Ready To Love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2013
  • Opdateret: 13 apr. 2013
  • Status: Igang
”Jeg har altid haft svært ved det. Svært ved at elske, mener jeg. Måske har det noget med min sygdom at gøre. Jeg ved det ikke. Men hvem ved, måske bliver jeg en dag i fremtiden klar, jeg håber at jeg en eller anden dag bliver ready to love.” Isabella Louise Williams er en glad, 17-årig pige. Hun bor i London med sin mor og lillesøster. Men en mørk skygge hænger over hende og hendes familie: Isabella har kræft og det æder hende langsomt op og gør hende svagere og svagere. Hun ved, at hun på et eller andet tidspunkt er nødt til at forlade verden, sikkert før alle hendes jævnaldrende. En dag møder hun fem drenge. Især en af dem tiltrækker Isabellas opmærksomhed. Men når de får følelser for hinanden, tør Isabella så at give slip og elske ham?

9Likes
22Kommentarer
1595Visninger
AA

4. Kapitel 2

Jeg lå i min seng og sov, da jeg mærkede en vægt på min mave, der forhindrede mig i at få luft. Jeg åbnede mine øjne og så på en sovende Boo, der lå på min mave. Jeg skubbede hende ned på sengen og fnisede ad hendes fornærmede blik, da hun kiggede søvnigt op på mig. Jeg lagde mig tilbage, vendte mig om på siden og trak mit mønstrede tæppe helt op under min hage. Jeg skævede sløvt til uret, der stod på det lille bord. Klokken var 12:37. Jeg sukkede og gravede mig om muligt længere ned i mit tæppe og lå i cirka tyve sekunder med lukkede øjne, da jeg kom i tanker om at jeg havde en aftale med Niall. Jeg fór op af min seng og fik et glimt af mig selv i spejlet. Jeg lignede rent ud sagt lort. Jeg sukkede og begav mig ud på badeværelset, hvor jeg tog et bad.

Da jeg kom ind på mit værelse igen, trak jeg i noget tøj (link i kommentaren) og lod mit hår hænge som det ville. Da jeg var færdig, gik jeg ned i køkkenet og var ved at snuble over en manglende Bear.

Ser I, Bear plejer at ligge for enden af trappen og jeg plejer altid at falde over ham, så jeg ville være ekstra forsigtig, men siden Megan sikkert havde taget ham med hen til Laura, manglede han ligesom, hvilket så gjorde at jeg faldt, fordi han ikke lå der. Det giver ikke rigtig mening, men altså…

Efter mit mega awesome stunt, gjorde jeg klar til at lave pandekager og efter cirka 25 minutter havde jeg en hel stak af dem. Jeg skar nogle jordbær og bananer i stykker og blandede dem med blåbær. Jeg lagde 5 pandekager over på en tallerken, tog skålen med frugt og begav mig ind i stuen, hvor jeg tændte for fjernsynet og smed mig i sofaen. Jeg gik sultent i gang med mine pandekager og efter at have fået dem ned spiste jeg frugten på kort tid. Jeg satte tallerkenen og skålen ned i vasken og dækkede resten af pandekagerne, der lå på en tallerken, til med stanniol, hvorefter jeg satte dem i køleskabet. Jeg tjekkede hurtigt klokken, der var blevet 13:38. Jeg løb ind på min værelse, satte min iPhone i min doc og straks begyndte Michael Jacksons ”Don’t Stop ’Til You Get Enough”. Jeg dansede rundt, mere eller mindre elegant.

Hovedparten var nok mindre elegant…

”Keep on with the force, don’t stop! Don’t stop ‘til you get enough!” sang jeg skingert og hoppede rundt, så Boo, der lå på gulvet, kiggede skræmt på mig og sprang op i sengen. Jeg sang med på hele sangen, så jeg var godt træt i mit stemmebånd, da han endelig sang den sidste linje. Jeg sank sammen på min seng og lå og ventede klukkende på den næste sang. Siden min iPhone var på shuffle vidste jeg ikke hvilken sang der så kom. Men jeg forventede at det var en med Michael Jackson, så da en ukendt melodi fyldte rummet, løftede jeg forvirret hovedet i retning af doc’en, der stod ved siden af mit fjernsyn. Så begyndte en stemme at flyde ud af højtalerne:

