Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3499Visninger
AA

40. Don't Look Back

Erikas synsvinkel:

Jeg bed mig nervøst i læben, og kiggede ned på  mine hænder. Skulle jeg gøre det nu? Jeg blev nødt til det. Hvis ikke jeg fik det sagt nu, fik jeg det aldrig sagt. Ja, det skulle siges nu. Beslutsomt rejste jeg mig op, og før jeg kunne nå at tænke mig om smækkede jeg døren til toilettet op og gik nedenunder for at finde Niall. Uden at se mig tilbage, satte jeg af sted mod køkkenet. Jeg kiggede der ind og blev mødt at par oceanblå øjne, der både lyste af vrede og skuffelse. 

   Nej. Nej, jeg kan ikke det her. 

   Jo du kan så. Gør det nu!

   Men jeg såre ham jo. Det kan jeg da ikke. 

   Han finder alligevel ud af det på et eller andet tidspunkt - er det ikke bedre at han høre det fra mig? 

   Jo, jo det er. Nu siger du det. 

   "Niall, der er-" Han afbrød mig. Hvorfor skulle han absolut afbryde mig?! Jeg havde endelig fået mig taget sammen til at sige det, og så afbrød han mig!

   "Hvornår havde du tænkt dig at sige det?" spurgte han hårdt, og kiggede mig i øjnene. 

   "Sige hvad?" spurgte jeg forvirret.

   "Lad vær med at spille dum, Erika," sagde Niall bare koldt og slog ud med armen, "Harry har fortalt det hele."

   Bum! Den ramte hårdt, den der. Jeg var sikker på at mit hjerte hamrede mindst tre gange hurtigere end det burde, jeg havde den største klump i halsen og følelsen af at en eller anden havde slået mig utrolig hårdt i maven. Jeg stod bare dér og gloede dumt på Niall. 

   "Jeg ..." prøvede jeg at sige, men ordene gad ikke at kommer over mine læber. 

   "Du hvad? Du er ked af det? Ha! Jeg vil væde på at du nød det - ellers ville du havde fortalt mig det. Jeg forstår bare ikke hvorfor du gik bag om ryggen på mig ... Jeg mener, du kan da bare havde sagt at du var træt af mig!" sagde Niall irriteret.

   "Jeg ville havde sagt det, Niall, det lover jeg," sagde jeg og kæmpede desperat for at holde tårene inde, "Og jeg var ikke træt af dig. Det var en fejl, Niall. Jeg ville ikke kysse Harry, det ... det skete bare."   

   "Erika, hold nu op," sukkede Niall.

   "Undskyld, Niall, jeg ville havde sagt det," sagde jeg lavt, og kiggede ned i gulvet. Jeg kunne ikke se ham i øjnene. 

   "Jamen hvorfor fanden gjorde du det så ikke?!" råbte Niall, og jeg trådte forskrækket et skridt tilbage. 

   "Det kunne jeg ikke," sagde jeg lavt. 

   "Kunne du ikke det?" spurgte Niall mistroisk, "Ved du hvad, måske ... måske ville det være bedst hvis vi bare stoppede her?"

   Denne her gang ramte den endnu hårdere. Det føltes som om nogen havde taget mit hjerte ud af kroppen på mig og revet det i tusind småt stykker. Ja, jeg vidste jo godt han ville slå op med mig - det var jo klart - men det gjorde virkelig ondt at høre alligevel. 

   "Hvis det er det du vil ..." viskede jeg. 

   "Hvis det er det jeg vil?! Nej, Erika. Det er det DU vil! Det var ikke mig der kyssede Harry, vel?" råbte Niall. 

   "JEG ville ikke havde at det stopper her! Jeg lavede en fejl, det ved jeg godt, og jeg forstår hvis du er færdig med mig, men du skal IKKE tro at jeg ikke gider dig mere, for det er løgn!" råbte jeg tilbage. 

   "Hvis ikke du er træt af mig, hvorfor fanden kyssede du ham så?!" spurgte Niall. Hele huset kunne sikkert høre os, for vi råbte ret højt begge to. 

   "Det var aldrig meningen at kysse ham!" vrissede jeg og slog ud med armene. Kunne han da ikke bare forstå det?!

   "Det kan godt være, det ikke var meningen," sagde Niall gennem sammenbidte tænder, "Men det skete. Og jeg er sikker på det skete af en grund."   

   "Hvis du hentyder til at jeg er forelsket i Harry, så tager du HELT fejl," vrissede jeg. 

