Forget You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2013
  • Status: Igang
Da Niall Horan for et år siden kom ud for et biluheld, mistede han det meste af hans hukommelse. Han kunne ikke huske noget af det der var sket inde for det sidste år, og defor kunne han heller ikke huske hans kæreste Erika. Så da Niall har glemt Erika, må hun jo bare komme videre i sit liv. Men så nemt er det ikke. Selv nu, et år efter det er sket, er Erika stadig ikke helt kommet sig. Dog går det bedre. Men hvad sker der når Niall og Erika møder hinanden igen?

28Likes
50Kommentarer
3499Visninger
AA

31. 18 And Grounded

Erikas synsvinkel:

Jeg skruede højere op for musikken. Jeg ville lukke verdenen ude. Lukke alt ude. Jeg savnede allerede Niall, og det var kun en time siden flyet lettede. Hvordan skulle jeg overleve en måned mere? Jeg tog en dyb indåndning og lænte mig op af vinduet. Jeg lukkede øjnene lidt i, men Nialls ansigt dukkede straks op. Han perfekte hvide tænder der lyste op i et smil. Han blå øjne der altid kiggede på mig, med det der blik. Hans lyse hår der altid sad helt fantastisk. Jeg åbnede øjnene op igen med et sæt. Jeg savnede ham så forbandet meget allerede. Og flyturen var så lang - i sær når jeg ikke kunne sove uden at se Niall for mig.

   Min morgen kørte stadig rundt i mit hovede, som en film på repeat. Den blev ved og ved, selvom jeg helst ikke ville minedes den. I morges da jeg for sidste gang i lang tid lå i sengen med Nialls arme om mig. Han fik mig i et øjeblik til at glemme at jeg skulle hjem. Vi lå og snakkede, om alting og ingenting. Jeg hørte igen mig og min mors samtale i mine øre. Min mor som fortalte hun var skuffet og at jeg skulle komme hjem. At hun ikke ville høre alle mine undskyldninger. Jeg havde prøvet alt for at få hende til at ændre mening, men intet virkede. Da jeg fortalte hende hun ikke bestemte over mig mere, sagde hun endda at hvis ikke jeg kom hjem nu, så skulle jeg slet ikke komme hjem. Hun var virkelig vred. Hvilket resulterede i at jeg en halv time efter samtalen blev nødt til at sige til Niall jeg skulle hjem. Han blev selvfølgelig trist, men han prøvede at opmuntre mig. Jeg kunne stadig huske hans ansigtsudtryk. Han øjne udstrålede skuffelse, men hans læber formede et smil mens han trak mig ind til sig i et langt kram. Jeg havde ikke behøvet at pakke noget, da jeg ikke engang havde fået pakket ud endnu. Jeg så for mig hvordan jeg først fik et farvel kram fra alle drengene og El. Bagefter gik jeg over til Niall. Vores kram varede i lang tid, men det var ikke noget i mod hvor lang tid vores kys varede. Jeg kunne stadig huske fornemmelsen af hans bløde læber mod mine. Langsomt førte jeg min hånd op mod mine læber, og lod mine fingre strejfe dem.

   Ja, jeg overeagerede nok lidt. Niall og jeg var trods alt kun væk fra hinanden i en måned, men jeg savnede ham bare så meget. Jeg måtte prøve at sove lidt. Beslutsomt lukkede jeg øjnene i, og heldigvis gik der ikke lang tid før jeg faldt i søvn.

 

***

 

Jeg trådte ud fra lufthavnen og mærkede den kolde vinde strømme igennem mit hår. Her var jeg så, i England igen. Og jeg kunne ikke sige at jeg længdedes efter at komme hjem. Tøvende begyndte jeg at gå med min kuffert rullende efter mig. Min mor var her ude et eller andet sted. Jeg havde mest af alt lyst til at løbe. Hoppe på det næste fly tilbage til USA. Men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg kunne stadigvæk høre min mors ord i mine øre.

   'Så længe du bor hjemme, så bestemmer jeg over dig. Så du har bare at komme hjem nu, og ellers kan du helt blive væk.'