”Shut the door, turn the lights off. I wanna be with you, I wanna feel your love, I wanna lay beside you, I cannot hide this even though I try.” Jeg rynkede panden. Den sang havde jeg ikke hørt før, men musikken fangede mig og krævede af mig at jeg hørte den færdig. Jeg satte mig op i sengen og gav efter for min trang til at høre sangen færdig. Den samme stemme sang igen, dog lidt lysere:

”Heart beats harder, time escapes me. Trembling hands touch skin, it makes this harder. And the tears stream down my face.” Det gik op for mig at den her sang var sørgelig. Åh nej, jeg kunne ikke lide at lytte til trist musik. Jeg skulle lige til a rejse mig, da en ny, hæs stemme begyndte:

”If we could only have this life for one more day. If we could only turn back time,” det prikkede bag mine øjne, men jeg nægtede at græde over en sang. Så begyndte en gruppe at synge det, jeg gættede på var omkvædet:

”You know I’ll be, your life, your voice, your reason to be my love, my heart is breathing for this moment in time, I’ll find the words to say, before you leave me today,” jeg kunne slet ikke reagere. Jeg var tryllebundet af sangen og dens måde at beskrive mine følelser på. Jeg kravlede op og satte mig op ad væggen, trak knæerne op under min hage og slyngede mine arme rundt om mine ben. En ny person sang videre:

”Close the door, throw the key. Don’t wanna be reminded, don’t wanna be seen. Don’t wanna be without you, my judgment’s clouded, like tonight’s sky.” Mit hjerte smeltede ved den del. Jeg ved ikke hvorfor, men stemmen virkede… bekendt. Den gjorde mig tryg. På trods af min trang til at holde fast i stemmen, fortsatte sangen med en helt ny person. Sig mig, hvor mange var der lige?

”Hands are silent, voice is numb. Try to scream out my lungs, it makes this harder. And the tears stream down my face,” jeg brød ud i gråd. Jeg hulkede kraftigt og Boo kravlede hen til mig og borede sin snude ind under mine arme, der stadig lå om mine ben og hvor mit hoved hvilede på. Hun slikkede tårerne af mit ansigt og jeg begravede det i hendes pels, mens jeg lyttede til omkvædet, der kom endnu en gang, efterfulgt af et stykke, sunget helt anderledes end de andre, igen af en ny person:

”Flashing lights in my mind, going back to the time, playing games in the street, kicking balls with my feet. Dancing on with my toes standing close to the edge, there’s a pile of my clothes at the end of your bed, as I feel myself fall, make a joke of it all,” personen holdt den sidste tone længe og mine hulk og mine snøft blandede sig med omkvædet der blev gentaget to gange, hvorefter sangen var slut. Jeg fór op og hen til doc’en for at se hvilken sang det var, men for sent. Intromusikken til ”When I Was Your Man” gik i gang, og jeg sukkede og lagde mig tilbage på min seng, hvor Boo overfaldt mig. Hun slikkede de salte tårer af mine kinder og jeg holdt grinende om hende. Musikken og Bruno Mars’ stemme lullede mig i  en drømmeløs søvn.

***

Jeg vågnede op ved at introen til ”Billie Jean” begyndte. Jeg faldt ned fra sengen med et spjæt og ømmede mig over min ryg. Jeg trak mig selv op ved at holde fast i bordkanten og så på uret, der viste fem i tre. Jeg rejste mig hurtigt, slukkede for doc’en, tog Boos snor ned fra knagen ved siden af døren til mit værelse, styrtede ned ad trapperne og ud i entréen, hvor jeg tog et par sorte Converse på. Jeg fløjtede efter Boo, der kom løbende. Jeg satte hurtigt snoren på hende, lagde mobilen i lommen sammen med min husdørsnøgle. Jeg flåede døren op, smækkede den i igen og låste den, mens jeg spekulerede over om jeg skulle tage cyklen i et forsøg på at nå hurtigere hen til Hyde Park. Det virkede som en god idé, så jeg løftede Boo op i den hvide cykelkurv og sprang selv op på den lyserøde cykel og begyndte at køre ned ad vejen i retning af parken.

