Ready To Love {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2013
  • Opdateret: 13 apr. 2013
  • Status: Igang
”Jeg har altid haft svært ved det. Svært ved at elske, mener jeg. Måske har det noget med min sygdom at gøre. Jeg ved det ikke. Men hvem ved, måske bliver jeg en dag i fremtiden klar, jeg håber at jeg en eller anden dag bliver ready to love.” Isabella Louise Williams er en glad, 17-årig pige. Hun bor i London med sin mor og lillesøster. Men en mørk skygge hænger over hende og hendes familie: Isabella har kræft og det æder hende langsomt op og gør hende svagere og svagere. Hun ved, at hun på et eller andet tidspunkt er nødt til at forlade verden, sikkert før alle hendes jævnaldrende. En dag møder hun fem drenge. Især en af dem tiltrækker Isabellas opmærksomhed. Men når de får følelser for hinanden, tør Isabella så at give slip og elske ham?

9Likes
22Kommentarer
1596Visninger
AA

3. Kapitel 1

”Izzie! Vi skal køre nu,” kaldte min mor fra trappen. Jeg løftede mit hoved fra min computer og klappede den sammen. Ja, for her er den stolte ejer af en gammel Lenovo-laptop, der tog cirka et kvarter om at lukke internettet op. I kan selv søge på den på internettet, hvis det er. Men hey, jeg klagede ikke! Min lillesøster havde en ældre version (hvis det overhovedet kunne lade sig gøre), og jah, lad os bare sige at hvis man skulle se en film på den, blev man nok ikke lige færdig i år…

”Isabella!” lød min mors stemme igen. Jeg svarede tilbage med et lavt ’jaja’ og rejste mig hurtigt op – og smed min computer på gulvet på samme tid. Jeg frøs i en utroligt underlig stilling og gloede på min computer, der til mit held, blev liggende på gulvet. Der gik dog lidt tid inden jeg bevægede mig, for man kan jo aldrig vide, vel? Bear, min lillesøsters hvalp på 10 uger og Boo, min egen hvalp på 12 uger, kiggede søvndrukne op på mig, og Boo gav et fnys fra sig, fordi jeg vækkede hende, inden hun lagde sit hoved ned igen (link til Boo og Bear i kommentaren). Jeg gik hen foran mit spejl og satte mit lange, blonde hår op i en løs hestehale, rettede lidt på mit tøj og tog en ring og nogle armbånd på (link i kommentaren). Jeg kløede Boo på hovedet, inden jeg skyndte mig ned ad trapperne og hen til hoveddøren, hvor jeg hoppende på ét ben tog mine sko på, og samtidig lige væltede et par Converse ned fra en skohylde. Jeg stønnede irriteret før jeg åbnede døren og trådte ud i den lune augustformiddag. Min mor stod henne ved bilen og ventede utålmodigt på mig; min 9-årige lillesøster, Megan, sad inde i bilen.

Hvor er jeg dog uhøflig! Hej, jeg hedder Isabella Louise Williams, 17 år og professionel klodsmajor og skoleelev og… ja, I finder nok ud af det.

Jeg gled ind på forsædet foran Megan og lukkede døren efter mig. Min mor startede bilen og kørte ud af indkørslen. Vi skulle til hospitalet, for lægerne ville snakke med mig og min mor om at jeg snart skulle have kemobehandling. Ser I, for en måned siden fik jeg konstateret lungekræft. Min far forlod os efter et par dage, efter mange skænderier med min mor, hvilket gik mentalt ud over mig, men mest Megan. Hun var altid bange når de skændtes. Jeg kan stadig huske den nat, hvor min far forlod os.

Flashback:

”Det her er jo ikke min skyld, vel?!” skreg min mor skingert af min far. Jeg lå inde i min seng og forsøgte at sove, men jeg kunne ikke når mine forældre som så mange andre gange stod og råbte af hinanden inde i soveværelset hvor de troede at Megan og jeg ikke kunne høre dem. Det kunne vi altså. Jeg lå og stirrede ud i mørket og forbandede kræften, der sad i mine lunger langt væk; tænkte på Megan, der sikkert lå under sin dyne og græd, bad stille til at mine forældre ville holde op og elske hinanden igen. Men det havde bare ikke været det samme siden jeg fik konstateret kræft. Jeg lå i mine egne tanker, da døren ind til mit værelse gik op på klem og Megans kønne, lille ansigt kiggede ind. Jeg rejste mig op, gik hen til hende og samlede hende op, hvorefter jeg lukkede døren til med min fod. Med hende i mine arme gik jeg hen til sengen og satte mig på den, mine arme lå som et beskyttende skjold om hende, og jeg vuggede hende roligt frem og tilbage, mens hun græd imod mit bryst med små, ynkelige hulk.

