøvede at gå forbi ham ind i stuen igen, men han stillede sig i vejen.

   "Erika, jeg mener det! Hold dig fra ham," sagde Harry og kiggede hårdt på.

   "Det kan du da ikke mene! Hvad fanden vil du havde jeg skal gøre? Bare gå nu? Pakke mine ting os så bare skride?!" råbte jeg op i Harrys ansigt. Han irriterede mig. Harrys sukkede da han nok kunne se det ikke rigtigt kunne lade sig gøre.

   "Sig til Niall det er slut," sagde han så kort.

   "Hvad - slut? Det er sgu da lige begyndt?!" råbe jeg op i Harrys ansigt. Han var latterlig lige nu.

   "Begyndt?! Erika, det er ikke et rigtigt forhold, kan du ikke se det? Du er ikke forelsket i Niall, du er forelsket i hans penge og hans berømmelse," råbte Harry.

    "NU HOLDER DU KÆFT HARRY!" råbte jeg Harry op i ansigtet og han trådte forskrækket et skridt tilbage, "Jeg gider ikke høre mere at dit lort! Intet af det der passer - du siger det kun fordi du er fuld. Og flyt dig så," sagde jeg koldt og gik forbi en lamslået Harry. Jeg ånede lettet op da jeg var kommet forbi ham, men han tog fat i min arm og vente mig om.

   "Ja, måske siger jeg det kun fordi jeg er fuld," sagde Harry koldt mellem sammenbidte tænder, "Men jeg har tænkt det længe."

   "Giv slip på mig, Harry," sagde jeg irriteret og prøvede at komme fri af Harrys greb - uden held.

   "Jeg siger kun det her én gang. Hold dig væk fra Niall," sagde Harry koldt, "Han fortjener ikke dig. Han fortjener en som virkelig holder af ham. Du udnytter ham, og han er så meget bedre end det."

   Jeg kiggede overasket op på Harry. Var det rigtigt det han sagde? Altså ikke det med at jeg udnyttede Niall - det var løgn. Men fortjente jeg ikke Niall? Sådan havde jeg tit følt det, og nu hørte jeg også Harry sige det. Måske var der noget om det? Jeg stod helt forstenet og kiggede op i Harrys grønne øjne der udstrålede vrede.

   "Hold dig væk fra ham," sagde Harry igen og strammede grebet om min arm, "Jeg mener det, Erika."

   "Harry, det gør ondt," hviskede jeg og så op på Harry mens tårene løb ned af kinderne på mig. Harry kiggede forvirret på mig, men så glattede hans ansigt ud og han slap mig. Og  uden flere ord gik han ud af døren - og sørgede for at støde ind i mig på vejen. Jeg kiggede efter ham og så ham forsvinde ind på hans værelse. Hvorfor skulle det hele altid være så mega besværligt? Det eneste jeg kunne håbe på var at Harry i morgen ville komme og sige at han ikke mente noget af det han sagde. At det bare var fordi han var fuld. Men jeg var i tvivl - måske mente han det virkelig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...