   "Måske ved du det  bare ikke selv, Erika," sagde Niall. Han kiggede op på mig med blanke øjne, "Erika, jeg tror det er bedst hvis vi ikke er sammen mere." Jeg svarede ikke. Jeg kunne ikke sige noget. Tårene trillede ned af kinderne på mig, og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg kunne ikke gøre en skid ved noget som helst. Jeg følte mig totalt magtesløs. Med hidsige bevægelser drejede jeg rundt på hælene, og gik ud af køkkenet. Jeg forsatte ud i gangen og gik over og smækkede hoveddøren op. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme hjem, jeg vidste bare at jeg skulle væk herfra. 

   "Erika!" 

   Jeg vendte mig håbefuldt om da Niall kalde på mig. En meget lille del af mig håbede på at han bare ville styrte over til mig. Bare holde om mig, og aldrig give slip. Kysse mig og sige han elskede mig. Men det fortjente jeg ikke, og det var selvfølgelig heller ikke det han ville. 

   "Du glemte din jakke," mumlede han og smed jakken over til mig. Jeg kiggede en sidste gang over på ham, og vendte mig så om. Det var slut med at kiggede tilbage nu. 

 

*En Uge Senere*

 

Sophies synsvinkel:

Jeg åbnede døren op til Erikas værelse og en forfærdelig lugt ramte mig. Jeg skyndte mig over for at åbne vinduet, og lod den friske luft strømme ind. Jeg smilede tilfreds, og gik så over i mod Erikas seng. Hun sov endnu. Hendes hår var uglet, hun lå med lukkede øjne, og hendes armene placeret i vildt mærkelig stilling. 

   "Erika, vågn op," sagde jeg stille og ruskede i hende. 

   "Ti minutter mere," mumlede hun og vendte sig om. 

   "Erika," sagde jeg lidt irriteret. Hun vendte sig om og åbnede øjnene. Først så hun forvirret på mig, men så blev hendes øjne blanke og hun trak irriteret dynen op over hovedet. 

   "Lad mig være," brummede hun. 

   "Hey, der er ingen grund til at være sur på mig," sagde jeg mens jeg fjernede dynen fra hendes hoved, "Kom, du skal i bad. Du stinker."

   "Hvorfor skulle jeg?" brummede hun, og vendte sig om på siden. 

   "Det har jeg lige sagt," sagde jeg bare, "Du lugter helt forfærdeligt."

   "Hmm, så passer min lugt til min personlighed," sagde hun bare mens hun slugte et gab. 

   "Kom så op af den seng," sagde jeg irriteret. Erika rystede på hovedet, og jeg gav op.

   Irriteret rejste jeg mig fra sengen og gik ud af hendes værelse. Det havde været sådan her hele sidste uge. Ligesiden Niall og Erika slog op, har hun ikke være oppe af den seng - i hvert fald kun for at hente yoghurt.

   Hendes dag var altid den sammen. Jeg kom klokken tolv og prøvede at få hende op, hvilket altid mislykkedes. Klokken halv to vågnede hun så af sig selv, og tændte for fjernsynet. Så lå hun til klokken tre og så kærligheds film, indtil hun gik nedeunder for at hente en skål yoghurt. Den tog hun så med op på sit værelse, hvor hun spiste den. Da den var spist kom jeg altid over igen og prøvede at få hende op af sengen hvilket også altid mislykkedes. Så sad vi til klokken seks om aftenen og snakkede. Eller hun snakkede. Om alt. Om Niall, om vejret, om hendes yoghurt, om hvor forfærdeligt et menneske hun var ... Klokken seks gik jeg så ned og hentede noget aftensmad til os, som hun aldrig spiste, og så gik jeg hjem igen om aftenen. Det var hendes dag. Det havde været det sammen om og om og om igen den sidste uge, men nu kunne det være nok. 

   Beslutsomt gik jeg ud af hoveddøren og satte mig ud i min bil. Jeg kunne stadig huske præcis hvor Harry boede, så det varede kun et kvarter, så stod jeg foran hans dør. Jeg ringede tøvende på, og stod så der og ventede. Jeg kunne se der var lys inde i stuen, så jeg vidste nogen måtte være hjemme. Jeg ringede på igen. 

   "Jeg er ikke hjemme!" kunne jeg høre Harry råbe fra stuen af. Jeg sukkede irriteret. 

   "Harry, luk op," sagde jeg bare kort. 

