Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3594Visninger
AA

12. 18th Birthday

Erikas synvinkel:

Jeg åbnede mine øjne, da solen skinnede ind gennem vinduerne. Langsomt gabte jeg, og vendte mig så om på siden for at sove videre. Udenfor kunne jeg høre fugle sang - det var endelig ved at blive sommer. Det var også på tide. Jeg savnede at gå i shorts. Jeg mumlede tilfredst og trak dynen op under næsen. Nedunder var der nogen der rumsterede i køkkenet, men jeg var ligeglad lige nu. Jeg vil bare sove.

   Det var blevet ret sent i går. Efter Harry havde slået mig i Fifa, gik han ned for at hente nogle chips og et par colaer og så stod den ellers på gyser. Og efter det havde vi en lille pudekamp. Okay, måske ikke lille. Vi kom til at ødelægge hans vækkeur og Liam kom ind til os og bad os om at dæmpe os. Så da det ligesom ikke rigtigt gik med pudekamp længere, lagde vi os bare ned i sengen og snakkede. Mest om dengang for et år siden. Om alle de sjove minder vi havde. Det havde været hyggeligt, og jeg kom først i seng klokken halv fire - hvilket jeg i hvert fald syntes var sent.

   Jeg hørte skridt på trappen og åbnede langsomt øjnene igen. Stille blev døren åbnet og ligepludseligt løb syv mennersker i fuld fart hen til mig. De sprang op på min seng og begyndte at ruske i mig mens de sagde tillykke.

   Oh shit, jeg havde helt glemt det var min fødseldag. Nu håbede jeg bare ikke de havde gjort alt for meget ud af den. Jeg kiggede op på dem alle sammen. De var enlig faldet til ro og sad nu bare stille. Jeg kiggede rundt på dem.

   Tættest på mig sad Louis. Han var iført boxeshorts og en t-shirt med en gulerod. Det var den jeg lånte. Han havde morgenhår, og så virkelig træt ud. Alligevel lykkedes det ham at sende mig et stålende smil. Han sad med en gave i hånden.

   "Tillykke," sagde han og rakte mig den. Jeg smilte til ham og sagde tak. Jeg tog det gule gavebånd af. Jeg havde ingen idé om hvad det var. Det var helt blødt og aflangt. Jeg tog hurtigt gaveapiret af og så så en banan bamse. Hvor søøød... På bamsen hang der et kort hvor der stod: 'Til min lille banan, fra Lou;)'.

   Tænk han kunne huske det med 'lille banan'. Hvis ikke det var fordi jeg havde læst de beskeder igår, så havde jeg faktisk selv glemt det. Et smil bredte sig hurtigt på mit ansigt, og jeg var sikker på mine øjne måtte stråle, for det var virkelig den bedste gave jeg kunne tænke mig!

   "Ej, tak Lou!" sagde jeg og trak ham ind i et ordenligt kram. Hvor var han bare sød. De andre ville få svært ved at overgå den gave.

   "Det var så lidt," svarede han og krammed igen. Jeg trak mig fra ham, da jeg kom i tanke om de andre.

   Så var de blevet Liams tur. Han sad ved siden af Louis, kun i et par joggingbukser og bar overkrop. Men jeg havde nu set ham sådan før så det var ikke noget helt vildt. Ligesom Louis så han utrolig træt ud, og det hår, som der nu var vokset ud igen var også helt rodet.

   "Tillykke med fødselsdagen," sagde han og rækte mig en pakke. På pakken stod der: 'Til Erika, fra Liam og Danielle - Tillykke med de 18!'. Jeg kiggede forvirret rundt. Danielle?! Og så så jeg hende. Hun stod omme bag i med Perrie og Katherine. Jeg havde slet ikke set dem til at starte med. Jeg var helt oppe at køre. Jeg havde savnet Danielle og Perrie så meget, og nu stod de lige der foran mig og smilte til mig. Jeg fór op af sengen og rendte over til. Jeg trak dem begge to ind til et stort kram, og ville virkelig ikke havde det skulle overståes. De grinte allesammen af min reaktion men jeg var ligeglad. Denne her fødselsdag kunne snart ikke blive bedre - medmindre selvfølgelig Katherin ikke var her. Jeg vidste heller ikke hvad hun lavede her. Hun hadede mig jo - men det vidste drengene vel ikke.

