Why me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 11 apr. 2013
  • Status: Igang
Han skulle forestille at være min bedste ven. Han skulle forestille at kende mig bedre, end nogen anden. Han skulle forestille at være en man kunne stole på. Men sådan er det ikke. Sådan skulle det ikke være. Han endte med at være min fjende....

6Likes
5Kommentarer
1105Visninger
AA

4. Rod - Kapitel 3

I starten af SJETTE klasse opførte drengene sig mere end bare sært. Især over for pigerne, men de lod mig være. Jeg var der bare. Pigerne begyndte at se mere op til sig selv, som de fede snobber de er. Jonas og jeg holdte os lidt fra hinanden i et stykke tid. Det er ikke noget vi har valgt, han var bare syg meget af tiden. Den eneste som ikke lod mig være var William. Han blev ved med at komme med stødende ord til mig. Jeg kom bare med mange andre ord, som kunne bruges mod ham. I et håb om at han kunne lade være med at tale sådan til mig. Fie var meget mere sammen med ham, end jeg var. Men i et frikvarter kom Fie og hendes veninder hen til mig, som sad på sandkassens træplade. "Ved du godt hvor belastende du er?" spyttede Josefine ud. Jeg tegnede stadig ned i sandet. "Sig mig, hørte du hende ikke?" spurgte Fie. Jeg nikkede som svar. "Så svar hende dog!" skreg Fie. Jeg nåede kun lige at se hendes fod ramme sandet, så det landede op i mine øjne. Jeg var tæt på at skrige, men istedet tog jeg hurtigt mine hænder op til mine øjne. Jeg kunne mærke to varme arme om mig. Jeg blev trukket ind til personen. "Fie, hvad har du gang i?" spurgte William. "Oh... William. Jeg havde ikke set dig..." begyndte Fie, men William afbrød hende. "Hvad skete der?" "Ao svarede ikke Josefine." sagde Fie stille. "Hvorfor sparkede du så sand i hendes øjne?" spurgte William. "Du kender mig skatter! Jeg kan ikke styre min vrede!" jeg kunne høre at hun smilte sit dumme smil. "Ja, men du er nødt til at prøve at styre den over for Ao. Hun har det ikke nemt. Og jeg er hendes ven." han skar tænder i vrede. Hans hjerteslag var beroligende, men han varophidset, så det slog hurtigere. "Hun kan da bare svare os med det samme?" sagde Josefine. "Gå. Og Fie. Vi to. vi er færdige!" han spyttede ned i sandet. "Hvad! Skat nej! det kan du da ikke mene! På grund af den luder?!" skreg hun. "Hey! Den luder, er ikke en luder, men min ven. Har du glemt det?" han strammede grebet om mig. Tårene havde fået meget af sandet væk fra mine øjne, men ikke helt. Et irriteret skrig kom fra Fie, og jeg hørte hende stampe i fliserne. "Kom piger! vi smutter!" vrissede hun. sandet var kommet ud af mine øjne og jeg kom langsomt ud af hans favn. "Tak" mumlede jeg. "Hey. Ao." han fjernede noget hår fra mit ansigt. "Hvad siger du til at være sammen efter skole?" spurgte han. Mine øjne så på hans. De dejlige grønne øjne som kunne få enhver  normal piges hjerte til at smelte. Men jeg er ikke normal. Så det virker ikke ved mig. Jeg nikkede en enkelt gang og et lille skjult smil. Klokken ringede snart og i det fjerne ende af sportspladsen så jeg to drenge. De snakkede ikke. De så ikke på hinanden. de smilede bare. Og så... de gik til angreb på hinanden nede i græsset. Men på en fræk måde. De var helt klart bøsser, men jeg troede at sådan nogle homoseksuelle mennesker, gerne ville holde det for sig selv. Men åbenbart ikke. Jeg ville være for genert til det. Da jeg så hen på William igen var han væk. Mine øjne ledte efter ham, men jeg kunne ikke finde, så jeg gik lidt rundt og ledte efter ham. Helt tavst gik jeg hen til det stille område hvor jeg gik hen når jeg blev træt af de små møgunger ved sandkassen. Omme bag skrældespanende. Bag den store træport. Der stod han, men han var ikke alene. Han stod med Fie. Det så ud som om hun var ved at sluge ham. Hun havde set mig. Jeg ved det. Fordi hun så på mig og da hun holdt en pause smilede hun ondt, med sammenknebene øjne. Klokken ringede og jeg gik roligt ind i klassen, som om intet var hændt. Jeg mener mig og William var jo bedste venner. Jeg blandede mig ikke i hans sexliv. Efter skole var det jo bare ham og mig. Men det gjorde ondt i maven da jeg så Fie komme ind med William efter sig. Da han så på mig så han trist ned i jorden. Men da jeg prøvede at søge hans blik. Så han bare væk. Prøvede Fie virkelig at skille os fra hinanden, så hun kunne få ham for sig selv? Efter skole gik jeg hen til hans bord, men han sagde han skulle noget andet, så vi kunne ikke være sammen. Tårene pressede bag øjnene - hvilket var helt nyt. "Er det Fie?" spurgte jeg med en fast stemme. Hans øjne så hurtigt på mig, og jeg vidste at det var et ja. "Hvad har hun sagt?" spurgte jeg igen. Han rettede sig op. "Hun sagde bare jeg ikke skulle spille min tid på mig, og vi ikke skulle være venner mere." han tav og så på mig. "Så svarede jeg hende at det aldrig kom til at ske, men så..." hans øjne så ned i jorden. Jeg ventede tålmodigt. "Hun tog sin telefon frem og ringede til sin far. Han vil sørge for at du ryger ud af skolen." hans øjne blev blanke, men mere som der kom vand ud af dem. "Se Ao, piger! Det er første gang jeg ser hende græde! Det er sikkert ikke sidste gang vi ser det! Haha!" råbte Fie, og kom hen til os. Hendes blik så olmt på mig, og jeg kunne bare ikke lide det. Det var koldt, og fyldt med jalousi. Hun tog rundt om armen på William. "Du holder dig fra ham, ellers er du færdig på den her skole." hviskede hun i mit øre, inden hun gik med William. 