Klokken fem minutter over tre stoppede jeg cyklen foran Hyde Park og parkerede den ved et cykelstativ, der stod udenfor. Jeg låste den, tog Boo op af cykelkurven, satte hende på jorden og så mig om efter Niall. Jeg kunne desværre ikke se ham, så jeg sukkede og stillede mig på tæer for at kunne kigge længere ind i parken, hvis han nu skulle være derinde. To arme blev pludselig lagt om mig, og Boo bjæffede højt. Jeg blev vendt om og jeg kiggede på… tjah, på et ansigt omgivet af en hætte og hvis øjne var dækkede af et par solbriller. Jeg rakte op og trak lidt ned i solbrillerne, og Nialls smukke, blå øjne kom til syne. Jeg smilede stort og krammede ham.

”Hej Niall,” mumlede jeg ind i hans skulder. ”Hej Bells,” svarede han og vi trak os væk fra hinanden. Han satte sig på hug og rakte en hånd ud mod Boo, der trak sig lidt tilbage med sine ellers opretstående ører lagt ind mod hovedet. Boo havde det ikke så godt med mænd, efter min far havde råbt sådan; jeg havde lige fået hende, da han forlod os. Jeg satte mig ned på hug ved siden af Niall

”Boo, altså. Det er bare Niall,” sagde jeg, men hun så bare på mig med sine mørke øjne. ”Hun ser ikke overbevist ud,” konstaterede Niall grinende. Jeg grinede også og rystede på hovedet.

”Prøv at se her, Boo. Jeg gør hverken dig eller Isabella noget,” sagde Niall forsikrende og lagde en arm om min skulder og jeg lagde grinende mit hoved på hans skulder. Bare måden han udtalte mit navn på fik mit hjerte til at banke lidt hurtigere. Niall rakte prøvende armen ud igen, men Boo rørte sig ikke. Jeg gik hen og samlede hende op, hvorefter vi gik ind i parken og hen til en bænk, hvor vi satte os. Boo krøb sammen i min favn.

”Boo, det er ikke min far. Niall er god nok, han må godt klappe dig,” forklarede jeg hende uden at se på Niall. I stedet gjorde jeg alt for at holde mit blik på Boo. Hun opgav vidst at være besværlig og da Niall igen rakte en hånd frem, snusede hun til den, for derefter at skubbe til den med sit hoved. Niall grinede og kløede hende på hovedet. Han rykkede en smule tættere på, så vores arme næsten rørte hinanden, for bedre at kunne nå hende. Varmen fra hans arm fandt vej til min bare arm og ind under min hud, hvilket sendte rare kuldegysninger ned ad min rygrad. Boo lukkede øjnene i tilfredsstillelse og begyndte at sige en spindende lyd. Ja, min hund spinder.

Men hun er mega nuttet!

”Hun er sød. Hvilen race er hun? Og hvor gammel er hun?” spurgte Niall og lod sin hånd glide gennem Boos pels hen til roden af hendes øre, hvor han begyndte at klø hende, så hun så ud som om at hun kunne besvime. ”Hun er en Siberian Husky på 12 uger,” sagde jeg. Boo var hoppet ned fra bænken og havde smidt sig om på ryggen og lå og så nuttet ud, mens hendes poter spjættede op i luften. Urgh, det betød at hun skulle i bad, når vi kom hjem. Og lad os bare sige at en hvis Siberian Husky-hvalp ikke lige var så glad for at gå i bad. Svømning, ja. Bad… tjah, jeg kan ligeså godt glemme det.

”Skal vi gå videre?” foreslog Niall. Jeg nikkede og fik Boo vendt om, så vi kunne gå videre. Hun luntede fremad ved siden af mig, mens Niall og jeg gik og snakkede.

***

”Så dig og din storebror er gode venner nu, eller hvad?” spurgte jeg. Han nikkede. Vi var i gang med at snakke om Nialls baggrund. Jeg havde fundet ud af at hans forældre blev skilt, da han var 7, og at de var virkelig meget uvenner bagefter. Det samme var Niall og hans bror, Greg. ”Jaer, min familie blev ligesom samlet af at jeg var med i X-Factor,” forklarede han. Jeg nikkede interesseret. Boo trak i sin snor og jeg gav tegn til Niall om, at vi skulle ind på græsset.

”Du Bells?” sagde Niall, da vi var nået et træ og Boo var gået om på den anden side for at gøre det der skulle gøres. ”Du Niall?” fnisede jeg. ”Du nævnte at jeg ikke var din far, så jeg måtte godt klappe Boo. Hvad handlede det om?” spurgte han og jeg stivnede, inden jeg svarede ham; det var kun få sekunder, men jeg troede desværre at han opdagede det.

