Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3612Visninger
AA

7. A Lie

Erikas synsvinkel:

Det kunne jo ikke passe det han sagde. Harry havde fortalt mig, at Niall havde sagt han ikke gad mig mere. Så Niall sagde det vel bare for ikke at gøre mig ked af det ...

   Eller nej, han bekymrede sig jo ligesom ikke om mig mere.

   "Niall, bare drop det," sagde jeg stille og kiggede på ham med blanke øjne, mens jeg desperat kæmpede for at holde tårene inde. Og for en gang skyld virkede det. "Jeg ved godt du ikke ... du ikke gider mig mere. Det er okay, jeg er kommet videre," fortalte jeg og det var nok den størte løgn jeg nogensinde havde fortalt. Jeg var alt andet end kommet videre. "Jeg ved godt jeg ikke burde være dukket op her, det var heller ikke med vilje. Jeg gjorde virkelig alt for at kunne komme til for at blive væk, men min mor er meget stædig og sådan ... Og så endte jer her alligevel. Og det er jeg altså virkelig ked af, jeg ved godt du vil havde jeg bare holder mig væk, men jeg ku-"

   "Hvad?" spurgte Niall og kiggede på mig med et totalt uforstående ansigt. "Jeg har aldrig sagt alt det der," fastslog han så.

   Hvad i al verden mente han?! Jeg troede ikke på ham. Selvfølgelig havde han sagt det. Og han burde da også kunne huske det. Eller betød jeg virkelig så lidt for ham, at han ikke engang kunne huske da han slog op med mig? Eller i hvert fald bad Harry om at slå op med mig.

   "Niall, det er okay," mumlede jeg. "Du behøver ikke lade som om du ikke kan huske det," sagde jeg så flovt og kiggede ned.

   "Det gør jeg heller ikke, det er virkelig sandt," sagde han oprigtigt. Han kiggede mig dybt i øjnene, men jeg troede stadig ikke på ham. Han havde sagt det, det havde Harry jo selv fortalt mig.

   "Hør, Harry har fortalt mig du sagde det, Niall," sukkede jeg så og regnede med han ville give op og så bare stille og roligt gå sin vej igen. Men nej, pludselig blev hans anisgt rødt og han stormede ud af rummet.

   Hvad havde jeg gjort forkert nu?

 

***

 

Erikas synsvinkel:

Der blev banket på døren, og en person trådte ind. Jeg kiggede op og var lettet over at der Louis. Hans kinder var helt røde, og det samme var hans hænder, så han var nok først lige kommet hjem fra parken nu.

   "Hey," sagde han og sendte mig et smil, selvom han lød ret trist. "De vil gerne snakke med dig nedenunder," fortalte han så. Jeg kiggede undrende op på ham, men han rystede bare på hovedet og gik igen. Hvad ville de nu snakke om?

   Jeg kom nedenunder. Inde i stuen sad alle drengene og Sophie. De så alvorlige ud. Mine øjne søgte over mod Niall. Han så vred og skuffet ud. Var der på grund af mig? Jeg satte mig sløvt ned ved siden af Liam, og alles opmærksomhed var nu vendt mod mig.

   "Harry har noget han gerne vil fortælle," sagde Liam så vredt og så over mod Harry. Han så direkte skrækslagen ud. Han åbnede munden, men lukkede den så igen. Han lignede enlig en fisk. Det så ret sjovt ud. Jeg ville havde grint hvis ikke alle andre var så alvorlige.

   "Alt det der," startede han tøvende ud med. "Alt det jeg fortalte om Niall," sagde han så. Han kiggede ned i gulvet. Jeg var blevet ret nysgerrig nu.

   "Det var løgn," sukkede han så. Jeg forstod ikke helt hvad han sagde. Hvad var der for noget med Niall som var løgn.

   Og så slog det mig. Hvor havde jeg været dum ikke at se det! Og tænk han havde gjort det. Han havde ødelagt et helt år af mit liv!

   Oppe i sengen, da Niall sagde han ikke havde sagt han ikke gad mig, der hvor jeg troede han løg ... Der var det ikke ham der løg. Det havde aldrig være Niall der løg. Der var Harry. Hele tiden. Niall vidste slet ikke jeg eksisterede. Han havde aldrig sagt han ikke gad mig. Han havde aldrig bedt mig om at holde mig væk. Harry havde fundet på det hele.

   Spørgsmålene styrtede rundt i hovedet på mig, men det var ét der var vigtigere en de andre. Ét som jeg brændte for at stille. Men det kunne jeg ikke ligenu. Af en eller anden grund kom ordene ikke over læberne på mig. Min tunge var stivnet inde i min mund. Jeg kunne ikke få en lyd frem. Tænkt at Harry - en af mine tideligere bedste venner - havde løget for mig? Og sådan en stor løgn. Han havde virkelig ødelagt et helt år af mit liv.

   Det her betød selvfølgelig ikke at alt var som normalt. Niall havde jo fået en ny kæreste. Men måske vi bare kunne være venner? Det ville ikke være det samme som før, men bare det at Niall ikke hadede mig gjorde mig glad.

 

***

 

Erikas synsvinkel:

"Stå op, stå op!"

"Du skal op, op, op, op..."