”Hun kan sgu da ikke bare sådan blive syg, kan hun?!” lød min fars stemme, den var fuld af vrede og foragt. Megan krøb sammen i min favn, som om der var nogen der havde slået hende. Jeg bed i min underlæbe i et forsøg på at holde min vrede inde. Det lykkedes mig lige. Jeg strøg beroligende en hånd ned ad Megans arm og hun knugede min top i sine hænder. Jeg tyssede forsigtigt på hende for at berolige hende.

”Nej, men det er en eller anden virus! Det er ikke noget menneskes skyld!” råbte min mor. Jeg kunne spore en smule fortvivlelse i hendes stemme, hun tiggede min far om at forstå, selvom det var min far, der burde tigge; tigge min mor om tilgivelse, for han havde behandlet hende rigtig dårligt og givet hende skylden for min sygdom. Jeg gav mig selv skylden: det var mig der var syg, virussen var opstået i min krop. Megan hulkede højt igen og jeg gav mig til at vugge hende igen, da jeg indså at jeg var holdt op. Mine forældre diskuterede frem og tilbage, skrigende og råbende som et par aber. Så sagde min far dét, der ændrede Megans, min mors og mit liv for altid.

”Jeg magter ikke at have en syg datter. Jeg skrider,” tårerne vældede op i mine øjne og jeg snøftede, velvidende at det hele var min skyld. Jeg begravede mit hoved i Megans hår og blev ved med at vugge hende. Vi hørte min mor bede min far om at blive; min far nægtede og bad hende skride ad helvedes til, så kom lyden af en kuffert der blev lukket og en dør der blev smækket. Så var han væk. Jeg sad musestille og spidsede ører. Min mor sukkede og lænede sig op af væggen ud for mit værelse. Megan snøftede og min mor måtte have hørt det, for hun kiggede ind til os. Jeg kiggede ind i hendes øjne, så al smerten og trætheden, der lurede i dem og truede med at flå min mor op indeni. Jeg smilede svagt til hende og klappede på sengen ved siden af mig. Hun gik hen og satte sig ved siden af os. Jeg rykkede tættere på hende, opfordrede hende til at lægge armene om os, hvilket hun gjorde. Sådan sad vi hele natten, vi smeltede ligesom sammen til én klump, snøftede og græd. Men vi var sammen om det.

Jeg så aldrig min far igen. Han forlod os, fordi han ikke kunne klare at have en kræftsyg datter. Og et eller andet sted… kan jeg ikke få mig selv til at bebrejde ham. Ikke for det. Selvfølgelig er jeg vred på ham, for min mor har det super dårligt, hun tror at det hele er hendes skyld og jeg har prøvet så mange gange på at få hende til at gå til en psykolog. Men det vil hun ikke, og jeg vil ikke tvinge hende til noget. Megan har svært ved at få venner i skolen, for de eneste hun stoler på er stort set mig og mor.

”Vi er her nu skat,” sagde min mor. Jeg nikkede og klikkede min sele op, steg ud af bilen og blev mødt af en hel masse piger, der stod udenfor hospitalet. Jeg løftede forvirret mit ene øjenbryn. Megan kom hen og tog min hånd, sikkert usikker på den store menneskemængde. Jeg smilede til hende og gik efter min mor hen mod hospitalets store glasindgang. Der var endnu flere mennesker inde i forhallen, men vi kom nogenlunde helskindede frem til disken.

”Hej, hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte en køn, ung pige med store røde krøller, grønne øjne og et ægte smil på læberne. Hende kunne jeg godt lide.

”Hej vi skulle tale med dr. Nelson?” sagde min mor. Pigen nikkede og klikkede rundt på en computer. Hendes øjne flakkede omkring på skærmen og hun klikkede rundt. Jeg kastede et blik på alle pigerne, der stod og så ud som om at de ventede. Jeg vendte mig mod pigen igen.

”Hvad laver alle de piger her?” spurgte jeg hende. Hun kiggede op og smilede til mig før hun svarede.

”Det er fordi at det der boyband kommer her for at besøge nogle patienter. Hvad er det nu de hedder…” hun så ud til at tænke sig godt om. Jeg håber at det er nogle seje personer som f. eks. The Wanted eller Lawson. Jeg kiggede mig om, efter en ledetråd til hvem det var; der var masser af piger, der sikkert var der for bandet, og hvis jeg vidste bare en lille smule om fans, så havde de nok et eller andet merchandise i form af en T-shirt eller måske havde de lavet et banner.

”Nåh ja! Det er One Direction, der kommer,” udbrød pigen og Megans blå øjne, der lignede mine og min mors, blev store. Hendes mundvige blev skudt opad og hun begyndte at hoppe op og ned på stedet med små hop. Hvis I ikke har gættet det, så er Megan directioner med et stort D. Hun kunne næsten alle deres sange og hun hvinede tit, når hun så dem på fjernsynet. Det kunne godt blive lidt irriterende, men hun så nu meget sød ud, som hun stod og hoppede glad med tindrende øjne. Jeg var ikke fan af dem, men jeg havde heller ikke noget mod dem. Jeg syntes ikke at man skal dømme folk, før man kendte dem. Derfor var der ikke så mange stjerner, jeg havde noget imod, for de var jo alligevel ligeglade med, hvad jeg tænkte.