”Det er ikke noget,” sagde jeg så lavt at det overraskede mig at han kunne høre mig. Han rynkede panden og så ikke overbevist ud. ”Hvis det ikke var noget, ville du ikke have reageret på den måde, Bells,” påpegede han og jeg indså til min store fortrydelse, at han havde ret. Pokkers! Jeg rullede med øjnene.

”Niall, jeg vil ikke snakke om det,” sagde jeg stadig lavt, men en hvis hårdhed var blevet føjet til min stemme, der fik det, jeg sagde i mine ører til at lyde hårdere end jeg mente det. Men overdrivelse fremmer forståelse, ikke? Han fik et såret udtryk i sine øjne og det gjorde mig en smule trist. Hvorfor havde han sådan en virkning på mig? Jeg havde næsten kun drengevenner og ingen af dem påvirkede mig ikke på den måde. Det gjorde de andre drenge fra One Direction heller ikke. *forvirret*!

”Hvorfor ikke?” spurgte han og tristheden blev erstattet af en svag irritation, der flød gennem min krop. ”Niall, please lad det ligge,” snerrede jeg og fortrød straks min tone. Jeg flyttede mit blik, der havde hvilet på græsset, til hans øjne, der med et såret blik forsøgte at undgå mine. Jeg sukkede og lagde en hånd på hans arm i et forsøg på at få ham til at smile igen. Han var så sød når han smilede.

”Undskyld,” sagde jeg lavt. Han nikkede bare med et nuttet, svagt smil. Jeg tog hånden til mig, smilede og vi fortsatte vores tur gennem parken. Boo løb rundt og snusede til alle træerne, hvis grønne blade bevægede sig blidt, hver gang der kom et lille vindpust. De var begyndt at blive en smule gule, lagde jeg mærke til. Børnelatter hørtes i det fjerne, men der var ikke mange i parken den dag. Det var stadig sommerferie, og jeg skulle først begynde i skole igen i september. Jeg kastede et hurtigt blik hen på Niall, der stod et par meter væk og smågrinede af Boo, der rullede sig i græsset. Han var iført en grå hættetrøje og et par almindelige jeans og på fødderne havde han et par hvide sneakers. Jeg kom op på siden af ham og lagde mærke til at han havde taget sine solbriller på igen.

”Har du det ikke varmt?” spurgte jeg og fik dermed hans opmærksomhed. Han betragtede mig gennem sine Ray-Ban solbriller. ”Tjoh…” sagde han og trak o’et lidt ud.”…men hvorfor render du så rundt med en varm hættetrøje på?” spurgte jeg med et let grin. Han trak grinende på skuldrene, tog sin trøje af og afslørede den hvide T-shirt, han havde på indenunder. Solbrillerne beholdt han dog på og jeg kunne regne ud at det var et forsøg på at skjule sig for hans fans. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at spørge.

”Gemmer man sig for fansene?” min stemme var en smule drillende og let, ligesom mit smil. ”Jaeh…” sagde han og kløede sig i nakken. Han lod hånden blive på hans nakke et øjeblik og han så alt for tiltrækkende ud. Jeg bed mig i læben og så ned på mine sko. Så så jeg op igen og ind i hans øjne og satte det drillende smil på igen. ”Niall, nu skal du være helt ærlig,” han nikkede. ”Hvorfor er det at hver gang jeg ser dig, gemmer du dig for dine fans?” spurgte jeg. Han slog en høj, perlende latter op og jeg kunne ikke undgå at grine med. Hans latter var smittende, I couldn’t help it!

”Det ved jeg ikke lige, men i dag kan jeg fortælle dig at jeg gerne ville være sammen med dig uden at have fans, der tiggede om en autograf, et billede eller et kram omkring os,” forklarede han og fortsatte. ”Det skulle bare være dig og mig… og Boo i Hyde Park,” tilføjede han grinende, da Boo, der stod et par meter væk med snuden i jorden, gav en protesterende lyd fra sig og trissede hen mod mig og Niall. Jeg kunne ikke lade være med at smile over det han lige havde sagt. Jeg mener, var han bare sød eller var han bare sød?!