   Ja, det var fristende at flytte fra min mor. Jeg ville gerne bo selv og helt sikkert gerne havde lov til at bestemme over mig selv. Men det var en dag efter i morgen, og jeg vidste at mine penge ikke ville række til mange måneder hvis jeg selv skulle betale for en lejlighed. Specielt fordi jeg ikke havde et job.

   En bil kørte op foran mig og jeg genkendte den straks. Den lille, sorte bil stoppede op og jeg åbnede døren. Jeg blev mødt af min mors vrede ansigt, og jeg tøvede lidt før jeg satte mig ind ved siden af hende. Jeg satte min kuffert om på bagsædet, og min mor startede bilen uden at sige noget. Faktisk forgik hele turen på vej hjem i stilhed. Det var først da vi holdte ude foran vores hus at min mor åbnede munden.

   "Jeg er meget skuffet over dig, Erika," sagde hun på den der mor måde.

   "Jamen jeg gjorde jo ikke noget," forsvarede jeg mig selv.

   "Drop det der. Man ender ikke på politistationen for ingenting," sagde min mor koldt.

   "Jo! Jeg kom på politistationen for at være et ste-"

   "Stop det, Erika!" sagde min mor hidsigt.

   "Nej! Du bliver nødt til at lytte til mi-"

   "Nu går du direkte op på dit værelse, og så bliver du derinde," sagde min mor.

   "Vent, giver du mig stuearrest?! Jeg er atten, mor, du kan ikke give mig stuearrest!" råbte jeg af hende. Det kunne sgu da ikke være rigtigt!

   "Så længe du bor i mit hus, så kan jeg sagtens give dig stuearrest," sagde min mor hårdt.

   "Du bare for meget, du er!" råbte jeg. Så tog jeg med hidsige bevægelser min taske og åbnede bildøren for at løbe ind i huset - og selvfølgelig sørge for at smække alle døren efter mig. Da jeg havde smækket den sidste dør til  mit værelse smed jeg mig ned på min seng. Jeg savnede Niall og min mor var totalt langt ude - kunne den her dag blive meget værere?

   Jeg måtte få mig et job. Så ville jeg flytte. Langt væk her fra. MEGET langt væk her fra. Jeg satte mig irriteret op i sengen og kiggede rundt på mit værelse. Der var sjovt nok helt ryddet op og-

   Nå, der var min fjernbetjening! Wow, den har virkelig været væk lang tid ... Feeeedt. Okay, videre med historien.

   Mine øjne fløj op til vinduet. Det var allerede mørkt udenfor. Gad vide hvad klokken var? Jeg trak min mobil op af lommen, og i det samme ringede den. Niall. Jeg fik helt gåsehud da jeg så det - jeg havde savnet ham så meget i dag. Jeg var totalt frosset til sengen og sad bare og gloede ned på skærmen, indtil en stemme inden i mig bad mig om at tage telefonen. Jeg tog den langsomt op til øret.

   "Hej smukke!" Min mave slog en koldbøtte og jeg fik den der lyst til at nive mig selv i armen igen. Jeg havde savnet hans stemme i mit øre så meget idag, og nu hørte jeg ham endelig!

   "Hej skat," sagde jeg glad og glemte pludselig alt. Om min mor, om det job jeg ikke havde, og den lejlighede jeg ikke havde ... Det hele.

   "Hva' så? Er det koldt i London?" spurgte Niall drillende. Jeg nikkede selvom han jo ikke kunne se det.

   "Vildt koldt. Jeg ville gerne tilbage til USA," sagde jeg. Det var ikke helt rigtigt. Jeg var sådan rimelig ligeglad med USA - jeg ville bare tilbage til Niall. Niall grinte i den anden ende og lyden af hans grin fik det til at snurre i min mave. Jeg lænte mig til bage i min seng og lukkede øjnene. Jeg kunne se Niall for mig nu. Langt, langt væk, et eller andet sted i USA, med en mobil i hånden og et smil klistret på munden.

   "Var din mor meget sur?" spurgte Niall og lød ret alvorlig nu. Jeg nikkede igen, men minede så mig selv om han ikke kunne se mig.