Pigen viste os hen mod et venteværelse efter at have smilet, sikkert af Megans opførsel. Jeg satte mig i en stol ved siden af min mor, og Megan hoppede op på min mors skød. Herinde var der ikke så mange mennesker, så det var lidt nemmere at ånde. Jeg ville have fat i min telefon for at tjekke facebook og twitter og den slags, men da den lå i min lomme, blev det sikkert lidt svært. Jeg forsøgte at snige et par fingre derned, men trak dem op igen, da jeg indså at jeg ikke kunne nå at få min mobil op derfra, inden spidsen af mine fingre blev blodløse på grund af presset. Jeg stønnede irriteret og lænede mig lidt bagud og forsøgte igen. Uden held. Jeg var seriøst virkelig pisset af, da jeg lænede mig helt tilbage og lå som et bræt, og fik endelig min mobil op af lommen. Jeg satte mig op og låste min telefon op. Jeg nåede lige at klikke på facebook-ikonet, da en høj læge med chokoladebrun hud, kort sort hår og næsten sorte øjne, hvis farve stod i stor kontrast til det hvide i hans øjne, kom gående ind i rummet med et clipboard liggende på sin arm. Hans smil var stort og venligt og hans tænder var helt hvide.

”Isabella Williams?” sagde han med en tyk, amerikansk sydstats-accent. Jeg rejste mig op, lod min mobil glide ned i min lomme og fulgte efter manden, der tydeligvis var dr. Nelson, sammen med min mor og Megan. Vi kom ind i et mellemstort rum. Dr. Nelson gestikulerede mod tre stole, der stod foran et skrivebord vi tog plads og han satte sig i stolen på den anden side af bordet.

***

Megan sad på mit skød med sit hoved op mod min skulder. Dr. Nelson og min mor snakkede stadig, men det var ikke relevant for mig længere. Vi havde fået at vide at vi skulle komme tilbage igen sidst i september. Vi var i midten af august, så der var lang tid til, men siden jeg havde lungekræft, var der venteliste på. Jeg var blevet ret sulten og forsøgte at huske, om jeg så en automat på vejen hen til dr. Nelsons kontor. Jeg mærkede efter på min lomme og opdagede nogle penge deri.

”Mor?” min mor stoppede med at snakke med dr. Nelson og vendte sig mod mig. ”Er det okay at jeg går ud og forsøger at finde noget mad? Jeg har selv penge,” sagde jeg og klappede på min lomme. Hun nikkede kort, før hun vendte tilbage til dr. Nelson. Jeg løftede Megan, der var faldet i søvn, op i min favn og lagde hende på sofaen, der også stod inde i rummet. Jeg listede ud af rummet og strakte min krop. Urgh, jeg magter ikke at sidde ned for længe. Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg så mig om og besluttede mig for at begynde med at gå til venstre. Jeg kom forbi en masse stuer, men stadig ingen automat. Jeg kunne høre hvin runge i gangen, men det var sikkert bare på grund af One Direction. Jeg trak på skuldrene og ledte videre.

Lad os lige få én ting på det rene: jeg hadede ikke One Direction. Jeg følte ikke, at jeg havde nogen ret til at hade nogen, hvis jeg ikke kendte dem personligt. Og det gjorde jeg, af en god grund, ikke. Altså kendte One Direction. Men det var også okay! De levede deres liv, og jeg levede mit. Færdigt arbejde.

Jeg var lige ved at juble, da jeg endelig fandt en automat. Jeg var faktisk blevet ret sulten. Ja, jeg elsker mad. Lev med det! Jeg fik pengene op af lommen og gav mig til at se på, hvad der var inde bag glasset. Jeg besluttede mig for at købe et æble, og som den søde storesøster jeg er, købte jeg også et til Megan. Jeg gik fornøjet den vej, jeg mente jeg var kommet fra, mens jeg gumlede på det røde æble. Det var lækkert; sprødt, sødt og saftigt. Nam! Jeg gik i lang tid, uden at komme til dr. Nelsons kontor, og jeg var ærligt talt ved at blive lidt nervøs. Mit æble havde jeg spist op, og jeg smed skroget i en skraldespand, som jeg kom forbi. Jeg gik lidt længere tid, og så var det andet æble også væk. Jeg havde overhovedet ingen idé om, hvor jeg var henne, men jeg ville ikke ringe til min mor. Det ville være for pinligt…