   "Hej Erika," sagde Danielle smilende.

   "Gud, hvor har jeg savnet jer," sagde jeg og trak dem ind i et kram igen. Da vi var færdig med at hilse på hinanden satte jeg mig over i sengen til de andre for at åbne Danielle og Liams gave. Det var to bluser og et par bukser. Jeg var glad for det men det overgik langt fra Louis gave, som lige nu lå i sengen ved siden af mig. Jeg fik takket Danielle og Liam og så fortsatte vil ellers.

   Jeg var begyndt at blive urolig. Nu havde de vel ikke alle sammen købt gaver til mig? De skulle ikke bruge så mange penge og så meget energi på mig!

   Zayn rækte mig nu også en gave. Og jeg kunne ikke lade være med at smile da jeg opdagede Zayn var den eneste af drengene der havde haft tid til at sætte hår...

   Jeg kunne se på kortet at gaven både var fra Perrie og Zayn, men da jeg åbnede pakken var jeg ikke i tvivl om hvem der havde købt den. Det var Zayn.

   Gaven var en pude. Og det var pudebetræk på. Et pudebetræk med et sort mustache på. Pudebtrækket var ikke nyt - det var det samme pudebetræk mig og Zayn delte hver gang jeg sov hos ham efter jeg havde skændtes med Niall. Ikke at det skete tit. Mig og Niall havde vel haft tre-fire skænderier på det år hvor vi kom sammen. Men hver gang vi kom op at skændes blev jeg virkelig ked af det, og så sov mig og Zayn sammen i hens lille enmands seng. Og vi sov altså KUN!

   Jeg smilte helt hysterisk, og det var tydeligt at det kun var Zayn og jeg der enlig vidste hvad den her pude betød. Jeg takkede Zayn og Perrie - mest Zayn fordi Perrie nok ikke rigtig havde haft noget med gaven at gøre.

   Jeg kiggede på Harry der allerede havde et smørret grin på ansigtet da han rækte mig pakken. Åh nej - det skulle ikke undre mig hvis der var et eller andet der sprang op i ansigtet på mig når jeg åbnede pakken. Eller at han havde købt et eller andet vildt perverst. Jeg kiggede på ham og løftede øjnbrynene, men han nikke bare mod pakken.

   Jeg tog gavepapiret af men så snart jeg så hvad det var pakkede jeg gaven ind igen. Han havde været i mit UNDERTØJ og fundet en af min BH'er! Det skulle han virkelig ikke havde gjort! Jeg fór op af sengen og rendte hen mod ham. Men han løb væk fra mig. Jeg fuglte efter ham helt ned i køkkenet.

   Jeg stoppede op totalt forpustet, mens Harry bare stod og grinte af mig.

   "Kan du ikke mere?" spurgte han drillende.

   "Du røre ALDRIG mit undertøj igen!" råbte jeg af ham. Han stod bare der og grinte og grinte mens jeg blev helt rød i hovedet.

   "Jeg syntes ellers-" sagde han men kunne ikke fuldende sætningen da han fik endnu et grine anfald. "Jeg syntes eller de røde trusser var flotte!" fik han så endelig frem og jeg rødmede helt vildt. God hvor var det pinligt! Han havde set alt mit undertøj...

   Uden at tøve gik jeg direkte over til syltetøjet det stod på bordet, skrugede låget af og tømte så bøtten ud over Harry. Han stoppede pludselig med at grine og i stedet for begyndte jeg at grine helt hysterisk. Så kunne han virkelig bare lære at holde sig væk fra mit undertøj!

   "Det skulle du ikke havde gjort," sagde han mens han med en hurtig bevægelse tørrede øjnene for syltetøj. "Kom her og få et kram."

   Jeg kiggede skræmt på ham. Han stod der helt rød i hovedet, og med tydelige smilehuller. Jeg begyndte at løbe. Jeg skulle ikke også være fyldt med syltetøj. Der gik ikke lang tid så kunne jeg høre skridt bag mig. Jeg løb virkelig alt hvad jeg kunne og nåede så op på mit værelse igen hvor de andre sad og grinte - de havde åbnet gaven og set hvad der var i den. Hmpf.