 

Det var den dag jeg var den sidste på skolen der gik. Den var næsten otte da jeg kom hjem. Min mor havde været bekymret, men jeg var ligeglad. det var første gang jeg nogensinde havde grædt offentligt. Og Fie havde ret. det var ikke den sidste gang hun kom til at se mig græde. For pigerne havde set vand nede i det tørre sand. De kom midt i mit tuderi, men det var ikke normalt. det var lydløst. det var kun vand der kom ud af øjnene. Ingen snøften, eller noget der er lign. Min mund dirrede ikke. Jeg så bare ned i sandet. tænkte over tingene. Jonas kom snart i skole igen. det havde Josefine sagt til mig. Jeg savnede bare én at være sammen med. Ellers kunne jeg bare flytte skole igen. 

 

Skolen var nedern. Meget nedern for tiden gik langsomt. Langsommere end en snegl der spiser et blad, og for at komme hele jorden rundt for at finde et andet et at spise. Hver dag var noget lort, for jeg fandt ud af at Jonas havde skiftet til kostskole i england. William lod mig være i fred. Fie og hendes veninder var hele tiden efter mig. Men det der var mest forfærdeligt var at lærene straffede mig konstant og satte mig til flere lektier. Jeg ved ikke hvorfor de gav mig mange flere lektier for. Men noget var sikkert. Fie var indblandet i det. Hun ville sikkert have mig væk fra William, hvilket fik mig til at bryde sammen i timen. Ingen tog sig af det. Selv ikke læren, eller William. Jeg blev ved med at græde indtil der faktisk kom en hen til mig og lagde armen om mig, men jeg trak mig væk. "Fint! Så går jeg da bare!" sagde hun. Men det tog jeg mig ikke af. "Fie! fint! Du vinder! Jeg skrider for evigt! Jeg kan ikke holde det ud mere!" skreg jeg. Alle kiggede nu på mig. Mine øjne var sikkert røde om kanten, ligesom jeg havde set mig selv i spejlet hjemme. Fie så på mig med et smil. "Jeg vandt! Jeg vandt William! Yay!" jublede hun. Så kiggede alle på hende. "Hvad? Ville i da ikke også have hende fjernet? Det er da det i har fortalt mig?" spurgte hun. Så så folk på hinanden. I et kort øjeblik. "Fie, du er en løgner. Du kan bare gå af helvede til." sagde folk i munden på hinanden. Mine tårer løb stadig ned af mine kinder, men jeg stor tuede ikke mere. William så hurtigt på mig, men ikke lang tid, han så virkelig ud som om han havde dårlig samvittighed. det kunne jeg heller ikke bebrejde ham for. Vores lærer brød ind "Okay... elever! Ikke mere råb! Arbejd videre med det i var igang med! Og det skal være nu!" råbte hun. Da hun så på mig smilede jeg triumferende til hende da de blev ved,og ikke lavede deres arbejde. Det var ikke meningen jeg ville smile triumferende, men mere som lidt uskyldigt. Og det forvandlede det sig til da hun så på mig med sammenknebene øjne. Det hele lignede bare et stort rod, da larmen udbrød i krige med råb og skrig. adskillige lærer var kommet ind og spurgt hvad al den postyr skulle til for. Vores lærer forklarede situationen til alle. De samme ord og ting. til sidst syntes jeg selv det blev kedeligt og jeg prøvede at lave tingene færdigt så jeg ikke fik lektier for. Heldigt nok nåede jeg det lige. Og vores lære fortalte os hvad der var lektier, og gav nogle eftersidninger. en af dem var til mig, men det var kun til en dag om ugen, fordi hun havde set jeg fik nok af larmen, og det blev kedeligt, så jeg lavede jeg videre. Derfor gav hun kun én dag. Jeg så hende give nogle en uges eftersidning. Efter skole skulle jeg igen gå alene hjem, og sommerferien skulle til at starte. 

 

----------------

Så er vi her igen! Slutningen på kapitel 3 i "Why me?"

***

Det skal lige siges jeg elsker når der kommer læsere på! så jeg prøver at skrive så mange kapitler som muligt! På kortest tid! Jeg overvejer at lave en blog om hvad jeg skal i løbet af dagen, og om der måske kan komme flere kapitler ud de forskellige movellaer jeg har lavet. I ved, som en slags dagbog.

**

Læg gerne en kommentar! You know i'll answer it!<3

*

Happy Cookie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...