Jeg gik rundt om et hjørne i mine egne tanker og stødte ind i en person. Min T-shirt klæbede til min mave og det gik op for mig, at personen havde spildt vand på mig. Nå, i det mindste var det ikke varm kaffe. Jeg kiggede op og ind i et par smukke blå øjne, hvori der lå noget undskyldende, men det kunne ikke skjule det glimt af glæde, der helt klart dominerede i dem. Jeg så på hele personens ansigt, og kunne nu se, at jeg stod foran en dreng, cirka på min alder. Han havde lyst hår, der var sat, sikkert med voks, men rødderne var mørkebrune, hvilket klædte ham rigtig godt. Hans blå øjne strålede mod mig og hans læber, der var en smule fyldige, bevægede sig… hov, vent! Jeg skærpede min hørelse og lyttede til hvad han sagde.

”Er du okay?” spurgte han med en sød, irsk accent, der fik mit hjerte til at smelte. Han så rimeligt bekendt ud, jeg kunne bare ikke sætte min finger på, hvor jeg havde set ham henne. Jeg lagde mærke til flasken, der nu kun var halvt fyldt op med vand, som han havde i sin hånd. Låget lå på gulvet et par meter væk fra os.

”Ja, det er bare vand,” sagde jeg roligt med et smil og kiggede ned ad min T-shirt igen. Det var koldt, men det tørrede sikkert hurtigt. Jeg lagde hænderne på den våde plamage på min T-shirt og gøs, da det kolde stof ramte mit lune maveskin. Jeg trak på skuldrene og så op på drengen, der stadig kiggede på mig. Urgh, det irriterede mig seriøst at jeg ikke kunne huske, hvor jeg havde set ham før. Jeg nåede dog ikke at spørge ham, før en gruppe piger kom rundt om hjørnet og stivnede, da de så os. Den forreste trak skælvende luft ind, hendes læber trak sig tilbage i et smil, øjnene blev større og hænderne røg op til ansigtet. Jeg stod og så underligt på hende. Men så kom forklaringen.

”ERH MAH GARD, DET ER NIALL HORAN!” hvinede hun og de andre piger skreg med. Niall Horan? Ham fra One Direction? Jeg så mig forvirret om for at få øje på ham, men blev stoppet af drengen, der lagde en hånd på min arm og drejede mig rundt, så jeg stod med front mod ham.

”Rart at møde dig, jeg hedder Niall. Niall Horan,” sagde han med et sødt smil. Vent lige lidt, hvad? Niall Horan? Hvad? Ej, seriøst hvad? WHUT?!

Okay, det kom lidt bag på mig, som I nok kunne høre. Eller læse. Whatevs.

Pigerne kom hurtigt nærmere og Niall så ud som en, der allerhelst bare ville forsvinde. Men så så det ud til at han fik en idé. Han tog fat i mit håndled og begyndte at løbe. Jeg fulgte efter ham, forbi en masse stuer og rum med borde. Jeg var snart ved at miste pusten og jeg kiggede mig over skulderen og fik øje på pigerne langt bagefter os, men de kunne stadig se os.

”Niall, vi er nødt til at finde et sted, vi kan komme væk, et rum eller noget,” sagde jeg stakåndet, mens vi løb. Han nikkede enigt og jeg spejdede efter et hjørne eller noget, vi kunne løbe omkring. Pigerne var imidlertid ved at hale ind på os, da Niall pludselig trak i mit håndled, så vi nærmest snublede over vores fødder omkring et hjørne. Jeg var lige ved at løbe ind i ham, men efter kort tid kom vi på afstand af hinanden igen. Jeg kiggede mig igen over skulderen og så pigerne runde hjørnet. Jeg stoppede op og rev en dør op, hev Niall med derind, smækkede døren i igen og låste den. Vi stod og hev efter vejret begge to.

”Jeg troede at I godt kunne lide jeres fans?” sagde jeg forvirret og kastede hovedet bagover i et forsøg på at få vejret. Niall grinede lidt, den sødeste latter, inden han svarede.

”Jaer, men når de kommer skrigende imod én og man ikke har nogen body guards omkring sig, kan de godt virke lidt skræmmende,” forklarede han og jeg nikkede og mumlede et lavt ’jep’. Jeg så ned på mine hænder, og opdagede, at Niall stadig holdt om mit håndled. Jeg kiggede op på ham og så lige ind i hans smukke blå øjne. Mit blik flakkede ned mod mit håndled, hvilket fik Niall til også at se derned. Hans mund formede sig til et ’o’ og han slap hurtigt mit håndled. Jeg så på ham hele tiden og lagde mærke til, hvordan hans kinder blev svagt lyserøde, hvilket seriøst fik mit hjerte til at smelte. Hans mobil begyndte pludseligt at ringe.