   Liam kiggede forskrækket op på mig og rejste sig op. Jeg løb huritigt om bag ham, mens jeg ikke kunne holde mit grin tilbage. De kiggede alle sammen mærkelig på mig, lige ind til Harry kom ind af døren. De flækkede alle sammen af grin. Jeg lagde mine hænder på Liams skuldre og gnavede nærmest mine fingre ned i hans skuldre.

   "Kom her og giv mig et kram, Erikaaaa!" råbte Harry og gik tættere og tættere på Liam og jeg. Jeg bakkede langsomt bageud og trak Liam med mig, så han stadig var i mellem os. De andre ginte stadig helt vildt og havde nok efterhånden forstået hvad der var sket. "Kom nu!" sagde Harry igen og kom med langsomme skridt tættere og tættere på mig, "Jeg vil havde et kram."

   Jeg blev ved med at gå tilbage indtil jeg ramte væggen. Shit! Liam stod stadig foran mig, men da Harry kom tættere på skyndte Liam sig at forsvinde.

   "LIAM!" råbte jeg efter ham mens jeg holdt armene frem foran mig for at beskytte mig selv mod Harry. Han smilte et skævt smil, mens han gave mig et drillende blik.

   "Kom her," sagde han så og trak mig ind i et klam. Det var så klamt. Han var vildt fedtet og det var jeg jo så også nu. Han blev ved med at kramme mig, mens jeg prøvede at komme fri fra hans greb.

   "HARRY STOP!" råbte jeg men han stoppede ikke. Efter et minutstid var jeg helt smurgt ind i syltetøj og Harry trak sig endelig væk.

   "Og tillykke med fødselsdagen," sagde han så og smilte hans charmerende smil. Jeg rækkede tunge af ham og vendte mig irriteret om.

   "Jeg går i bad," mumlede jeg og skulede til Harry. De andre grinte stadig helt vildt hysterisk af mig.

   "Skal jeg hjælpe dig?" råbte Harry efter mig. God, den dreng ...

   "Ad Harry," råbte jeg bare tilbage og stormede ud mod badeværelset. På et eller andet tidspukt skulle jeg nok få hævn...

 

***

 

Erikas synsvinkel:

Nogen af jer der kan huske da jeg sagde jeg nok skulle få hævn? Det har jeg fået nu. Det var måske ikke verdens mest geniale plan, men jeg syntes den var ret god alligevel.

   I hvertfald så pyntede sennep, remulade og juice Harrys sko rigtig godt. Jeg smilte tilfredst og gik så op på mit værelse for at få tøj på. Jeg kunne slet ikke vente med at se Harrys reaktion.

   Jeg kiggede uden for og så solen skinde. Weeee.... Endelig. Jeg fandt et par shorts og en tanktop frem som jeg tog på. Så gik jeg ud på badeværelset for at få gjort mig færdig. Efter et kvarters tid var jeg på vej nedeunder. Jeg kunne høre nogen råbe.

   "ERIKA!" det var Harry og han lød sur. Han måtte havde fundet hans sko. Jeg skyndte mig ned til gangen hvor Harry rigtig nok stod og kiggede på sine sko.

   "Hvad nu Hazza?" spurgte jeg hoverende og kunne ikke lade være med at grine over hans ansigtsudtryk. Liam, Niall, Sophie og Eleanor stod også her ud og de var - ligesom mig - ved at dø af grin. Og før jeg kunne nå at reagere var Harry over ved mig og løftede mig op over han skuldre. Ikke igen!

   "SÆT MIG NED HARRY!" råbte jeg og slog ham på ryggen mens jeg sparkede med benene.

   "Nu er man ikke så kæphøj mere, huh?" sagde Harry mens han gik over mod døren. Han åbnede den og tog mig med ud i haven. Jeg begyndte at sparke ud efter Harry uden enlig at ramme noget.

   "Lig stille," sagde Harry og slog mig i numsen.