   "Hvem er det?" blev der råbt tilbage. 

   "Sophie," sagde jeg bare utålmodigt. 

   "Hvem?" spurgte Harry. Hvis han ikke snart åbnede den dør, så sparkede jeg den op. Okay, måske ikke ...

   "Erikas ven, Sophie. Og luk så op," sagde jeg irriteret. Jeg var totalt ligeglad med at Harry havde glemt mig, det eneste jeg kunne tænke på var Erika der lå hjemme i sengen og sov lige nu. Der gik noget tid og så hørte jeg endelig nøglen dreje. Jeg trak ned i håndtaget og åbnede døren. Jeg blev mødt af en totalt nedkørt Harry. Han havde rander under øjnene, hans krøller sad i uorden og han havde nattøj på. Det her var jo Erika i drenge version!

   "Hvad er der?" brummede Harry irriteret. Jeg ignorerede hans tonefald, og trådte bare ind i hans hus. Jeg lukkede døren efter mig og gik ind i hans stue. Fjernsynet var tændt og hans dyne lå hernede. Hvorfor var han overhovedet sådan? Det var jo ikke fordi Erika havde slået op med ham? Altså de havde jo aldrig rigtigt haft et forhold ...

   Harry rømmede sig, og jeg kiggede forvirret op på ham.

   "Jeg skal snakke med Louis," sagde jeg så. Han hævede øjenbrynene før han tungt satte sig ned i sofaen, og hev dynen op over ham. 

   "Han er her ikke," sagde Harry kort, og kiggede afventende op på mig. 

   "Hvor er han?" spurgte jeg lettere irriteret. 

   "Han kommer om en halv time," sagde Harry bare, og tog hans .... skål med yoghurt - seriøst?! Nå, men i hvert fald begyndte han at spise af hans skål med yoghurt. 

   "Så må jeg jo bare vente," sukkede jeg og satte mig ned i en sofa, "Hvorhenne er han lige nu?"

   "Hos Niall," sagde Harry bare kort, og tog en skefuld yoghurt. 

   "Hmm," sagde jeg og nikkede kort, "Han sidder vel også der hjemme og spise yoghurt."

   Harry kiggede undrende på mig, og rystede så på hovedet. "Hvorfor skulle han det?"

   "Bare glem det," sagde jeg og rystede også på hovedet. 

   "Hvordan ..." sagde Harry tøvende, "Hvordan har Erika det?"

   "Du kan bare kigge på dig selv," sagde jeg og himlede med øjnene. Harry sukkede. 

   "Er det derfor du er her? Du vil havde Lou til at hjælpe?" spurgte Harry. Jeg nikkede, "Jeg tror ikke du skal regne med at han har tid."

   "Fordi han har for travlt med jer?" spurgte jeg mistroisk. Harry nikkede. 

   "Han er helt lost, han ved ikke hvad han skal gøre," sagde Harry, og stillede skålen med yoghurt over på bordet. 

   "Noget må da kunne gøres," sukkede jeg, "Hun kan da forfanden ikke tilbringe resten af sit liv i sengen uden af spise noget!"

   "Spiser hun ikke?" spurgte Harry bekymret. 

   "En skål yoghurt om dagen," sagde jeg kort, og fulgte Harry med øjnene da han rejste sig op og gik ud i køkkenet. 

   "Hun bliver da nødt til at spise mere end det," sagde Harry ude fra køkkenet af. 

   "Det siger du ikke," sagde jeg ironisk og himlede med øjnene. Harry kom ind i stuen igen med en endnu en skål yoghurt, "Og hvad spiser du? Yoghurt hele dagen?"

    Harry gav mig et irriteret blik og rystede så på hovedet. "Bare tag det roligt, jeg spiser ordenligt," forsikrede han mig mens han satte sig ned på sofaen. Jeg nikkede svagt. 

   "Er Niall meget sur på hende?" spurgte jeg så Harry. Jeg kunne se spørgsmålet kom bag på ham - måske regnede han ikke med at jeg vidste hvad der var sket,  - men han rystede stille på hovedet. 

   "Det er svært at sige," sagde Harry og tog en skefuld yoghurt, før han igen så op på mig, "Han siger at han hader hende, og at hun var hans livs største fejltagelse, men jeg tror ikke på ham. Jeg tror han lyver. Og ikke kun overfor os, også overfor ham selv."
   Jeg nikkede langsomt. Jeg viste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre ved alt det her ... 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...