F*cking hjertestop! OMG! *hyperventilation*. Niall tog sin mobil op af lommen og tog den. Jeg lod ham snakke med dem han nu snakkede med, og så mig om i rummet. Det var ikke så stort, der var masser af koste, mopper, spande og så var der en håndvask. Vi var åbenbart endt i et rengøringsrum af en art. Jeg vendte en spand om og satte mig på den og bedte indvendigt til at den kunne holde til mig, for hvis den brasede sammen under mig, ville jeg seriøst overveje at grave mig selv ned i et hul…

Niall var blevet færdig med at snakke, og sad nu også på en omvendt spand ved siden af mig. Pigernes svage skrig og banken på døren lød udenfor; nej, de var ikke gået endnu. Du godeste, hvor besatte kan en pige lige være med en dreng, de ikke havde mødt? Jesus Christ…

”Jeg kender ikke engang dit navn. Hvad hedder du?” spurgte Niall og så interesseret på mig. ”Mit navn er Isabella, men kald mig bare Izzie, Bella, Bells eller hvad du nu har lyst til,” svarede jeg og han lyste op i et smil. Jeg spilede mine øjne op og begyndte at hoppe lidt på spanden. Niall grinede højt af mig, så det gav et skrig udenfor døren. Nå, det kunne de godt lide, hva’?

”Hvorfor hopper du sådan?” spurgte han grinende og jeg stoppede og så underligt på ham. Var det da ikke normalt, når man får en god idé? ”Jeg fik bare en god idé,” forklarede jeg. Han fik et afventende glimt i øjnene, ergo han ville have at jeg fortalte om min idé.

”Lad os lege 20 spørgsmål!” foreslog jeg. Han nikkede. ”Okay, jeg starter. Hvor kommer du fra?” spurgte han. ”Jeg kommer fra London, men min far er oprindeligt fra Irland. Jeg kan ikke lige huske hvad byen hedder… Nå, men hvor kommer du så fra?” svarede/spurgte jeg. ”Jeg kommer fra Mullingar i Irland!” svarede han. Og sådan gik det frem og tilbage, indtil jeg havde stillet alle mine spørgsmål og Niall have et tilbage.

”Okay, sidste. Hvorfor er du på hospitalet i dag?” spurgte han. Jeg stivnede, for jeg vidste ikke om jeg var klar til at fortælle Niall at jeg havde kræft. Tro mig, han var en sød fyr, og jeg var sikker på at vi kunne blive rigtig gode venner, men vi havde lige mødt hinanden.

”…Bells?” lyden af Nialls irske stemme hev mig ud af min tankegang og tvang mig til at svare. ”Niall… j-jeg kan ikke fortælle dig det… ikke endnu…,” sagde jeg lavt. Han nikkede, men jeg kunne spore nysgerrigheden i hans øjne. Og måske også lidt bekymring…? Han var altså sød. Jeg rømmede mig, rejste mig og gik hen mod døren, hvor jeg lyttede efter.

”Jeg tror at pigerne er væk, Niall,” sagde jeg. Han stod pludselig bag mig og jeg vendte mig, så vi kiggede hinanden i øjnene. Jeg kunne dufte hans duft, så tæt som han stod på mig. Og jeg… jeg kunne lide det. Nej, jeg kunne ikke det her. Jeg kunne ikke! Jeg trak vejret hurtigere, på trods af at Niall ikke havde flyttet sig. Han så forvirret på mig, der stod lænet op ad døren.

Den åbnede pludselig og jeg faldt bagud. Et sug gik gennem min mave, og jeg nåede ikke at finde fodfæste, inden jeg landede i en eller andens favn. Det var en dreng, kunne jeg mærke, for han havde ligesom ikke noget… tilbehør, hvis I forstår hvad jeg mener. Jeg tog Nialls hånd, som han rakte frem, og han trak mig op at stå. Jeg stillede mig ved siden af ham og så på de fire drenge, som jeg gik ud fra var resten af One Direction. Jeg kunne godt kende ham med det krøllede hår, hans navn var Harry. Han smilede til mig, så hans smilehuller kom til syne. Jep, det var Harry. Megan havde snakket så meget om ham og hans smilehuller og det drev mig og min mor til vanvid… FUCK! Min mor! Hun ventede sgu da på mig!

”Niall, jeg er nødt til at smutte, min mor dræber mig, hvis jeg ikke snart kommer,” sagde jeg. Hans blik blev lidt trist, og det gjorde også af en eller anden grund mig trist. ”Kan du ikke lige præsentere dig først?” spurgte en af drengene venligt; hans hår var lysebrunt, men hans øjne var helt mørkebrune. Liam. Jeg nikkede smilende.

”Jo, selvfølgelig. Jeg hedder Isabella, men som jeg sagde til Niall, kan I bare kalde mig Izzie, Bella eller Bells eller hvad I nu har lyst til. Jeg er 17 år gammel, og jeg kommer fra London, ligesom min mor og min far er irer,” sagde jeg. Drengene nikkede.