***

Klokken var blevet 17 og vi sad på en bænk og slappede af. Vi sagde ikke noget, sad bare i den sene eftermiddagsluft og nød stilheden. De få mennesker, der havde været der tidligere var blevet endnu færre og de eneste mennesker, jeg kunne se var et ældre ægtepar, der sad på en bænk et stykke væk fra os. Manden havde armen rundt om kvindens skulder. Også de nød stilheden og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så dem. Jeg drejede mit hoved for at se på Niall og opdagede, at han så på mig. Han vendte hurtigt sit hoved i den anden retning, sikkert i håb om at jeg ikke havde set det. Gad vide hvor længe han havde iagttaget mig? Han havde taget sin hættetrøje på igen, men solbrillerne lå på bænken ved siden af ham, hvilket lod omverdenen se hans smukke øjne. For ja, Niall Horan har VIRKELIG smukke øjne.

Boo lå ved mine fødder og kiggede dovent ud under sine øjenvipper. Et køligt vindpust fik bladene på træerne og Boos pels til at bevæge sig blidt og mig til at skælve af kulde. Typisk mig at tage for lidt tøj på. Jeg slog armene om mig selv og krøb lidt sammen for at holde på varmen, der var i min krop fra naturens hånd. En lav latter hørtes på min højre side, så jeg drejede mit hoved i retning af lyden og så på Nialls smilende ansigt.

”Fryser du?” spurgte han. Jeg nikkede med klaprende tænder. Og til mit forsvar skal det lige siges at vejret var fantastisk, da jeg cyklede mod Hyde Park, men nu føltes det som om at vi sad på Antarktis.

Nej okay, måske ikke helt, men I ved hvad jeg mener. Som jeg sagde, overdrivelse fremmer forståelse.

Niall tog sin hættetrøje af og lagde den om mine skuldre. Hungrende efter varme tog jeg hurtigt fat i kanten af den og trak den tættere om mig. En rar duft omgav hurtigt mit ansigt og jeg indåndede den med lukkede øjne. Trøjen trak kulden ud af mig og min krop holdt langsomt op med at ryste. Jeg slappede af og lænede mig tilbage med et lettet suk. Jeg mumlede et lavt ’tak’ og kastede et blik ned på Boo, der lå på jorden. Gæt hvad vi skal når vi kommer hjem, Boo? Vi skal i bad! Jaa! (mærker I ironien?).

Ej, ærligt talt, hun var møgbeskidt…

”Bells?” mit kælenavn røg ud af Nialls mund, som om han bare snakkede med sig selv. Jeg valgte alligevel at reagere. ”Ja Niall?” kom det fra mig, men han nåede ikke at svare, før jeg snakkede videre. ”Jeg er nødt til at have et kælenavn til dig, Niall. Det bliver for underligt at du kalder mig Bells og jeg kalder dig Niall,” sagde jeg og drejede mit hoved og lænede det tilbage, men nåede lige at se ham nikke.

”Har du nogen idéer?” jeg vendte mit hoved hen mod ham. ”Drengene kalder mig Nialler,” sagde han og trak på skuldrene. Jeg rynkede på næsen og rystede på hovedet. ”Nej, det duer ikke, Niall. Det skal være mere ekstraordinært, mere… unikt!” jeg bredte dramatisk armene ud.

”Ni?” foreslog han. ”Nah, for kort.” svarede jeg og lagde min hænder i mit skød

”Nindo?” ”Nuh-uh”

”Nalle?” jeg drejede hovedet og så underligt på ham. ”Nalle? Helt ærligt, Niall?” sagde jeg. ”Nåh ja, når du siger det på den måde, så…” han trak på skuldrene. Vi sad lidt længere tid og min hjerne knagede så højt at det undrede mig at Niall ikke så ud til at kunne høre det. Så kom det til mig. Bare sådan lige ud af det blå.

“Nazz!” udbrød jeg og rejste mig, så det ældre ægtepar drejede hovederne og kiggede underligt på mig. Jeg sendte dem et lille smil og satte mig pinligt berørt ned ved siden af Niall, der kæmpede med at holde et grin inde. Jeg sendte ham et fornærmet blik, der bare fik ham til at kæmpe endnu mere. Boo knurrede lidt og fik både Niall og min opmærksomhed. Da det gik op for mig at hun bare drømte, grinede jeg kærligt af hende. Ud af det blå lød der en velkendt melodi, der sidst jeg hørte den næsten gav mig et hjertestop. Jep, Nialls mobil ringede. Han tog den og jeg vendte opmærksomheden mod Boo, for folk er bare utroligt uspændende, når de snakker i telefon.

