Why me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 11 apr. 2013
  • Status: Igang
Han skulle forestille at være min bedste ven. Han skulle forestille at kende mig bedre, end nogen anden. Han skulle forestille at være en man kunne stole på. Men sådan er det ikke. Sådan skulle det ikke være. Han endte med at være min fjende....

6Likes
5Kommentarer
1104Visninger
AA

5. Ser en engel - Kapitel 4

Jeg prøvede at bilde mig ind i syvende at min mor faktisk brød sig om mig, da hun talte om konfirmanterne i min klasse. Men fandt så ud af at hun bare ville købe en kjole til mig, sørger for jeg fik et job, og så få mig ud af huset. Det var blevet trist uden Jonas, men jeg havde kun mig selv. det var officielt dengang at Fie og William, kom seriøst sammen. Fie havde lovet William at hun vil prøve at være lidt mere sød mod mig, men hun prøvede kun. Hun holdt godt nok hvad hun lovede. For hun holdte sig fra mig. På et tidspunkt græd jeg hvor hun var hjemme. Hun ignorerede mig bare, hvilket fik mig til at græde højere. "Stop de skrig, din skrigeunge!" skreg min mor ind af min dør. Jeg tav, og græd stille. Trak mine ben op til mig og snøftede. Da jeg fik mit blik over mod døren, så hun olmt på mig. Hun lukkede døren, og jeg satte mig op i sengen, og sov ikke resten af natten. Jeg kunne høre min mor. Hun havde en ny fyr hjemme. Hvilket ikke var nyt. Jeg hørte hende tit. "Mor. Hvorfor har du forladt mig?" hviskede jeg. Jeg så stift ud i luften. Dagen efter i skolen var heller ikke noget specielt. Fie var stadig lidt efter mig, mens Josefine havde taget styrringen over gruppen. Hun var meget efter mig. Jeg havde fået et brev fra Jonas om at han snart kom tilbage til skolen. Det fik mig på bedre tanker, men skolen var grå og trist. Det regnede næsten hele tiden. Vinteren var kold, og bidende. Det var ligefør jeg ikke kunne holde varmen ved sandkassen, selvom jeg havde et par skibukser, 2 jakker 3 halstørklæder, et par øre varmere og en tyk ski hue på. Mig og Jonas var pludselig blevet pennevenner, det var som om man bare kunne udtrykke sine følelser i brevet. Jeg følte mig lettet hver gang jeg skrev det. Mine følelser blev skrevet ned, og det var som om ... det blev lettere at leve. så dagen efter det sidste brev jeg sendte til ham, købte jeg en dagbog, jeg kunne skrive i. Så jeg skrev, og jeg skrev hele dagen ned, sådan seriøst hele dagen ned. Det jeg kunne skrive om dagen, skrev jeg ned. Hver dag. Jeg skrev hver dag ned. Jeg havde noget at skrive. Jeg havde meget at skrive. For hver dag. Skolen var nederen. Pigerne var ude efter mig. William var næsten ved at glemme mig, men jeg prøvede at få kontakt til ham. En dag efter skole kom han hen til mig og spurgte "Vi skal være sammen efter skole, ikke?" jeg havde nikket med hovedet. Det gjorde mig glad, og få dage efter kom Jonas tilbage til skolen.

 

Han lignede ikke sig selv. Hans hår var blevet helt platin blond. Hans tøj var blevet hvidt. Folk lagde mærke til ham. "Hvad er der sket med dig?" spurgte jeg en dag i frikvarteret. Han lignede slet ikke sig selv, som svar havde han set ned på en lille pige i sandkassen. Hun smilede til ham, og så hurtigt væk igen, da hun så mig. Jeg så på ham, og vores øjne mødtes. Det var som at se en engel i øjnene. "Du ligner en engel." hviskede jeg. Jeg husker det godt. Han havde set underligt på mig. "du er også forandret" hviskede han og nærmede sig. Han læber var tæt på mine, han lukkede sine øjne, og vi blev skubbet væk fra hinanden "Nå! I skal ikke kysse her! find et hotel i to!" hans søsters grin var ikke til at holde ud. Jeg slog min hånd til mit ansigt. "Nå! Ao! Er du endelig blevet træt af mig!" grinede hun. Hendes hån havde jeg snart fået nok af. Jeg stirrede bare en smule irriteret på hende. "Ao! Jeg hader dig ikke Ao, jeg bebrejder dig ikke for noget. du skal bare vide, jeg ikke vil antyde dig som min søster, hvis i finder sammen." hun hånede mig igen. "Bare så du ved det. Så er han min ven, og det udvikler sig ikke. Jeg får aldrig en kæreste, det ved du! Jeg hader dig og dine kommentarer, og hvis du virkelig vil irriterer mig, så klask din broren lussing, men så skal du bare vide, jeg kan gøre noget ved dig, som får dig til at fortryde du var blevet født! eller ihvertfald få dig til at ønske du ikke var på den her skole mere!" jeg spyttede det ud i vrede. Hendes ansigt var shokkeret. Jeg smilede et lille tilfreds smil, hun vendte sig rundt og gik den vej hun var på vej hen. Mit blik faldt igen på Jonas. Han smilede sit dejlige smil til mig, og jeg lagde armene om ham. Han lagde sine arme om mine hofter. Sådan stod vi indtil klokken ringede. Så gik vi ind. Sad ved siden af hinanden. Men sådan var det også i starten af året. Ingen gad side ved siden af mig. Ingen gad arbejde sammen i grupper med mig. Jeg blev bare. Overset. Men når jeg sad ved siden af Jonas, blev jeg set, eller rettere han blev set. Folk ville pludselig arbejde sammen med mig. alle snakkede med mig, undtagen Fie og hendes slæng. William snakkede sjældent med mig i timen. Men pludselig, blev det anderledes. Han virkede jaloux. Mig og Jonas var begyndt at være sammen efter skole. Både hjemme hos mig, og hjemme hos ham. Vi så film sammen, vi spiste sammen. Min mor var glad for at se ham. Vi hyggede os meget som venner. 