”Og du kender vel os?” sagde Harry. Jeg nikkede. ”Ja, min lillesøster er stor fan af jer, så jeg har tilbragt mange aftener med at lytte til jeres musik sammen med hende. Men jeg er ikke sikker på, om jeg kan huske jeres navne. Jeg kender dit,” sagde jeg og pegede på Harry. ”Og dit,” jeg pegede hen på Liam. ”Og dit,” jeg pegede til sidst på Niall, der smilede. Jeg smilede kort tilbage.

”Prøv at gætte mit navn!” udbrød den ene af de to sidste drenge, hans mørkebrune hår lå strøget pjusket hen over hans pande og hans øjne skinnede blågråt. Jeg kneb øjnene sammen og trommede min pegefinger mod min hage.

”Noget med L...?” sagde jeg og løftede et øjenbryn. Han nikkede. Hmmm… ”Er det Lee?” han rystede på hovedet. ”Logan?” endnu et ryst. ”Larry?” Harry begyndte at grine og fyren rystede kraftigt på hovedet. Jeg stod bare og så forvirret på dem og så på Niall for at få lidt hjælp.

”Vores fans har givet vores bromances navne. Det mest kendte er Larry Stylinson, bestående af Harry og..” begyndte han, men blev afbrudt af mig.

”LOUIS!” udbrød jeg. Louis nikkede og jeg knyttede mine hænder og lavede en kort sejrsdans. Drengene så underligt på mig, og jeg trak bare på skuldrene.

”Okay, kan du så gætte hvad jeg hedder?” sagde den sidste, hans nøddebrune øjne så lige ind i mine og hans hår var opsat som Nialls, men Nialls lå ligesom lidt mere ned.

”…Zayn?” sagde jeg. Han nikkede smilende. I det samme gik min mobil i gang med at ringe. ”Give Into Me” af Michael Jackson fyldte den lille gang, vi stod i. Ja, jeg kunne godt lide hans musik. Den løftede mig op, når jeg er nede. Jeg trak min mobil op af lommen og svarede den.

”Hallo?”

”Isabella Louise Williams, hvor er du henne?!” lød min mors vrede stemme. Jeg rullede med øjnene.

”Jeg ved det ikke. Jeg er faret vild,” der var stille i den anden ende. Så kunne jeg høre Megan spørge min mor, om hvor jeg var. Min mor forklarede hende det, og Megans latter fyldte min øregang. Snart blandede min mors sig med den og min mor og lillesøster stod og grinede af mig. Jeg rynkede fornærmet på næsen.

”Mor?” sagde jeg ind i telefonen.

”Ja, kan du ikke finde herhen selv, Iz? Vi står ude foran,” sagde min mor. Nå ja, når nu jeg var faret vild, kunne jeg da SAGTENS finde tilbage igen. Jada, det er klart. Selvfølgelig. Pshh pff psh… (mærker I ironien?).

”Jo, vi ses mor,” sagde jeg opgivende.

”Vi ses Iz,” kurrede min mor, og jeg lagde på. Jeg rullede med øjnene, mens jeg lagde min mobil tilbage i min lomme.

”Lad mig gætte. Din mor?” sagde Harry. Jeg så på ham og løftede et øjenbryn.

”Hold da op, du er hurtig hvad?” svarede jeg med et smil, så det ikke skulle lyde for ondt. Harry trak på skuldrene. ”Ja, det er sådan noget jeg kan,” svarede han. Jeg nikkede med påtaget imponerethed. Er det egentlig et ord? Whatever, nu bruger vi det lige.

”Hvad ville hun så?” spurgte Niall ved siden af mig. Liam sendte ham et blik, der fortalte at man ikke spøger om sådan noget. Jeg trak på skuldrene.

”Hun ville have at jeg skulle finde tilbage til dem. Som om jeg kunne det, når jeg er faret vild i forvejen,” sagde jeg halvt irriteret og rullede for tredje gang med øjnene. Hold op, Isabella, pas på dine øjne ikke falder ud.

”Jeg kan hjælpe dig med at finde tilbage,” tilbød Niall. Jeg smilede og takkede.

”Vi går med. Vi skal jo passe på vores Nialler!” sagde Louis glad, lagde sin ene arm om Nialls skulder og trak ham ind til sig. Til gengæld fik han et skub og et irriteret blik fra Niall. Jeg grinede bare og fulgte med drengene. Vi gik forbi en masse gange, indtil vi kom ud i et rum, der lå ved siden af den store indgangshal. Vi havde snakket om en masse ting: Hvordan de var blevet sat sammen i X-factor, deres liv før berømmelsen og deres liv nu. Jeg fandt ud af at Harry og Niall var single. Jeg blev af en eller anden grund glad for at Niall var single. Spørg mig ikke hvorfor.