   "Hmmm," mumlede jeg stadig med lukkede øjne.

   "Det skal nok gå," sagde Niall stille og det at han sagde det gjorde mig faktisk glad igen.

   "Såh..." sagde jeg tøvende og rensede min hjerne for et eller andet og spørge ham om, "Hvad har I så lavet i dag?"

   Niall lo stille. "Et interwiev," sagde han så kort.

   "Og gik det så lige så godt som det sidste?" spurgte jeg grinende. Jeg kunne stadig huske Nialls ansigtsudtryk da Louis fastslog at Niall ikke lavede andet end at tale om mig.

   "Meget værere," grinede Niall.

   "Virkelig?" spurgte jeg nysgerrigt. Niall lo lidt.

   "Det ved jeg ikke. Jeg kunne ikke koncentrere mig om interwievet," sagde han så.

   "Hvorfor?" spurgte jeg grinende.

   "Det siger jeg ikke," mumlede Niall så.

   "Niall!" bad jeg.

   "Nope," sagde Niall kort. Jeg sukkede.

   "Please?" sagde jeg og prøvede at lyde så overtalende som overhovedet muligt.

   "Du måtte bare havde set interwievet," sagde Niall grinende. Jeg sukkede højlydt.

   "Jamen, jeg var i et fly!" sagde jeg irriteret, selvom jeg stadig havde et stort smil plantet på ansigtet.

   "Vent, du er jo i England," sagde Niall så pludselig og lød helt chokeret.

   "Jaer?" sagde jeg undrende.

   "Shit," sagde Niall bare.

   "Hvad nu?" spurgte je og så gik det op for mig, "Det er ikke blevet sendt i England i nu, vel?"

   "Jo, jo," sagde Niall alt for hurtigt.

   "Ha!" sagde jeg højt da jeg viste han løg.

   "Erika, du skal ikke se det!" sagde Niall og prøvede at lyde sur, hvilket mislykkedes totalt da han grinte på samme tid.

   "Hvorfor må jeg ikke se det?" sagde jeg mens jeg gik over og hentede min fjernbetjening.

   "Det må du ikke! Det pinligt," sagde Niall bedende.

   "Det er da ikke pinligt," sagde jeg grinende mens jeg smed mig i min seng. Jeg tændte for fjernsynet og begyndte at lede efter interwievet.

   "Jo, det er Erika! De andre drenge gør grin med mig hele interwievet igennem," sagde Niall og sukkede.

   "Awww," sagde jeg bare med et smil. Jeg rullede ned over alle kanalerne og endelig fandt jeg det, "Interwiev med One Direction."

   "Erika!" sagde Niall.

   "Shh," sagde jeg grinende, "Jeg er lige ved at se noget her."

   "Erika! Du skal ikke se det," sagde Niall.

   "Fint," sukkede jeg. Så tog jeg fat i fjernbetjeningen og satte TV'et til at optage før jeg slukkede.

   "Tak," sagde Niall lettet.

   "Så lidt," sagde jeg og kunne ikke holde mit grin inde.

   "Hvad er der?" spurgte Niall forvirret. "Du har ikke set det vel?"

   "Nej, nej," sagde jeg stadigvæk grinende, "Endnu."

   Niall grinte. "Jeg kan lugte mad," udbrød Niall så pludselig. Jeg grinte af ham.

   "Det er vel også snart en time siden du spiste sidst, så du må jo være sulten," sagde jeg med et drillende smil, selvom han ikke kunne se det.

   "Hey, det er faktisk en time OG et kvarter!" forsvarede Niall mig.

   "Og du har taget tid?" spurgte jeg storgrinende.

   "Nej, det er bare sådan noget man ved," sagde Niall og lo også lidt.

   "Så siger vi det," sagde jeg og smilte som en idiot.

   "Oh, jeg tror det er Nandos," sagde Niall spændt. Hvor var han dog sød ....

   "Årgh, jeg vil ha' Nandos," sagde jeg længselsfuglt.

   "Hmmm, jeg troede du var træt af Nandos?" sagde Niall drillede.

   "Hellere det en min mors klamme hjemmelavede mad," sukkede jeg.