 

En dag hvor vi var sammen havde jeg lige skrevet dagbog, og havde lagt den fremme. Jeg gik på toilettet, og da jeg kom tilbage så jeg Jonas med min dagbog. Det kom som et shok for mig. At han rent faktisk læste den. Jeg stod bare der, med åben mund og det hele. Lignede en stor idiot. Først efter 10 sekunder, eller mere gik det op for mig, at han så på mig. "Hvad er der til middag? Glo suppe, og kig boller?" og han fnes for sig selv. Jeg gik hen og tog min dagbog fra ham. "Hey! Jeg sag lige og læste det der!" sagde han, og rakte ud efter den. Jeg smækkede den i med et brag. "Privat!" sagde jeg til ham. Jeg lænede mig frem, og rakte tungen ud. Da jeg lænede mig tilbage havde han et smørret smil på læben. Han rakte ud med begge hænder, mod mig. Jeg vidste godt hvad han ville. "Nej!" skreg jeg. Han tog fat i mig, og smed mig ned i min seng. Han satte sig på min mave, og ... gjorde det mest forfærdelige ved mig, man overhovedet kunne drømme om! Det jeg hader, det jeg er mest bange for. Han kildede mig! Jeg græd ved at blive kildet, men med en latter! "Stop! Lad være! det kilder!" skreg jeg. "Næh nej! Du kan godt tro om!" han grinede. Sådan blev det ved. Da han stoppede var det fordi min mor kom ind og trak os væk fra hinanden. Skældte mig ud for at larme. Da hun var gået smilede vi til hinanden og satte en anden film på. 

 

Vi skulle konfirmeres. Det føltes underligt at have en kjole på. Det var underligt at se drengene i så fint tøj, men meget normalt at se Jinas i sådan noget hvidt tøj. Han lignede virkelig en engel. Hans hvide hår med den hvide hud, klædte hans hvide sæt tøj. Og når jeg siger hvidt, mener jeg hvidt, fuldt og fast. Hans sko. Hans jakkesæt. Hans slips. Hans skjorte indenunder vesten. Det eneste som ikke var hvidt, eller lignende, var hans øjne. de var mørkebrune. Ligesom dengang vi mødtes. Williams mørke hår var sat op ligesom det plejede, bare med lidt mere strit. Hans tøj bestod af nogle hvide bukser, en hvid skjorte med en grå vest på, og sådan en rigtig vest. Den her vest var næsten ligeså fint som silke. Det var det bare ikke. Midt inde i vesten var den mere stift, hvilket gjorde at den ikke krøllede. Fie og hendes slæng havde noget tøj der passede sammen, men det var ikke ens. Men det var deres make-up og deres hår. De alle havde den samme hårfarve som Fie. Jeg gider slet ikke fortælle jer hvad hun havde på! Det var simpelhen så grimt at selv gud ville smide hende ud af himlen, hvis han kunne! Mit var heller ikke til at huje højt over. Mit hår var mørkt som det altid var, min mor havde lavet bølger i det og jeg havde for første gang i mit liv mascara på. Min øjenskygge var en gylden farve, med en smule glimmer. Min hud var en smule bleg, så min mor tog meget lidt selv bruning på min hud. Jeg havde en special læbestift på, som gjorde at det fremhævede mit ansigt. Min kjole var med stropper. Det lignede en hvid sommerkjole. Den sad løst nede for neden, hvilket Fie ikke havde. Hun havde strutskørt på! Men så det ikke lignede en sommerkjole(for mig) så havde jeg købt et sort bånd, som jeg havde bundet fast over hoften, hvor der sad en sløjfe i siden på mig. Jeg havde en lille fin jakke, som kun kunne dække mine skuldre og lidt af ryggen. Den var self. sort så den klædte mit bælte og mine sko(som også var sorte). Det var en tynd tråd, så man kunne nemt se igennem den. Men rutinen kørte, og vi alle sagde ja, og sagde vores tros bekendelse. Én efter en. Jeg kunne godt min, men Fie og William fumlede med deres. Det fik mig til at tænke på at jeg ikke kom til at se William efter sommerferien. Jeg var nemlig taget med Jonas over på hans kostskole. Jeg kunne ikke holde ud at skulle være på den skole et år mere, for jeg vidste at William skulle på efterskole, så jeg besluttede mig for at søge ind på den kostskole sammen med Jonas. Så var jeg ikke så ensom mere. 

 

***

Hey! Hej! Jeg er her! Ja, du læser det her! Godt! Vil lige fortælle dig, at jeg har droppet det med bloggen. Min mor er for meget ude efter mig. Jeg føler mig tom, og derfor ender det kapitel her, som den gør. Det er trist, men sandt.

**

Selvfølgelig slutter historien ikke her! Nej nej! Der er en del idéer endnu! Det skal lige prøves af! Glæder mig til at se jeres reaktion! Hehe! ^^ 

*

Læg gerne en kommentar - You know i answer it! ^^

Fra din Happy Cookie!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...