Boo var vågnet og prøvede på at komme op på bænken, sikkert for at svine min hvide bluse til. Du kan tro nej Boo, ikke på vilkår. Det er min yndlingsbluse, for den er nemlig så awesome. Boo gav op efter få minutter, og sad og stirrede på mig med sine store, mørke øjne. Jeg sukkede og samlede hende op. Hun kom dog ikke op på mit skød, for hun skulle altså først i bad.

Jeg har sagt det før, jeg siger det igen: Boo var blevet MØGbeskidt af at være i parken et par timer.

Niall vendte sig mod mig og Boo og strøg hende ned ad ryggen. Pludselig fik jeg trangen til at være i Boos sted: at det var min ryg, som Nialls varme hånd kærtegnede. Jeg rystede tanken af mig, jeg ville ikke ud i noget romantisk med ham, for han var for sød til at blive såret, når jeg skulle herfra. Og desværre var det en mulighed. Selvfølgelig var der også en chance for at jeg blev rask, men jeg vidste det ikke og indtil jeg vidste det, ville jeg ikke ud i et forhold.

”Isabella?” Nialls stemme rev mig ud af mine tanker og jeg opdagede at jeg havde stirret på ham. Upsi! Men på den anden side var han nu heller ikke det værste man kunne stirre på. ”Ja?” svarede jeg. ”Du så ud som om du var langt væk. Nogle tanker du vil dele?” forklarede han smilende. Jeg rystede kort på hovedet og heldigvis for mig lod Niall det blive ved det. Jeg besluttede mig for at skifte emne.

”Hvem var det der ringede?” spurgte jeg. ”Nåh, det var bare Liam. Han sagde at han, Zayn og Louis skulle være sammen med deres kærester og at Harry skulle på date med en eller anden, så det ser ud til at jeg er alene hjemme her til aften,” forklarede han med et skuldertræk. I det samme vibrerede min mobil og jeg fandt den frem. Det var en SMS fra min mor:

#Hej Isabella, jeg har givet Megan lov til at spise hos Laura og jeg overnatter hos Janet. Vi ses i morgen knus mor <3#

Jeg løftede et øjenbryn og lod mobilen glide tilbage i min lomme. Niall så spørgende på mig. ”Min mor overnatter hos sin veninde og min lillesøster spiser aftensmad hos sin, så jeg er vidst også alene hjemme,”  forklarede jeg og sukkede. Boo trak lidt i sin snor.

”Hey, vil du med hjem og vaske Boo?” spurgte jeg grinende, halvt for sjov. Niall grinede også og der stod vi så, på en sti midt i Hyde Park og grinede.

Overhovedet ikke mærkeligt. Slet ikke.

Næh nej.

 ”Ja, hvorfor ikke? Det kunne da være sjovt,” sagde han, da den værste latter havde lagt sig. ”Okay så! Skal vi ikke begive os hjemad med det samme?” forslog jeg. Han nikkede og vi gik hen ad stien ud af parken.

***

Vi stod foran mit hus (link i kommentaren). Jeg var i gang med at låse min cykel, og Niall stod et par meter fra mig med Boos snor i hånden. Ja, Boo var selvfølgelig i den anden ende, bare for at slå det fast. Jeg rettede mig op og fandt nøglen frem fra min lomme, hvorefter jeg vendte mig mod Niall. ”Jeg ved ikke om du vil bære hende ind eller om jeg skal gøre det. Min mor bliver stiktosset hvis Boo får lov til at svine hele huset til,” sagde jeg med et lille grin. ”Jeg skal nok tage hende, min T-shirt kan bare vaskes,” svarede han smilende og samlede Boo op. Jeg trak på skuldrene og låste hoveddøren op. Jeg viste ham vej ind til det nærmeste badeværelse, hvor han satte Boo ned på bademåtten. Vi gik ud i entreen for at tage vores sko af og gik derefter ind i badeværelset igen. Jeg tændte for vandet og Boo må have set det, for hun skyndte sig at løbe ud af døren.