   Jeg vågnede til at Louis og Sophie kom ind på mit værelse. Syngende og grinende. Louis iført pyjamasbukser og en hvid t-shirt, og Sophie iført en par sorte gemager og en oversized blå bluse.

   Men jeg magtede ikke at stå op nu. Virkelig. Jeg var vildt træt. Klokken var vel også kun elleve eller sådan noget. Det var alt for tideligt at stå op i weekenden. Okay, det var onsdag, men det var sommerferie. Så skulle man jo også sove længe. Og elleve var alt for tideligt. Især når vi så film til klokken tre igår. Tre var måske ikke sådan helt vildt sent, men altså det var da sent. Altså lidt måske. 

   I hvertfald vendte jeg mig bare om og tog puden over hovedet. Det dæmpede deres sang og jeg sukkede tilfredst, og lukke så igen øjne. Hmmm det føltes godt.

   Men nej, det skulle jeg selvølgelig ikke havde lov til. Snart mærkede jeg en eller anden hoppe i min seng, mens en anden prøvede at trække puden af mig. Okay, det var forkert at sige prøvede, for det gik ret godt. Jeg kiggede dvaskt op på Louis og Sophie.

   "Hvad er der?" spurgte jeg hårdt, men Louis og Sophie grinte bare af mig.  "Hvad vil I?" prøvede jeg igen.

   "Morgenmad!" råbte Louis. Han stod med min pude i hånden. Jeg langede ud efter den, men det nyttede ikke noget da han bare trådte et skridt tilbage.

   "Lad mig sove," mumlede jeg og vendte mig om på maven, så jeg kiggede ned i madrassen. Eller det kunne man vel ikke sige at jeg gjorde, eftersom jeg havde lukkede øjne. Men snart efter mærkede jeg også nogen prøve at trække dynene af mig. Men heldigvis kunne jeg på grund af mine fantastiske ninja skills (not!) nå at få fat i dynen, før den røg helt af.

   "Jeg 'ikke sulten," mumlede jeg og trak igen i dynen. Da dynen ikke gav sig vendte jeg mig om på siden igen. Jeg prøvede at trække dynen til mig, men eftersom det var Louis der havde fat i den anden ende af dynen, var det ikke rigtigt til nogen nytte. Louis var bare en lille bitte smule stærkere end meget. Eller meget... Jeg var da lidt stærk. Syntes jeg i hvert fald selv.

   "Lou, lad mig sove," sagde jeg irriteret, men han grinte bare af mig igen.

   "Du skal havde morgenmad," sagde Sophie, mens hun prøvede at hive mig op af sengen.

   Jeg sukkede langt og højt og rejste mig så endelig op. Jeg sad lidt på sengekanten og gabte.

   "Hvad er klokken?" mumlede jeg så søvningt.

   "Kun halv et," sagde Louis igronisk med et smil. Hvorfor var det så sjovt? "Kom nu, drengene har været på Nandos og hente mad," sagde han så spændt.

   "Nandos?" spurgte jeg så mistroisk. "Til morgenmad? Ewww..." Helt ærligt, det var da klamt! Nandos til morgenmad.

   "Måske," sagde Sophie, mens jeg reste mig op. "Men for os andre er det ligesom forkost."

   Jeg sukkede og fuglte så efter Louis, mens han gik ud af døren. Snart efter kom Sophie også.

   "Jeg er viiiildt træt," mumlede jeg mens jeg gabte stort. Louis og Sophie grinte af mig.

   "Hvordan kan du være træt?" spurgte Sophie overasket og med løftede øjnbryn.

   "Vi gik i seng klokken tre," mumlede jeg mens vi gik ind i køkkenet. Alle drengene stod der. Det gav et sus i maven på mig da jeg så Niall. Hans blå øjne borede sig ind i mine, mens hans bløde bløde læber, var igang med at sige et eller andet ligegyldigt til Harry. Niall fjernede blikket fra mig igen, men jeg kunne ikke stoppe med at stirre. Jeg havde lyst til at springe over til ham, ligenu, og bare holde om ham. Og aldrig give slip igen. Det eneste der holdte mig tilbage var Katherin. Katherin der ligenu stod ved hans side.

   Jep, Katherin var her. Hun stod lige dér, hånd i hånd med Niall. Hånd i hånd med den eneste dreng jeg nogensinde har holdt rigtigt af. Men jeg kunne nu godt forstå Niall valgte Katherin frem for mig.

   Katherin havde lyst hår der gik hende til skuldrende. Det var helt glat. Hun havde blå øjne, præcis som Nialls, og så alligevel ikke. Jeg kunne bedre lide Nialls. Måske var det noget jeg bildte mig ind, men mens Nialls øjne altid var varme og inbydende, var Katherins øjne kolde og frastødende, og det tykke lag mascara, der indrammede øjnene gjorde det ikke bedre.

   Hun stod og betragtede Niall mens han pakkede sin burger ud, men snart kørte hendes blik over mod mig. Hun gav mig elevator blikket og kiggede så nedværdigt på mig. Hun vidste vel godt hvem jeg var. Hvorfor ville hun ellers hade mig sådan, som hun jo tydeligvis gjorde. Eller var det noget jeg forestillede mig? 

   Det eneste jeg kunne sige var, at hvis hun skulle være samen med os hele dagen, ville det blive en lang dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...