Drengene stoppede og jeg skulle lige til at spørge hvorfor, da jeg kom i tanke om, at det nok var på grund af deres fans. Jeg kunne se min mor og Megans rygge gennem døren. Forhallen var fyldt med piger, der håbede på at få et glimt af de fem drenge, der stod bag mig og kiggede ud af døråbningen. Jeg vendte mig mod dem.

”Nå, jeg må hellere se om jeg kan komme ud for alle jeres fans,” sagde jeg. De nikkede og jeg skulle lige til at gå, da Harry tog fat om mit håndled og trak mig ind i et venskabeligt kram. Jeg krammede ham smilende tilbage og slap ham efter lidt tid. Det samme skete med Liam, Louis og Zayn. Niall krammede mig lidt længere end de andre.

”Vi ses drenge!” sagde jeg. ”Ses Izzie.” lød det fra Zayn. ”Vi ses Bella.” sagde Harry. ”Hej hej Isa!” sagde Louis højt. ”Ses Iz.” sagde Liam. ”Vi ses, Bells,” sagde Niall. Jeg vinkede til dem, inden jeg begav mig ud i indgangshallen. Jeg kom til muren af piger og begyndte at klemme mig ind mellem dem og holdt øje med den store glasdør. Jeg kom endelig frem til den store glasfacade, men jeg var kommet for langt til venstre, og den store menneskemængde pressede mig op ad glasset, som jeg ramte med et klask. Min mor og Megan, der stod lige foran mig, vendte sig om og Megan var ved at flække af grin, da hun så mit ansigt presset op ad glasset. Min mor stod bare og rystede på hovedet mens hun smilede. Jeg rullede med øjnene og fik så øje på Niall, der stod et par meter væk sammen med de andre drenge, og jeg bad til at han ikke så mig. Det var dog ikke ham, der så mig. Liam så op og fik øje på mig. Det var tydeligt at han begyndte at grine højlydt, selvom jeg ikke kunne høre ham, og han prikkede Louis, der stod ved siden af ham, på skulderen, hvorefter han gestikulerede hen mod mig. Louis fangede mit blik og begyndte også at grine. Jeg kneb øjnene i. Hvorfor mig? Harry havde også fået øje på mig, og han vinkede grinende til mig. Jeg fik med besvær min arm op til mit ansigt, hvor jeg gjorde et klodset forsøg på at vinke tilbage. Niall og Zayn havde nu også set mig, og Niall var seriøst ved at dø af grin, mens Zayn bare stod og klukkede. Niall var nødt til at holde fat i bilen, de stod ved, for ikke at falde. Jeg sukkede og begyndte at bevæge mig mod højre imod døren. Da jeg endelig kom til den, åbnede jeg den og tog en dyb indånding af frisk luft. Jeg stod og gispede efter vejret et øjeblik. Min mor og Megan kom over til mig.

”Hej Izzie! Hvordan var dit intime øjeblik med glasvæggen?” spurgte Megan kækt. Jeg sendte hende ’blikket’, men hun grinede bare og gik hen mod bilen. Jeg rullede med øjnene (det gør jeg ret tit, hvis I ikke har bemærket det). Min mor klukkede og begav sig hen til bilen, som hun satte sig ind i. Megan satte sig ind på bagsædet bag passagersædet. Jeg gik hen mod bilen også, men blev stoppet af en hvis sød, irsk dreng, der kom løbende mod mig.

”Bells!” råbte han. Jeg stoppede og vendte mig mod ham. Han var nået helt hen til mig og stod nu og hev efter vejret. Jeg grinede lavt.

”Hej Niall. Hvad så?” sagde jeg. ”Du så ud til at kunne lide den væg, hva?” sagde han med et skævt smil, da han havde fået styr på vejrtrækningen. Jeg rynkede mine øjenbryn og lagde vægten hen på en anden fod.

”Var det kun det, du ville sige?” spurgte jeg og fordi jeg syntes at det kom ud lidt hårdt, smilede jeg.

”Nej, øhm jeg tænke bare… altså jeg mener… æh… må… må jeg få dit nummer?” spurgte han nervøst og jeg var lige ved at grine af ham, så sød som han var. Nurh! Jeg nikkede og Niall trak sin mobil op af lommen og rakte den til mig. Jeg tastede mit nummer ind og rakte den tilbage til ham. Han lyste op i et smil og lagde mobilen tilbage i lommen. Min mor dyttede og jeg sukkede og skulle til at gå, da Niall lagde sine arme om mig og trak mig ind til sig i et kram. Jeg krammede tilbage, da bilen, Niall skulle med, dyttede. Vi begyndte at grine og jeg gav ham et sidste klem, hvorefter jeg gav slip. Jeg gik hen mod vores bil og satte mig ind i passagersædet. Jeg vinkede til Niall gennem ruden, han stod stadig, hvor jeg var gået fra ham. Han smilede og vinkede tilbage, inden Louis kom og hev ham dramatisk hen mod bilen. Jeg klukkede for mig selv og lænede mig tilbage.