”Niall! Fang hende!” udbrød jeg grinende og vi løb begge to ud af døren. Vi løb ind i stuen og Niall trak mig fnisende ned bag en lænestol. Han havde set hende. Han tog fat om min arm og hans greb brændte. Jeg kiggede i den retning han gjorde, men kunne ikke se Boo nogen steder. Niall pegede og hviskede ”Der,” i mit øre, hvilket sendte rystelser ned ad min rygrad. Jeg måtte tage mig sammen for at få øje på hende: Hun gemte sig under en af sofaerne.

”Hold øje med hende,” sagde jeg lavt til Niall, der nikkede. Jeg listede forsigtigt ud i køkkenet, hvor jeg tog et par hundekiks. Jeg kom ind i stuen og skyndte mig om bag lænestolen, hvor Niall sad. Jeg havde desværre for meget fart på, så jeg kom ligesom til at vælte ind i ham. Jeg så op i hans smukke øjne, mærkede hans varme ånde på mit ansigt. Hele min krop reagerede helt vildt, da hans duft fandt vej til min næse.

”Boo,” kaldte jeg hviskende og halvkvalt uden at slippe Nialls øjne med mine egne. Jeg rev mit blik løs fra hans og vendte ryggen til ham. Jeg kiggede ud bag lænestolen. Boo lå stadig under sofaen, så jeg listede hen foran den og lagde et par hundekiks foran mig. Jeg hørte Niall sætte sig ved siden af mig og jeg smilede kort til ham. Boo kom lidt tættere på os og jeg tog en af godbidderne op og holdt den bydende frem for hende. Hun krøb endelig helt frem og nærmest slikkede hundekiksen op fra min hånd, så hele min hånd blev fuld af hundesavl.

Hallelujah!

”Jeg har hende!” sagde Niall og tog fat om Boos krop og løftede hende op. Vi gik ud på badeværelset og jeg overtog Boo, mens Niall lukkede døren så hun ikke kunne stikke af igen. Jeg satte hende ned i badekarret, der var fuldt af nu halvlunkent vand. Jeg satte mig på hug ved badekarret og skyllede min klamme hånd i vandet. Jeg tændte telefonbruseren og begyndte med bløde bevægelser at massere vandet ind i Boos beskidte pels.

”Kan du ikke lige tage hundeshampooen i skabet under vasken? Det er den lilla flaske,” bad jeg og strakte min ene arm bagud. Snart fik jeg flasken stukket i hånden og Niall gled ned på sine knæ ved siden af mig. Jeg hældte lidt af den lilla masse ud i min håndflade og begyndte at arbejde den ind i Boos pels. Niall fik også noget shampoo og mens jeg tog hovedet, brystet og overkroppen, shampooede han Boos ryg og bagdel ind. Til sidst lignede hun en lille hundesnemand og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af hende. Hun sad og så helt fortvivlet ud. Jeg tændte for håndbruseren igen og mens Niall holdt hende, skyllede jeg shampooen væk igen. Men siden Boo nu er som hun er, vred og vendte hun sig i Nialls greb, så jeg flere gange kom til at ramme Niall med vandet i stedet for.

”Bells, det er ikke mig der skal vaskes, det er Boo!” grinede han og jeg kunne ikke lade være med også at grine. Da al shampooen var ude, løftede Niall forsigtigt den drivvåde hund ud på et stort badehåndklæde som jeg foldede to gange og lagde på gulvet. Jeg fandt endnu et håndklæde frem, der var ligeså stort. Jeg gav Niall den ene ende og sammen tørrede vi Boo, der da hun var helt tør var mere pjusket og fluffy end hun plejede. Jeg var ved at dø af grin over hende, hun lignede seriøst en… en…

Ja, jeg ved næsten ikke hvad hun lignede. En sort og hvid marshmallow eller sådan noget.

Jeg åbnede døren og Boo smuttede ud. Niall og jeg så ned ad hinanden. Jeg rynkede brynene. ”Niall, du ser en smule våd ud…” påpegede jeg og lagde hovedet på skrå. ”I lige måde,” svarede han og en rød farve bredte sig på hans kinder. Jeg så underligt på ham, men huskede så på at jeg havde en hvid bluse på. Jeg kiggede forskrækket ned ad mig selv og ganske rigtigt: man kunne lige skimte min BH gennem min bluse. Jeg lukkede pinligt berørt mine øjne.