   "Klamt? Det er vel ikke klamt," sagde Niall grinende.

   "Jo det er! Og bare lige så du ved det, så er du altså enig med mig!" sagde jeg før jeg indså hvor dumt det lød.

   "Søde, det der gav ingen mening," sagde Niall og grinte.

   "Jo! Det var fordi første gang vi kom sammen var du med hjemme hos min mor og spise og hun havde lavet de her totalt klamme frikkedeller som hun også havde brændt på og bagefter sagde du til mig at du var enig i at min mor var dårlig til at lave mad," sagde jeg hurtigt. Jeg trak vejret dybt da jeg var færdig - det var faktisk hårdt at snakke så hurtigt.

   "Okaaay," sagde Niall og havde nok ikke helt fortstået alt hvad jeg sagde, "Men frikkedeller er da lækre?"

   Jeg grinte af ham. "Var det det eneste du fik ud af hele min lange tale?" spurgte jeg dømmende, mens jeg ikke kunne holde et grin inde.

   "Sorry, men ja," sagde en storgrinende Niall og lavede et klik med tungen.

 

***

 

Niall synsvinkel:

"NIALL JAMES HORAN, KOM SÅ HER UD!" Det var nok tiende gang Louis kaldte nu, så jeg blev vel nødt til at gå. Selvom jeg ikke havde lyst. Jeg ville blive her og snakke med Erika.

   "Jeg bliver nødt til at gå nu, skat," sagde jeg trist.

   "Det i orden," sagde Erika men lød lidt skuffet.

   "Vi ses snart," lovede jeg hende. Hun sagde ikke noget. Måske fordi det jo ikke ligefrem var rigtigt. "Farvel."

   "Farvel," sagde hun og jeg havde ikke lyst til at ligge på. Jeg kunne høre hende langsomt fjerne telefonen fra hende øre og skyndte mig at stoppe hende.

   "Erika!" sagde jeg og håbede på hun hørte mig.

   "Niall!" sagde hun og efterlignede mit tonefald. Jeg grinte af hende.

   "Jeg elsker dig," sagde jeg så stille.

   "Jeg elsker også dig, Niall," sagde hun. Det lød så rigtigt i mine øre når hun sagde det. Bare når hun sagde mit navn.

   "Vi ses, smukke," sagde jeg med et smil, som hun jo godt nok ikke kunne se.

   "Vi ses," sagde hun og lød meget gladere end før. Jeg tog hurtigt telefonen væk fra mit øre og lagde på før jeg nåede at komme i tanke om noget mere jeg skulle sige til hende. Jeg blev nødt til at komme ud til Louis og de andre nu. Jeg lagde mobilen i min lomme og gik med tunge skridt ud i stuen hvor de alle sammen sad.

   "What's up, bro?" råbte Louis da jeg kom. Jeg lavede et lille nik og satte mig ned i sofaen.

   "Skal du med ned i byen?" spurgte Liam så.

   "Og på Nandos?" spurgte jeg spændt. Liam rystede grinende på hovedet. "Jamen hvad laver man så i byen?"

   "Shopper," sagde Eleanor som om jeg var dum.

   "Nah, jeg har ikke brug for noget nyt," sagde jeg og trak på skuldrene.

   "Super, så kan du gå med Zayn til frisøren," sagde Harry og kiggede på mig med et drillende smil. Det var enlig lang tid siden mig og Harry rigtig havde snakket sammen. Han sagde ikke så meget lige for tiden.

   "Faktisk kom jeg lige i tanke om at, uhm ... jeg mangler - sokker?" sagde jeg prøvende. Det var forfærdelig at være med Zayn til frisøren! Han var aldrig tilfreds med resultatet og det tog mindst halvanden time.

   "Ja, det tænkte jeg nok," sagde Louis med et smil, mens Zayn sad og rullede med øjnene af mig. Normalt ville jeg havde grinet med dem, men jeg kunne ikke tænke på andet end det gabende hul jeg havde i maven. Lige der hvor Erika burde være. Det var et kvarter siden jeg snakkede med hende, og jeg savnede allerede hendes stemme i mit øre. Det her ville bliver en lang måned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...