”Izzie, var det Niall Horan, du snakkede med?” spurgte Megan med en hvis glæde og forhåbning i stemmen. Jeg nikkede bare og hun gav sig til at hvine. Min mor kiggede på hende i bakspejlet og kiggede så hurtigt på mig, hvorefter hun rettede sit blik mod vejen igen.

”Hvem er Niall Horan?” spurgte hun forvirret. Megan stoppede med at fangirle og så alvorligt på hende. Åh nej, tænkte jeg og lagde min hånd mod panden. Og som forudset brugte Megan hele vejen hjem på at forklare min mor hele historien om One Direction. Midt i det hele fik jeg en SMS fra et ukendt nummer.

#Hej Bells! Jeg skriver bare lige så du kan få lagt mit nummer ind:)#

Et par sekunder efter kom der en ny fra samme nummer.

#Nå ja, det er for øvrigt Niall#

Jeg grinede lidt og fik lagt hans nummer ind. Resten af turen hjem skrev jeg med Niall, mens Megan som sagt fortalte min mor om One Direction. Da vi kom hjem efter cirka et kvarter gik jeg direkte ind, tog mine støvler af og satte dem i et hjørne, samlede de Converse op, jeg havde raget ned tidligere og fortsatte op på mit værelse (link i kommentaren), hvor jeg smed mig på min seng og hev min mobil frem. Boo hoppede op i min seng og slikkede mig i ansigtet, hvilket fik mig til at grine og forsøge at skubbe hende væk. Hun snusede til min mobil og gav et lavt bjæf fra sig, da den vibrerede. Jeg grinede af min skøre hund og tog min mobil. Boo lagde sig ved siden af mig og jeg åbnede beskeden fra Niall.

#Hey, har du lyst til at være sammen i morgen?? :)#

”Mor, skal vi noget i morgen?” råbte jeg. Der lød fodtrin og min mor stak hovedet ind ad døren. Hun gik hen og satte sig på sengen og nussede Boo bag øret. Hun så på min mor med sine brune øjne og slikkede hendes hånd.

”Jeg skal ned til en veninde og Megan skal hjem til Laura. Hvorfor, har du lagt planer?” spurgte hun og nikkede mod min mobil, der stadig lå i min hånd. Jeg nikkede.

”Kan du huske ham jeg snakkede med ud foran hospitalet?” hun nikkede. ”Ja, det var Niall, ikke?” ”Jo. Han spørger om jeg har lyst til at være sammen med ham i morgen,” forklarede jeg. Min mor nikkede igen.

”Jo, I kan gå en tur med Boo i parken?” foreslog hun. Boo slog med halen på dynen da hun hørte sit navn og ’gå en tur’ i samme sætning. Jeg smilede og kløede hende på hovedet (Boo altså! Ikke min mor)

”God idé,” sagde jeg. ”Er Niall en sød fyr?” spurgte min mor. Jeg nikkede. ”Ja, men jeg mødte ham jo lige i dag,” fortalte jeg. ”Har han… kærestepotentiale?” spurgte hun. Mine øjne blev store. ”MOR!” udbrød jeg. Hun lo og holdt hænderne op foran sig. ”Rolig nu, jeg spurgte bare skat. Men det jeg prøver at sige er, at du ikke kan være bange for at få en kæreste resten af dit liv, Isabella,” uhada, hun brugte hele mit navn.

”Men mor, jeg har kræft, så mit liv er ikke så langt! Desuden ville jeg ikke kunne holde ud at forlade den, jeg elskede og vide, at han ville blive tilbage i sorg over at have mistet mig. Det vil jeg ikke byde nogen. Og slet ikke Niall,” forklarede jeg, velvidende at jeg var lidt ond overfor min mor, da jeg brugte jeg-har-kræft-kortet. Min mor sukkede, gav min hånd et klem og gik ud af værelset. Jeg tog min mobil op igen og overvejede om jeg skulle skrive tilbage. Der var en stor risiko for at jeg ville forelske mig i Niall og det måtte ikke ske, jeg kunne ikke såre ham. Men… han var søød! Jeg argumenterede for og imod inde i mit hoved i lang tid, inden jeg tog en beslutning. Mine fingre bevægede sig hen over skærmen og jeg trykkede ’send’. Jeg lagde en arm om Boos nakke og borede mine fingre ned i hendes lange pels mens jeg smilede tilfreds.

#Ja, selvfølgelig. Vi kan gå en tur med min hund Boo i Hyde Park omkring klokken 15, hvordan lyder det?:)#

Næsten lige efter fik jeg et svar tilbage.

#Fedt! Vi mødes ved indgangen til Hyde park klokken 15. Jeg glæder mig til at møde Boo, vi ses i morgen:D#

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...