”Øhm…” kom det fra Niall. Jeg kiggede på ham og så at han bare stod og kiggede på mig. ”Jeg, æh… jeg går lige ind på mit værelse og får en tør T-shirt på,” sagde jeg. Niall nikkede bare og jeg forsvandt hurtigt ud af døren og ind på mit værelse. Jeg rodede i mit klædeskab og fandt en tør BH samt min elskede Nutella T-shirt frem (link til T-shirt i kommentaren). Jeg trak min våde bluse af og sammen med min BH røg den på gulvet. Den tørre BH kom på og da jeg var i gang med at trække T-shirten over hovedet, hørte jeg fodtrin uden for døren. Jeg trak den hurtigt helt på og rettede på kanten, da det bankede på døren.

”Kom ind,” sagde jeg  og døren blev åbnet og Niall stak sit hoved ind med hånden for sine øjne. ”Er du nøgen?” spurgte han og vendte sit hoved i den modsatte retning af, hvor jeg befandt mig. Jeg himlede med øjnene og gik hen til ham og vendte hans hoved i min retning. Jeg fjernede hans hånd.

”Jeg er her, din knold!” grinede jeg drillende. Han lyste op i hans smukke smil, inden hans søde latter slap ud gennem hans læber. Jeg smilede bredt og trådte væk, så han kunne komme ind. Han satte sig på min seng, mens jeg rettede på min T-shirt og mit hår. Jeg satte mig hen ved siden af Niall, der så sig om i rummet.

”Her er flot! Men hvad sker der lige for næbdyret Perry på din væg?” spurgte han smilende. Jeg grinede lidt og nikkede så. ”Min far var helt vild med Phineas og Ferb, og han fandt den på et loppemarked. Hans øjne strålede, da han viste mig den, så jeg kunne ikke nænne ikke at hænge den op, så…” forklarede jeg, men kunne ikke skjule den triste mine i min stemme. Ja, jeg var ked af at min far havde forladt os, for jeg elskede ham stadig, også selvom han havde behandlet min mor dårligt. Jeg vidste også at inderst inde elskede min mor ham også stadig: Hun benægtede det når Megan spurgte; jeg havde lært at holde mund om det for ikke at gøre min mor ked af det. Men jeg havde set hende om aftenen, når hun lå på sofaen og troede at Megan sov og jeg var inde på mit værelse. Hun lå med et billede af min far og det hvide plaid tæppe over sig, mens hun hulkende svømmede i selvmedlidenhed. Og jeg bebrejdede hende ikke.

”Isabella, hvor er du lige i dag? Du virker lidt fraværende,” sagde Niall og knipsede foran mit ansigt. Det gav et sæt i min krop og jeg drejede hovedet hen mod ham. ”Undskyld Niall, jeg er bare sådan lidt underlig ind imellem,” sagde jeg opgivende og sank lidt sammen i kroppen. Han begyndte straks at le. ”Ja, det har jeg da lagt mærke til,” sagde han med et smil i stemmen. Jeg slog grinende til hans arm.

Han tog fat i mine hænder med den ene hånd og væltede mig ned på ryggen. Han begyndte at kilde mig i siderne og, som den retard jeg nu er, begyndte jeg at skrige af grin og forsøge at få mine hænder fri af Nialls greb, dog uden held.

”Niall, hold op!” hulkede jeg af grin og heldigvis for mig stoppede han og lagde sig ned ved siden af mig. ”Okay, hvis du absolut skal være så kedelig,” sukkede han og stirrede op i loftet. Jeg rejste mig op med et ryk og stirrede ned på ham. ”Altså, hvis der er nogen der er kedelig, så er det IKKE mig,” sagde jeg og pegede på mig selv. ”Det har du ret i, du er ret ukedelig,” grinede han. Jeg så med store øjne på ham og slog armene om ham.

”Endelig nogen der kan se det!” udbrød jeg og sukkede dramatisk. Hans arme lagde sig rundt om mig og trak mig ind til ham. Vi hørte ikke hoveddøren gå op og smække i igen og vi hørte heller ikke Megan råbe efter mig. Vi hørte hende først, da hun stod i døren ind til mit værelse og gispede.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hejsa!

Hold da op det tog sgu lang tid at publicere det kapitel, og jeg er SÅ ked af det! Men nu er det her, så jeg håber I kan lide det.

12 freaking favoritlister efter 1 kapitel?! Hold da op folkens, I er for vilde! :D

Peace out!

Nynne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...