   "HARRY!" råbte jeg af ham og han grinte af mig. Han satte mig ned på græsplænen og løb så tilbage til huset igen. Jeg rystede på hovedet af ham. Hvad skulle det til for? Var det virkelig nødvendigt at løfte mig hele vejen herud? Jeg begyndte at gå tilbage mod huset og opdagede så hvorfor det var nødvendigt at løfte mig hele vejen her ud. Døren var låst! De havde låst mig ude. Jeg begyndte at ringe på døren, og da ingen åbnede gik jeg irriteret over til køkkenvinduet. De sad alle sammen der ind og grinte - sikkert over mig. Jeg bankede på ruden og de kiggede alle på mig og faldt så sammen af grin. Jeg himlede med øjnene af dem.

   Harry kom over og åbnede vinduet.

   "Hvad nu Erika?" spurge han og efterlignede min stemme fra før i dag.

   "Luk mig nu bare ind," mumlede jeg hvilket fik ham til at le.

   "Spørg pænt," sagde han så hoverende.

   "Harry," brummede jeg irriteret. Den dreng ...

   "Kom så," sagde og smilte selvsikkert. "Jeg venter."

   "Luk mig ind," sagde jeg igen.

   "Pænt," gentog Harry. God, han var irriterende.

   "Vær venlig at lukke mig ind," prøvede jeg irriteret.

   "Søde, rare, lækre Harry," sagde han. Det ville han seriøst ikke havde mig til at sige vel?!

   "Harry!" råbte jeg irriteret af ham.

   "Kom så," sagde han og smilte smørret.

   "Vær venlig at lukke mig ind søde, rare, lækre Harry," mumlede jeg og kiggede ned. De grinte helt vildt af mig.

   "God pige," sagde Harry og klappede mig på hovedet. Jeg rullede øjne af ham. Han var SÅ irriterende. Endelig hørte jeg døren blive låst op og jeg gik indenfor. Jeg gik ind og satte mig ved det dækkede morgenbord, mens de alle sammen stadig havde totalt grineflip over mig. Jeg kiggede bare ned i bordet mens jeg tog en bolle og skar over.

   "Vær venlig at lukke mig ind søde, rare, lækre Harry," efterlignede Louis mig og jeg kiggede irriteret over på ham.

   "Hvor er I onde," sagde Perrie og lagde en arm rundt om mig, selvom hun selv var ved at dø af grin. "Det hendes fødselsdag." Jeg nikkede og gav hende ret.

   "Nårh ja," sagde Louis. "Vi mangler gaver!" Han lød virkelig som et lille barn og det gjorde det ikke bedre da han klappede i hænderne. Jeg lo af ham.

   "Jeg tror ikke der er flere," sagde jeg og rystede på hovedet, mens jeg smurgte smør på min bolle.

   "Jeg har en," sagde Eleanor. Jeg kiggede forundret på hende. Havde HUN købt en gave til mig?!

   Jeg rystede på hovedet. "Det var slet ikke meningen jeg skulle havde nogen," sagde jeg så.

   "Hold nu mund med det der og pak din gave op," sagde Eleanor så og rakte mig gaven. "Det er også fra Sophie," fastlog hun så. Jeg kiggede undrende på Sophie der nikkede bekræftende. Var de blevet så gode venner? Gaven var enlig bare en konvolut. Skriften uden på kunne jeg se var Sophies: #Hey din dejlige tøz!<3 Tillykke med de 18! Så kan du endelig få bil så jeg slipper for at køre rundt med dig;) 1000 tak fordi du gad tage med mig til koncerten! Du skal virkelig vide hvor meget det betyder for mig. Du er der altid for mig og jeg er vildt glad for at havde mødt dig! Elsker dig - Sophie!<3# Jeg kiggede på Sophie og fik næsten tåre i øjnene. Jeg gav hende et stort kram og alle de andre sad og 'åhhh'ede. Jeg åbnede kuverten og fandt tre koncert billeter. TIL LITTLE MIX!

   Jeg sprang op af min stol og begyndte at skrige helt vildt. Jeg skulle til Little Mix koncert!

   "OH MY GOD, OH MY GOD, OH MY GOD!" råbte jeg mens jeg trak både Sophie og Eleanor ind i kram. "Jeg skal til Little Mix koncert!" hvinede jeg. Jeg skreg igen.

   "Slap af, hyper-tøz," hørte jeg en stemme sig bage mig mens et par arme blev lagt rundt om mig. Hvad fanden havde han gang i?! Jeg var sindsygt forvirret og stoppede med at fangirle.

   Armene tilhørte Niall.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...