State of Grace | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2013
  • Opdateret: 6 maj 2013
  • Status: Færdig
At sidde på en café med en kop sort kaffe, en urørt bog og en halv fyldt notesbog er en ting, som Grace dyrker med den undtagelse, at hun ser på notesboger som halv tom og ikke halv fyldt. Et digt skal skrives og gives til den person, Grace beundrer mest i verden, og hun har et halvt år til det. Tre måneder inde i det forløb beslutter hendes hidtil ukendte beundrer, den berømte Harry Styles, at vende op og ned på det hele ved at komme brasende ind i hendes liv, som ikke er så enkelt, som det ser ud til at være på overfladen. Men måske har hendes liv i virkeligheden brug for at blive vendt op og ned, for at alle hendes brikker kan falde på plads? | Hvis det er første gang, du læser denne historie, bør du nok ikke kigge i kommentarerne, da der er en del spoilers.

190Likes
301Kommentarer
8358Visninger

1. Prologue

Jeg husker de kolde eftermiddage. De eftermiddage, hvor jeg efter en lang dag med en masse arbejde i studiet og alt for lange interviews og samtaler med folk bare ville samle mig på en god kop kaffe – og den gode kop kaffe endte jeg med at finde inden længe. Jeg har altid boet der, hvor jeg bor, men det var først dengang, jeg fik øje på den café, der endte med at blive mit lykkested.

  Den var rustik. Baggrundsmusikken var ikke popnumre, og jeg havde ikke på ét tidspunkt hørt en sang med det boyband, jeg var en del af, blive spillet, og det var måske det, der tiltrak mig mest i starten. Der var endelig noget nyt og noget anderledes. For hvis jeg skal være ærlig, så var jeg nået til det punkt, hvor jeg havde set det meste; det at være kendt havde givet mig kendskab til alverdens ting – også ting, jeg nok egentlig ikke ville have kendskab til.

  For jeg lagde nemlig ikke mærke til hende til at starte med – ikke for alvor. Efterhånden som ét besøg om ugen blev til syv, lagde jeg dog godt mærke til, at hun altid var der og sad med sit hoved i en bog eller en slidt notesbog. Hun prøvede på ingen måde at tiltrække nogen opmærksomhed, men hun tiltrak min. Mit blik faldt altid hen på hende.

  Hun sad altid på den samme plads. Det husker jeg det i hvert fald som, for den dag, hvor jeg for alvor fik øje på hende, sad hun på samme plads, som hun har gjort lige siden. Jeg husker også, hvordan hun sad med hovedet begravet i en bog, jeg ikke kunne genkende. Hun lignede ikke en, der var specielt gammel, men der var noget over hendes markerede, fine, dukkeagtige ansigt, der fortalte mig, at hun ikke var så ung, som hun så ud.

  Hun sad dog ikke begravet i sin bog resten af tiden. Som dagene gik, blev jeg også mere og mere opmærksom på hende. Det var hende, jeg kiggede efter med det samme, når jeg trådte ind i caféen – hende og alle hendes særheder, store som små. (Selvfølgelig betød ingen af dem noget. Hun var perfekt i mine øjne.)

  De fantastiske detaljer, som den dybe ridse, der var på mit sædvanlige bord; den efterhånden hjemmevante duft af olie, kaffe og duftlys; den stille indie-musik i baggrund – alle de detaljer blev overflødige, og jeg brugte ikke min tid på caféen på at slappe af længere. Jeg brugte den på at observere og iagttage hende – og det var der, jeg begyndte at stille mig selv det spørgsmål, ”Hvad fanden er det egentlig, du foretager dig?” Jeg kendte jo ikke engang hendes navn.

  Jeg kan huske, hvordan mine fire venner og arbejdskollegaer fortalte mig, at jeg var blevet fraværende, når vi snakkede i pauserne. Det ligger til deres natur, så det var en selvfølge, at de spurgte, om det var en pige. Jeg husker det ikke, men jeg tror, jeg sagde, at det var det vel på en eller anden måde. De har vidst aldrig fået af vide, hvad det egentlig var. Det kan enten være, fordi jeg bruger endnu mere af min tid på pigen på caféen, end jeg gjorde før – ellers er det, fordi jeg stadig er bange for det endnu ukendte svar.

  Nu sidder jeg her. Det er tre måneder siden, jeg første gang satte min størrelse 44 fødder i denne café, og det er to måneder og 17 dage siden, jeg begyndte at beundre en pige, hvis navn jeg stadig ikke kan. Men nu tør jeg godt sige, at tiden er inde. Efter tre måneder må jeg tage mig sammen og jagte det, jeg har ledt efter hele mit liv: Lykken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...